Strygernes stimulans

Strygernes stimulans

Kristeligt Dagblad 2014:

Aldrig har så mange gået til klassiske koncerter, som tilfældet er i dag. Men hvad henter vi i den klassiske musik, hvad gør den ved os som menneske i en tid, hvor lettere underholdning fylder de brede medieflader.

Beethoven, Mozart, Wagner, Mahler, Bach, Schubert og Stravinskij har gennem generationer bevæget og opstemt mennesket med tidløse fraseringer og mageløse satser. Vi har overgivet os og taget med på en sanselig dannelsesrejse, ledt an af Skæbnesymfonien, Eine kleine Nachtmusik og Den Ufuldendte. Værker, der har overlevet flere verdenskrige og kulturperioder og som måske står stærkere end nogensinde før i vores bevidsthed, til trods for at X Factor og populærmusikken fylder mediefladerne og hitlisterne.

Sjældent har der nemlig været så stor tilslutning om den klassiske musik som i dag. Hos Koncerthuset i DR, Danmarks største scene for klassiske koncerter, har man aldrig solgt så mange billetter, som man gør i dag. 2013 var rekordår med mere end 130.000 solgte pladser til klassiske koncerter, heriblandt den 80-årige og ofte udsolgte torsdagskoncert. Faktisk er antallet af publikummer kun vokset siden 2005, hvor DR SymfoniOrkestret spillede i Radiohusets koncertsal. Dengang kom 65.000 gæster til stryger-repertoiret, der siden er udvidet med flere koncerter og nye formater.

Samme tendens oplever man hos Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Her trækker man flere og flere tilhørere til konservatoriets 15 årlige koncerter med et gennemsnit på 400 gæster. Derudover er antallet af ansøgere om optagelse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium vokset siden 2010, og allerede nu har flere søgt om optagelse i det kommende studieår sammenlignet med det forgangne.

Ind i det tragiske univers

Men hvorfor ser vi denne stigende interesse for den klassiske genre i en tid med en Vild med Dans-kultur, og hvad er der at hente, musikalsk og åndeligt, når vi lytter til Schumann, Beethoven, Brahms og Mozart. Ifølge Lars Ole Bonde, musikterapeut og professor ved Aalborg Universitet, har vi et behov for at finde os selv i kunsten, som også inddrager det tragiske univers.

”Vi vil helst beskæftige os med X Factor og livets lyse sider, men gør vi kun det, ved vi godt, vi lever på en løgn. Derfor har flere af os fået lyst til og mod nok til at gå ind i det tragisk-heroiske univers, som den klassiske musik repræsenterer. Det handler om ikke kun at finde behag i lette, lyriske og pastorale stemninger, men også turde møde de mørke stemninger, sorgen og kampen, som vi bliver fastholdt i gennem dele af eller måske en hel symfoni. Dette drager os som mennesker, fordi vi altid kæmper med de vanskelige skyggesider, vi helst ikke vil kendes ved, men i den klassiske musik kommer de ubesværet og uanklagende frem og fortæller os noget om, hvem vi er, og derved får vi nogle bud på, hvordan vi kan leve med livets mørke sider. Har man først klaret at lytte sig ind i disse stemninger, kan man blive nysgerrig og afhængig af dem, fordi meget af den klassiske musik dramaturgisk er formet som helterejsen – først kaldet, så besværlighederne, og til sidst op til stjernerne”, siger Lars Ole Bonde, der har skrevet bogen Musik og Menneske.

Et eksempel på en komponist, som skabte sine symfonier ud fra en livscyklus, er Gustav Mahler (1860-1911), hvis værker først slog igennem efter Anden Verdenskrig. Da han komponerede dem, var de kontroversielle, fordi Mahler i modsætning til Beethoven og Mozart, gennem sin meget personligt formede og ekspressive musik ønskede at fortælle om, hvordan det var at være menneske med op- og nedture, mørke og lyse dage. Nutidige komponister har taget Mahlers tese til sig, hvorfor mødet med hele stemnings- og følelsesregistret er en del af det at gå til klassiske koncerter i dag.

