Rationalisten Børge

Rationalisten Børge

Weekendavisen 2014:

Møbelarkitekten Børge Mogensen fik funktionalismen ind i danskernes boligindretning. Mageløs udstilling viser hans kunstneriske genialitet og hans polemik mod hele designbranchen.

KOLDING – Den hænger midt i rummet, fem meter til gulvet, fem meter til glaskuplen, lyst op af vintersol i det cylinderformede møbelmuseum på Trapholt. Børge Mogensens private Tremmesofa, der fanger ens blik 360 gader rundt, når man går ned gennem Rotunden og ender med at stå under den –  hans signaturmøbel fra 1945. Hynderne er de originale, flettet i bunden er repareret og det lyse egetræ er blevet gulligt med årene, men den fastholder publikums opmærksomhed – for et stærkt visuelt udtryk og diskussionen om, hvorvidt den er genial eller upraktisk. Skal man læse, konversere eller ligge på den?

Under Tremmesofaen står en af Børge Mogensens mest simple sofaer fra 1950erne, egetræsstel og løse uldhynder, Den Spanske Stol med sine karakteristiske brede armlæn og den 222 centimeter lange lædersofa, BM 2213, fra 1962. Tilsammen skildrer opstillingen Børge Mogensens kunstneriske formsprog, fra nøjsomt til skulpturelt, manden selv, geniet og polemikeren, som i år kan fejre 100 års jubilæum, hvilket kunstmuseet Trapholt netop har taget hul på med en stor Børge Mogensen-udstilling – om mennesket, møbelmageren og hvor hans berettigelse lå og ligger blandt mastodonterne inden for dansk design.

Udstillingen Børge Mogensen 100 år er en æstetisk oplevelse, hvor man får lov at sidde i møblerne, kendt fra det offentlige rum og private hjem, hvor de usynligt har befolket og siden forplantet sig i vores bevidsthed, hvad enten det gælder hans klassikerne eller de tidlige FDB-stole. Det fede læder, det rene egetræ, de lige linjer, blanke overflader og det nøjsomme ydre. Funktionelle, enkle møbler uden overflødige ornamenteringer og som satte mennesket først, møblet derefter.

”Hans møbler var og er over det hele. Alligevel var han en designer, hvis kendetegn var usynlighed, da funktionen var i højsædet, æstetikken lå i materialet selv. Han lavede uprætentiøse møbler til folket og danskernes hverdag. For ham handelede møbeldesign om fornuft og funktion,” siger museumsdirektør på Trapholt, Karen Grøn, mens hun folder et FDB-spisebord ud med hollandsk udtræk.

Børge Mogensen blev født i Aalborg i 1914, udlært som møbelsnedker i 1934 og fire år efter uddannet møbelarkitekt fra Kunsthåndværkerskolens Møbelhøjskole. Herefter blev han ansat på Kaare Klints tegnestue og oplært i den rene Klint-race, der gik imod jugendstilens upraktiske og dominerende møblementer, som det hed. Han tog de præcise opmålinger til sig og lærte menneskets krop og behov at kende til mindste detalje for at ramme den rette vinkel på et ryglæn eller nødvendige skuffestørrelse i en kommode.

Årene i Klint-skolen udløste en ansættelse hos Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger (FDB), da den visionære chef, Frederik Nielsen, ansatte ham til at udvikle FDBs møbelprogram i 1942. Opgaven var lige til: Lav nye møbler, der kan skabe plads i de små hjem og giv den almindelige familie muligheden for at erhverve kvalitetsmøbler til overkommelige priser. Danskerne skulle opdrages i deres boligindretning og bo på en ny måde.

I 1944 kunne 28-årige Børge Mogensen præsentere et nyt møbelprogram med en udstillingsbutik på Frederiksborggade i København, som viste to komplet møblerede lejligheder med små fikse møbler. Året efter fulgte en reklamefilm, der lovede, at man gennem møbler kunne få sig en lys og lykkelig fremtid. De fattige mennesker i overfyldte lejligheder kunne nu få mere lebensraum, hvis de udskiftede de tunge møblementer med små fleksible møbler. Han selv formulerede det således:

”Sofasæt behøver ikke at ligne skinker fyldt med vand. Hvorfor stoppe en lille lejlighed til randen med tunge og upraktiske møbler, når det er muligt at investere i skabe og borde, der både er lette og så snildt fremstillet, at de kan rumme mere og bruges i flere sammenhæng?”

Møbelprogrammet var i tråd med tidens modernistiske bevægelse, hvor et møbel havde flere funktioner. Et sygbord med plads til sytøj og en tekop, et spisebord med hollandsk udtræk, den fleksible tremmestol og et reolsystem med en kommode, der kunne udvides, eftersom man fik brug for mere plads. Et opgør med stadsstuen tunge møblement.

