Ingen dobbelthed

Ingen dobbelthed

Weekendavisen 2015:

”Jeg vil hellere være klar og enkel, og så indimellem være banal frem for at være distanceret.” Marie Key om den lyse kærlighed, sin privatsfære og sit nye album.

De store sangere har ofte én ting til fælles. Dén ene plade, der spredte sig som en steppebrand og fik salgstallet til at eksplodere. For sangerinden Marie Key fandt vendepunktet sted på albummet, De her dage, fra 2012, hvor hun med et dybsindigt, men musikalsk overskud, mejslede sit navn dybt ind i den nationale musikelite.

Nu er hun tilbage med sit tredje studiealbum, Tænker du vi danser, som udkommer den 2. februar. Og publikums overgivelse og de 40.000 solgte plader stråler igennem i en lyd, der fører én ned ad byens solbeskinnede gader på en af årets første forårsdage, komponeret i et romantisk soul-funk-univers, der nu er mere lyst og brusende. Helt bevidst.

”Det kan være en udfordring at lave noget, der virker ukompliceret og umiddelbart, men dét har jeg gået efter på den nye plade. Man skal ikke forbi noget eller regne det ud. Der er ingen sarkasme eller dobbelthed, man skal bare gå ind i det, fordi det er ægte. Forleden så jeg et dokumentarprogram om Otto Leisner, hvor han sagde: ”Vi ved godt, at verden er forfærdelig, det ved du, det ved jeg. Men hvad med at få en lille pause og være sorgløs, det har vel også en værdi.” Jeg synes, det var en fin tanke, jeg kunne genkende, nemlig at det positive – uden det bliver overfladisk – kan have en stor værdi.”

Det sorgløse forbinder vi jo tit med mangel på substans?

”Ja, og derfor har jeg også tænkt meget over, om der er nok kød på de nye sange. Undervejs var jeg skeptisk, fordi flere af sangene ikke havde en dagsorden eller pointe som tidligere. Nu foregik det bare på en bar med kulørte lamper og et band, der var klar til at spille, mens man hang ud i baren og drak en øl med dem, man holder af. Der skete ingenting, fortællingen stod stille. Var det et problem? Men så fandt jeg ud af, at der skete noget på nogle ikke-tekstlige planer. Det er forskellen. Nu ligger handlingen i tonen, det hele er mere sensitivt. Jeg er gået efter, hvad der føltes ægte, og hvad der rørte mig,” siger en meget nærværende Marie Key, da Weekendavisen møder hende på pladeselskabet Sony i København.

Den 35-årige sangskriver startede sin musikalske rejse i 2005 i Marie Key Band, efter at have sprunget fra musikvidenskab på Københavns Universitet. Med bandet udgav hun to albums med hitsingler som Per, Er det nu og Mormor. Men bandets sidste plade solgte ikke godt, hvorfor Marie Key tvivlede, da hun gik solo med albummet I byen igen i 2011. Men hun overvandt sin usikkerhed og lærte at følge sin egen og produceren Andreas “Maskinen” Sommers intuition, og ikke pladeselskabets, da sangen Se nu herhen gav hende gennembruddet.

Bare 14 måneder senere var hun klar med sit andet soloalbum, De her dage, hvor hun fandt sit snit mellem improvisation og en kontrolleret, stram skæring. Pladen medførte en støvregn af priser, og indeholdt hittet Uden forsvar, der var det store vendepunkt for Key. Det var ikke længere kun hendes musik, men publikums. De greb den uden tvivl og lagde sig fladt ned i en ”tro på det kan stå selv – helt uden forsvar.” Set i det succesperspektiv, er det nærliggende at tro, at det nye og tredje album er den umulige toer.

”Når man løfter sig, er det et grundvilkår, at man skal ned igen. Ingenting er gratis. Hvis man er heldig, kan man holde niveauet, ellers dykker man. Her handler det om ikke at blive grådig og vil have mere, men i stedet sætte pris på det, der har været. Derfor har jeg haft brug for at mærke efter og kun lave musik, fordi jeg synes, det er sjovt.”

Tænker du vi danser er det især den positive kærlighed, Marie Key giver plads. ”Nu er det bare en åben vej, nu er det bare dig og mig” og ”Dagene er sjovere og nætterne er sindssyge.” Så umiddelbart lyder det, når kærligheden bliver udstillet fra sin lyse side og i et væld af associationer og sanselig ordleg. Hun tør godt.

