“Man pisker sig selv”

“Man pisker sig selv”

Weekendavisen 2015:

Filminstruktøren Christina Rosendahl kredser om løgnen i ny film om Thulesagen og Danmarks atomvåbenpolitik. Rosendahl vil skubbe sit talent til grænsen og efterlyser mere mod i dansk film.

Da et amerikansk B-52-fly med fire brintbomber om bord styrtede ned ved Thule Air Base i Grønland i 1968, udløste ulykken en årtier lang sag om en hemmelig dansk atompolitik, der først blev afsløret mere end 25 år efter som en af Danmarkshistoriens største udenrigspolitiske skandaler. Militærbasen var blevet opført i 1950erne som et led i den amerikanske koldkrigs-strategi med godkendelse af den danske regering, dog uden tilladelse af atomvåben på dansk territorium, hvilket var den officielle udmelding fra H.C. Hansen-regeringen. Men i 1994 fandt man i Udenrigsministeriet et brev, som afslørede, at daværende stats- og udenrigsminister H.C. Hansen i 1957 i al hemmelighed, bag om befolkningen og uden om Det Udenrigspolitiske Nævn havde givet amerikanerne lov til at placere atomvåben i Grønland. Hele sagen blev rullet ud af DR-journalisten Poul Brink (1953-2002), efter at han i 1986 var blevet opsøgt af den tidligere Thulearbejder Marius Schmidt, fordi mange af hans venner havde fået dødbringende hudlidelser af den radioaktive stråling under oprydningen af flystyrtet.

Nu er hele sagaen blevet filmatiseret i filmen Idealisten, baseret på Poul Brinks bog, Thulesagen – løgnens univers, og instrueret af filminstruktøren Christina Rosendahl. Det er hendes første voksenspillefilm, og følger journalisten Poul Brink, spillet af Peter Plaugborg, og hans undersøgelser af Thulearbejdernes oprydningsarbejde og den endelige afsløring af hele sagen fra midten af 80erne til Thulearbejdernes økonomiske erstatning i 1995. Det er en historie om løgne, og om hvorvidt løgnen kan gradbøjes af sikkerhedsmæssige hensyn.

”Jeg blev fascineret af løgnen. Den drager altid én, fordi mennesker har grunde til at lyve. Fra starten var jeg optaget af dilemmaet, nemlig at tage modpartens syn. Havde H.C. Hansen en grund til at lyve, hvad var risikoen ved at sige sandheden og var Poul Brink bare en pisseirriterende, stædig journalist, der var optaget af at blive berømt? Man kan jo bare spørge sig selv, hvad der var sket, hvis H.C. Hansen havde sagt højt, at han havde givet amerikanerne ret til at placere atomvåben i Grønland? Så var Danmark nok blevet invaderet af Sovjetunionen. Men han skulle jo have været igennem Det Udenrigspolitiske Nævn, hvor man har tavshedspligt. Det gjorde han ikke, og det går bare ikke,” siger Christina Rosendahl, da Weekendavisen møder hende i København.

44-årige Rosendahl kom ind i Thulesagen i 2003, da en veninde fra Det Danske Generalkonsulat i New York under en frokost ved Esplanaden præsenterede hende for Poul Brinks bog. ”Se, om der ikke er en film i den,” sagde veninden. Christina Rosendahl gik hjem og læste bogen, hvorefter hun rejste til Madrid for at opsøge Brinks spanske kone, som netop var blevet enke. Hun fik rettighederne til en filmatisering, men var i gang med sin uddannelse på den alternative filmskole Super16. Først i 2008 var hun klar til at realisere idéen, og brugte de næste syv år på omfattende research, interviews med politikere, embedsmænd og Poul Brinks nærmeste. Rejser til USA og ni måneder i klipperummet, hvor hun har skabt en overbevisende film, som blander fakta og fiktion i en sand spændingsfortælling. Et komplekst materiale, men hun tvivlede aldrig.

”Projektet bliver nødt til at føles stort, før det for alvor engagerer mig. Filmen skal have et element af noget, der blæser mig af pinden og gør mig skrækslagen, en voldsom kraft, ellers gider jeg ikke.

Det skal være stort. Hvordan?

”Det handler om en drivkraft, der går igen i mit arbejde som formand for Danske Filminstruktører. Altså, jeg vil gerne lave hele filmbranchen om, og jeg kan lave det hele om. Det er en naivitet, en opblæsthed hos mig selv, men selvfølgelig kan jeg det. Jeg kan godt tale med om forsvarspolitik mellem Danmark og USA og lave en historie, hvor jeg jonglerer rundt med store politiske koryfæer, selv om jeg jo egentlig bare er en filminstruktør. Husk på, jeg har fået penge af staten til at lave denne film, jeg sidder ikke bare og laver noget for at underholde, der er et bud i det, også til at provokere staten.”

