“Jeg blev nødt til det”

“Jeg blev nødt til det”

Weekendavisen 2014:

Dramatiker og forfatter Astrid Saalbach hugger ud efter toppen af dansk teater i ny nøgleroman. Historieløshed, manglende mod, overgreb på kunsten og jagt på laveste fællesnævner, lyder hendes kritik.

Vi sidder på et lille, men autentisk kontor i København. Den mangeårige og prisbelønnede forfatter og dramatiker Astrid Saalbach (f. 1955) og undertegnede. Hun har netop udgivet en nøgleroman, Klapperslangen, en fortælling, inspireret af egne erfaringer, om en dramatiker, som får alvorlige problemer blandt andet på grund af en teaterchef, der ikke vil betale det aftalte honorar. Ikke værre end dem man kan møde i det virkelige teaterliv, understreger hun, da Weekendavisen møder hende. Hun vil fortælle noget, satse sin karriere som dramatiker. Det må ud.

”Jeg har fået en hård opdragelse på Statens Teaterskole i 70erne. Her sagde man, ”kunsten skal koste noget og den skal være livsfarlig, ellers er den meningsløs.” Det har jeg prøvet at leve op til på forskellig vis, og nu tænkte jeg, at det her bliver jeg nødt til at turde. Dermed ikke sagt, jeg ikke var bange undervejs og stadig er det, fordi jeg er fuldkommen afhængig af den lillebitte verden, men på et tidspunkt bliver man nødt til at åbne munden,” fortæller Astrid Saalbach.

Det gør hun i Klapperslangen, en tragikomisk historie, der foregår dels i Danmark, dels i Californien, hvor dramatikeren, hvis navn er Astrid Saalbach, bliver fanget i et spil om penge, magt og censur. Tæt på den virkelighed, hun selv har oplevet på et stort teater i København. Hun kan ikke længere holde kæft, selv om hun ved, hun står alene, isoleret og formentlig nu bliver ”det dårlige selskab” og ikke længere skal regne med at få noget som helst igennem hos de store, statsstøttede teatre.

”Hver gang jeg skal skrive noget, skal det presse sig så meget på, at jeg ikke kan komme udenom det. Denne her bog kom højst ubelejligt, fordi den forsinkede et teaterstykke, jeg var i gang med. Men jeg blev nødt til det, uanset konsekvensen, hvis jeg skulle komme videre som menneske og forfatter. Der var så meget tryk på strålen, og der står ikke noget i den bog, som ikke er foregået mindst lige så slemt i virkeligheden.”

Hvad er dit ærinde med bogen?

”Jeg tror, at mange mennesker tænker, at kunstnere lever godt og trygt i Danmark, fordi kunsten er statsstøttet. Men dramatikeren er trængt ud af teatret. Man bygger kæmpe templer, huse, og så jager man ånden ud, som det i ekstremt grad er sket i de store teatre, fordi branchen er topstyret. Toppen bestemmer hele vejen ned, og cheferne har ret til at gribe langt ind i stykkerne. Med romanen vil jeg gerne vise, hvor udsat man er som kunstner og hvor usikkert det er. Vise den magt, der er, hvor primitiv den er. At der en sprogløshed og en historieløshed, som er farlig, ikke kun for dramatikeren, men på langt sigt også for teatret som genre.”

Hvordan har du selv oplevet den inkompetence, du her taler om, i toppen af dansk teater?

”Jeg har oplevet en censur, ikke som i Kina eller Rusland, men en diskret klippen-alle-ting-væk-der-stritter-tendens. Censur er et stort ord, men den er der, fordi dem, som får de store penge, føler sig forpligtede til at være statens forlængede arm og gøre det, de tror, staten vil have. I stedet burde man være fuldkommen fri af staten, selv om man får dens penge, for det er staten bedst tjent med, at teatret er vildtvoksende, modigt og indimellem laver en frygtelig ballade. Man kan ikke lave tigerspring, hvis man ikke indimellem lader det mærkelige og skæve stå, så man bare kan kigge på det. Men de tænker publikumspladser og penge før kunst, stensikkert, og derved får man aldrig noget nyt, når det skal være inden for de gængse normer for ikke at støde dem, der giver pengene.”

Censur er en hård kritik. Er det ikke dig, der er vanskelig og ikke gider at samarbejde?

