Klangbundens historie

Klangbundens historie

Weekendavisen 2014:

Et af verdens ældste musikmuseer rykkede forleden ind i det tidligere Radiohuset. Imponerende fremvisning af musikkens instrumenter fra bronzealderen og til i dag.

Siden 1977 har Musikmuseet haft til huse i et gammelt barokhus i det indre København, godt gemt væk i en lille gade. Museet råder over en unik samling af 4.500 instrumenter fra bronzealderen og til i dag. Derfor besluttede Folketinget i 2010, at Musikmuseet, der hører under Nationalmuseet, kunne rykke ind i det tidligere Radiohuset på Frederiksberg. Flytningen har varet fire år, og resultatet blev forleden afsløret, da det nye museum åbnede for offentligheden.

Allerede ved indgangen overvældes man af de mange instrumenter, enkle, finurlige, skæve, aflange, kantede og amøbeformede. Blæsere, violiner, guitarer, flygler, fløjter, trommer, horn, harper, der ved første øjekast cementerer musikken som en vigtig udvikling, især i den europæiske kulturhistorie. Samlingen er enorm, og kommer nu for alvor til sin ret i de rummelige lokaler på Rosenørns Allé, hvor musikkens historie og dens udtryksformer foldes ud gennem instrumenter fra ind- og udland.

Musikkens instrumenter kan spores tilbage lang tid før Kristi fødsel. Ordet musik stammer fra oldtidens Grækenland, hvor det at spille et instrument blev anset for en central del af overklassens uddannelse, modsat i Rom, hvilket ændrede sig under det romerske kejserdømme. Instrumenterne udgjorde eksempelvis harper, lyrer, panfløjter og rangler. I middelalderen blev tidens kirker og klostre vigtige centre for vokalmusikkens udbredelse, blandt andet gennem munkesang. Udenfor kirken blev musikken leveret af omrejsende musikere på vej gennem Europa.

I renæssancen vandt strenge- og strygerinstrumenter frem. Ved en hurtig tanke ville man tro, de var udviklet af europæere, taget i betragtning af verdensdelens senere musikalske dominans inden for den klassiske genre. Faktisk stammede de fra den arabiske verden, der fik stor indflydelse på udviklingen af musikinstrumenter i vesten. Fra ca. 700 til 1500 e. Kr. herskede den islamiske kultur på den Iberiske halvø, og da araberne forlod stedet, efterlod højkulturens elite en musikkultur, heriblandt blæsere, guitarer og strygere, som Europa nu tog til sig.

Musikken blev flerstemmig, godt hjulpet på vej af den italienske komponist Giovanni Pierluigi da Palestrina, og inden for instrumenttyperne opbyggede man såkaldte familier, der svarede til stemmerne sopran, alt, tenor og bas. Komponisterne skrev ikke længere kun til kirken, men også til taffel- og dansearrangementer, hvilket den engelske komponist og lutspiller John Dowland gjorde for det danske hof i årene 1598-1606. Dette var med til at sprede musikken til et større publikum. Her bør nævnes, at Musikmuseet råder over en Orpharion fra 1617, den ene af i alt tre bevarede af slagsen. Strengeinstrumenter såsom lutten og ikke mindst strygerne, viola da gamba og violin, fik en større udbredelse og siden forfinet med dekorative udskæringer og elfenbensudsmykninger. Også det enkle klavichord, oprindelig fra 1300-tallet og forløberen til klaveret, blev et populært instrument, især da hver tangent fik sin egen streng.

Renæssancens overdådighed og selvbevidsthed gav også sig udslag i den musikalske evolution. I Danmark brugte Christian IV blandt andet musikken til at vise sin pomp og pragt, når der blev spillet på Rosenborg Slot, mens der blev spist og danset. I tider hvor krigslykken var hans side, havde Christian IV mere end 100 musikere ansat, og da hans søn ”Den udvalgte prins” blev gift, anskaffede kongen 24 sølvtrompeter. Et billede, der gik igen udover Europas enevældige styrer, der i løbet af 1700-tallet anskaffede sig faste orkestre.

Barokkens komponister bragte solisten i centrum og skrev for udvalgte instrumenter. De typiske soloinstrumenter var tværfløjte, blokfløjte, obo, violin, viola d’amore og viola da gamba, hvor det stadig handlede om at kaste glans over hofferne. Samtidig kom nye genrer til som opera og ballet. Den franske kong Ludvig XIV’s orkester ”Les Vingt’quatre Violons du Roy” – kongens 24 strygere – var det store forbillede, og rundt om ved de europæiske hoffer oprettede man orkestre af samme type. Senere tilføjedes også træ- og messingblæsere, som matchede strygernes firstemmige opdeling, og hermed var grundlaget for det senere symfoniorkester skabt. Instrumentmagerne byggede smukke soloinstrumenter af kostbare materialer med udsmykninger i elfenben, skildpaddeskjold og bjergkrystaller – det handlede om pral.

1700-tallets harmoniorkestre bestod oprindeligt af instrumenter, der kunne sende klare signaler over store afstande, og som var egnede til at spille på under march med stortromme, pauker, bækken, tamburin og triangel som bærende instrumenter.

I 1800-tallet nåede ikoniseringen af komponisterne nye højder under wienerklassikken med Haydn, Mozart, Beethoven og Schubert som de toneangivende. Komponisten blev dyrket som et selvstændigt geni, der ikke var ansat hos adelen eller kongen, men nu fri til at rejse efter opgaverne. Især sonater, symfonier og operaer fik deres gennembrud som genrer, og symfoniorkestre og strygerkvartetter skød op med en kraftigere og kraftigere lyd. En klang, der skulle svulme, hvilket stillede nye og større krav til instrumentbyggerne, eksempelvis italienske Antonio Stradivari (1644-1737) med speciale i strengeinstrumenter.

