New Yorks hjerte i 30 år

New Yorks hjerte i 30 år

Jydske Vestkysten 2013:

I næsten tre årtier var World Trade Center arbejdsplads for 50.000 amerikanere, der hver dag gik ind i den enorme lobby for at blive skudt op i skyernes kontorlandskaber. Men hvordan var livet og dagligdagen i de skæbnesvangre tårne? 

Manhattan den 4. april 1973. Det var en onsdag som alle andre i New York. Undergrunden kørte uptown og downtown, yellow caps kørte i gaderne, mennesker gik på arbejde og Times Square lignede sig selv med neonlys. Alligevel var alt forandret. På det sydlige Manhattan stod to nye mastodonter, to tårne, to skyskrabere. I lobbyen skinnede mosaikkerne i kontrast til det blodrøde gulvtæppe. Talerstolen stod klar og den røde snor var spændt ud til åbningsceremonien af to af verdens højeste bygninger, World Trade Center. Chrysler Building og Empire State Building var overgået, nu havde newyorkerne nået nye højder.

Langsomt blev lobbyen fuld af indbudte gæster og erhvervsspidser, der lyttede til store ord fra talerstolen. ”World Trade Center skal på grund af dets betydning, repræsentere menneskets tro på menneskeheden,” lød det fra hovedarkitekten Minoru Yamasaki. Klokken 12.00 blev den røde snor klippet, og verdens nye finanscentrum var erklæret åbnet.

Ceremonien står i skærende kontrast til det, vi i dag kender World Trade Center for, og for yngre generationer fandtes de to tårne ikke inden 2001. Andre generationer har set dem, været oppe i dem og vidst, at de eksisterede, men efter terrorangrebet forblev World Trade Center for altid et minde om død og grusomhed. Man kan hurtigt glemme, at de to skyskrabere i næsten 30 år var verdens magtcentrum og arbejdsplads for 50.000 mennesker. I 2012 er det 40 år siden, Twin Towers blev indviet og stod færdigbygget. To tårne, der var elsket og hadet, fascinerende og dødkedelige.

To tårne rejste sig

De amerikanske og asiatiske storbyer har altid konkurreret om at bygge de højeste bygninger, og set i det lys var World Trade Center også et prestigebyggeri. Inden 1973 havde New York blandt andre Empire State Building og Woolworth Building, men i takt med, at man skulle udvikle Lower Manhattan, havde newyorkerne en anledning til at udvide byens skyline, og samtidig ønskede man et nyt handelscentrum. Skitserne til World Trade Center kom fra hovedarkitekten Minoru Yamasaki, der fandt på idéen med to tårne. Fra 1966 til 1973 rejste Twin Towers sig langsomt, og i foråret 1973 stod de klar til brug. Til sammen bestod de to tårne af så meget stål, at man kunne bygge tre Brooklyn Bridges. 3.500 mand var med til at opføre tårnene. Hvert tårn bestod af 110 etager med en højde på 415 meter, 350.000 kvadratmeter kontorlokaler, 98 elevatorer, 21.800 vinduer og en vægt på 500.000 tons af stål, aluminium og glas. Et sydtårn og et nordtårn, der var alt andet end traditionelle.

Konstruktionen var atypisk i forhold til byens andre skyskrabere, da facaden på Twin Towers fungerede som et bærende element i modsætning til andre af den tids skyskrabere, hvor betonsøjler bar vægten, mens facaderne var lette. Samtidig havde tårnene i kontrast til andre høje bygninger et lille fodaftryk, da man ønskede at skabe en åben plads omkring de to giganter. En plads til liv og koncerter, hvilket var begrænset på Manhattan. Ifølge Carsten Thau, professor ved Kunstakademiets Arkitektskole og cand.phil. i idéhistorie, er der ingen tvivl om, at World Trade Center var forud for sin tid, epokegørende og industrielle pragteksemplarer for senmodernismens arkitektur. Alligevel var de ikke arkitektoniske mesterværker.

