Snurrer i kroppen

Snurrer i kroppen

Weekendavisen 2014:

Instruktøren Elisa Kragerup vil hellere gå forkert og ramme ved siden af end være halvkedelig. Den succesfulde teaterinstruktør instruerer Romeo og Julie i Skuespilhuset.

Det var i starten af året, og to uger til premieren. Instruktøren Elisa Kragerup var nået til slutscenen i sin opsætning af Ovids Metamorfoser i Det Røde Rum i Skuespilhuset. På gulvet lå en klat sort maling som en sø, skuespillerne skulle spejle sig i. Det var sidst på dagen, og ensemblet var på vej i bad, da en af dem brat begyndte at sprede malingen ud, glide i den som en halvnøgen havnymfe, selv om scenariet aldrig havde figureret i Kragerups tanker. Hun ville have mere af det, fik mere maling ind, mere vand, hvorefter de syv afklædte skuespillere løb og kurede i langsomme bevægelser henover den glatte overflade, smurt ind, mens de forvandlede sig til svømmende nymfer.

”Jeg hoppede og klappede i hænderne, mere endnu, vildere, råbte jeg. Det skulle svine, og det endte med at sprede sig til hele rummet. Det var ikke en åbenbaring, det skete bare og skabte en kvalitet, jeg aldrig havde forestillet mig,” siger Elisa Kragerup.

Metamorfoser endte sådan, da stykket fik premiere i februar. En cementering af, at intet er for vidt, intet er fredet, når det gælder den 35-årige instruktørs tilgang til teatret. En flyvsk og intuitiv tanke kan på et splitsekund ændre en scenes karakter, hvilket har været et mantra for Elisa Kragerup, som har været en af de bærende kræfter i opbygningen af Det Røde Rums eksperimenter de seneste tre år.

Nu debuterer hun på Store Scene med sit første store drama, opsætningen af Shakespeare-tragedien Romeo og Julie, der har premiere den 7. november. Stykket er blandt de mest spillede, men har ikke været opført på Det Kongelige Teater som skuespil siden 1874. De to arketyper spilles af Danica Curcic og Thomas Hwan, sidstnævnte har været en del af det faste ensemble i Det Røde Rum.

Romeo og Julie er skrevet omkring 1595 og har gennem århundreder været den ikoniske kærlighedshistorie, der skildrer menneskets had, kærlighed, modsætninger og natur, som til sidst tager livet af de to hovedpersoner.

”Jeg sprang ud i det, selv om stykket både er til at begribe og uoverskueligt. De her store klassikere kan jo ramme én helt rent og nært, og samtidig har de nogle dimensioner, der kan være svære at fatte. Men grundlæggende handler Romeo og Julie om liv eller død, og netop denne dramatiske kompromisløshed er jeg altid meget optaget af. Mennesker, hvor deres skæbne driver dem imod noget, som er større end dem selv. Nok er stykket mere end 400 år gammelt, men det taler stadig direkte til mig om min kamp mellem fornuft og følelse.”

Hvordan har du gjort stykket aktuelt?

”Mange siger til mig, at jeg får gamle klassikere til at virke enormt moderne, men det kan være en svær ambition at arbejde ud fra. I stedet spørger jeg mig selv, om det føles påtrængende. Jeg synes, man kan gøre en klassiker mindre ved at sætte den ind i et IKEA-hjem og så påstå, at det bare udspiller sig i en dagligstue, men her kan man komme til at formindske dramaet. Nogle dramaer kan tåle det, men jeg synes, det er svært med Shakespeares, fordi de er skrevet med en forståelse af, at det er skuespilleren, som er teatrets vigtigste værktøj. Derfor har jeg også valgt at lave en enhedsscenografi, ét rum, og vi kører ikke en balkon ind ved den kendte balkonscene. Jeg kan godt lide, at man ikke kan gøre hvad som helst på en scene, men se, hvad man kan få ud af nogle mennesker og et rum. Altså, vi hælder ikke blod ud, selv om hun siger, hun bløder. Sådan et benspænd er godt.”

Er der en grænse for, hvor vidt man kan fortolke de gamle klassikere?

