PH – en revsers kamp

PH – en revsers kamp

Jydske Vestkysten 2017

Arkitekten og livskunstneren Poul Henningsen var beundret og foragtet i sin samtid. Uanset om det gjaldt lamper, revyviser, huse eller debatindlæg gik han op imod autoriteter og vanetænkning. En sprælsk provokatør, fuld af facetter og frækhed, men som samtidig stod urokkelig fast i sin kamp for en mere fri og moderne livsanskuelse – helt frem til sin død for 50 år siden. 

Da Poul Henningsen i 1937 tegnede sit hus i Gentofte, fremtvang det en forargelse blandt hans arkitektkolleger. Hvordan kunne han vælge røde jernvinduer og pryde facaden med grå betonblokke? Hvad gik der af den gode PH? Var han blevet vanvittig?

Selv kom han kritikken i forkøbet ved at udnævne sit nye hjem til “Gentoftes grimmeste hus”. Han ønskede at skabe en moderne bolig, bryde med de fastlåste familiemønstre og skubbe grænserne for, hvordan et hjem kunne se ud. Eksempelvis afmonterede han spisestuen som et fornemt rum ved at lave en dør fra sin teenagesøns værelse og ind i spisestuen. Her kunne sønnen så feste med sine venner, ryge cigaretter og høre jazzmusik. I sit klædeskab tapetserede PH bagvæggen med nøgne damer, og han delte huset op i et forældreafsnit og en ungdomsafdeling med egen indgang – frisindet provokation.

Sådan var han, samfundsrevseren Poul Henningsen, der døde for 50 år siden og efterlod sig et radikalt og tidløst aftryk – som arkitekt, forfatter, debattør og ikke mindst skribent. I sin samtid blev han kaldt for rødgrødsintellektuel, villavejshumanist, borgerlig spasmager, rastløs skrivekugle og lampeskærmsfilosof. Et menneske, der skabte kløfter, forgudet og afskyet på tværs af samfundslag og overbevisninger, men som alligevel kom til at lyse op ved spisebordet i bohemske som i borgerlige hjem.

Manden med den månelignende skal, cigaretstumpen i gavflaben, de skulende øjne og radikale idéer gjorde sig tidligt bemærket. Poul Henningsen kom til verden i København i 1894 som et resultat af en affære mellem forfatterne Agnes Henningsen og Carl Ewald. Han voksede op hos sin mor, faderen forsvandt hurtigt ud af billedet og døde i 1908. Agnes Henningsen skulle, ifølge sin svoger, have været 100 år forud for sin tid. Hun gik fra det ene ægteskab til det næste, udtrykte sine meninger og talte for seksuel frihed og kvindefrigørelse.

En ung idémager

Den unge PH så et lys i sin mor, hun lærte ham at følge sine egne idéer, sin lyst. Han var et kreativt væsen. Tidligt byggede han flyvemaskiner, drager og som 16-årig modtog han det Hielmstierne-Rosencroneske legat for at have udviklet en selvpumpende cykel. Egentlig drømte han om at blive maler, men endte på Teknisk Skole med afgang som arkitekt i 1917. Som en oprørsk arkitekt valgte han ikke Kunstakademiets Arkitektskole, han var håndværker, men med et intellekt som våben.

Koblingen mellem intellektet og det gode håndelag førte til skabelsen af den kendte PH-lampe. Allerede som 13-årig havde Poul Henningsen gjort sig sine første tanker om et nyt skærmsystem, da hans forfængelige mor var utilfreds med tidens armaturer, der ikke var designet til elektrisk lys og som gav et grelt skær. I 1919 begyndte han at eksperimentere med prismelysekroner, hvor han forsøgte at afskærme og fordele lyset, lave kontraster, så lyset klædte mennesket.

Lampeprojektet tog for alvor form i 1924, hvor PH fyldte 30 år. Trods sin unge alder lykkedes det ham her at udvikle sit siden så kendte lampesystem, Système PH, der blev fundamentet til PH-lampen.

Den første lampe, der byggede på PH’s nye modulopbyggede flerskærmslampesystem var pariserlampen, som han sammen med ni andre lampemodeller præsenterede på verdensudstillingen i Paris i 1925.

Forud for udstillingen var PH blevet kontaktet af det danske kommissariat, der søgte belysningsforslag til den danske pavillon i den franske hovedstad. På udstillingen, der viste moderne brugskunst, vandt PH’s lamper flere guldmedaljer, heriblandt pariserlampen, der bestod af seks skærme i finsølv.

