Møbler til folket

Møbler til folket

Weekendavisen 2014:

FDB møblerne skulle højne den danske boligkultur med en mere progressiv og fornuftig indretning af efterkrigsårenes boliger. Projektet lykkedes, og så gik det galt. Ny bog om de kendte møbelperler.

I 1950erne blev FDB møblerne et synligt aftryk på opbyggelsen af den danske velfærdsstat. Nok opnåede Danmark en økonomisk fremgang og sociale forbedringer efter dønningerne fra Anden Verdenskrig, men det var på bibliotekerne, i skolerne, på kollegierne og i kirkerne den voksende velfærd virkelig kunne spores. Her stod folkestolen, shakerbordet, pindestolen og en række andre FDB Møbler som individuelle symboler på demokrati og en lysere fremtid.

Dermed var FDB’s (Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger) folkemøbler et vigtigt nedslag i den nye, modernistiske samfundsorden, hvilket en ny bog skildrer. En lys og lykkelig fremtid – historien om FDB Møbler, skrevet af forfatter og professor ved  Copenhagen Business School Per H. Hansen, og den første af sin art, der folder hele historien ud om de velkendte møbler.

Idéen om, at detailvirksomheden skulle sælge møbler, går tilbage til 1900, men det var først omkring 1930, man sporede sig ind på filosofien om de rationelle møbler, da man ansatte arkitekten M.K. Michaelsen. Han undrede sig over, at folket gad at indrette deres boliger med overpolstrede og tunge møblementer. En halv snes år skulle gå, før FDB var klar til at igangsætte en folkelig bevægelse og et modsvar til ”det hårdt pumpede slagtersæt”, som man påduttede fortidens indretning – de mørke, ornamenterede klunkemøbler.

FDB’s direktør, Frederik Nielsen, fik af Kaare Klint anbefalet den unge arkitekt Børge Mogensen, der i 1942 blev ansat som leder af FDB’s nyoprettede møbelkontor i København. Formålet var at højne dansk boligkultur gennem demokratiske og funktionsbetonede møbler, formgivet ud fra modernistiske og kulturradikale retninger, hvilket gjorde den klintske Mogensen til et oplagt valg. Tiden var moden.

I de første år udviklede Børge Mogensen et komplet møbelprogram med stole, borde, skabe, opbevaringsmøbler, senge – enkeltmøbler, der kunne kombineres og udbygges efter den jævne families behov og ønsker. De skulle være prisvenlige med et præg af fornuft, god kvalitet, og herefter sælges i FDB’s næsten 2.000 brugsforeninger, der tilsammen havde 400.000 medlemmer. Nu skulle danskerne forstå, at deres tilværelse både ville blive lys og lykkelig, hvis de købte den nye møbelideologi.

Derfor producerede FDB i 1945 en markedsføringsfilm, En lys og lykkelig fremtid. Filmen varede 30 minutter, og fortalte en historie om et ungt nygift par, der skulle indrette deres nye lejlighed. De havde hverken brug for eller råd til hele interiører, købt hos de gamle møbelhandlere på afbetaling. Så stødte de på FDB møblerne, nyere, lettere og billigere, som endte i parrets hjem. Derudover fulgte større kampagner, kataloger, pjecer og brochurer, der skulle opdrage danskerne ved at vise, at en toværelseslejlighed snildt kunne fremstå rummelig, hvis den bare var indrettet med fornuft. Også i skolerne fandtes propagandistiske undervisningsprogrammer, som lærte børnene, hvordan en bolig kunne og skulle indrettes, og samtidig åbnede FDB flere separate møbelforretninger i byer som København, Odense, Kolding, Esbjerg, Aalborg.

Bag denne fremrykning stod Børge Mogensen, hjulpet af snedkerudannede arkitekter som Hans J. Wegner, Ejnar Larsen & Aksel Bender Madsen og Poul M. Volther, der op gennem 40erne udviklede nogle af FDB’s mest ikoniske møbler. Folkestolen J39, pindestolen J46, der i 1946 havde solgt 850.000 eksemplarer. Windsorstole, shakerbordet, gyngestolen, sybordet, lænestole, børnemøbler, Peters bord og mange andre med den fællesnævner, at de var hensigtsmæssige og bygget af ærlige, naturlige materialer som eg, bøg og fyr. De var tilpasset menneskets kropsmål, en videnskabelig tilgang og social ingeniørkunst, pakket ind i en fortælling, der gik imod traditionen og kapitalismen.