Op gennem 1940erne tegnede Børge Mogensen en række træstole, da polstrede møbler var for kostbare at producere under og lige efter Anden Verdenskrig. Han var inspireret af fortidens møbeltyper. Her kan nævnes Windsorstolen, som han nyfortolkede i en forenklet model, så den både kunne bruges som spisebordsstol og lænestol. Det samme galt den shaker inspirerede stol fra 1947, J39, også kaldet Folkestolen, da den blev udbredt i offentlige institutioner og ved middelklassens spisepladser. Han tog den gamle pindestol og erstattede de tværgående pinderyglæn med et samlet og mere moderne udtryk.

I 1950 forlod Børge Mogensen FDB for at starte sin egen tegnestue, men allerede få år efter tegnede han en stor serie for Søborg Møbelfabrik. Stole, spiseborde, et skrivebord til det jævne folk og det multifunktionelle hjem, nu i teaktræ, som fyldte danskernes hjem i 50erne. Dertil kom endnu et reol- og skabssystem, en bogreol og andre opbevaringsmøbler i takt med, vi anskaffede os flere ting

Han holdt fast i sin vision om, at ét møbel skulle have flere brugsfunktioner, som han demonstrerede med sin chatolkommode, hvis øverste skuffe kunne trækkes ud til en arbejdsplads og bagefter omdannes til et makeup-bord med spejl – i direkte kontrast til 1920ernes halvklodsede toiletborde. Især den veluddannede middelklasse begyndte nu at købe ind på hans formsprog.

En af Mogensens succeser i 50erne var Boligens Byggeskabe (1954), som han og arkitekten Grethe Meyer (1918-2008) skabte. Et multiskab fra gulv til loft, hvori hjemmets ejendele havde en plads. Sammen undersøgte de alle tænkelige behov for opbevaring gennem detaljerede opmålinger af skjorter, bestik, lommetørklæder, globusser, hatte, sytøj, beklædning – alt. Skuffer kunne opdeles efter behov, alt kunne divideres med seks og senere viste det sig, at Børge Mogensen var forud for IKEA-tanken og Walk-in closet. Det handlede om at skabe ro, orden og harmoni og at gå imod det eksisterende, være kulturradikal.

”Her gik Danmark fra at være et mangelsamfund til at være et velfærdssamfund. Vi var kommet os over krigen, 40ernes og 50ernes mangel, og på vej mod den økonomiske opblomstring, der betød en opblomstring for boligen og hvor meget plads, vi havde i boligen og hvordan vi indrettede os. Opblomstringen kunne ses i møblernes udvikling – der var mere overskud.”

Samtidig begyndte Børge Mogensen også at lave møbler til det bedre borgerskab og ikke kun den almindelige familie. For eksempel designede han et interiør til Løgumkloster Refugium – den protestantiske højbord, et interiør til Krogerup Højskole – den intellektuelle højborg, og i 1958 indrettede han Kongelig Dansk Yachtklub på Langeliniepavillonen – de velhavendes klub.

Hans næste markering var Øresund-serien for det svenske firma, Karl Andersson, 1955-1968, hvor han cementerede sin fornemmelse for rationel indretning. Igen udviklede han sammen med Grethe Meyer et reolsystem, der både gik til stuen, tidens nye køkkenalrum, kontorer, biblioteker og skoler. Uprofilerede kasseformer og rene træflader. Dertil et spisearrangement, en briks til unge mennesker og magelige sofaer, som stadig ses i mange hjem.

Børge Mogensen var en af tidens mest produktive møbelarkitekter. Hver morgen klokken 8.00 stod han i sit værksted på Soløsevej i Gentofte, Miles Davis spillede og selv om han havde festet hele natten med whisky og gode venner, var han klar i hovedet, når blyanten var fundet frem. Festerne var en nødvendighed for ham, her tændte han inspirations flamme, røg ned i huller, kom op igen og for eksempel nedkradsede han sin vovede jagtstol, med et formsprog som kan minde om Ludwig Mies van der Rohes Barcelonastol fra 1929 med det kraftige dybe V, på en tændstikæske en sen nattetime.

