At glemme sig selv

At glemme sig selv

Weekendavisen 2014:

Søren Sætter-Lassen er skuespilleren med de store, komplekse roller hos Strindberg, Shakespeare og nu i Woyzeck.

Klokken er 21.30, og Søren Sætter-Lassen står i sin garderobe. Han er lettet i sit blik, krøllerne drypper, mens han kæmper sig ud af soldaterdragten, våd og blodig. Han har givet alt, 75 minutters selvdestruktion foran en fyldt sal, netop kommet op fra scenen efter forpremieren på Woyzeck i Skuespilhuset.

”Det er altså et frygteligt stykke, frygteligt,” siger han halvgrinende om Woyzeck, den menige soldat, som for at bevare sin menneskelighed underlægger sig overklassens kynisme og brutalitet. Han kan ikke rejse sig, flytte sig, og dræber i afmagt sin kæreste, Marie, dolket ihjel på scenen. Stykket er slut. Han har råbt, dybt fra mellemgulvet, grædt og gået flere kilometer på en nådeløs drejescene, der aldrig stopper.

”Det er skønt at få sit kostume af. Min uniform er lavet af tyk uld, og hvis Napoleons soldater havde haft sådan en på, havde de indtaget Rusland. Samtidig er der denne her scene, der bare kører rundt og rundt, og jeg kommer aldrig af den. Jeg er sjask våd og mere udmattet end normalt, da jeg op til en premiere kan føle mig lidt udsat, hudløs. Er alle aftaler på plads, gjorde jeg det, instruktøren bad mig om ved noterne i går? Samtidig forsøger jeg at prøve grænser af, og med hensyn til Woyzeck er det en smule forvirrende, fordi vi på scenen faktisk ikke kan fornemme publikum, som man ellers plejer at kunne i mindre ”radikale” iscenesættelser. Det handler om at tro på det og læne sig tilbage i instruktørens ide.”

Georg Büchners (1813-1837) Woyzeck, skrevet i 1836, er endnu et i rækken af komplekse, klassiske teaterstykker med 58-årige Søren Sætter-Lassen som frontkarakter. Senest  gjaldt det som Ritmesteren i Strindbergs Faderen og i 2010 lagde han anmelderne ned som den nådeløse Richard III, der senere indbragte ham en Reumert. Det er de tunge roller, de lange, eksplosive replikker og den kontrasterende gråd, som planter et gisp og en liv eller død-stemning blandt publikum.

Det er i Shakespeare, Strindberg, Moliére og Tjekhov, at Søren Sætter-Lassen for alvor manifesterer sin kunst, når nationalscenen folder sit A-hold ud. Han er med, forrest, som han har været det i mere end 25 år på Det Kongelige Teater. Så er det nærliggende at tænke, at sceneskrækken har lagt sig.

”Jeg føler, jeg starter på bar bund, hver gang jeg får en ny rolle. Jeg aner ikke, om jeg kan spille den. Jeg må prøve at rense mig selv for igen at finde ind til kernen og derfra lave en ny rolle. Jeg synes, jeg skal over en masse hurdler hver gang, jeg påtager mig en ny rolle. Jeg forsøger ikke at gentage mig selv, da der let kan snige sig rudimenter ind fra andre roller, hvis man går fra den ene rolle til den anden. Heldigvis har jeg været så privilegeret at blive udfordret med meget forskellige karakterer på Det Kongelige Teater.”

Hvordan oplever du timerne op til en premiere?

”Jeg bliver nok lidt indelukket. Dengang, jeg havde små børn, gjorde jeg tit en dyd ud af, at det var meget vigtigt for mig at gå i svømmehallen eller sådan noget, så jeg ikke skulle sidde og være et nervevrag i mange mange timer op til en premiere. Men nu har jeg ikke små børn længere, så nu har jeg desværre bedre tid til at blive skide nervøs. De senere år har jeg haft et behov for at have én time til at gå teksten igennem. Ikke, fordi jeg vil sige den højt for mig selv, men for at skabe mig et overblik. Jeg har tit tænkt på, hvornår jeg skal holde op med det, men jeg er nok bange for, at jeg pludselig ikke ved, hvad jeg skal sige – en kontrolfreak. Det handler om angsten for at ødelægge historien, ødelægge magien på scenen.”

