Et taktisk mesterværk

Et taktisk mesterværk

Århus Stiftstidende 2012:

I 1982 blev musikverden rystet i sin grundvold, da en ung Michael Jackson sendte sit Thriller-album på gaden. Ni numre og 42 minutter, der viste sig ikke at være endnu en popplade, men et hæsblæsende manifest, der nedbrød skellet mellem racer og religioner. 30 år efter er Thriller fortsat verdens bedst sælgende plade, men hvorfor blev den det, og skyldtes det ene og alene Jacksons musikalske talent?

Det er onsdag den 14. april 1982. En stjernerække af producere, solister og studiemusikere ankommer til pladestudiet Westlake Recording Studios i Los Angeles. En efter en bliver de ledt ind i Studie A, der om et halvt år har tabt sin uskyld, og i stedet er kendt som det pladestudie, hvor verdens bedst sælgende plade blev indspillet. På døren står der, at studiet er booket til ”Q” de næste seks måneder. ”Q” for Quincy Jones, produceren, der har komponeret solister som Frank Sinatra, Miles Davis, Aretha Franklin og Diana Ross til tops, og senest Michael Jackson med Off The Wall-pladen fra 1979. En plade, der har fået flere musikanmeldere til at skrive, at Jacksons bedste dage må være ovre, for hvordan skal en musikalsk tour de force som Off The Wall dog kunne overgås?

Sidst på formiddagen ankommer Michael Jackson til Westlake for at modbevise kritikerne med startskuddet til indspilningerne til sin nye plade – Thriller. Kort efter møder Beatles-legenden Paul McCartney op, og klokken 12.00 bliver de to ført ind i Studie A for at indspille pladens debutsingle, The Girl Is Mine.

“We both cannot have her, So it’s one or the other, And one day you’ll discover, That she’s my girl forever and ever.”

Syv måneder senere, mandag den 8. november, er pladen færdigmikset, og den 30. november 1982 bliver Thriller udsendt. Ni numre og 42 minutter lyd, der skal vise sig at ændre alt i musikindustrien fra en ny måde at lave musik på til en nedsmeltning af religioner og raceopdelinger.

Det viste sig hurtigt, at Thriller ikke var endnu en popplade fra en af 1980’ernes musikstjerner, ikke endnu en middelmådig produktion med ét hit, der var glemt om ét år. Blandt andet derfor havde man udviklet specielle kabler og mikrofoner, der blev brugt til indspilningerne, og produktionsbudgettet var på 750.000 dollars. Projektet om at lave verdens mest solgte plade lykkedes, og i dag er pladen solgt i omkring 110 millioner eksemplarer på verdensplan, hvilket svarer til, at omkring hver 65. person på kloden ejer en Thriller-plade.

De hvide købte ham

Men hvorfor eksploderede salget, og hvorfor var Thriller pladen, ingen havde fantasi til at forestille sig i begyndelsen af 1980’erne. Ifølge Nicolai Molbech, musikekspert og mangeårig Jackson-fan, ligger en del af svaret i Michael Jacksons hudfarve.

”For første gang så man en sort kunstner, der begyndte at spille med musklerne. Inden Thriller henvendte sorte kunstnere sig til et sort publikum, men med Thriller gjorde Michael Jackson op med denne opdeling, og han blev nu også en vare for det hvide publikum, simpelthen fordi han sammen med Quincy Jones lavede en produktion, man ikke tidligere havde hørt. Godt nok var der Stevie Wonder og de andre fra Motown, men de talte til pigerne og det sensuelle. Jackson blev bombastisk og mekanisk i skarp kontrast til en klassisk sort plade som Off The Wall.”

Alle talte om den lyd, det var lykkedes Jackson, Jones, Swedien, Temperton og de andre komponister i Westlake Recording Studios at skabe. Det var især de bombastiske beats, klarheden i indspilningerne og Jacksons militær-stemme, som var nyt og den lyd, som man aldrig før havde hørt. Siden The Jacksons i midten af 1970’erne havde Michael Jackson arbejdet på at skabe en særlig stemme i sit eget univers, der så kulminerede med Thriller, hvor han overlegent kontrollerede den lyd, der kom ud af ham, fordi han var et produkt af Motown. En af de ting, der for alvor adskilte Jacksons stemme fra andres, var hans måde at indlede et nummer på, som han typisk gjorde med en høj C-tone, og så var niveauet lagt.

Nicolai Molbech husker tydeligt den dag, da han  den 30. november 1982 rente ned hos pladeforhandleren i Holbæk, hvor han gik på kostskole, og købte Thriller. Forinden havde han hørt førstesinglen The Girl Is Mine i radioen. En ballade, han var skuffet over, og som han i dag kalder Disneyland efter mørkets frembrud.