PH-lampens nybrud

Efter succesen i Paris fortsatte PH sit arbejde med lyset, og i 1926 fremviste han sin endelige PH-lampe, som vi kender den i dag, i forbindelse med en biludstilling i Forum i København, hvor hans nye lamper, ifølge B.T., “fløj som hvide fugle gennem kæmpehallen”. Der var tale om et nybrud inden for belysning. PH tog udgangspunkt i, hvorhenne man havde brug for lyset, der skulle distribueres i nøje afmålte mængder, lyse på det væsentligste og vigtigst af alt – gengive de smukke ting.

Der var tale om et avanceret, videnskabeligt studie, hvor formålet med den skjulte lyskilde var at få det optimale ud af lyskraften, få lyset til at reflektere på den mest behagelige måde via et nyt armaturdesign. Han ville simpelthen frembringe et blændfrit lys, der var varmt, ikke koldt. PH-lampen fra 1926 bestod af tre skærme – en tallerken, skål og kop – som han frem til sin død videreudviklede i mere end 40 udgaver fra stander- og bordlamper til hænge- og loftslamper – alle produceret af Louis Poulsen & Co.

Heraf kan nævnes PH 5, Koglen, Kontrast, Tallerkenlampen, Skærmlampen og Tivolilampen, som han tegnede til den københavnske forlystelseshave.

Selv om de mange lampemodeller tidligt fik ikonisk status og blev en vigtig indtægtskilde for PH, var det gennem sit skrevne ord, at han fra slutningen af 1920′erne og frem markerede sig mest markant. I artikler, kronikker og debatindlæg var hans signatur ofte at finde i aviser og tidsskrifter, hvor han tog ordet og blandede sig i stort og småt. Fra 1926 til 1929 udgav han det kulturradikale tidsskrift Kritisk Revy, hvor han og ligesindede arkitekter verbalt angreb den arkitektoniske, politiske, kulturelle og samfundsmæssige udvikling. Her ytrede PH sig om den “stupide byplanlægning” og “den æstetiske nostalgi med pibende stemmer”. Han ville gøre plads til de nye, brugbare og moderne løsninger.

Sådan fortsatte han op gennem 1930′erne som skribent ved Politiken, som han havde skrevet for siden 1921. Som samfundsdebattør var hans grundidé, at “mennesket selv var historie med pligt til at skabe noget nyt, bestemt af tiden, ikke af klassikerne”.

Uanset om det gjaldt arkitektur, byplanlægning eller politik var normer til for at blive brudt, nytænkning frem for vanetænkning. Han hyldede den sorte amerikanske danser Josephine Bakers nøgne naturlighed, talte for et frit, ungdommeligt sexliv, angreb den autoritære opdragelse, men troede i stedet på individets frie udfoldelse og fantasi – som en videreførelse af Georg Brandes’ og Ludvig Holbergs radikale humanisme.

De mange synspunkter frem ildnede jævnligt had og modreaktioner fra folkedybet. Her forstod man ikke PH’s manglende respekt for fortiden, hvilket indimellem gav ham verbale tæsk.

Eksempelvis i 1935, da PH på bestilling af Udenrigsministeriet lavede sin “Danmarksfilm”, der skildrede dagliglivet i Danmark.

Problemet var blot, at PH’s opfattelse af dagliglivet var diametralt modsat folkets og pressens, hvori den blev stærkt kritiseret. For trods PH’s underlægningsjazz og nyskabende kameraføring blev filmen dømt “unational”. Det gik simpelthen ikke at klippe fra fine folk til kur hos kongen til ølflasker på et samlebånd, mente det borgerlige Danmark. Filmen blev censureret, og jazzmusikken erstattet af Holger Drachmanns “Midsommervise”. Dog blev filmen i 1964 i forbindelse med en rekonstrueret udgave anerkendt som et hovedværk i dansk dokumentarfilm.

