Stefan Zweigs vidnesbyrd

Stefan Zweigs vidnesbyrd

Kristeligt Dagblad 2017

Den østrigske forfatter Stefan Zweig skrev sin erindringsklassiker ”Verden af i går” i vemod og desperation over den totalitære nazisme, der skyllede ind over hans gamle, smukke Europa. 75 år efter udgivelsen har Zweigs erindringer stadig en aktuel stemme, mener filosof.

”Mod min vilje er jeg blevet vidne til det frygteligste nederlag, fornuften har lidt, og den vildeste triumf, brutaliteten har fejret inden for historisk tidsregning. Beskæmmet noterer jeg dette.”

Ordene er skrevet af den østrigske og jødiske forfatter Stefan Zweig (1881-1942) og stammer fra hans erindringsbog ”Verden af i går.” Man fornemmer Zweigs vemod over den nye verdensorden, Hitlers magtovertagelse og den europæiske kulturs endeligt. Alt det smukke, optimismen, individet og ånden var tabt, og selv skrev forfatteren sig mod sin endegyldige sortie.

I år er det 75 år siden, at ”Verden af i går” (Die Welt von Gestern) blev udgivet for første gang. Et hovedværk i europæisk litteratur, hvor Stefan Zweig bevægende og nøgternt skildrer tidsbilledet fra sin fødsel og til sin død. Han fortæller om sit gamle Europa før Første Verdenskrig, livet i den forandringsprægede mellemkrigstid og årene under nazismen. Han havde dybe rødder i det kulturelle Wien, og betragtede sig selv som en pacifistisk europæer.

Da Anden Verdenskrig brød løs, så han ingen vej tilbage. I afmagt og fra sit eksil i Brasilien skrev han sine erindringer, postede manuskriptet til sit forlag i Stockholm, inden han begik selvmord sammen med sin hustru i fortvivlelse over situationen i Europa.

“Som erindringslitteratur er det et særpræget værk, fordi Zweig, som han skriver i forordet, egentlig ikke interesserer sig for sin egen person, men for verdenen omkring sig. I stedet får man via Zweigs lidenskab og interesse for denne verden en forståelse af ham og hans liv. Men det er så at sige erindringerne, der fører pennen. Det er afgjort et af de store værker inden for den selvbiografiske genre,” siger filosof og forfatter, Peter Tudvad, der har skrevet forordet til Rosinantes nyoversættelse af “Verden af i går” fra 2013.

Et vidnesbyrd

Stefan Zweig var en af sin samtids mest læste og oversatte forfattere. Foruden skønlitterære værker, heriblandt noveller, skrev han en række biografier om blandt andre Maria Stuart, Marie Antoinette og Joseph Fouché. I 1920’erne og 1930’erne stod han på toppen af sin karriere, rejste på foredragsturnéer rundt i verden og omgav sig med kulturelitens fremtrædende kunstnere på tværs af landegrænser.

Da Hitler og nazisterne kom til magten, blev livet svært for humanisten Zweig. Hans bøger blev brændt til aske, selv måtte Zweig emigrere til London i 1934 og forlade Wien ”som en forbryder.” Herfra gik turen til New York i 1940, videre til Buenos Aires og Petrópolis i Brasilien. Nu hørte han ingen steder hjemme mere, overalt var han fremmed, hans valg-hjemstavn Europa var gået tabt, nu gjaldt det hans sidste livsopgave – et vidnesbyrd og litterært testamente.

“For Zweig var det vigtigt, at hans tid ikke blev glemt. Hans erindringer, det gamle Europa, skulle foreviges og leve videre, ikke ham selv, men erindringerne, de var subjektet, det væsentlige. Den historiske erindring var absolut en stor motivation for Zweig til at skrive “Verden af i går.” Selv havde han mistet håbet om at kunne leve videre på ruinerne af den tabte verden. Derfor var det kæmpestort, at han trods sin egen håbløshed og fortvivlelse ikke afsluttede sit liv, før han havde skrevet “Verden af i går” som en desperat appel til eftertiden.”

