Lad det flyde

Lad det flyde

Weekendavisen 2014:

Nyt album fra Tina Dickow, der efter 15 år smider kontrollen og giver plads til musikkens intuition. ”Det er så enkelt, at det næsten gør ondt.”

Det var efteråret 2011. Tina Dickow stod i sit nye køkken i villaen i udkanten af Reykjavik, som hun netop var flyttet til sammen med kæresten, musikeren og arbejdskollegaen Helgi Jónsson. Hun vred en karklud op og kørte den henover køkkenbordet, mens det islandske vejr passerede på den anden side af panoramavinduerne – havet, bjergene og horisonten som insisterende modpoler til den flakkende hoteltilværelse i London og København årene forinden. Hun blev overrumplet af en ro og fandt et uventet fodfæste, hun ikke tidligere havde oplevet. Ting faldt i hak, hun var klar til et liv med villa, hverdagsritualer, madlavning og et nybygget hjemmestudie efter ti år på landevejen.

En ro og umiddelbarhed, der kulminerer på Tina Dickows sjette studiealbum, Whispers, som udkom den 25. august. To år efter successen Where Do You Go To Disappear, hvor den århusianske sangpoet overraskede med et danselignende og alsidigt tempo. Nu er hun, efter eget ønske, tilbage ved udgangspunktet, de akustiske rødder, men mere modne, luftige og flydende, mens hendes hidtil dybeste vokalpræstation skaber en intens, harmonisk og nydimensionerende lyd gennem de ti numre, hvoraf halvdelen er skrevet til Pernille Fischer Christensens film, En du elsker, med Mikael Persbrandt i hovedrollen.

”Jeg kan mærke, at min indstilling til musikken er blevet nemmere, knap så svær, det kan ikke gå galt. Det må være en omprogrammering af min tilstedeværelse i musikken, der gør, at jeg ikke længere er nervøs. Med det her album er musikken helt klart kommet mere naturligt til mig. Faktisk kommer alt i mit liv mere naturligt nu, det giver næsten sig selv modsat tidligere, hvor jeg kæmpede mere for at få tingene til at lykkes, som man jo gør, når man er ung og har så meget på hjerte, der skal undersøges og blive klog på. Jeg var i et højere gear, mentalt, fysisk og geografisk, jeg halsede rundt, også i mit hoved.”

Er du landet?

”Jeg har ikke lyst til at sige, at jeg endelig har fundet mig selv efter 15 år, sådan har jeg det ikke. Jeg har været ærlig og til stede i den musik, jeg har udgivet, men i dag er der en ro i mit liv, som kommer ud i musikken. Jeg føler et større overskud til at nyde processen og nyde hvert et øjeblik, jeg spiller de her sange. De er ikke svære for mig, og sådan er albummet også lagt an, at jeg kan sætte mig ned til hver en tid og spille det, og så er det stadig fedt. Det er så enkelt, at det næsten gør ondt.”

Hvorfor skulle det pludselig være enkelt?

”Det er tit, når det bliver umiddelbart og intuitivt, at det flyder bedst. Især intuitionen har været den store lektion på det nye album. Altså, der er noget fedt ved, når tingene bare får lov til at flyde. Faktisk gav det lidt sig selv af den simple grund, at jeg skrev nogle af sangene til Mikael Persbrandt, som ikke er sanger. Derved blev jeg nødt til at simplificere mine melodier, hvilket viste sig at være en kæmpe lettelse for mig. Før har jeg tænkt, at det ville være for simpelt, lad mig lige prøve at få mere kød på, men på den nye plade har det virket modsat. Jo enklere, jeg kunne gøre musikken, jo mere kød kom der på, hvis jeg ramte plet med de få elementer, jeg brugte undervejs. Jeg fik et større overskud, og så sagde sangene bare klik.”

Har du indtil nu været for kontrollerende i den musikalske proces?

”Absolut. Men jeg ved også godt, at jeg er der, hvor jeg er i dag, af en grund. Selv om jeg nu har givet plads til at lade musikken skabe sig selv, er det også okay, at jeg har været så kontrollerende. Hvis jeg havde ladet tingene flyde i de sidste ti år og bare udgivet, hvad der kom til mig, ville jeg ikke have haft en lang karriere. Grunden til, at det er lykkedes mig at opbygge noget, skyldes al den omtanke, der er gået ind i min sangskrivning og musik. Det har været halvnørdet, jeg har vendt og drejet al ting, men først nu, har det virket mere naturligt at give slip.”

Har det krævet et ekstra mod fra dig, bare at lade tingene ske?

”Det handler meget om den tryghed, jeg har fået gennem mit arbejde med Helgi. Her bliver det meget spontant, og jeg kan mærke, at hans spontane og musikalske input er nogle af dem, jeg kommer til at elske allermest. Jeg har lært meget af at arbejde sammen med ham, og jeg stoler fuldstændig på hans ører. Så bliver jeg også selv tryg i at kaste mig ud i nye ting, fordi jeg ved, at han griber mig, hvis min idé er dårlig. Tidligere kunne jeg være bange for at lade idéerne flyde i studiet i frygt for, at folk ville ryste på hovedet – vi troede, hun var bedre end det, du ved.”

Var du uforløst?