Kritikken var en fast del af PH’s virke som samfundsrevser. “Er den mand rigtig velforvaret?” skrev Holbæk Amtstidende i 1928. “Hr. Arkitekt Poul Henningsen! Hold kæft!” skrev en kommunelærer fra Roskilde i Information i 1955. Kritikken var som olie på PH’s motor. Jo mere modstand, jo større kampiver. I 1935 tog han til genmæle og udtrykte sig således:

“Nu skal der jo ikke så meget til, eftersom borgerskabet halter håbløst bagud i dets smagsdommeri! For som jeg plejer at sige: Der findes ikke dårlig smag. Der findes kun god smag, og den er dårlig. Jeg mener, når man opfatter jazzmusik som “udansk negermusik” og kalder den “Negernes Hævn over den hvide Race!”, som om den udgør en trussel mod dansk kultur, ja, så er det jo bare endnu et udtryk for slipsedannelse og bænkevælling!”

Sideløbende med artiklerne og sin arkitektvirksomhed var Poul Henningsen en flittig revyforfatter, hvor han blev ophavsmand til nogle af de største danske revyøjeblikke i det 20. århundrede.

I et tæt samarbejde med komponister som Kai Normann Andersen og Bernhard Christensen og sangere som Liva Weel og Marguerite Viby skildrede PH dagliglivet med sange som “Ølhunden”, “Nå”, “Ta’ og kys det hele fra mig”, “I dit korte liv” og “Byens lys”.

Censureret under besættelsen

Men revyteksterne blev også et våben for PH, hvor han kunne liste sine ideologier og meninger ud mellem sidebenene, eksekveret i en liflig, satirisk og samfundskritisk form.

I 1940 var det dog ved at gå galt. Sammen med dramatikeren Kjeld Abell skrev han revykomedien “Dyveke”, der blev sat op i Riddersalen på Frederiksberg. Flere af sangene, heriblandt visen “Man binder os på mund og hånd”, havde en stærk antinazistisk undertone.

Men da revyen stod foran sin premiere i april 1940, var Danmark blevet besat af Tyskland, hvilket tvang PH til at censurere flere af teksterne.

Oprindelig hed “Man binder os på mund og hånd” “Det gælder kærlighed og krig” – en titel, der ikke længere gik an. På kort tid lykkedes det PH at ændre teksten, så den blev mere dobbelttydig. Nu fortolkede han i stedet sin krigsmodstand ved at slå på ægteskabets ufrihed. Senere forklarede han, at det var en “god måde at narre tyskerne på”. Sangen og “Dyveke-revyen” spillede for fulde sale og blev en stor succes med næsten 400 forestillinger rundt i landet.

PH slap dog ikke uskadt fra sin frihedskamp, som han havde indledt i starten af 1930′erne. I 1943 planlagde nazisterne et attentat mod ham og hans kone Inger. Kort forinden flygtede de i en robåd til Sverige, hvor PH opholdt sig frem til 1945.

Efter krigen fortsatte PH ufortrødent i sit samme kritiske spor. Som noget af det første indledte han en kritik af det danske retsopgør mod de tyske flygtninge. Tidligt i sit liv havde PH sympatiseret med kommunismen, selv tog han også titlen “salonkommunist” på sig, men ved retsopgøret fremstod han antikommunistisk. Nok udtrykte han forståelse for retsopgørets nødvendighed, men han forstod ikke danskernes hævngerrighed, mente ikke, at udrensninger var en demokratisk vej at gå, hvilket fik modstandsbevægelsen og de venstreorienterede kræfter til at tordne mod ham.

Sortsynet gnavpotte

Trods modstanden fastholdt PH sin kampgejst som skribent, arkitekt og revyforfatter i årene efter krigen. Han stod op for frisindet, kvinders rettigheder, for den frie kultur, prædikede seksualmoral og fremstod som en kulturradikal avantgardist, der kæmpede imod det voksende forbrugersamfund og kapitalismens fremmarch i 1950′erne og 1960′erne. Selv fjernsynet lod han ikke slippe, da han i 1959 skrev, at “uden at ændre et komma i Grundloven kan folkestyret afskaffes bare ved hjælp af et amerikaniseret underholdningsapparat”.

Men ifølge bogen “PH – en biografi”, skrevet af litteraturhistoriker Hans Hertel, mistede PH pusten i årene frem til sin død i 1967. Han blev sortsynet, der gik gnavpotte i den, polemik for polemikkens skyld som en nedtælling for hans tidligere stærke optimisme.

PH døde af Parkinsons syge og donerede sit legeme til lægevidenskaben. Kort inden sin død udtalte han til sin ven og teaterkritiker Svend Erichsen: “Når jeg engang skal dø, vil jeg i sidste øjeblik rejse mig og sige: Hov, der var lige noget, jeg skulle have sagt”.