”Selv om de var signifikante og tydelige, så var de også kedelige i forhold til Empire, Chrysler og  Woolworth, der var meget mere spændende og en del af New York. Twin Towers var dødkedelige og uden finesser og lys i deres overflade og hud, og så var de abstrakte. De repræsenterede udviklingen, hvor New York gik fra skyskrabere med spir til glasbokse. Der var ikke nogen harmoni eller kontakt imellem de to tårne og resten af byen. Når man gik på 5th Avenue, var der et sammenspil med lyset fra de andre bygninger, men ikke med World Trade Center, der ingen kontakt havde til gaden.”

Men som årene gik, simulerede World Trade Center sig med New York, og blev integreret i byens skyline, hvor vi har set dem fra utallige film inden deres fald. Og trods skam og kritik over byggeriet, var der én ting, der skabte fascination – højden. Carsten Thau nåede op til flere gange at besøge Twin Towers, og beskriver oplevelsen som en tom sensation.

Fløj henover byen

”Når man stod for foden af dem, kunne man ikke fatte, hvor høje de var. De var sublime og overskred den menneskelige fiktion. Så gik man ind i lobbyen, hvor der var et gråt og søvnigt lys, selv om der var højt til loftet. Elevatoren førte en op til toppen, hvor der var souvenirbutikker og restauranter.  Så gik man ud på platformen med udsigt til det andet tårn. Det føltes, som om man fløj henover byen, da afstanden til jorden var så fabelagtig stor. Det var utroligt, og alligevel var det ikke noget – so what.”

Men Twin Towers var ikke kun enorme, store og New York’s ikoner. De var en by i byen med eget postnummer (10048), sin egen metrostation og eget shoppingcenter. Flere ansatte har beskrevet stedet som en ”verden for sig”. For foden at tårnene var der et væld af forretninger og restauranter, hvor de ansatte kunne købe en ny skjorte, gå til frisør eller spise morgenmad, og under jorden fandtes en af Østkystens største shopping mall. Noget man ikke fornemmede, når man stod udenfor lobbyen eller gik i gaden. Hver dag gik 50.000 ansatte ind i lobbyen, ind i elevatorerne, skudt op og fordelt på deres kontorpladser med udsigt til Frihedsgudinden og Empire State Building. De fleste etager var åbne kontorlandskaber var bund ti top. Man arbejdede i skyerne. Men højden var også en udfordring for mange ansatte. Jo højere man kom op, jo længere blev skrivebordet flyttet fra vinduet og ind i midten af lokalet.  Nogle gik i terapi mod højdeskræk, da de blev utilpasse, når de rejste sig op fra stolen og så ned på afgrunden.

Twin Towers ’medarbejdere kom fra alle verdensdele og var integreret i bygningerne – firkantede med en kølig facade. En klon af hinanden ligesom tårnene. Det var mennesker i konventionelle dresscodes, ejendomsmæglere, sagførere og formelle erhvervsspidser. Den amerikanske journalist og aktivist, Jane Jacobs (1916-2006), har udtalt, at ”de ansatte bliver til rene, digitale finansmennesker.” Hun mente, at World Trade Center var en skamplet på det sydlige Manhattan.

World Grade Center blev symbolet på den globale handel, men på en ny måde, sammenlignet med dengang, det sydlige Manhattan tog imod handelsskibe og havde fysisk, hårdtarbejdende mænd langs kajen. Nu var bydelen tømt for fysisk arbejde, alligevel kaldte man de to tårne World Trade Center, hvilket for mange var ren ironi, da de repræsenterede alt andet end fysisk arbejde, men i stedet kontormennesker og papirbunker. Offentlige institutioner og private virksomheder lejede sig ind og styrede store dele af verdenshandlen – midt i Financial District.

Op i skyerne

En af de 50.000 ansatte var Sujo John, der arbejdede i nordtårnet i seks måneder forinden terrorangrebet den 11. september 2001. Han fungerede som account executive for et amerikansk firma, og holdt til på 81. etage i nordtårnet. Hver morgen kæmpede han sig igennem metropolbyens trafik, ned i metroen, op igen og værsgo – World Trade Center.