Musik med fløjter, violiner, celloer og horn har tidligere været stærkt knyttet til et dannelsesbegreb, hvor man helst skulle vide noget om værkerne, når man gik til koncert. Sådan er det ikke i dag og ved hjælp af nye formater, blandt andet i Koncerthuset, er man nået ud til et yngre publikum og nye målgrupper, som ikke nødvendigvis kender hver en sats i Beethovens ni symfonier, men alligevel finder en umiddelbar glæde ved koncerten.

Bagom den rationelle fornuft

Det klassiske koncertformat som torsdagskoncerten har til gengæld ikke ændret sig de sidste 200 år, men lever i bedste velgående. 1.600 publikummer, bondefanget i to timer og 20 minutter uden samtale med sidemanden. Et orkester spiller og en dirigent dirigerer, som de har gjort det, siden Beethovens tid.

”Den klassiske musik tilbyder et rum til eftertanke og ro. Tiden bliver sat i stå, og man oplever noget, man ikke kan definere, noget, udover det jordnære, og det har vi mennesker et behov for – en ny dimension med mange lag. Klassisk musik taler til vores sanser, bagom den rationelle fornuft og skaber nogle drømme og historier, vi ikke kan komme i nærheden af andre steder, hverken i X Factor eller den hektiske hverdag. Men til en symfoni eller klaverkoncert har vi tiden og rummet til at lade os forføre af det unikke spil, der foregår mellem publikum, orkestret og dirigenten”, siger Steen Chr. Steensen, cand.mag. i musikvidenskab og forfatter til Gyldendals bog om klassisk musik.

En vigtig årsag til, at store symfonier, operaer og klaverkoncerter har overlevet flere århundreder, er værkernes kompleksitet, hvad enten det gælder Beethoven eller Mahler. De gemmer på en tyngde og har flere betydningslag, man kan lytte til mange gange, inden de åbner sig. I starten kan de virke utilnærmelige, men herefter kan man lytte til dem igen og igen med konstante nye lag og dimensioner. Derudover har værkerne en stor åbenhed over for fortolkning, hvilket betyder, at to dirigenter kan spille den samme Mozart-symfoni med det samme orkester på to vidt forskellige måder.

”Det er en langtidsholdbar genre, der kan tolkes på mange planer, hvilket adskiller den fra langt den meste popmusik som for eksempel et Beatles-nummer. Det handler om den store lyd og de flotte melodier med så meget liv og kompleksitet, når man først er kommet indenfor”, fortæller Steen Chr. Steensen.

At tro på noget

Det er svært at lytte til en sats af for eksempel Mozart eller Bach uden at danne associationer om parykker, slotshaver i 1700-tallet, rokokomøbler, slagmarker og store idealer i 1800-tallet Derfor har klassiske værker og komponister altid været en indgang til fortiden og kilde til at forstå fortiden, da musikken er et produkt af sin tid, hvad enten det handler om en politisk revolution eller en skøn forårsdag i 2013 eller 1841. Fortiden bringes til live gennem musikken.

Samtidig banker kristendommen på, især værker op til omkring 1700-tallet, hvor datidens komponister, heriblandt Johann Sebastian Bach, tog udgangspunkt i troen og de kristne fortællinger, som er uundgåelige, når man beskæftiger sig med klassisk musik. Selv Mozart og Beethoven, som ikke var religiøse, kan tolkes gennem kristendommen.

”Det hellige, det ophøjede og dét, som er større end os selv, kan vi møde i den klassiske musik. Den kan åbne døre til noget stort og uudsigeligt, hvilket mange er ude efter, når de for eksempel besøger Koncerthuset, fordi vi har et behov for at tro på noget, for at lytte til stemmer, der fortæller os, at tilværelsen dybest set er god og harmonisk – i kontrast til hverdagens uorden, og det kan de klassiske værker – uden ord”, siger Lars Ole Bonde.