Rejsen til Amerika

Rejsen til Amerika

Kristeligt Dagblad 2014:

Den danske udvandrerhistorie til Amerika bestod ikke kun af lykkeriddere, der fandt guldet på den anden side af Atlanten. Overfald, fattigdom og hårdt arbejde var hverdagen for de fleste. Interview med forfatter til ny bog om de danske udvandrere.

Fra 1850 til 1920 krydsede 300.000 danskere Atlanten for at slå sig ned i Amerika. Hovedparten ankom med dampskibe til New York, hvorfra rejsen gik videre til Iowa, Wisconsin, Minnesota og Nebraska. Fattige husmandsfamilier, nu med udsigt til at eje et stykke jord og få et fast arbejde, sluppet fri af fattigdom og klar til at udleve den amerikanske drøm.

Graver man dybere i den danske udvandrerhistorie, opdager man hurtigt, at danskernes tilværelse på prærien var knap så lykkelig, som mange havde fået fortalt i breve og aviser inden afrejse. Enkelte fandt lykken og guldet, men mere end halvdelen skiftede et hårdt liv i Danmark ud med et lige så hårdt liv i Amerika, fortæller Ole Sønnichsen, forfatter til bogen Rejsen til Amerika – fortællingen om de danske udvandrere, udkommet på Gyldendals Forlag.

Et hårdt liv

”Jeg blev overrasket over, at så få havde klaret sig godt. Størstedelen af de danske udvandrere kæmpede et hårdt liv på prærien. For de første generationer var jorden dårlig, og i starten boede mange i tørvehuse, der var gravet ind i sletterne. Det regnede på gulvet og forholdene var kummerlige. Samtidig var der mange, som ikke gav lyd fra sig, og her må man formode, at de forsvandt ind i det amerikanske samfund.”

Flere af danskerne henvendte sig til sømandspræsten Rasmus Andersen (1848-1930) for at bede om hjælp. Han havde stiftet den danske sømandskirke i New York og modtog breve fra de danske immigranter, der skrev, at de ikke kunne klare deres nye tilværelse. De bad om penge og en bolig.

Man anslår, at 70 procent af de danske udvandrere kom fra samfundets bund uden stemmeret og udsigt til at eje et stykke jord i Danmark. De havde intet valg, kun Amerika. Samtidig hørte de fascinerende historier fra Det forjættede Land, og flere og flere skibsrederier lokkede med direkte sejladser, hvor Nyhavn i København efter 1800 blev et hjemsted for agenturer for udvandring.

Turen over Atlanten varede flere uger. Stuvet sammen i sovesale på de nederste dæk, måtte danskerne kæmpe med epidemier og hård søgang. Det var ikke ualmindeligt, at enkelte omkom på rejsen for derefter at blive kastet over bord.

Stemmeret og et stykke jord

Når de nåede Amerika og kunne se Frihedsgudinden, udbrød der jubel på dækket, selv om mange ikke vidste, hvad der ventede dem. Fra New York blev de sendt med tog til de nordlige stater, hvor deres nye liv skulle begynde.

”De fleste var glade for at have skiftet Danmark ud med Amerika. Det var et hårdt slid, men de var villige til at knokle, fordi de fik nogle basale rettigheder, de ikke tidligere havde haft. De fik stemmeret, retten til at købe et stykke jord og opdyrke et landbrug, hvilket var deres store drivkraft. Men det er vigtigt at vide, at de fantastiske beretninger om, at der var guld i gaderne, var overdrevet. Dette billede var ikke korrekt, men der var muligheder.”

Muligheden for at erhverve sig et stykke jord, skyldtes Homestead Act fra 1862, en lovgivning, der gjorde det muligt at få ejendomsret til 65 hektarer uopdyrket jord mod at forpligte sig til at blive i området i fem år eller betale 1,25 dollar per acre og tage ophold i seks måneder. Dette fristede mange, da det gav dem muligheden for at etablere sig som selvstændige farmere.

Alligevel stod udfordringerne i kø for de danske lykkeriddere. Mange af dem kom fra yderområder i Jylland, på Fyn og på Sjælland. De havde aldrig bevæget sig uden for deres sogn, hvorfor mødet med den amerikanske kultur var en stor omvæltning – personligt og arbejdsmæssigt. De skulle tilpasse sig et nyt land og finde et fodfæste i konkurrencen om pengene på prærien. Samtidig kunne hovedparten ikke tale engelsk, et krav, hvis de skulle ”lykkes” som immigranter.

Endnu en udfordring var mødet med amerikanerne. De fleste breve, som danskerne sendte hjem, indeholdt kun lovord om Amerika, blandt andet for at lokke flere danskere over Atlanten, men også for at fortælle, at afsenderen havde klaret sig godt. Hvad man glemte at berette, var den lovløshed, der hærgede.

Havde man for mange penge på lommen, risikerede man at blive overfaldet og berøvet, nogle blev myrdet ved højlys dag og under Guldfeberen i 1850erne var Amerika et lovløst samfund i bestemte områder. Samtidig kom danskerne i kamp med indianerne, da de blev fortrængt fra deres marker.

Ikke andet at gøre

Et eksempel på, at mødet med Amerika kunne være barsk, er Johanne Frederiksen, der i 1911 gik om bord på damperen United States med fem af sine i alt otte børn. Rejsen varede et par uger, blandet med storm og sne, men de krøb sammen på dækket for at undgå lugten af bræk og epidemierne på tredjeklasse. I Saskatchewan ventede Johannes mand, husbonden Ditlev, som havde købt 118 tønder land, bygget et lille skur med filtvægge og sået hvede, men han var udsultet med snavset tøj, der faldt af ham. Det var hårdt arbejde fra morgen til aften for at overleve. Om vinteren var frosten slem, minus 30 grader, så mælk og vand frøs og indimellem blev tørvehuset ramt af jordskred. Men familien blev på prærien.

”Jeg har såmænd grædt mange små isklumper af smerte i hænder og på min store næse. Men jeg fortryder ikke, jeg tog herover, nej aldrig – selv når det ser værst ud. Der var ikke andet at gøre. Hvorledes det skal gå os fremover, ved jo kun Gud.” Et brev af Johanne Frederiksen i Rejsen til Amerika – fortællingen om de danske udvandrere.

Historien om de danske udvandrere endte i forbindelse med Første Verdenskrig restriktioner i indvandringen og den senere økonomiske krise i 1930erne.

Ifølge Ole Sønnichsen er kapitlet om den danske udvandrerhistorie en universel fortælling, fordi den indeholder tidsløse emner, vi også i dag kan relatere til.

”Det handler om en dyb udlængsel, håb, drømme og mod. Det minder meget om det, vi drømmer om i dag, vi har bare et andet udgangspunkt. Jeg synes, det er fascinerende, at de her mennesker turde at hive roden op og lave en radikal forandring i deres liv. Det har krævet et enormt mod og en vilje, som hele perioden er drevet af.”