Selv om visionen var på plads, var det ikke ensbetydende med, at møblerne solgte sig selv. I dele af møbelbranchen var man skeptisk. For eksempel kunne man i 1947 læse i møbelfabrikanternes blad: ”FDB har fået sin egen møbelfabrik – foreløbig behøver vi ikke at regne med den.” I kommentaren henviste man til Tarm Stole- og Møbelfabrik i Vestjylland, som FDB havde købt for bedre at kunne kontrollere produktionen og prissætningen. De private møbelfabrikker forstod det ikke – hvorfor bruge tid og ressourcer på at producere noget, der ikke kunne sælges, tænkte man. Men hos FDB fulgte man ikke markedet, produktionen fortsatte, man havde et kulturelt projekt om at indrette efterkrigstidens hjem på en bestemt måde. Forbrugerne skulle bare lytte.

Efterspørgslen var ikke det eneste problem. Idéen om, at møblerne skulle være billige, levede ikke op til FDB’s egne forventninger. Eksempelvis have brugsforeningerne meddelt, at de kunne sælge Børge Mogensens pindestol for 8 kroner og 25 øre stykket, men ifølge Mogensens beregninger ville den koste 20 kroner og 50 øre, stik modsat tanken om møbler til folket. Dog lykkedes det at sætte stolen til salg for 16 kroner og 50 øre.

Først omkring 1950 kom der for alvor gang i salget, da moderne møbelarkitektur begyndte at slå igennem i Danmark og i udlandet. Man fik rationaliseret produktionen og måske vigtigst af alt, FDB fik arkitekterne til at forstå, at den industrielle produktion af fabriksmøbler aldrig kunne sammenlignes med snedkermøbler. Materialer, arbejdsfordeling og maskinanvendelse måtte spille sammen.

Omkring samme tid, 1950, forlod Børge Mogensen FDB Møbler. Han have udbygget en kollektion, der blev præsenteret i et 60 sider langt katalog, hvor den menige mand i brugsen kunne læse om hvert enkelt møbel og dets funktioner. Samtidig indrettede man prøvelejligheder overalt, blandt andet i de nyopførte Bellahøjhusene, så køberne kunne se, hvor enkelt ens bolig kunne arrangeres. Poul M. Volther tog over som tegnestueleder, og selv om han i 1954 designede et spisebord, Museum of Modern Art (MoMA) i New York købte et eksemplar af, var det Mogensens designikoner, der op gennem 50erne og frem til midten af 60erne gav FDB sin epoke.

I 1953 opnåede møbelfabrikken en rekordomsætning på 4,8 millioner kroner, en fremgang på 15 procent sammenlignet med året før. Salget fortsatte med at vokse, også i udlandet, selv om FDB’s møbler aldrig vandt indpas hos overklassen. Segmentet var den brede middelklasse, den unge, moderne, nyetablerede familie, der repræsenterede gymnasielæren, folkeskolelæren, sygeplejersken, bibliotekaren, kontorfuldmægtigen, ingeniørparret, mennesker med et progressivt, socialkulturelt livssyn. Målt i kroner og øre var de offentlige institutioner, kirker, biblioteker, plejehjem, venteværelser, klasseværelser og private virksomheder de største aftagere. Derved blev møblerne en kulturel markør og en del af folkets selvforståelse i den blomstrende velfærdssnak om fremtidens Danmark. Her skal det selvfølgelig nævnes, at hele den danske møbelindustri havde sin gyldne periode i 50erne.

Men fremgangen kunne ikke vare ved. I midten af 60erne var de moderne møbler blevet en almindelighed, konkurrenter pressede på og FDB endte med at blive en klods om benet på sig selv. Stadig hang man fast i troen på fremskridtet, rationaliteten og videnskaben, men nye samfundsskred, en antimaterialisme, individualisme, ungdomsoprør og kvindefrigørelse var nye bevægelser, som indrettede deres boliger med ølkasser og byg-selv-møbler. Udviklingen krævede en radikal omstilling, men hos FDB hang man fast i den tilbageskuende nostalgi, trods verden var forandret. Man havde ingen fantasi, et projekt, der kunne matche samtidens, i stedet holdt man fast i tanken om den rigtige stol, boligopdragelsen og en 20 år gammel fortælling.

I 1968 lukkede FDB sin tegnestue,  året efter åbnede IKEA sit første varehus i Danmark, (Ballerup, senere i Taastrup), og dermed var vejen banet til FDB møblernes totale tilbagetog. Modsat FDB forstod IKEA at lytte til forbrugerne, billige og moderne møbler, man kunne skifte ud efter behov og vigtigst – man dikterede ikke den gode, tidløse smag.

I 1980 indstillede FDB produktionen af møbler på fabrikken i Tarm efter 15 år uden fremgang og et nævneværdigt design. I 2013 relancerede Coop, det tidligere FDB, flere af de klassiske modeller fra 40erne og 50erne.

En lys og lykkelig fremtid – historien om FDB Møbler. 272 sider. Af Per H. Hansen. Udgivet af Samvirke.