Praktisk æstetikker

Praktisk æstetikker

Weekendavisen 2015:

Weekendavisen 2015: Opfinderen Piet Hein så det som sit livsprojekt at forbinde videnskaben med humanismen. Ny bog om den begavede og sammensatte verdensborger.

Kigger man på Piet Heins utallige og mangesidige arbejder, næres man at kalde ham for en multikunstner. Digte, lysestager, spisebord, byplanlægning, brætspil, bordservice og matematiske opfindelser. Men intet er mere forkert. Han var digter, som han selv udtrykte det – i sine ord, i sin filosofi, i formerne og designet, hvilket man nu kan få en indsigtsrig forståelse af i bogen Verdensdanskeren Piet Hein, der udkommer på Gyldendal i begyndelsen af maj. Et værk, som for første gang udpensler hele historien om manden og kunstneren, som gennem hele sit virke angreb processen i et sammenstød mellem et filosofisk og teoretisk greb.

Gennem sit liv var Piet Hein (1905-1996) sin egen, hvad enten det gjaldt opfinderen eller mennesket. Han voksede op som enebarn i københavnske højborgerlige, radikale rammer og gik allerede tidligt i livet sine egne veje og krydsede faggrænser, der ikke kunne eller burde krydses. En skærende kontrast og en foragt over for autoriteter og den sorte skole, han måtte kæmpe sig igennem sammen med blandt andre Hans Scherfig, som han gik i parallelklasse med. Efter endt studentereksamen fra Metropolitanskole på Frue Plads i København, rejste han til Stockholm for at studere kunst ved Kungliga Svenska Konstakademi. Siden læste han teoretisk fysik og filosofi på Københavns Universitet. To studier, han aldrig afsluttede.

Han havde arvet sin mors begavelse, men skulle kæmpe sig frem til sin senere universelle position. Mødet med den sorte skole og lærere, der flænsede eleverne kombineret med faderens sammensatte karakter, glæde og vrede, betød, at Piet Hein måtte forme sit eget ståsted. Derfor søgte han i så modstridende retninger, kunstens subjektivitet og naturvidenskabens objektivitet, der let kunne forenes i den heinske alsidighed, uanset deres uoverstigelige afstand. Han favnede bredt, det gjorde ham ikke noget, selv om flere kritikere undervejs var af en anden opfattelse. Blandt andre Piet Heins nære ven, Niels Bohr, som engang udtalte om Hein: ”Han spredte sig nok over lidt for meget. Han kunne have været blevet en stor fysiker.”

Men Piet Hein tænkte ikke som en fysiker, han mente, fysikken havde sine begrænsninger, fordi den ikke kan slå bro til det humanistiske. Her blev hans ideal at samle det videnskabelige med den humanistiske, æstetiske verden og omsætte teori i praksis. Derfor favnede han også bredt i sine bekendtskaber fra matematikeren Norbert Wiener, fysikeren Albert Einstein til skuespilleren Charlie Chaplin, som han engang var på ferie sammen med i Irland. Her spurgte Hein Chaplin: ”Kan du forstå, hvordan verden hang sammen før vi to kom til?” Chaplin svarede: ”Det gjorde den heller ikke!”

Sådan var han, han var videnskabsmand, men også kunstner, helt ind til benet, og uanset afsættet bar formen altid præg af en enkelthed og harmoni. ”Kunst er løsningen af problemer, der ikke kan løses, før de er løst,” som han selv formulerede sin tilgang til sit virke.

Første gang han for alvor markerede sig, var i 1935 med digtet Pigedyr på forsiden af det antifascistiske tidsskrift Frisindet Kulturkamp, hvis forening han senere blev formand for. Men det reelle gennembrud kom først i 1940, da han fandt sin form i de kendte Gruk-digte under Politikens satirespalte ”At tænke sig” med digternavnet Kumbel Kumbell. Gruk, der var en sammentrækning af grin og suk, blev hurtigt en succes på niveau med Storm P’s fluer og ramte dybt i læserens bevidsthed med sprogfornyelser, livsfilosofi, kærlighed og iagttagelser fra hverdagen. Formuleringer, som enhver kunne tænke, men tillagt nye perspektiver, der tilførte læseren en ny genkendelse i livskunsten. Eksempelvis i et af de første gruk, hvor Hein skrev: ”Den, som kun tar spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.” Modsat Søren Kirkegaard handlede det for Piet Hein om at gøre det hele anskueligt, ikke indviklet, med korte og folkelige vers, eksekveret med få midler, men et stort udtryk.