”Jeg er mere til Jacksons uptempo-univers, så nummeret skuffede mig meget, men kun indtil at jeg hørte Wanna Be Startin’ Somethin’. Det var en start på en plade, man ikke tidligere havde hørt, og nummeret var studieteknik og kunstnerisk teknik på et højt plan med et selvopfundet afrikansk kor, en power og kraft, der gjorde en ustyrlig.”

Nicolai Molbech husker, hvordan man ikke kunne gå ind i en butik eller stå i en bar, uden at Thriller-pladen bragede ud af højtalerne, og faktisk lyttede han selv så meget til pladen, at han til sidst blev sindssyg af at høre den.

Billie Jean gjorde forskellen

Thrillers succes og salg tog især fart fire måneder efter udgivelsen, da pladeselskabet Motown holdt 25års jubilæumsshow den 25. Marts 1983 i Californien. Den ene Motown-stjerne efter den anden prydede scenen med legendariske hit, og hvad enten det var Marvin Gaye, The Supremes, Stevie Wonder eller The Temptations, som optrådte, var publikum ellevilde. Men midt i showet skiftede aftenen karakter fra et stjernespækket Hollywood-show til en aften, alle amerikanere og resten af kloden faldt på knæ for.

I alt skulle der ikke mere end tre sekunder til at tryllebinde de 50 millioner amerikanske tv-seere, da 24-årige Micheal Jackson midt i Billie Jean vendte sig med siden til publikum og for første gang viste sin moonwalk for derefter at snurre rundt og lande på tæerne. Nu rejste Motown-stjernerne sig op fra deres sæder og klappede til nummeret var slut. Nu vidste verden, at der var en amerikansk kunstner ved navn Michael Jackson, der  var iført en glitrende sort jakke, skinnende sølvskjorte, stramme stumpbukser – hevet godt op i taljen – så man kunne se de hvide pailletstrømper, hyttesko, en ædelstensbesat hvid handske på venstre hånd, og en sort Borsalino-hat på hovedet, hvilket anskueliggjorde Jackson nogle næsten svævende, magiske bevægelser på dansegulvet. Aftenen betød i øvrigt, at Michael Jackson blev den første sorte kunster, der blev vist på den nystartede musikkanal, MTV.

På tværs af rationalitet

Herefter gik salget af Thriller amok, ikke kun i USA, men i hele verden. Fra Asien til Afrika, fra Europa til Sydamerika. For første gang lykkedes det en sort kunstner af slå igennem til et hvidt publikum, og pladen satte sig over religioner, trosretninger og hudfarver. På alle kontinenter dansede man til Beat It, Billie Jean, Wanna Be Startin’ Somethin’ og Thriller. Det siges, at succesen var så stor, at Michael Jackson i årene omkring Thriller tjente 150 millioner dollars om måneden, hvilket var uhørte summer for en sort kunster i midten af 1980’erne.

Journalisten og forfatteren Eddie Michel Azoulay er mangeårig fan af Michael Jackson, og fascinationen af Jackson opstod, da han i skolegården som 12-årig knægt spurgte en klassekammerat, om han måtte høre, hvad han lyttede til på sin walkman. Eddie Michel fik ørebøfferne på, og frem tonede Human Nature.

”Fra da af er der ingen vej tilbage. Skødet er skrevet, gælden står i mit navn. Den gæld af taknemmelighed jeg i dag føler til den sorte amerikanske musik, som siden da har været mit livs musikalske omdrejningspunkt. Dengang havde jeg ikke ordene til at forklare, og forstå Thriller. Men efter pladen i 30 år har været min følgesvend i tykt og tyndt, forstår jeg nu dens betydning. Både for musikhistorien og fans som mig selv. Nemlig, at musikken fra pladen på det tidspunkt havde noget andet og større, der fascinerede i forhold til stort set alle andre inden for popmusikken. Ikke alene hvad angik hans fortolkninger og fremførelsespraksis – men i sin virkning og aura gik Thriller langt udover den funktion som ”musikverdenen” forventede af den. På Thriller kom musikken på tværs af rationalitet. Den berørte en gådefuld sfære.”

En taktisk drejebog

Selv om Michael Jackson og produktionsholdet ikke kunne forudse den eneorme succes, der fulgte med pladen, lå der alligevel en form for drejebog bag projektet i ønsket om at skabe verdens bedst sælgende plade. Projektet lykkedes, men ikke kun på grund af Jackson som et musikalske vidunder. Taktisk tænkt skræddersyede han albummet, så det henvendte sig til stort set alle genrer og musikelskere. På den måde fik han hul igennem til et bredere publikum, som man tydeligst kan høre på Beat It, hvor Jackson bevæger sig over i rock-genren og får stjerneguitaristen Eddie Van Halen til at spille solo. Beat It blev ikke alene omfavnet af Jacksons pop- og R&B-fans, men også rock- og heavy metal-fans tog sangen til sig på grund af Van Halens bidrag. Formlen ramte så bredt, at Jackson på stort set samtlige af sine efterfølgende plader gentog proceduren med en berømt gæsteguitarist fra rockverdenen.