”Verden af i går” er en indgangsdør til europæisk kultur, hvor Zweig som en gudsbenådet fortæller iagttager og reflekterer i et enestående klarsyn. Med psykologisk indføling beskriver han et Europa uden nationalistiske kræfter, styret af individets udfoldelse, litteratur og et åndeligt fællesskab på kryds og tværs af lande og nationaliteter. En gylden og tryg tid, som Zweig selv beskriver årtierne forud for Første Verdenskrig. Wien stråler i pragt, her vokser Zweig op i dette storrige under Habsburg-dynastiet. Han besøger Berlin, Bruxelles, Paris og Salzburg, hvor fred og sorgløshed hersker.

En melankolsk tone

“Han beskriver et Europa, der er åbent, hvor det er muligt at rejse rundt uden pas. Et Europa, hvor man møder hinanden med nysgerrighed og lever i fred med rum til at beskæftige sig med litteratur og kunst. Han levede i en overnational verden uden grænser og i en fælles europæisk kultur,” siger Peter Tudvad og tilføjer, at Stefan Zweig indimellem romantiserer sit gamle Europa. Ikke desto mindre oplevede Europa og ikke mindst Wien vitterligt en gylden epoke forud for Første Verdenskrig.

Som Zweigs erindringer skrider frem, krystalliseres hans manglende tro på evigheden og et liv uden nazismen. Efter at han i 1939 har hørt radioen meddele, at England har erklæret Tyskland krig, noterer han:

”Det var blevet helt, helt stille i værelset; vi stod alle tavse og undgik at se på hinanden. Uden for vore vinduer kvidrede fuglene sorgløst og lod sig i letsindig elskovsleg bære af den lune vind.”

Zweig viser sin melankolske tone, der gennemsyrer ”Verden af i går” og ikke mindst bogens sidste del. Her opstår kontrasten til hans åndelige, frie tilværelse før 1914. Hitler melder sin ankomst og solen går nedover Europa.

“Man fornemmer bestandigt Zweigs smerte, desperationen og manglende håb. Ingen steder kan han længere slå rod, han rejser rundt i verden, men føler sig ikke hjemme nogen steder. Så ender han i Brasilien, men da er han allerede revet op med rode og ude af stand til at plante sig selv på ny.”

Et håb på trods

Stefan Zweig skrev ”Verden af i går” i løbet af få måneder og uden sit enorme bibliotek ved sin side. Den første udgave udkom få måneder efter hans selvmord den 22. februar 1942. Siden blev værket udgivet på en række sprog, heriblandt på dansk i 1948. Ifølge filosof Peter Tudvad har Zweigs selvmord lagt et såvel deprimerende som håbefuldt slør over værket.

“Han giver os et håb på trods. For på trods af sin melankoli og desperation skriver han videre. Hvem ville skrive et så stort værk og med en sådan tyngde – og så begå selvmord,” siger Peter Tudvad og tilføjer, at Zweigs erindringer stadig lever og har en relevans i dag.

“Han gør opmærksom på, hvor sammensat menneskeheden er. I sin egen tid oplevede Zweig nogle af de største teknologiske bedrifter, vi har set, og sideløbende var han vidne til, hvordan et barbari uden sidestykke foldede sig ud. Når man læser værket i dag, kan man blive fortvivlet over, hvor store paralleller, der er til vores egen tid. Jeg mener, at nogle af de opbrud Zweig var vidne til i 1920’erne og 1930′erne, dem ser vi også i dag. Så skal man drage en lære af den apolitiske Zweig, må det være, at vi bliver nødt til at engagere os i politik, i Europa og handle nu. Det gør Zweig ikke. Han stiller spørgsmål, men kommer ikke med nogle svar.”