”Det handler vel om, at man gennem et liv bruger tiden på at blive god til noget, også med musikken. At lære sig selv og sit håndværk at kende, perfektionere det for så efterfølgende at lægge det til side og lade tingene komme mere intuitivt. Derved kan man få nemmere adgang til dér, hvor det virkelig rykker. Ligesom en sublim guitarist, der kan alt, men i stedet vælger at stå og spille to toner.”

Okay, du har fundet en enkelthed og et overskud i dit udtryk. Hvor er eksperimentet henne?

”Generelt er det ikke vigtigt for mig at eksperimentere. Det er ikke mit ærinde, måske kan det blive det engang, men jeg har altid ønsket at være præcis. Det her vil jeg sige, hvordan får jeg det sagt så præcist som muligt. For mig handler det også om at få styr på et indvendigt kaos, og så kaster man sig ikke nødvendigvis ud på dybt vand, når produktionen kører,” siger 36-årige Tina Dickow, da Weekendavisen møder hende i Aarhus.

Weekendavisen møder hende ved Mølleparken ned til Aarhus Å, midt i den by, hun tidligt forlod, men aldrig glemte. Da vi mødes fremstår hun også hjemmevant med sin seks måneder gamle pige på armen, som en veninde er kommet for at hente. Omkring os summer august, kun afbrudt af hendes mand, Helgi, der har glemt koden til hotelværelset, og en lysmand, som skal høre den danske singer-songwriter om, hvilke lamper hun vil have på scenen til Skanderborg Festival.

Selv om familien har fået en vigtig plads i Tina Dickows liv, holder hun fast i den ensomhed, der altid har fulgt hende – følelsen af altid at være lidt uden for. Hun mener ikke, det er negativt, men et nødvendigt vilkår. Her henter hun inspirationen og rækker ud efter de emner, hun skriver og synger om. Typisk filosofiske stemninger, halvnøgne og skrøbelige melodier med hang til poesi og melankoli, men det må aldrig kamme over, må godt forblive rationelt og rent, som hun selv udtrykker det denne formiddag. Bare der er en sproglig krog.

”Jeg starter som regel med sangskrivningen. For mig handler det om at finde nogle ord, der kan skabe billeder og forstærke en konkret stemning. For eksempel As Far As Love Goes, som et af de nye numre hedder – en pudsig lille sætning, hvor kom den lige fra. Faktisk har det været nemmere at skrive det her album. Tidligere har jeg skrevet stramt om mit eget liv, men ofte har jeg mødt forhindringer, fordi det forholdt sig anderledes. Der kom en selvcensur ind, hvilket ikke tjente musikken. Lader man i stedet sproget føre derhen, hvor historien er bedst, billedet klarest, bliver det tit nogle meget bedre sange.”

Så sproget har alligevel fået en mindre betydning?

”Det betyder meget, men det nye album viser, at musikken ikke er sekundær. Melodierne og stemningerne er i lige så høj grad historiefortælling som de ord, der kommer op. Tidligere har jeg nok tænkt, at teksterne var det vigtigste, men jeg er sikker på, at musikken, lyden på det nye album, nok er den største historiefortæller. Hvad end ordene lyder, så er det i musikken, man kan opleve en modenhed, afklarethed og en renhed, uanset hvor desperate teksterne må være.”

Tina Dickow er en af de bedst sælgende artister herhjemme med mere end 300.000 solgte albums, siden hun fik sit gennembrud med Fuel-pladen fra 2001. Herefter fulgte en stribe musikalske perler som Nobody’s Man, Sacre Coeur, Room With A View, On The Run, Open Wide, Rebel Song, Copenhagen, Welcome Back Colour, You Wanna Teach Me To Dance og senest Someone You Love, førstesinglen fra det nye album. Hovedparten af dem er fra årene i London og i København, hvor hun følte sig jaget af en rastløshed og længsel efter en mere simpel og harmonisk tilværelse. Ofte var hun alene, og de mange turné-oplevelser gav ingen mening, da hun ikke havde nogen at dele dem med, de kunne ikke lagre sig. Da hun mødte Helgi Jónsson i Canada i 2009, var det en øjenåbner på mange facetter. Tingene gav mere mening frem for at stå alene med guitaren og tæske de samme sange igennem hver aften. Sammen fik de formet et mere simpelt udtryk, hentet fra Island, hvor Helgi Jónsson kommer fra. Siden flyttede de derop.

”Island har en særlig ro, som er kommet ind i min musik. Jeg render ikke rundt hele tiden og har kaffeaftaler, som da jeg boede i København, men får mere for hånden, da jeg nu har nemmere ved at fordybe mig i musikken. Det er et meget inspirerende sted at leve, fordi jeg føler mig så utrolig lille, mens de store eksistentielle spørgsmål hurtigt melder sig, men uden at forvirre, de er der bare.”

Hvad har det betydet, at du har fået mand og to børn?

”Der er ikke længere så meget, jeg skal bevise over for nogen. Jeg slapper mere af, og jeg har fået en afslappet arbejdsproces omkring det at lave musik. Samtidig har Helgi skubbet på med sin varme, dybe lyd, der helt klart har haft en betydning for min musik. Man skal nok ikke tage fejl af, at min lyd tager udgangspunkt i mine omgivelser. Her har jeg oplevet, at jo mere stille jeg synger, jo bedre lyder det.”