Ikke et teselskab

Ikke et teselskab

Jydske Vestkysten 2012:

Jørgen Leth er den poetiske kommentator på TV 2, når han hvert år i juli uudtømmeligt fortæller om sine erindringer fra verdens største cykelløb Tour de France. Men hvorfor er den 75-årig Jørgen Leth draget af noget så simpelt som at cykle i Frankrig. Vi har sat ham stævne til en snak om hans fascination af Tour de France, og hvorfor især geografien får hans sprogkunst til at udfolde sig. For Leth er Touren ikke et teselskab men et springbræt til at vove.

Det er den 5. juli 1970. Tour de France-feltet snor sig gennem årets første bjergetape fra Saarlouis til Mulhouse i det østlige Frankrig. Mere end 200 kilometer er tilbagelagt, da rytterne når foden til den afgørende stigning på det berømte bjerg Le Ballon d’Alsace. Foran feltet sidder en 33-årig Jørgen Leth som udsendt reporter i en følgebil. Over Tour-radioen hører han, at den danske rytter Mogens Frey er alene i udbrud, hvorefter Leth og hans chauffør kører ind til siden for at vente på danskeren. Få minutter efter passerer Mogens Frey Jørgen Leth, der står i vejkanten og på tætteste hånd opserverer sit første Tour de France. Leth er begejstret, men bliver kort efter ramt af raseri, da Mogens Freys holdkammerat Agostinho er få hundrede meter fra at indhente den danske rytter. Kort før målstregen spurter de to holdkammerater om etapesejren, som Agostinho vinder ved at lægge sin hånd ned på Freys styr og holde ham tilbage med vold. Sejren er dog kortvarig, da Agostinho bliver diskvalificeret, og dermed får Danmark sin første etapesejr i Tour de France.

”Der var krig på holdet fra den dag af. Jeg glemmer det aldrig. Det var fantastisk.”

Øjeblikket står som et mærkbart minde i Jørgen Leths erindringer fra Tour de France, som han i år traditionen tro dækker som lyrisk kommentator på TV 2. Man fristes til at sige, at han er tilbage i klassisk Leth-stil, efter for år tilbage at være blevet fyret på TV 2 og nærmest udstødt i den danske debat, da det i hans første erindringsbog, Det uperfekte menneske fra 2005, kom frem, at han ”tog” kokkens datter, når han ville, og at han havde smuglet 46 kilo hash hjem til Danmark.

Hyldet på Alpe d’Huez

Jørgen Leth delte vandene, stod fast på sin ret til at være ærlig og blot beskrive, hvad han ser og oplever. I dag er han ”tilgivet.” I hvert fald af medierne, der igen har taget Leth til sig og givet ham spalteplads for sine kunstneriske evner og ikke mindst pga. flere bøger og digtsamlinger, der netop er udkommet i anledningen af kunstnerens 75-års fødselsdag i juni.  Jørgen Leth elsker medierne, og stiller gerne op til næsten hvad som helst. Kritikere kalder det iscenesættelse. Andre lader sig forføre af hans film, digte og stemme, der i virkeligheden har skabt manden og som hvert år får store dele af Danmark til at trodse sommervarmen og i stedet klæbe til skærmen i juli, når han leger med ordene og fortæller om oste, vine, slotte og anekdoter fra Tour de France. For et par år siden blev Leth sågar hyldet på Alpe d’Huez, da hans navn var skrevet med store blokbogstaver på asfalten.

Netop Tour de France kender vi fleste Jørgen Leth for, til trods for at han har instrueret mere end 40 film. Han indrømmer også, at Touren på mange måder er et fikspunkt for hans karriere, og en gnist tændes straks, når emnet er verdens største cykelløb. Sådan fornemmer man det som seer ved kakkelbordene, sådan fornemmer jeg det, da jeg mødes med ham på en café i indre by i København til en snak om hans fascination for Tour de France. Den karakteristiske Leth-stemme er der med det samme. Det er som at se og høre ham på tv, når han på kun sin måde siger Mont Ventoux og Eddie Merckx. Jeg fornemmer hurtigt, at Tour de France ikke er et teselskab i Leths univers, ikke blot 200 ryttere, der kører op, og kører ned, men i stedet et billede på livet i alvorens betegnelse. Han er fascineret.