Samme ”trick” brugte Michael Jackson og Quincy Jones på et nummer som The Girl Is Mine – en bevidst ballade, der sikrede, at Jackson fik det brede poppublikum med sig. Denne kommercielle strategi var nødvendigt, hvis Thriller skulle nå over 100 millioner solgte eksemplarer.

Dertil var de ni numre hit på hit, hvoraf syv af numrene kom ud som singler med topplaceringer på verdens hitlister. Og selv om numrene var komponeret stramt og på et uset teknisk niveau havde musikvideoerne en afsmittende effekt på pladens succes. For første gang var der en kunstner, der tog musikvideoindustrien seriøs, og Jackson udviklede genren med sine nye ”short films”, som han selv navngav dem. Det bedste eksempel er Thriller-videoen, der med sine 14 minutters gys fik fortidens musikvideoer til at ligne et venstrehåndsarbejde. Jackson mente det seriøst, og en ny agenda inden for musikvideoer var sat. Igen tænkte Jackson i penge, fordi han så musikvideoen som et kommercielt middel til at øge interessen for pladen.

Striden om den perfekte basgang

Thrillers succes skyldtes dels timingen, dels Quincy Jones’ tekniske ”touch”, men måske vigtigst af alt – Billie Jean. Nummeret, der senere modtog to Grammy-priser, er efter de flestes mening pladens højdepunkt. Det er da også Jacksons arrangementer og orkestrering, der gør det til den unikke sang, den er. Fra begyndelsen har Jackson villet skrive ”Den perfekte basgang”, som han senere udtalte det. I et par uger arbejdede han udelukkende på at opnå lige dét. Til sidst endte han med den basgang, vi alle kender – et stykke musikkunst, som formentlig er en af hans afgørende musikalske bedrifter. Oveni skal så lægges den måde han til perfektion arrangerer trommen og synthesizeren sammen med strygerne og hornsektionen. Til sidst toppes det hele med hans sjældne evne for at producere sine egne backing-vokaler.

Da Jackson, i efteråret 1981, præsenterede den første demo af Billie Jean, var Quincy Jones ikke begejstret for titlen. Han anbefalede, at den i stedet skulle hedde ”Not My Lover”. ”Q” var nemlig beklemt ved om publikum ville tro, Jackson refererede til datidens store tennisstjerne, Billie Jean King. Han var heller ikke revet med af sangens intro.

Introen til nummeret er så lang, at man kan nå at barbere sig!, mente ”Q”, der sagde; ”Michael, det er alt for langt. Vi bliver nødt til at komme hurtigere ind i sangen”. Ivrigt svarede Jackson; ”Men det er jo dét, der er udforingen. Jeg får lyst til at danse, når jeg hører det”. Og når Michael Jackson får lyst til at danse, så bliver vi andre nødt til at holde kæft.

Man kan stille sig selv spørgsmålet, om Michael Jacksons navn nogensinde ville stå i Guiness World Record og på Hollywood Walk of Fame, hvis det ikke havde været for Thriller. Svaret må være næppe. Dels havde de kommende plader, Bad og Dangerous, sikret sig et pænt salg på grund af Thriller, dels blev numre som Billie Jean, Thriller og Beat It Jacksons følgesvende frem til sin død.

Endnu ”uskyldig”

Men man skal ikke være blind og naiv over for Thrillers succes. Billie Jean, moonwalken, videoerne og Quincy Jones kan ikke alene bære æren. Man skal huske, at Michael Jackson i begyndelsen af 80’erne fortsat blev anset for at være ”normal” blandt amerikanerne og resten af verden. Vi havde endnu ikke hørt om Elefantmandens knogler, chimpansen Bubbles, næseoperationer, anklager om børnemishandling, små drenge og et sted, der hed Neverland. Eddie Michel Azoulay beskriver det som uskyldens tid.

”I 1982 er Michael Jackson et menneske af kød og blod. 1982 er hans uskyldens år. Han synger med en uskyldighed. Tilbedelsen af ham er uskyldig. Hans privatliv er uskyldigt, teksterne, ja, selv plastikoperationerne er uskyldige. Han er endnu ikke et varmemærke på højde med Coca-Cola, MTV og Sony. Det er før hysteriet. Før han mere eller mindre frivilligt lader sig indespærre i et guldbur, ’beskyttet’ af advokater og rygklappere. Det er før de flyvende rygter finder sin landingsplads i livsforlængende ilttelte og beskyldninger om pædofili og før det forlorne plastikægteskab med Lisa Marie Presley. I 1982 er Michael Jackson indehaver af vilje og tanke. Han har status som storladen forvandler af idéer, og både han og os andre oplever den højeste fuldkommenhed inden for popmusik. En oplevelse, der medfører, at musiksamfundet og os publikummer tildeler Thriller forskellige positioner og opgaver, som siden da har bestemt dens kreative reaktion, og dermed også dens samlede formåen. Thriller er blevet ”fælleseje”.