Omvendt betød den kraftigere lyd, at klavichordet blev henvist til et hjemmeinstrument, som blandt andre Mozart havde i sin private bolig. Et af de nye bidrag var glasharmonikaen, konstrueret af Benjamin Franklin i 1761. Den gjorde det muligt at spille hurtige løb og akkorder på glassene. Instrumentet blev populært, og både Mozart og Beethoven skrev for det.

Romantikkens strømninger betød, at musikken blev mere nuanceret, og mange af de instrumenter, vi kender i dag, udviklede man i denne periode – opfindelsernes århundrede. Ahornviolinen, der fik et større strengespænd, bunden blev forstærket, halsen forlænget og de tidligere tarmstrenge udskiftedes med metalstrenge – alt sammen for at skabe en kraftigere lyd til de nybyggede koncertsale i Europa og Amerika. Dertil kom saxofonen som et nyt instrument.

Klaverer og flygler vandt popularitet, da Sebastien Erard i 1821 opfandt den moderne flygelmekanik, så klangen nu blev mere nuanceret og letløbende, og flyglet blev et afgørende orkesterinstrument, også i klavertrioerne med en violin og cello. I begyndelsen var strengene fæstet i en træramme, men temperatursvingninger og udsving i luftfugtigheden gjorde, at rammen gav sig, og klavererne havde svært ved at holde stemningen. Derfor var det et kup, da man i midten af 1800-tallet opfandt den helstøbte jernramme, som man fæstede strengene i. Tonen blev klarer, stemningen lettere at holde, og man var nu i stand til at håndtere det store strengetræk.

I Danmark var det C.C. Hornung, der først fremstillede klaverer med jernrammer. I starten grinede konkurrenterne af ham, ti år senere anvendte de alle helstøbte trærammer. Klaverets gennembrud betød, at stribevis af klaverbyggere åbnede forretninger, især i Bredgade i København, kaldt for klaverbyggergaden. Klaverets udbredelse medførte, at især guitaren blev trængt i baggrunden, efter at have været et vigtigt amatørinstrument i århundreder og ikke mindst i slutningen af 1700-tallet, da guitaren fik seks strenge og en flad bund. Den skulle først genvinde sin popularitet omkring år 1900.

Musikmuseets udstilling er bygget op omkring to fløje, en europæisk og dansk, der genialt følger hinandens historie sideløbende, så man hele tiden kan sammenligne de to udviklinger. Udover de traditionelle instrumenter, præsenterer man et væld af skæve og overraskende opfindelser. For eksempel en violin, pakket ind i en spadserestok, en damekuffert med et indbygget syskrin, klaver og spejl. Urer, der kan trækkes op og spille fortidens klassiske genistreger, lirekasser, rejsegrammofoner, gadeinstrumenter, gamle nodehæfter, Mozarts hjerteformede urvedhæng og en særudstilling om den musikalske udvikling i Kina, Japan og Korea – førstnævnte med et særligt fokus på instrumenterne fra Peking Operaen. I den danske afdeling kan man se et af H.C. Lumbyes citherinstrumenter, som han ofte spillede solo på under Drømmebilleder. I 1949 modtog Kong Frederik IX citheren som en gave fra Tivoli. Dronning Ingrid skænkede instrumentet til Musikmuseet i 1996.

Efter 1800-tallets blomstrende musikepoke måtte mange af de danske instrumentbyggere lukke, da den begyndende industrialisering og masseproduktion var med til at oversvømme det danske marked med billige instrumenter fra udlandet. Dog dukkede en ny generation af danske byggere op i forbindelse med Første og Anden Verdenskrig, da importen gik i stå, og samtidig skabte jazz-, rock og populærmusikken et nyt marked. Man kopierede simpelthen de amerikanske instrumenter i 1950erne og 60erne.

Musikalsk ændrede det sig ligeledes. Jazzen, der i begyndelsen mødte stor skepsis, især i Europa, tog instrumenter som en banjo, saxofon og flygel til sig i de voksende danseorkestre. Tonerne var nye. Efter århundreder med dur/moll-tonaliteten, fandt man nye måder at komponere og lave musik på. Tolvtoneteknikken, serialismen og minimalismen brød igennem, og jazz, rock, pop, funk og hiphop skabte behov for nye elektriske instrumenter såsom elguitaren, elbassen og trommesættet. På Musikmuseet kan man se en Höfner bas, svarende til den, Paul McCartney spiller på.

Museet, der er et af verdens ældste musikmuseer, blev grundlagt i 1898. Frem til 1966 lejede man lokaler af det daværende Kunstindustrimuseet, helholdsvis i H.C. Andersen Slottet på Rådhuspladsen og siden i Bredgade. I 1966 flyttede museet til gaden Åbenrå nær Kongens Have. Samlingen er kommet ind løbende, men da generalkonsul Carl Claudius, medstifter af museet, døde i 1931, overgik hans enorme samling af musikinstrumenter til staten, der i 1977 videregav den til museet.

De nye lokaler i Radiohuset betyder, at man får væsentlige naboer som Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Copenhagen Phil. Oplagte samarbejdspartnere, hvorfor museet også indeholder Det Klingende Museum til undervisning af børn og unge inden for klassisk, rytmisk og traditionel musik.