Gentagelsens kunst

”Det er en verden, der er lukket omkring sig selv, og som rummer en fortælling, der skal udspilles på samme tid hvert år. Det foregår i delvist de samme kulisser som Pyrenæerne og Alperne, og løbet lægger op til, at legender bliver genfortalt. Gentaget og genfortalt. Men ikke gentaget nøjagtigt, hvilket er dét, der gør, at hvert løb er spændende. Der er aldrig to Tour de France, der er ens, men man kan sige, at terrænet og løbets mytologi inviterer til at lave bedrifter i de store terræner. Det er dét, der fascinerer mig. Det er en invitation til enhver ambitiøs rytter om at lave noget udover det sædvanlige. At lave noget ufornuftigt, noget utroligt og at overgå sig selv. Det inviterer løbets set-up til.”

Jørgen Leth har dækket Tour de France som kommentator på TV 2 siden 1991, og forinden været medkommentator på Danmarks Radio i 1980erne sammen med Palle Holgersen. Derudover har han skrevet en bog om Tour de France, Den gule trøje i de høje bjerge fra 1995. Og ifølge Leth er det uden sammenligning Touren, der opstemmer ham mest, selv om han også dækker Giro d’Italia og Vuelta a España. Tour de France er i særklasse.

”Det går sgu ikke”

”Tour de France er det mest konservative løb. Det er det på godt og ondt. Og jeg kan godt lide, at det er konservativt, og at løbet har sin egen ranking af  bjergene, som man er sikker på, altid vender tilbage, altså de legendariske stigninger som Tourmalet, der er med igen i år.”

”Alligevel forsøger de at forny sig, men inden for visse rammer. De prøver i gåseøjne at holde det på et fornuftigt sværhedsgradsniveau. Vi bliver tosset, hvis de gør det for let. Så bliver jeg kritisk, og andre der elsker cykelsporten vil sige, ”nej, det går sgu ikke.” Da Contador for nogle år siden vandt og Armstrong blev nummer tre, var det jo helt klart, at de havde barberet Pyrenæerne. Der havde de lavet en svækket udgave af Pyrenæerne, som om de ville skåne, og det tror jeg er en total misforståelse. Det har jo noget at gøre med doping-problematikken, hvor de så siger, at løbet er måske for hårdt. Det er måske derfor, de doper sig, og så må vi hjælpe med at  mildne løbet, og det synes jeg, er en helt forket politik.”

Derfor er det ingen overraskelse, at Jørgen Leth hylder vovemodet og dristigheden. Han husker med stor respekt tilbage på Andy Schleck sidste år, da han på kongeetapen smadrede sine konkurrenter med en etapesejr på Col du Calibier, efter at have været alene i udbrud det meste af dagen. Sådan en præstation gør indtryk på Leth, fordi det minder ham om tidligere tiders store numre.

”Det var tanken om den store bedrift, og det var heldigvis ikke fornuft, der styrede der. Det var vovemod. Det er noget, som ikke ses ret meget i dag. Det hører til fortiden. Den slags præstationer hører for mig til Tour de Frances historie, og desværre sker det for sjældent, at der er nogle, der tør. Det skyldes blandt andet løbsradioen, fordi rytterne får for mange oplysninger hele tiden. Men det som Andy Schleck lavede den dag, det var en sådan rigtig gammeldags måde at tage chancen på og køre alene i lang, lang tid. En hel dag. Det var sådan noget Fausto Coppi kunne gøre, Eddie Merckx kunne også gøre det, Ocaña kunne gøre det. Andre af historiens store ryttere kunne gøre det.”

I fortællerens rolle

Men det er ikke kun cykelløbet, Leth falder på halen for, men lige så meget kulisserne, som feltet kører igennem. Hvert år inden Touren bruger han lang tid på at studere de regioner, feltet passerer. Alt fra stedets historiske fortid til vine og oste fra området. Og han er ikke bleg for at dvæle ved landskabet, når mikrofonen er tændt, og familien Danmark lytter med. Et arbejde, han tager seriøst, fordi geografien, ifølge Leth, går hånd i hånd med cykelløbet på landevejen.

”Det enestående ved cykelsporten og især Tour de France er, at det foregår ude i naturen. Det foregår i geografien, hvor man kommer til at lære et land at kende ved at følge et løb. Det synes jeg, er dybt fascinerende. Det er et løb, der udspiller sig i geografien, og som fortæller, føler jeg så, det er min rolle at fortælle om kulisserne. Jeg vil gerne give løbet et liv, jeg vil gerne gøre opmærksom på, hvor vi er, og hvorfor det er interessant her og hvad der er specielt ved det og det. Det er en rolle, jeg har taget på mig og gjort til et speciale. Det kan jeg godt lide. Jeg kan godt lide den dobbeltrolle – at fortælle om løbet og indimellem føje nogle detaljer til, der kridter kulisserne op.”