”Nej, det synes jeg ikke. Man er selvfølgelig nødt til at have en respekt og kærlighed til materialet, og så kan man gøre alt. Det er i hvert fald et ideal for mig, hvad enten det gælder Anne Linnets sange, Brecht eller Shakespeare. Jeg kan jo ikke ødelægge et drama af Shakespeare, det står til evig tid, men jeg kan give et halvkedeligt bud på det, og det ville næsten være værre. Man er også nødt til at løbe ind og losse til den med fare for, at det ikke lykkes. Den risiko må jeg løbe. Det handler om en fandenivoldskhed over for stoffet, at give slip på sin forfængelighed, selv om den findes i mig. Den skal bare bekæmpes, den låsthed.”

Er det sådan du undgår klichéerne?

”Jeg tror, man også skal igennem klichéerne og de umiddelbare bud, det første, der dukker op i hovedet på én. Nogle gange er jeg nødt til at prøve det af, se det og sige til skuespillerne, at de gerne må spille det så dårligt, som de overhovedet kan, simpelthen for at komme over på den anden side af det bud, der står og skriger én op i ansigtet. Klichéen kan også gemme et element af en dyb sandhed, som jo så skal gribes og rendyrkes. Jeg går efter, hvornår jeg selv bliver rørt, hvilket er et enormt privilegium, fordi jeg i virkeligheden skal åbne mig selv og lade mig anfægte af dem, der står på scenen. Hvornår bliver jeg ramt, hvornår får jeg lyst til at sparke dem og sige; ”ta’ jer sammen?” Det er dét, jeg leder efter, og så er det ligegyldigt, om det er gjort før,” fortæller Elisa Kragerup, da Weekendavisen møder hende i Skuespilhuset.

Hun er færdig med dagens prøver, fægter med sine arme på den mørke skuespillergang, men uden at være affekteret. Hun mener det, især efter hun blev uddannet instruktør fra Statens Teaterskole i 2010. Var aldrig i tvivl om, at teatrets univers ville hende noget. Hendes far er kapelmester, morfaren Jørn Jeppesen var skuespiller på Det Kongelige Teater, og allerede som barn kunne hun fornemme spillets magi, når hun sad blandt publikum. Men Kragerup ville også teatret noget, og inden sin afgang fra teaterskolen havde hun iscenesat, assisteret og instrueret på Tisvildeleje Revyen, Bådteatret i København, Dragsholmsrevyen, Aalborg Teater, Nørrebro Teater, Folketeatret, Stockholms Stadsteater, Skuespilhusets Eventministeriet og Husets Teater.

Hun peger i en ny retning, viser, hvad teater er og skal i vores samtid og ind i fremtiden. Gennembruddet kom i 2010, da Det Kongelige Teater hev hende ind som instruktør på Goethes kendte roman Den unge Werthers lidelser, 1774. Siden blev hun i huset og instruerede Det Gode Menneske Fra Sezuan af Bertolt Brecht, Shakespeares Sonetter, Flauberts Madame Bovary og Publius Ovidius Nasos Metamorfoser, hvor mennesket forvandles til dyr, planter og sten.

I 2011 blev hun den store Reumert-vinder med tre statuetter for årets instruktør, årets forestilling og årets musikteater for hendes fortolkning af Anne Linnets sange i Hvid Magi på Betty Nansen Teatret. Året efter vandt hun igen prisen som årets instruktør med begrundelsen, at selv Shakespeare ville have fået ”stådreng” af hendes dramatisering af Sonetter.

Hun er opdraget i Det Røde Rum. Her har hun testet og følt sig frem uden begrænsninger sammen med et sammentømret ensemble, der kender hinandens fineste særtegn. Det har handlet om at inddrage skuespillerne, turde at få skudt sine idéer ned og improvisere, være eksplosiv.

”Jeg ønsker altid at lave et legende arbejdsrum, hvor det er totalt okay at fejle, og hvor skuespillerne og jeg kommer til at skyde rigtig meget ved siden af. Det handler om at skabe et angstfrit rum, og det synes jeg er lykkedes med Romeo og Julie. Det er smukt at sige ”ja”, når vi føler os utilstrækkelige og Shakespeares ord føles for store, så må vi smide hæmningerne, ikke lade respekten for stoffet stå i vejen for modet. Her har jeg nok fundet ud af, at det ikke er farligt at sige; ”det ved jeg ikke,” hvilket jeg gør meget. Det er jo et kontroltab, men omvendt tror jeg, det er svært at skabe noget, hvis man ikke tør miste kontrollen og være i det kaos, hvor alting er smidt op i luften. Man må bekæmpe lysten til at lukke ting ned hurtigt, så det bliver trygt.”