I forbindelse med opsætningen af Woyzeck, har instruktøren Staffan Valdemar Holm brugt Büchners originale manuskript med fragmentariske scener og kodeagtige tankestreger, hvilket har betydet, at Søren Sætter-Lassen flere steder i stykket har skullet digte sig frem til en mening. En ekstra udfordring i hans evige kamp om at blive den figur, han spiller.

”Til de første læseprøver syntes jeg, mange passager lød som volapyk. Så måtte jeg i mine tanker ”oversætte” replikkerne, for at de gav en mening for mig, hvilket er ret spændende. Et sted antyder Woyzecks officer ham i forblommede vendinger, at Woyzecks kone har et forhold til tambourmajoren, hvorefter Woyzeck siger: ”Dejligt vejr i dag Hr. Kaptajn. Sådan en smuk, grå, fast himmel. Man har lyst til at banke en krog i den, så man kan hænge sig.” I starten forstod jeg det ikke, men her går det op for Woyzeck, at konen er ham utro. Det er jo to be, or not to be. Skal man, skal man ikke. Det er muligt, at Büchner ikke har ment det sådan, men for mig er dette en form for mening.”

Hvad skal der til for, at du kan synke i et med figuren?

”Jeg synes, det er vigtigt at forstå figuren, selv om jeg skal spille en type som Richard III, der myrder folk omkring sig for at få magten. Jeg er nødt til at forstå karakteren og komme ind i den. Ikke for at forsvare den, men i hvert fald for at forstå den. I min skuespillerhjerne forstår jeg godt Richard III, selv om det lyder meget uhyggeligt. Jeg vil prøve at finde et slags menneske i skurken, så det ikke bare er et uhyr, der står foran publikum. Jeg må være ærlig over for den figur, jeg spiller, ellers falder det fra hinanden.”

Kører det så herfra, eller skal du konstant være på vagt i forhold til at fastholde karakteren?

”Det kan du godt sige. Jeg forsøger at blive ved med at udvikle en rolle. Efter en hver forestilling tænker jeg, sådan kunne jeg også gøre og sådan kunne jeg vende en replik anderledes. Så jeg bliver faktisk ved med at arbejde med en rolle under et forestillingsforløb. Jeg stiller mig selv opgaver for at videreudvikle rollen. Hvis man bare repeterer, bliver det frygteligt kedeligt.

Hvordan kan du udvikle en rolle og samtidig være tro mod manuskriptet?

”På et tidspunkt spillede jeg sammen med Jørgen Reenberg i forbindelse med Onkel Vanja. Vi havde et stort opgør i tredje akt, hvor det ender med, jeg vil skyde professoren, spillet af Jørgen Reenberg. Efter en række forestillinger, sagde Reenberg til mig: Nu har vi spillet de samme høje C’er i to uger, nu lægger vi dem andre steder. Jeg tænkte, det kan vi da ikke. Men så endte vi med at flytte rundt på dem til andre passager i scenen, hvilket betød, at der kom en ny dynamik og et nyt liv i scenen. Stykket blev rigere. Sådanne indgreb kan være nødvendige for at holde en forestilling i live gennem tre måneder. Det var meget ubehageligt, men også dødspændende, fordi pludselig opstod der en utryghed på scenen. Det var et frit fald, men det lærte mig meget i forhold til at udvikle en rolle, og det var jeg Jørgen Reenberg meget taknemmelig.”

Du virker meget disciplineret. Er det svært for dig at holde fri?