Han var en stor og rasende antinazist på fod med Poul Henningsen, og her var gruk-digtene et vigtigt middel til at bekæmpe den tyske besættelse, som han flittigt gjorde det fra 1940 til 1943, hvorefter han valgte at rejse til Sverige og videre til Argentina på grund af tyskernes opmærksomhed på hans tvetydige skriverier og ikke mindst ægteskabet med en jødisk kvinde. Trods besættelsens pressecensur lykkedes det ham med en finurlig antydningskunst at udtrykke sin modstand mod tyskernes tilstedeværelse. Især med grukket Lille kat, som ”sgu er sin egen” – et symbol på danskernes selvforståelse under krigen. Men især i flere revytekster udtrykte han sin modstand.

I alt blev det til omkring 10.000 gruk, der havde til hensigt at slå lyd for humanisme, frisind, tolerance og respekt for livet. Alligevel var han hverken modernist eller kulturradikal – han var sin egen, som han selv udtrykte det.

I sin egen levetid opnåede Piet Hein at blive en dansk verdensborger, som rakte langt udover de nationale grænser. Dels på grund af de originale og åbenbarrige rim, der siden blev oversat til mere end 20 sprog. Dels superægget, som han formgav i 1965, og det bedste eksempel på koblingen mellem det naturvidenskabelige og det æstetiske. En skulptur, et stykke legetøj og et anti-stress-objekt, der kan køle en drink mere end dobbelt så længe uden at fortynde den.

Men det globale gennembrud kom omkring 1960, da den svenske arkitekt David Helldén bad Piet Hein om hjælp til udformningen af Sergels Torg i Stockholm. Udfordringen var at få otte gader til at mødes i en gigantisk rundkørsel på det rektangulære torv. Her kom Piet Hein op med sin Superellipse, der med sin harmoniske og geometriske figur løste problemet. Som altid fandt han først sin form, derefter forklarede han den teoretisk. Resultatet blev en mellemting mellem en firkant og en cirkel, og siden så man Superellipsen anvendt i lande som Canada, USA, Frankrig, Japan og Mexico i forbindelse med beboelseskvarterer og byplanlægningsprojekter. I Mexico gik man skridtet videre og byggede det olympiske stadion i Mexico City i 1968 efter superellipsen. I Danmark har vi fået DGI-byens svømmehal i København.

Piet Hein overførte sin Superellipse til sit kendte spisebord, som kom på markedet i midten af 1960erne. Og da USA og Nordvietnam i 1969 indledte fredsforhandlingerne i Paris foreslog han, at det var et Piet Hein-bord, parterne sad ved. USA ønskede et rektangulært bord, Nordvietnam ville have et kvadratisk. Hein så løsningen og tilbød dem sit nye Superellipsebord, der både var anvendeligt og smukt og første og fremmest uden bordender. Han forklarede det selv således: ”I århundreder har vi følt os bundet af cirklen og kvadratet, men ikke mellemformerne af kurver.”

Han var optaget af at opfinde, udvikle nye idéer og udnytte de evner, han var udstyret med. At skabe noget, betød alt for ham. Derfor kunne han også være et vanskeligt sind at omgås, og selv om han var en charmerende karakter, formåede han ikke at fastholde forholdet til sine mange kvinder, som han i alt fik fem sønner sammen med. Han var venlig og rar, men hældte man vand ud af ørene, kunne han blive arrig og udbryde i et voldsomt temperament. Samtidig var han begavet at lytte på, sagde aldrig noget dumt og hver en sætning fra hans mund var en kunstnerisk og overraskende oplevelse. En dobbeltnatur med klare referencer til sin vidtløftige far og den sorte skole, han var formet af.

Frem til sin død i 1996 var skabelsesprocessen det øverste ideal for ham. At skabe var en motor, at producere var en livsform, uanset hvorhen han begav sig. Derfor var han til det sidste utrolig produktiv, sad altid med en blyant og et stykke papir til at nedskrive sine digte, ord, tegninger og formler. Det foregik i bilen, i toget, i flyet, i sengen, i England, USA og Danmark, afhængig af hvor han boede. I alt fik han registreret 3.100 idéer, en af de sidste blev labyrinten og et stort superæg ved Egeskov Slot. Han ville sætte markører til ”lykke og glæde for mennesket, når han selv var gået i knæ.”