”Jeg vil gerne hive de ting frem, som er beroligende og samlende i kærligheden. Det begyndte nok med Uden forsvar, som handler om at være sammen om noget positivt, og det er egentlig meget værd, og den fest vil jeg gerne være med til. Når jeg spiller den sang til en koncert, kan jeg se, hvordan publikum vender sig mod hinanden og synger ”det er så fedt, det, vi har.” Det bliver deres sang, noget, de har sammen, og det er en dejlig fornemmelse at sende sangen af sted, og så gør de den til deres egen i deres liv. Det er det ultimative, når sangen river sig fri af mig.”

Kan det ikke blive for banalt?

”Jo, og min grænse for, hvad jeg synes, er kikset, er meget tydelig. Jeg kan sagtens gå over den og skrive noget, hvor det bliver for letkøbt, men det sker i en jagt på at finde dét, der er så enkelt og banalt, at den går igennem. Jeg søger det reneste, og det ligger meget tæt op ad det banale. Det er en grænse, jeg konstant stirrer på. Men jeg vil hellere være klar og enkel og så indimellem være banal – frem for at være distanceret. Det vigtigste er, at ordene ikke kører forbi én, og at følelsen altid vinder over ordene, selv om det kan være grænseoverskridende.”

Hvad betyder sproget for dig?

”Hvis ordene ikke er spændende eller rytmiske, kasserer jeg dem. Jeg søger en variation eller et tempo i vokalen, hvor sproget med så få midler som muligt skal sætte scenen. Derudover kan jeg godt lide ord med lyd i. På et nummer synger jeg, ”intet kan jinxe eller tippe det her,” som om det er en hi-hat, hvor teksten bliver et instrument, den er med i bandet, og dét er anderledes end på den forrige plade.”

Du bruger også din stemme som et supplerende og eksplosivt instrument. Hvorfor?

”Jeg har altid været optaget af trommer, rytmen i musikken, og jeg kan godt lide, når teksten bliver en rytme-motor, uden det bliver massivt, men naturligt. Sådan føles det også, ligesom en fodboldspiller, der forsøger at undvige, løber hurtigt og stopper igen. Min tekst må gerne bølge i en talestrøm, for mig er det en sjov måde at skrive på, fordi det fjerner fornemmelsen af, at musikken er komponeret. I stedet bliver den en samtale, der sker nu.”

Selv om Marie Key udstiller sit liv gennem sangskrivningen og synger om en kærlighed, der tager afsæt i egne relationer, er hun bevidst om, at  hun ikke lukker omverdenen ind i sin privatsfære. Publikum får hende gennem musikken, længere går hun ikke.

”Jeg er ikke én, der slår ud med armene. Jeg er mere afventende, og lige nu venter jeg på, hvad du gør, så jeg har ikke min egen stil. Det er måske lidt atypisk, da popmusik kræver, at man kan tage en kappe på og beskytte sig selv. Det kan jeg ikke, og når jeg ikke har det værn, så kan jeg virke sårbar. Jeg prøver så vidt muligt at være mig selv på scenen, her ser jeg meget op til Niels Hausgaard, som jeg har spillet med flere gange. Der er ingen forskel på, hvordan han taler eller ér på scenen og så bag ved. Det kan jeg virkelig godt lide, at man kan se mennesket, og jeg hader, hvis jeg kan høre, jeg begynder at tale selvbevidst til mig selv.”

Hvad handler denne privathed om?

”Vi lever i en tid, hvor det hele er meget personfikseret. Jeg synes, mine sange er meget personlige, og jeg vil nødig have, at mit private liv kommer for meget ind i deres fortælling, det synes jeg, er uvedkommende. Hvis sangene siger publikum noget, skal de nok tage dem til sig, og det er godt, men vi behøver ikke at dele livet rundt om, vi deler følelsen. Derfor prøver jeg at lave en grænse, så jeg ikke stiller op til det ene og det andet.”

Hvor går din grænse?

”At jeg kun er i sammenhænge, der handler om musik. At jeg ikke er steder, jeg er inviteret, fordi jeg er kendt. Det er en større og større udfordring, fordi der i medierne er en personfiksering, som kan være stressende for en som mig. Jeg bliver nødt til at have en privatsfære, noget, der er mit. Jeg giver noget gennem musikken, mine følelser er ægte, men hvis jeg giver det sidste, er der ikke mere tilbage. Jeg vil gerne værne om det, der kan værnes om, så jeg ikke mister mig selv.”