Lysets stimulans

Lysets stimulans

Kristeligt Dagblad 2014:

Forårslyset har altid kunnet spores til tidens musik, litteratur og billedkunst. Hvorfor? Det stimulerer os, vi bliver mere positive, mindre depressive, når forårslyset bryder igennem og kaster om sig med lysreflekser.

På mandag den 5. maj er den officielle ankomst for de lyse nætter. I ni lange måneder har vi ventet på dem, siden de ubarmhjertigt forlod os i august og blev erstattet af dunkle eftermiddage og visnelignende farver. Vi kom igennem vinterhalvåret, hjulpet på vej af brandeovne, vintergryder, rødvin og de få, men opkvikkende middagsture i den frosne skov, inden solen igen gik ned, og mørket faldt på.

Alt dette er nu glemt, fortrængt, og selv om den kommende døgnrytme med lys fra tidlig morgen til sen aften er os så velkendt, svækkes vores begejstring ikke, hvorfor vi omfavner lyset ved en hver lejlighed, løber, kaster os og går ud i det, fordi vi har levet i mørket, kontrasten, men nu er det slut.

I de kommende måneder vil de fleste af os opleve en større glæde, da det er velkendt, at dagslys har en positiv afsmitning på vores generelle trivsel. Vi er afhængige af solens stråler, både for at kunne leve, men måske lige så vigtigt, for at kunne stimulere vores hormoner og sanser. Her er især forårslyset den bedste kilde til et bedre velbefindende, fordi vi bedre registrerer dets mange og farverige nuancer modsat efterårets og vinterens fattige kulør.

Stimulerer vores energi

”De fleste mennesker oplever lyset som noget positivt. Det at dagene bliver lysere og længere og vi får mere lys til rådighed, gør noget godt ved os, og derfor søger vi automatisk mod lyset. Samtidig kan forårslyset være med til at stimulere vores aktivitet og forøge vores energi. Det er især os på de nordlige breddegrader, der oplever dette, modsat dem, som lever på ækvator, hvor der er mindre forskel på døgnrytmen,” siger Jens Hannibal, lysforsker fra Klinisk Biokemisk Afdeling på Bispebjerg Hospital

Mennesket har altid været afhængig af sollys for at kunne leve, skaffe føde og til at navigere. Især inden det elektriske lys blev opfundet i 1800-tallet, hvor dagslyset var essentielt for at kunne overleve. Siden har vi fundet ud af, at de lyse årstider har en positiv virkning mod vinterdepressioner. Mennesker, der ikke oplever lys, kan nemlig føle sig utrygge og bange, hvilket er en af årsagerne til, at vi sætter mere pris på lyset. I øvrigt ved man, at flere mennesker begår selvmord i vinterhalvåret, eller hvis de ikke oplever dagslys.

Lige nu kan forårslyset bedst opleves i skove og på gader og stræder, hvor dets stråler rammer brosten, tage, bygningsfacader og træer og giver dem et væld af lyse nuancer, vi ikke har oplevet siden august. Det samme gør sig gældende i hjemmet, hvor træspisebordet, blomsterne, de hvide vægge og servicen bliver pålagt et særligt skær, der giver tingene et nyt og inspirerende farvespil.

Grønne blade og blåt lys

Men det er i skoven, vi for alvor kan registrere lysets ankommen. Skovbunden er ved at blive tør, de visne blade knaser og frem springer nye bøgeskud, der inden længe vil skyde på ny. Sollys vælter ned gennem de millioner af blade, og græsset bliver sommergrønt. Pludselig skal vi forholde os til mange nye farver og nuancer, som kan virke banale, og selv om vi bevæger os gennem skovens stier, som vi også gjorde det i vintermånederne, sker der noget med os i takt med, at skoven har ændret sin farve. Ubevidst registrerer vi nu de nyankomne farvestrøg.

”Vi kan stimulere vores glæde ved at se på skovens grønne farver. Grønt og blåt lys bevirker, at vi får en mere positiv tilgang til livets udfordringer, da disse to farver kan øge vores mængde af glæde og samtidig stimulere vores sindstilstand, så disse to nuancer, modsat det røde lys, spiller en rolle for, hvordan vi har det mentalt. Det kan for eksempel være lysrefleksioner fra de grønne blade eller det blå skær fra himlen. Samtidig kan den grønne farve give os en bevidsthed om, at vi går fra en mørk vinter til en lys sommer, hvilket kan virke som en intens glæde.”

Forårslys som inspiration

Den lyse årstid og foråret stimulerer ikke blot vores følelser, men har samtidig været en inspirationskilde for digtere, kunstmalere og sangskrivere. Forårsblomstrende løg i skovbunden, solens glæde, forventningen og ud i det blå.

Vi kender naturligvis Vivaldis Spring fra The Four Seasons (1723), en opkvikkende rejse gennem skovens og blomsternes tilbagevenden efter vinteren. Så er der de gamle, danske sange som for eksempel Frydeligt med jubelkor af Morten Børup, Den kedsom vinter gik sin gang, Du blå viol, du bly viol, Grøn er vårens hæk, Den grønne, søde vår og Det er lærkernes tid. I 1973 kom Kim Larsen med Det er i dag et vejr, skrevet af digteren Ludvig Holstein, fra sit debutalbum Værsgo. Jazzens kunstnere har ligeledes altid brugt forårets lys og sanselighed i kompositioner som April in Paris fra 1932, Spring is Here, Bill Evans You Must Believe in Spring-album, Up Jumped Spring, Spring in Central Park og Spring Can Really Hang You Up the Most af Fran Landesman fra 1955.

Af nyere danske forårssange kan nævnes Alberte Windings Lyse Nætter fra 1991, hvor den folkekære sangerinde synger om lyset, så det nærmest rammer en fysisk.

”Nu kommer fuglene igen, og lyset vælter pludselig ind, det kommer gennem alle sprækker, lyse nætter er tilbage. Du er tilbage, du er hos mig,  du er tilbage med varme dage, du er hos mig.”

Danske kunstmalere har på samme vis hentet inspiration fra forårets lys, hvor især Skagensmalerne satte deres signatur. Malere fra nær og fjern slog sig ned i den skandinaviske kunstkoloni fra 1870 for at male stedets særlige lys, som var det gennemgående tema i de mange værker fra den tid. Her kan især nævnes P.S. Krøyers maleri, Måneskinsaften på Skagen Strand, fra 1899, hvor aftenlyset giver vandet og sandet varme nuancer.

Officielt løber de lyse nætter fra starten af maj og frem til starten af august.