Bliver du aldrig nervøs i det kaos?

”Jo, selvfølgelig. Når jeg bliver stresset, ville jeg ønske, jeg kendte svaret lige nu, men så ville min søgen og nysgerrighed også høre op. I mit univers skal man vove, risikere noget, og sådan har det været siden teaterskolen, intuitionen først. På en eller anden måde evner jeg at have en ro midt i det kaos og stole på, det kommer.”

Hvad kommer?

”Jeg får altid noget tilbage, jeg ikke forventede. Noget, der snurrer i kroppen. Teatret er jo en kollektiv kunstart, så for mig er det afgørende, at jeg er oprigtig åben over for de bud, jeg får fra skuespillerne. Hvis jeg bare venter på, at de bekræfter det, jeg allerede ved, så er der en masse sten, jeg ikke får vendt. Det er enormt utilfredsstillende, hvis det går op for mig, at vi kunne have afprøvet meget mere, end det vi gjorde. Man skal gå forkert, og det kræver en dyb investering.”

Elisa Kragerup er den type instruktør, der sparker døren ind til sit publikum og nærmest tvinger dem til at aktivere en fantasi. De skal nok komme til at tro på det og blive en del af den sanselighed, hun dyrker på scenen. Hun kalder det for kropsligt teater.

”I det øjeblik publikum oplever noget sanseligt på en scene, ved de, hvordan det føles, og så aktiveres deres sanseapparat. Hvis en skuespiller løber rigtigt ind i væggen og smadrer sig selv, får man en fysisk reaktion, man er ramt. På samme måde, hvis en person stryger sine fingre nedad ryggen på en nøgen krop, så ved vi også, hvordan det er. Derfor beder jeg altid skuespillerne om at tage rigtigt fat, for eksempel i en bordplade, så rør den rigtigt, lad være med at reproducere. Det gælder om at skabe en sanselig tilstedeværelse, som i sidste ende kan skabe nuet.”

Du virker meget dristig?

”Jeg vil godt lave noget, som jeg ikke ved, om verden tager godt imod. Det er en dristighed og en stor drivkraft, jeg har mærket som barn og som elev på teaterskolen. Når folk skubbede til mig, var jeg ikke bange for at vise de billeder, jeg havde inde i mit hoved. Det er noget med at slippe sin egen håndbremse, den censur, der fortæller mig, at det er dårlig smag. Det kan være meget blottende, men man må være ligeglad, jeg kan ikke være den pæne pige, der stiller alle tilfreds. Det er jo egentlig essensen af Romeo og Julie, de vil hellere dø i sandheden om, hvem de er frem for at leve løgnen om, hvem de ikke er. Det rammer mig klokkerent. Vi skal ikke være så fandens perfekte, det er jo dét, der gør os til mennesker, at vi er fulde af fejl. Vi skal rumme det uperfekte, og her er det teatrets ansvar at vise de uperfekte kroppe, vise den ærlighed, der er i at være utilstrækkelig som menneske. Vi må udover det der med at være dét, andre mener, vi skal være.”

Dansk teater får indimellem kritik for ikke at være dristigt. Hvad mener du?

”Jeg ser da også teater, som synes uambitiøst, fordi man fra starten kender forløbet, hvor jeg nok hellere vil se et vildt forsøg, der mislykkes. Overordnet vil jeg gerne vise, hvad det vil sige at være menneske, det mener jeg, teatret skal vise os, tage fat i de dybder og modsætninger, vi rummer. Det er også derfor, at klassikerne er vigtige. Jeg bliver da høj af at spejle mig i Shakespeares karakter, fordi det er ligesom at høre et stykke vidunderligt musik – jeg bliver større af det. Det er jo dét, kunsten kan, gøre os større, især i teatret, fordi vi i nuet lever os ind i et andet menneske og forstår noget, vi ikke troede, vi forstod.”

Romeo og Julie, Skuespilhuset, 7. november 2014 til 13. januar 2015.