I 1960erne lagde han sig ud med sine kolleger. I en artikel i 1962 i fagbladet Arkitekten med titlen Brugskunst på afveje, langede han sammen med Arne Karlsen ud efter samtidens designere. I skarpe vendinger tog han patent på, hvad der var autentisk dansk møbeldesign, og skabte en polemik om, at de store designere havde forbrudt sig mod den danske designtradition. Folket skulle leve kunstnerisk med deres møbler, men møblerne skulle ikke være kunstværker i sig selv, men omgivelser for kunstnerisk udfoldelse, lød det. Han var rasende, kritiserede prisbelønnede Arne Jakobsens Grand Prix-stol og Hvidt & Mølgaards AX-stol ved at påvise, at når stolene gik i produktion, skulle de modificeres på bekostning af den designmæssige kvalitet, fordi de ikke var produktionsmæssigt gennemtænkte. Han mente, man skulle skabe møbler, hvor produktionen var tænkt ind fra starten. Han var ophidset over formgiveren Jens Harald Quistgaard, hvor han viste et bestik, som han syntes var ubrugeligt, hvorefter han sammenlignede det med Kaj Bojesens bestik, skåret ind til en arketype. Verner Panton fik retoriske prygl, Finn Juhl det samme for møbler med en masse unødvendige ekstraelementer såsom funktionsløse pølsepuder.

”Det hele afstedkom af Snedkerlaugets udstilling i 1961, hvor han syntes, der var så mange fattigfine cocktailmøbler af palisander, der skulle se fine og dyre ud, men som i realiteten var klistret til med unødvendigheder. Møblet måtte gerne have et udtryk, men det skulle være baseret på en materialitet i træet og i læderet. Han mente, der var en masse cocktailmøbler, som om alle mennesker gik til cocktails parties. Hvor er den danske mands øl henne, spurgte han. For ham var disse såkaldte cocktailmøbler overflødige med tiltag som ikke var nødvendige og som udstrålede noget forlorent. Han insisterede på hans egen vinkel, hvilket var lidt ensidigt, hvorfor man kan sige, at det var Børge Mogensens lod at lave funktionelle møbler, og så var det irriterende, at andre fandt på noget andet, så han huggede hovedet af dem,” fortæller Karen Grøn.

Polemikken toppede i 1963 med Fritz Hansens relancering af Tremmesofaen, nu kaldt ”Den danskeste” og med succes, da der var kommet et veluddannet borgerskab, som gik i tråd med Børge Mogensens fortælling om sine møbler.

På Trapholt-udstillingen kan man se en gennemgang af de møbler, Børge Mogensen kritiserede og som repræsenterede alt det, han ikke stod for.

Trods diskussionen var den danske møbel-rebel på højden af sit arbejdsliv i starten af 1960erne, især på grund af sit samarbejde med Fredericia Stolefabrik, hvor han blandt andet lavede lædersofaen 2213. Børge Mogensen designede den til 222 centimeter lang til sin private stue, da han skulle have den til at passe imellem to indskudsborde. Hans mest ekstravagante møbel, hvor han gik fra at lave folkemøbler til velhavermøbler op gennem 60erne. Materialerne blev mere eksklusive, patineret naturfarvet læder og massivt egetræ – hans favoritmaterialer.

Det samme gjorde sig gældende med Den Spanske Stol, som han blev inspireret til i forbindelse med en rejse til Spanien i 1958. Nu skar han alt væk, mere firkantet og markant i sit formsprog.

”Den blev hans ”store stol.” Pludselig gik armlænet fra at være det allermest nødvendige til at få en ekstra brede, så der var plads til et glas eller en kop kaffe. Armlænet havde stadig en funktion, men fik nu et voldsommere formsprog og et maskulint præg. Den var skabt til større boliger med vinduer fra gulv til loft, og i Bo Bedre i 1961 kunne man se Den Spanske Stol i et køkkenalrum med teksten: Er det sådan vi alle bor om ti år? Og ja, sådan boede vi ti år efter. Hjemmet gik fra en funktion til en nydelse.

Gik han her imod sin FDB-filosofi om at lave møbler til folket?

”Historien går på, at der var en konstant diskussion mellem Børge Mogensen og Andreas Graversen fra Fredericia Stolefabrik omkring, hvad møblerne skulle koste. Børge Mogensen fortsatte med at lave møbler til den menige familie, men han tillod også sig selv at skeje ud, men han gik aldrig på kompromis med funktionalismen.”

Børge Mogensen døde af en hjernesvulst i 1972, netop som han havde færdiggjort sit sommerhus, naturligvis inklusiv tegnestue, i Skals ved Limfjorden – sit private laboratorium. I dag er mange af hans møbler stadig i produktion, og i 2013 relancerede Coop Danmark (tidligere FDB) Tremmestolen og Windsorstolen.

”I mange år har vi set Wegner og Finn Juhl i boligbladene, men de seneste år er Børge Mogensen kommet tilbage med sit nedtonede formsprog i kontrast til de højtråbende designs. I dag bor vi meget enkelt, funktionelt, minimalistisk og fleksibelt – værdier, som Børge Mogensen allerede lancerede i 1940erne – forud for sin tid.”