Jazzens rødder

Jazzens rødder

Kristeligt Dagblad 2015:

Jazzmusikken bygger på dybe religiøse rødder. Siden forsvandt de under 1930’ernes swing-æra, og så vendte de tilbage. I 2015 er det 100 år siden, at den første jazzkomposition så dagens lys.

I dag er det næsten uforståeligt, at en så avanceret kunstart som jazzmusikken engang blev fordømt og kaldt for negermusik. Louis Armstrong, Duke Ellington og Count Basie var musikalske parenteser, når det gjaldt den politiske højrefløj. Tænk bare på Jørgen Varnæs i Matador, der ikke har høje tanker om doktor Hansens smag for musik, da han hører, at doktoren er interesseret i jazz og drømmer om en rejse til New Orleans.

Siden bed jazzen sig fast og blev en udbredt og anerkendt genre i den vestlige kultur, hvor vi har kendt til den i omkring 100 år. I 2015 er det nemlig præcis 100 år siden, at verdens første jazzkomposition så dagens lys, da pianisten Jelly Roll Morton udgav ”Jelly Roll Blues.” Nummeret var i tråd med tidens Ragtime og New Orleans-jazzens enkle udtryk med en blanding af afrikanske og europæiske musikelementer.

En af fædrene til jazzens gennembrud var New Orleans-legenden og trompetisten Joe King Oliver (1881-1938), der senere opdagede Louis Armstrong. Han og andre fra den sorte underklasse rejste til New Orleans, hvor jazzen har sit udspring fra. Her mødtes især afrikanske kulturer på kryds og tværs, og en række bands skød op i håbet om at kunne leve af musikken og slippe fri af fattigdom og den buldrende racediskrimination. De sorte kæmpede for en større selvstændighed, og med sig havde de en religiøs og kristen tro, hvis idealer de forsøgte at udtrykke gennem musikken.

Jazzens dna

”Jazzen bygger på dybe rødder i det religiøse, og man kan godt sige, at religiøsiteten er jazzens dna. I starten af 1900-tallet mødtes afroamerikanere og hvide europæere i New Orleans, og for begge folkefærd byggede deres musik på en tro, hvad enten det var rituel afrikansk musik, gospel eller europæernes kristne hymner. Tilsammen skabte de jazzen som en sammensmeltning af forskellige kulturer og genrer. Dog var det hovedsageligt de sorte amerikanere, der bar jazzens udvikling frem,” siger Anders Thyrring Andersen, mag.art i litteraturvidenskab, teolog og ekspert i jazzens historie.

I 1920’erne fik jazzen sit kommercielle gennembrud i metropoler som Chicago, New York og Kansas City. I New York havde genren ekstra gode kår i kraft af byens enorme sortkultur. Under Harlem Renæssance, hvor den afroamerikanske kultur bredte sig, rykkede de sorte nord på fra det sydlige Manhattan og ind i jazzklubberne på West 125th Street. I 1920’erne flyttede mere end 90.000 sorte til Harlem, der nu blev et epicenter for den kristne sortkultur og jazzen.

Udviklingen betød, at jazzen blev 20’ernes og 30’ernes populærmusik med danseorkestre og de såkaldte swing-bigbands med trommer, bas, piano, guitar, en trombonegruppe, saksofongruppe og trompetgruppe. Her bør selvfølgelig nævnes Louis Armstrong and his Hot Seven, Duke Ellington, Fletcher Henderson, Benny Goodman, Count Basie og Bix Beiderbecke som de toneangivende. Jazzens udbredelse betød, at den i disse år mistede sine religiøse undertoner, da den nu fyldte værtshuse, dansehaller og fungerede som et åndehul for folket under 30’ernes depression. Samtidig blev lyden mere afrundet, glat og poleret modsat New Orleans-tonerne, hvilket indskrænkede improvisationens kunst, som blandt andre Billie Holiday og tenorsaxofonisten Lester Young kastede sig ud i.

Mere kunstnerisk

Under Anden Verdenskrig måtte mange af de populære bigbands med undtagelse af Duke Ellington opløses, enten på grund af økonomiske eller musikalske barrierer. Der kom et oprør indefra, forstået på den måde, at mange jazzmusikere i slutningen af 40’erne gik imod de store, strømlinede orkestre for i stedet at søge et individuelt og kunstnerisk udtryk som for eksempel Charlie Parker og Dizzy Gillespie gjorde. Denne form blev kaldt for bebop-jazzen, der bestod af komplekse og improviserede fraser i et højt tempo. For en bigbands-legende som Louis Armstrong var denne udvikling stik imod hans idealer, men for mange sorte amerikanske jazzmusikere var bebop-genren en reaktion på, at flere hvide musikere kopierede de sortes musik og tjente penge på den. Så blev de sorte nødt til at lave en stilart, de hvide ikke kunne kopiere, som pianisten og improvisatoren Thelonius Monk engang skulle have udtrykt det.

Den moderne jazz fortsatte op gennem 50’erne og 60’erne med cool-jazz, free jazz og avantgardejazz som de vigtigste sidegrene. Genren mistede sin brede popularitet, blev mere avanceret og især populær i de kulturradikale kredse. I Danmark gjaldt det eksempelvis Poul Henningsen og den fløj.

Guds nåde

Men selv om jazzen nu var mere modernistisk og radikal, blev den igen religiøs i USA. Mange artister søgte en frihed gennem musikken, en frihed, samfundet ikke havde givet dem. Her var John Coltrane, der sammen med Miles Davis repræsenterede det ypperste af jazzen, både eksperimenterende musikalsk og samtidig kristen. I 1957 fortalte han, hvordan han fik en stærk følelse af guds nåde, hans liv og karriere skiftede spor, og hans musik og religiøsitet smeltede sammen i én lyd.

”Musikken blev en måde for ham at sige tak til gud for det liv, han havde skænket ham. Det kan man især høre på albummet ”A Love Supreme,” hvor al Coltranes spiritualitet kommer ud på en af jazzhistoriens mest anerkendte udgivelser. De religiøse toner gjorde sig også gældende for blandt andre saxofonisten Albert Ayler, bassisten Charles Mingus og andre amerikanske jazzkomponister, der paradoksalt formåede at harmonisere et aggressivt modernistisk udtryk med deres kristne tro,” siger Anders Thyrring Andersen.

Med free jazz-perioden i 60’erne kulminerede jazzmusikernes individuelle og spontane frihed, som især blev dyrket i København, der i denne periode var en magnet for tidens komponister. Modsat i USA, hvor avantgardejazzen havde svære vilkår, var der et stort og kulturelt publikum i København. Derfor rejste mange af musikerne til Danmark for at kunne leve af deres musik. Det gjaldt navne som Ben Webster og Dexter Gordon, men også Louis Armstrong, Duke Ellington, Miles Davis, Charlie Parker og mange andre spillede jævnligt i København.

I dag lever jazzen videre, også i Danmark med mange jazzfestivaler, og i København er flere jazzspillesteder dukket op de seneste år. Genren har for længst opnået sin brede anerkendelse.