Skumringen i sølvet

Skumringen i sølvet

Weekendavisen 2016:

Sølvsmeden Georg Jensen var en æstetisk nytænker i sit globale og eventyrlige arbejde med sølvet. Ny udstilling på Sophienholm.

Sølvtøj af Georg Jensen klinger som en 7’er stol af Arne Jacobsen, en PH-lampe af Poul Henningsen og et Krøyer-maleri. Disse sølvkander, smykker og lysestager, der har integreret sig i den gængse boligindretning, og samtidig nået udover grænserne til globale metropoler som et af klenodierne inden for dansk kunsthåndværk. Et eventyr, der begyndte i et lille, uhumsk værksted midt i København for mere end 100 år siden, og som i dag styres af et investeringsselskab i oliestaten Bahrain.

Historien om Georg Jensen, kunstneren og hans værker foldes nu ud i en særudstilling på kunstmuseet Sophienholm i Lyngby. En udstilling, der tager afsæt i Koldinghus’ store udstilling om Georg Jensen i 2015, men som udelukkende fokuserer på Georg Jensens værker og ikke de senere designere, der kom til at præge virksomheden op gennem det 20. århundrede.

For Georg Jensen (1866-1935) havde det ingen betydning, hvis håndværket ikke var i orden, kvaliteten og fornemmelsen for de gode materialer, der skulle bearbejdes til det ypperste. Håndværket fik han tidligt ind, da han efter syv års skolegang kom i lære på knivfabrikken Raadvad, nord for København. Her arbejdede hans far. Året efter fik han en læreplads hos Guldsmed A. Andersen i København, hvorfra han blev udlært i 1886.

Drømmen var at blive kunstner. Efter sin afgang fra Kunstakademiets Billedhuggerskole lykkedes det Georg Jensen i 1893 at få akademiets rejselegat, hvilket førte ham på en dannelsesrejse til Italien og Frankrig. Han ville udtrykke sig gennem sine hænder, skabe og faldt over keramikken, som han inspireret havde set det hos kollegerne Thorvald Bindesbøll og formgiverne på porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl. Men det var en svær start, den unge Jensen slog ikke igennem som keramiker, skabte sig ikke en levevej. I 1900 stod han så på Verdensudstilling i Paris og så den franske juveler René Laliques art nouveau-smykker. Han var betaget af tidens organiske Jugendstil-kurver og indså, at en kunsthåndværker havde de samme forudsætninger for at udtrykke sig som en kunstner.

Herefter begyndte han at lave sine første sølvarbejder, blandt andet et bæltespænde, og i 1904 overgav han sig endegyldigt til sølvet, da han åbnede en lille butik og et værksted i Bredgade i København. Omkring et arbejdsbord sad to ansatte og Georg Jensen selv, der med erfaring og inspiration fra udlandet hurtigt fik sat en større produktion i gang. Allerede i hans første smykker og kander så man de svungne linjer , der kom til at kendetegne hans værker.

I årene frem mod Første Verdenskrig lykkedes det Georg Jensen at skabe et nybrud inden for dansk sølvhåndværk. Han gik op imod fortidens billige og tynde pletsølv, men også de eksklusive smykker med indlagte diamanter. Hans sølv skulle være af høj kvalitet og samtidig være til at komme i nærheden af. Han ville demokratisere smykkekunsten, hvorfor han valgte farvede sten eller halvædelstene frem for dyre rubiner.

Ligesom flere af sine internationale kolleger var Georg Jensen fascineret af tidens skønvirkestil, hvor naturen, dens motiver og ornamenter blev hentet ind i det kunstneriske arbejde og formsproget. Dette ses klart i flere af hans første arbejder; blomsterne og frugterne, der fik hans sølv til at ligne skulpturer, formet efter naturens harmoniske linjer. Ingen fornuft, rationale eller kantede former, i stedet æstetik og en detaljerigdom, som han eksempelvis kopierede direkte fra et blads bløde strukturer eller en vindrues fyldighed.

Et af Georg Jensens første arbejder var kaffeservicen Magnolia fra 1905, udført i sølv og elfenben. Magnolia var et tydeligt eksempel på Jensens håndværksmæssige forståelse. Med sit sikre håndelag gav han kanderne og skålene en både skulpturel og funktionel helhed, trods flere af hans korpusarbejder blev ret så voluminøse med romantiske træk. Eksempelvis en frugtskål fra 1918 eller en to-armet kandelaber, der nærmest flød over af frodige blade og blomster. Eller de skødeløse blomsterknopper, der så til gengæld fungerede som lågets greb.