”Nej nej…jo, jeg er også vanskelig, man er nødt til at holde sig fornem, som Søren Ulrik Thomsen siger. På et tidspunkt må man sige, jeg ved, det er sådan her. Man er jo nødt til at tro på sig selv. Det er ikke fordi, man ikke må stille krav til mig, men hvis man lader alle og enhver invadere, er der ikke noget tilbage, så man skal være lidt vanskelig og kæmpe for sine ting, ellers mister man sin integritet, og så bliver det fuldkommen uattraktivt. Man skal selvfølgelig kunne kæmpe, det skal man, og forsvare sig og give sig her og der. Men man skal på ingen måde acceptere overgreb.”

Så du bliver nødt til at stå fast?

”Ja, fordi der er nogle ting, man ikke kan se, før et stykke er udfoldet på scenen. Jeg skrev engang et stykke, der hedder Morgen og Aften, hvor de samme personer har én identitet om morgenen og en helt anden om aftenen. Da jeg afleverede stykket, strittede skuespillerne imod, og det var tæt på ikke at blive opført. Der var oprør i ensemblet, men de gav det en chance, og det endte med at blive en succes og er siden blevet spillet mange steder i verden. Her tænkte jeg, at man skal tro så meget på sig selv, at det grænser til storhedsvanvid, simpelthen for at kunne stå imod sådan en situation. Man har siddet i flere år og frembragt noget, der ser mærkeligt ud, ja, det gør det, men jeg ved, at det kan fungere. Hvis man altid overgiver sig, får man ikke noget nyt. Det er klart, at jeg kan også tage fejl, men jeg tror ikke, jeg gør det.”

Hvad er det, der får dig til at føle, du er den rette til at vurdere de store teaterchefers faglighed?

”Jeg forstår godt dit spørgsmål, men jeg har været i faget i rigtig mange år, og her har jeg mødt nogle af de chefer, også nogle meget fine. Problemet er teatrets lukkethed. Man står med sit stykke, vifter med det foran porten, og man ved ikke engang, om de vil læse det, de selv har bestilt, om de vil betale for det, selv om det står i kontrakten. Man aner ikke, hvad der sker på den anden side af porten, man får intet at vide. Det synes jeg, er en underlig ledelseskultur. Det handler så meget om magt, bestemte personer, der har uindskrænkede beføjelser over andre. De udøver en magt, som man troede, hørte et andet århundrede til, men inden for teater kan sådanne ting stadig lade sig gøre. Tingene går i ring, og det synes jeg er ret rystende. De store statsstøttede teatre burde være mere gennemsigtige, have mere iltgennemstrømning.”

Astrid Saalbach dimitterede som skuespiller fra Statens Teaterskole i 1978. Hun var problematisk, tog uddannelsen for alvorligt og kunne ikke se en mening med galskaben, hvis hun ikke selv kunne stå inde for de roller, hun spillede. Derved blev begyndelsen svær, arbejdsløsheden lurede og hun måtte kæmpe sig frem i faget. Men behovet for at skrive, udtrykke sig var så stort, at hun i 1981 debuterede som dramatiker med det vellykkede hørespil Spor i sandet. Siden blev hun en af sin generations vigtigste dramatikere og har udgivet en stribe romaner og teaterstykker, opført i mere end 20 lande. I 2010 blev stykket Rødt og Grønt spillet i Skuespilhuset, efter at have haft urpremiere på Stockholms Stadsteater. Ifølge Astrid Saalbach havde hun problemer med Det Kongelige Teater, fordi stykket forholder sig kritisk til udviklingsbistand. En påstand, Det Kongelige Teater har afvist.

Hun ser sig selv som en ny og moderne dramatiker, der peger fremad, ikke bagud. Hun er optaget af den tabte civilisation, den tredje verden, menneskets afgrund i en eksperimenterende form, hvor det hele tiden handler om at presse teksten til det yderste og vise, hvilken vej de etablerede teatre bør gå. Det handler om liv og død.

”Jeg vil gerne komme med en fortolkning af den tid, vi lever i. Vor tids mennesker og de vilkår, vi lever under på godt og ondt. Et billede af vores tid med kønsdiskussionen og uligheden. Her er det vel teatrets fornemmeste opgave at være et spejl af sin tid, ikke af et andet sted og en anden tid, men af det, der foregår lige udenfor døren. Hvem er vi, og hvad er det for nogle mærkelige liv, vi lever. Det tror jeg, folk vil se, og det vil jeg gerne bidrage med, et nutidigt aftryk, der selvfølgelig går til grænsen og ekstremerne. Men det at eksperimentere behøver ikke at betyde, at publikum ikke kan lide stykket. Her tror jeg, at man undervurderer publikum på det groveste ved at blive ved med at spille de samme gamle musicals i angst og hele tiden gå efter en lavere og lavere fællesnævner. Publikum er ikke idioter.”