Handler det i virkeligheden om at skubbe sit talent til grænsen?

”Jeg kommer hurtigt til at kede mig. Det handler om at presse sig selv, og jeg er tiltrukket af at være udsat for noget, der føles farligt. Det er forførisk, dragende, at være uimponeret.”

Inden Christina Rosendahls afgang fra Super16 i 2004, havde hun med stor succes instrueret dokumentarfilmen Stjernekigger, 2001, der handler om Swan Lee, hendes lillesøster Pernille Rosendahls kamp for et musikalsk gennembrud. Herefter fulgte flere dokumentar- og kortfilm, inden gennembruddet i 2006 med ungdomsfilmen Supervoksen, som skildrer overgangen fra barn til voksen gennem tre piger i 1.g. Filmen vandt en Robert for bedste børne- og familiefilm i 2007, og siden kastede hun sig over flere kortfilm og et par afsnit af tv-serien Lulu & Leon.

Hun er optaget af dilemmaer, der ikke kan løses, og som instruktør er hun den type, som ikke altid har et svar til sine skuespillere. De skal byde ind, vise engagement og selv kæmpe for at forløse deres karakter. Som da Søren Malling, der spiller Marius Schmidt i filmen, mødte op på første optagedag med en omskrivning af den planlagte scene. Han mente, at hans version var bedre end Rosendahls, og selv om hun blev fornærmet, blev hun også nysgerrig og gav grønt lys. Skuespillerne skal tage et ejerskab, passivitet magter hun ikke.

Det rebelske gemyt udspringer af en opvækst i et sammenstød mellem mores revolutionære arbejderidealer og farens konservative idealer om hårdt arbejde og tanken om aldrig at give op. Det de siger, vi ikke kan, det kan vi sagtens, var mantraet.

”Man må have sin integritet i behold. Når man møder modstand, kan man gøre to ting: Enten pege på de andre og give dem skylden, eller man kan pege på sig selv og gøre noget ved det. Jeg er meget sort-hvid, det er tusinde procent den ene vej, eller tusinde procent den anden vej. Jeg får myrekryb, hvis jeg skal påtage mig en offerrolle, sådan vil jeg ikke være. Jeg peger på mig selv, hvad kan jeg gøre bedre, hvad kan jeg lære og hvorfor er jeg så bitter lige nu? Man pisker jo sig selv.”

Hvad henter du i denne kamp?

”Lige efter jeg havde lavet Supervoksen, udviklede jeg en film, der næsten var færdigfinansieret og klar til at blive skudt i gang. Vi havde en aftale med en tv-station om, at de skulle give penge, men så trak de stikket i sidste øjeblik. Her var konventionen at sætte sig op i sit sommerhus og græde i tre uger, det gjorde jeg også, men da jeg kom tilbage, meldte jeg mig ind i Danske Filminstruktørers bestyrelse, fordi nu skulle filmsystemet laves om, efter at min film var gået ned med et smæk.”

Hvad er det for et spark, du vil give dansk film?

”Vi har levet på dogmefilmens avantgardebølge, dens eksplosive og jomfruelige kraft, den har inspireret en hel branche, der så har integreret den i mainstream, som Dogme95 er blevet de seneste fem år. Nu skal der komme en ny avantgardebølge, hvor filmskaberne tager et større ejerskab over deres film. Vi skal definere et koncept og påtage os magten igen. Ansvaret og magten skal tilbage til filmskaberne, det kreative lag.”

Uddyb?

”Hvis jeg skal være ærlig, så er filmbranchens økonomiske krise rigtig godt på kunstens vegne. Når man bliver presset maks. op ad væggen, så er det dér, man er tvunget til at komme på de nye idéer, og dem mangler vi i dansk film. Det er som om, vi laver noget for at overleve, men det skaber ikke de gode film, her er der brug for et indspark.”

Hvad er så den gode idé?

”For nogle måneder siden så jeg et indslag i TV Avisen, der handlede om et projekt, hvor man placerede en børnehave ved siden af et plejehjem. Indtil da sad de gamle og kedede sig på en bænk, de skulle bare passes, det var konventionen. Men modbilledet var, at de blev sat sammen med børnehavebørnene, og så opstod noget nyt. Både børnene og de ældre livede op i hinandens selskab. Det skal vi have mere af, der er for få konventionsbrud. Det handler om hele tiden at stille de sindssyge spørgsmål, som udfordrer konventionen, så kommer de gode idéer. Man skal blive ved.”

Idealisten, SF Film, 1 time og 54 minutter. Premiere 9. april 2015.