På Sophienholm kan man se disse genstande, gå tæt på dem og se deres bølgende bevægelser, en ujævnhed, henover de mange sølvflader – bestik, kaffekander, skåle, brocher og smykker, alle med en vis autencitet, et nordisk lys, en renhed. Man begynder at forstå, hvad Georg Jensen mente, når han talte om håndens arbejde. Han var modstander af industriens og de store sølvfabrikkers trang til at højglanspolere sølvet, i stedet lod han sølvet stå i sin egen gråhvide, naturlige farve, hvorefter han som noget relativt nyt inden for arbejdet med sølv hamrede liv og bevægelser ind i dets overflade. Dette var Georg Jensens teknik, han bankede på sølvet, hammerens slag var en dekoration i sig selv, gav det sjæl. Han mente, at der var usete kvaliteter at hente i arbejdet med sølv, hvis man blot lod det stå i sin naturlige nuance. Selv forklarede han sin arbejdsmetode sådan her i forbindelse med et interview i 1926:

”Sølvets karakter er tilpas genstridig, det skal overvindes. Og så har sølv dette dejlige måneskinsskær, noget af den danske sommernats lys. Sølvet, det kan skumre, og dette kan, når det dugges, ligne mosekonens bryg.”

Der gik ikke mange år, inden det lille værksted i Bredgade blev for småt og erstattet af et nyt på Knippelbrosgade i 1912. 60 medarbejdere, der hver dag sad og bankede sølv, mens salget nærmest eksploderede, herhjemme og i udlandet. Georg Jensen rejste flittigt rundt i Europa, hvor efterspørgslen på hans sølvvarer hurtigt tog fart.

I 1914 åbnede den første Georg Jensen butik uden for Danmark, nemlig på handelsgaden Kufürstendamm i Berlin. Det tyske marked blev afgørende for hans forretning. Engang mødtes den danske kunstkritiker Emil Hannover med fagfæller i Tyskland. Begejstret viste han sine Georg Jensen-manchetknapper frem, hvorefter de øvrige alle trak op i deres jakkeærmer og viste deres manchetknapper, også af Georg Jensen. Tyskland blev et stort marked, trods Første Verdenskrig indimellem gjorde det vanskeligt. Alligevel blev hans sølv udstillet på museer rundt i Tyskland, arrangeret af grundlæggeren af Museum Folkswag i Hagen, Karl Ernst Osthaus, der var fast kunde hos Georg Jensen.

Også i Sverige og Frankrig var man betaget af det nordiske sølv. Således erhvervede kunstmuseet Louvre sig en skål, siden kendt som Louvreskålen, mens Georg Jensen udstillede i Firenze, Rom, Berlin, Stockholm, London og på Verdensudstillingen i Paris i 1925, hvor han kortvarigt boede på daværende tidspunkt. Han var blevet international, et globalt varemærke, og flere steder i Europa åbnede han butikker, også i tre etager på Fifth Avenue i New York.  Et sølveventyr, der især skyldtes Georg Jensens greb omkring skønvirkestilen – art nouveau – der slog igennem i Europa og Vesten i de første årtier af det 20. århundrede. Han ramte moden, tidens interesser.

Ved sin hjemvending fra Paris i 1925 var Georg Jensen blevet en globalt anerkendt sølvsmed. Efter hans død i 1935 fortsatte virksomheden i sporet af den succes og tradition, Georg Jensen havde skabt. Man tiltrak nogle af de bedste designere, der først og fremmest kom til at videreudvikle og forny Georg Jensens skønvirkestil. Allerede under hans ledelse havde formgiverne Harald Nielsen og Johan Rohde, især i 1920erne, afveget fra Georg Jensens karakteristiske stil, de hammerslåede mærker, og gjort den mere enkel i sit udtryk.

I 1930 blev den svenske designer og prins Sigvard Bernadotte tilknyttet virksomheden, hvilket blev indgangen til en ny epoke. Bernadotte gjorde op med skønvirkens pompøse, rigt ornamenterede kurver. Hammerslagene blev erstattet af glatte, strømlinede overflader, ren funktionalisme, der kom til at præge Georg Jensens sølvvarer op mod Anden Verdenskrig.

Af hovedværker kan nævnes Bernadotte-bestikket og hans termokande. I 1950erne og 1960erne fortsatte den kunstneriske udvikling med designerne Henning Koppel og Nanna og Jørgen Ditzel som nogle af de toneangivende. Ligesom man så det inden for møbelformgivningen og arkitekturen, tog sølvkanderne og skålene nu afsæt i den organiske modernisme, et radikalt nybrud, hvor legende, skulpturelle former smeltede sammen med funktionen. Her kan nævnes Koppels Fiskefad og Ditzels mange smykker.

Frem til i dag har Georg Jensens formsprog ændret sig i takt med forskellige stilperioders indtog. Mange designere har været og er tilknyttet virksomheden, heriblandt Jean Nouvel og i nyere tid Louise Campbell, der på én og samme tid stritter imod de bankede, ujævne flader og samtidig fastholder det skær, det sommernatslys, som Georg Jensen introducerede.

Georg Jensen – et eventyr i dansk sølv kan ses på Sophienholm fra 9. juli og frem til 4. september 2016. I forbindelse med udstillingen er en større bog af samme titel udgivet.