Hvad tror du konsekvensen kan blive af det?

”Hvis man bliver ved med at hælde så mange penge i nogle teatre, der dybest set laver noget, som er en gentagelse af sig selv og som er utidssvarende morskabsteater, så tror jeg, teatret dør, altså de statsstøttede. For at undgå det bliver man nødt til at være fuldkommen åben. Man beundrer altid de radikale tyske teatre som Volksbühne og Schaubühne, og så gentager vi, hvad de gjorde. Vi går aldrig nogensinde selv foran, men løber i stedet i hælene på de store drenge i udlandet og kopierer det, de gør. Man tager aldrig selv nogle chancer, trods den økonomiske situation er langt mere sikker herhjemme end i udlandet. Nogle teatre er så tamme, at man slet ikke kan komme i nærheden af at tale om kunstneriske chancer. Derfor tror jeg, vi i stigende grad vil se de små, mere eller mindre professionelle, grupper og institutioner brede sig.”

Hvad betyder det for dig at kunne udtrykke sig, siden du nærmest sætter alt på et bræt og nu risikerer din karriere som dramatiker?

”Det betyder alt, og det går op for én, når man ikke kan komme til det. Så finder man ud af, at det næsten er en afhængighed, og at det er så indgroet i ens væsen, at det faktisk er livsnødvendigt. Det er en meget mærkelig oplevelse, ikke at kunne se sig selv overgå til et ”almindeligt” erhverv, men jeg har nok fået en erhvervsskade, som for mig er en måde at leve, og overleve, på. Jeg føler næsten en skyldfølelse over, at jeg næsten ikke kan opleve noget, uden at tænke på, hvordan jeg kan bruge det, hvordan det vil se ud på en scene og hvordan jeg kan skrive om det. Det er en meget mærkelig fornemmelse, fordi man derved hele tiden spiser af sit eget og andres liv, og her kommer skyldfølelsen – hvem er man egentlig, er man overhovedet til stede, når det altid foregår med en underbevidst notesbog i baghånden. Det føles ufint, kannibalistisk, men omvendt kan man sige, at sådan bliver al kunst til – dens undskyldning. Jeg tror, at alle kunstnere har det sådan, at man ikke kan drikke en kop kaffe eller tage på ferie, uden at ens sanser kører på fuldt blus. Derfor er kunstnere i virkeligheden ret samarbejdsvillige, hvad man måske ikke tror, fordi man vil gøre hvad som helst for at få sine stykker spillet, billeder op at hænge, bøger udgivet. Det er en livsnødvendighed. Det er derfor, kunstnere lader sig udnytte og aldrig kan finde ud af at stå sammen om noget, når de er ude for uregelmæssigheder og kontraktbrud. Det taler man aldrig om, fokus er på at få sin kunst ud.”

Modgang gør stærk. Er du enig?

”Jeg har da lagt mig ned, men så har jeg rejst mig op igen. Jeg lever ikke på en ren fighterånd, man kan ikke holde til hvad som helst, og det er klart, at man føler sig som en fiasko, når man bliver afvist som ren og skær ingenting. Enhver, der udtrykker sig, maler, skriver, danser, giver sig selv tilstrækkelig modstand, og jeg kender ikke nogen udøvende kunstnere, der ikke giver sig selv så mange benspænd, at de ikke er ved at gå bagover. Så selv om man ikke kan undgå modstanden, behøver den ikke altid at komme udefra.”

Hvad er prisen så ved den her modstand, udnyttelse, som du taler om?

”Modstanden kan være altødelæggende. Det farlige er, at den vækker en tvivl i én, og den er skadelig. For at komme over den, skal man have så meget selvtillid og storhedsvanvid, at det næsten er for meget. Hvem kan have så meget? Jeg vil sige, at man i Danmark ikke kan skabe stor kunst uden en form for storhedsvanvid. I Frankrig ville man nok ikke gå så vidt, men i stedet kalde det for sund selvtillid. For en dansk kunstner er det galoperende storhedsvanvid, men som kunstner kan man ikke forblive normal, et velintegreret menneske, pænt og ordentligt. I begyndelsen kan man, men jeg må se i øjnene, at jeg med årene er blevet anderledes, fordi man som kunstner lever meget meget udsat, ensomt og i en syg blanding af tvivl – hvor skal pengene komme fra – og så et evigt storhedsvanvid.