”Ja, det vil jeg sige, Jeg sætter mig ned på min flade og lærer manuskriptet hurtigt. Jeg er meget flittig, måske for flittig, og nogle gange tænker jeg: Hold kæft, det fylder meget. Indimellem har jeg været ulidelig at være sammen med på ferier og den slags, fordi jeg har siddet og terpet, læst manus og været bekymret. Når jeg det, tænker jeg. Men de seneste somre har jeg sagt til mig selv, at denne Søren gider jeg ikke at holde sommerferie sammen med. Så det kræver disciplin fra min side at sige: Nu er det søndag, nu kan du godt gå til frokost hos dine venner. Du behøver ikke at læse Woyzeck hele søndagen. Men det at spille teater fylder meget i mit liv, og når klokken er 14., og jeg ved, jeg skal være på teatret klokken 18.30, begynder jeg så småt at gøre mig klar, i hvert fald i min bevidsthed. Det er en lang start, men jeg tror faktisk, at mange skuespillere har det sådan. Det afhænger naturligvis også af, hvor stor rollen er, men i perioder, har jeg spillet store, krævende roller, og så fylder teatret meget.”

Søren Sætter-Lassen er den type skuespiller, som både mestrer skurkerollen og offerrollen, og samtidig ejer han komediefigurernes knopskudte fantasi som Harpagon i Den Gerrige. Det finurlige, kvikke blik og så de undergravede øjne med fugtige kroge. Privat er han noget så svært som – rar, en, man får lyst til at ryge en cigaret med.

Han blev uddannet skuespiller på Odense Teater i 1978. Fire år efter stiftede han Grønnegårds Teatret sammen med Christian Steffensen og Lars Liebst, hvor det store Holberg-setup blev rullet ud. Siden blev han tilknyttet Det Kongelige Teater og har medvirket på tv og i film, for eksempel i Bryggeren og Marie Krøyer.

I 2012 var karrieren ved at briste, da en scenevæg styrtede ned over ham under prøverne til forestillingen Lulu i Skuespilhuset. Han brækkede underbenet og fik brud på flere ryghvirvler. Efter et intenst behandlingsforløb og tvivl om, hvorvidt han ville komme til at gå igen, vendte han tilbage til scenen og sagde ”ja” til de store roller. Til spørgsmålet om, hvad ulykken har gjort ved ham som skuespiller, tøver han. Alligevel oplevede han så sent som i forbindelse med prøverne til Woyzeck, at noget var forandret.

”På et tidspunkt i stykket kommer der en trapez ned højt oppe fra himlen. Jeg, Woyzeck, vader rundt på scenen, og pludselig er redningen der. Ta’ mig med op i himlen, jeg vil ikke være hernede i det sorte helvede. Trapezen stiger op, står stille, hvorefter den glider ham ned igen. Efter at have spillet denne del et par gange, havde jeg en drøm, hvor jeg kom op i trapezen, der blev ved med at køre op. Teknikerne kunne ikke stoppe den. Jeg fortsatte op, og der er edderhyleme langt op til loftet. Jeg så mig selv sidde 20 meter over jordens overflade uden sikkerhedsline, mens jeg kunne høre mine medspillere løbe rundt og skrige nede på scenen, ligesom de gjorde, dengang jeg lå under scenevæggen. Så vågnede jeg, det var midt om natten, jeg kunne ikke sove igen. Dagen efter gik jeg ind på teatret og spurgte, om sådan noget kunne lade sig gøre. Det kunne det selvfølgelig ikke. Jeg var ikke bange for at komme tilbage til teatret eller få noget i hovedet, men der ligger åbenbart et eller andet og lurer, siden jeg kan drømme sådan noget.”

Det virker ikke til, at teatret har skræmt dig væk efter ulykken. Hvad er scenen for et rum for dig?

”Det med teatret er noget meget mærkeligt noget. De sidste fire måneder har jeg haft to store personlige sorger, hvor jeg indimellem har tænkt, at jeg ikke kunne slæbe mig selv herind. Da jeg så kom herind, var scenen pludselig et helle. Hvis jeg kan fokusere, hvilket ikke altid er muligt, sige, nu er det nu, lyset slukkes i salen, publikum sidder klar, så kan jeg flytte mit private jeg over til et andet sted – rollen bliver et slags frirum. Jeg glemmer mig selv, og jeg tror, at denne selvforglemmelse er en forudsætning for at kunne præstere på scenen. Det er fantastisk.”

Woyzeck, Skuespilhuset, spiller frem til 21. maj 2014 og har udover Søren Sætter-Lassen også Lene Maria Christensen, Kirsten Olesen, Helle Fagralid, Peter Gilsfort og Henrik Jandorf på rollelisten.