”Hver morgen var det en kamp om at nå på arbejde til tiden, da trafikken var så hektisk. Det var sjovt at se mennesker i en kombination af business-tøj og løbesko, så de kunne løbe gennem morgentrafikken. For mig var det en daglig kamp, og jeg var ofte så presset, at jeg tog en hurtig bagel og kop kaffe i lobbyen, inden jeg hastede ind i elevatoren.  Så kom jeg op på mit kontor. Udsigten var imponerende, og på en klar og skyfri dag, kunne jeg se ud til Frihedsgudinden, hvilket var ret inspirerende forhold at arbejde under. Bygningen gjorde et stort indtryk på mig, og uanset hvem jeg fortalte, hvor jeg arbejdede, så vidste alle, hvad World Trade Center var,” fortæller Sujo John.

For ham repræsenterede Twin Towers den amerikanske drøm, og hver dag mindede tårnene ham om, at man via hårdt arbejde kunne nå sine drømme i USA.

”Tårnene repræsenterede den amerikanske kapitalisme, og indimellem føltes det som om, hele verden kun handlede om ren business. Nogle gange blev jeg overrasket over, hvor stor en indflydelse Twin Towers havde på resten af verden, og det var fascinerende at se mennesker med forskellige baggrunde og nationaliteter arbejde sammen i verdens handelscentrum. Det væltede ind med mennesker fra undergrunden i kælderen. De arbejdede, shoppede, gik på restaurant, i banken – det var en by i byen.”

Til trods for at World Trade Center var indbegrebet af big business, var det også et sted, overrandt af turister og lokale newyorkere. Udover udkigsposterne med 80.000 besøgende om dagen lå den verdensberømte restaurant, Windows on the World, på 107. etage i nordtårnet. Restauranten åbnede i 1976, og var kategoriseret som en af New York’s bedste. Den var eksklusiv, dyr og dresscode var påkrævet. Mænd uden jakkesæt blev henvist til baren. Selv om menuen bestod af caviar, østers og foie gras, kom de fleste herop for at nyde udsigten, smage på byens magi og kigge Uptown, op på Empire, nedad Broadway, mens man lyttede til pianisten. Bordene var placeret langs vinduerne, fra gulv til loft, for at give gæsterne en fornemmelse af at sidde i en flyver, der fløj henover byen. Stod man ved vinduerne, var det som at tage et skridt ud i luften.

Sujo John benyttede sig ofte af de mange restauranter. Hans kone arbejdede på 71. etage i sydtårnet, og hver dag mødtes de til frokost i en af tårnenes restauranter. Når de havde fri, klarede de alle deres indkøb i det store shoppingcenter under tårnene. For Sujo John og sin kone var World Trade Center ikke kun deres arbejdsplads, men et kerne i deres liv, hvor de arbejdede, handlede, gik ud og opholdt sig rigtig mange timer hver dag.

Mødet med 11. september

Den 11. september 2001 var Sujo John mødt på arbejde, da det ene fly fløj ind i nordtårnet. Han stod på 81. etage og var ved at sende en fax, da han hørte en enorm eksplosion fra et American Airline-fly, der fløj ind i bygningen ti etager over Sujo John’s kontor. Det lykkedes ham at komme ud af bygningen, hvorefter han tog en færge over til New Jersey. Da han gik i land, kiggede han over på Manhattan, der var dækket af røg. Nordtårnet var kollapset, og han indså, at nogle af sine kolleger ikke var nået at komme i sikkerhed. Senere på dagen blev han forenet med sin kone.

I dag kender vi historien. I løbet af en september-morgen forsvandt verdens handelscentrum, efter i næsten 30 år at have været New York’s og USA’s hjerte. En kultur og arbejdsplads for 50.000 mennesker gik op i rød og aske. I dag står et nyt World Trade Center opført, hvilket er udtænkt af arkitekten Daniel Libeskind. En stjernearkitekt, vokset op på Manhattan, der i 60’erne og 70’erne dagligt gik rundt omkring byggepladsen, hvor Twin Towers blev bygget. Han var fascineret i uvished om, at han en dag ville få en afgørende finger med i områdets udvikling.