Jeg kan huske en episode fra sidste år, hvor feltet snoede sig gennem et landskab med bjerge, der kom et tog, en flod og der var en tunnel. Du beskrev det som et legetøjslandskab.

”Ja, jeg er begejstret, når jeg ser den slags billeder. Det er jeg sgu. Jeg synes, det er fantastisk præcis det billede, du der nævner. Det er så fantastisk typisk for Tour de France, at man kan se, det man hører om, og det man sommetider har set i tegneserier. Og lige præcis i en dal er der tre og nogle gange fire elementer, der parallelt udvikler sig. Motorvejen, jernbanen, en flod og en mindre vej. Det kan jeg enormt godt lide. Jeg synes, det er spektakulært, og det kan jeg aldrig blive træt af at fortælle om og se på. Det synes jeg er top-godt. Så det er rigtig nok. Min inspiration kræver, at jeg kender de der ting, og at jeg godt kan lide at fortælle om dem.”

Ungdomsrytter i Århus

Som filmmand og poet kan man spørge sig selv om, hvorfor cykelsporten har vakt Jørgen Leths interesse. Svaret finder man fra Leths tidlige ungdom, hvor han kom på Aarhus Cyklebane, som hans onkel bestyrede. Ved hver løbsdag sad han som purung skoledreng på tilskuerpladserne med sin autografbog, og der gik ikke lang tid, inden han selv satte sig på sadlen og gennemførte flere ungdomsløb i sin hjemby Århus. Herfra går der en lige linje fra Leths første bog om cykelsporten, Sportsdigte fra 1967, til hans film om cykelsporten og frem til kommentatorerhvervet.

I dag er Jørgen Leth et kendt ansigt i Tour de France-miljøet, og han lægger ikke skjul på, at han holder meget af de fortrolige blikke og små samtaler med gamle kolleger og tidligere cykelstjerner. Men en ting er miljøet og Tour-vennerne. Når alt kommer til alt, er det de store sportsøjeblikke, der gør størst indtryk på ham, især fra hans tidlige år i Frankrig.

”Jeg kan huske et glimt fra 1970, hvor jeg var til Tour de France for allerførste gang. Jeg var altid vild med Luis Ocaña. Han var min favorit, og han kom jo kun til at vinde løbet én gang, men han havde fortjent at vinde det i 1971, da han styrtede på Col de Mente, og var ude af spillet om klassementet. Der stod jeg nede i en landsby i Sydfrankrig nær Pyrenæerne på en etape, der ikke var særlig dramatisk. Det var ikke en bjergetape. Der stod jeg sammen med en god ven, og ventede på, at løbet skulle passere, og så kom der én rytter, langt foran de andre, og det var Luis Ocaña i den spanske mestretrøje. Det var et uforglemmeligt syn. Jeg tænkte, det er en stolthed, han viser. Han er færdig i det her løb, hans rolle er udspillet og hans ambitioner var meget store. Men de var nytteløse, fordi han ikke længere kunne gøre noget, men han kunne lige præcis vise sig som den ener, han er. Det kunne jeg enormt godt lide. Det var en stolt gestus, som sagde mig meget om løbet.”

”Jeg ville blive hønset…”

Jørgen Leth hylder den store bedrift og vovemodet, som han ofte savner i nutidens Tour de France, og en del af ansvaret for denne passivitet skyder han på sportsdirektørerne og løbsarrangørerne.

”Sportsdirektørerne har for meget direkte indflydelse på rytterne på grund af radiokontakten. Det dæmper i nogen grad vovemodet hos rytterne. Det er en generel kritik, men jeg er meget bevidst om, at man ikke kan skrue tiden tilbage, fordi sportsdirektørerne ikke vil give slip på det, da det er sjovt for dem at sidde og styre løbet som marionetdukker. Det er et uskyldstab, som jeg beklager. Rolf Sørensen, som jeg kommenterer med, er jo enig, men vi kan ikke blive ved med at sige det, fordi det spil er tabt. Så kan man også vende tilbage til hjelmene. Jeg ville foretrække, de kørte uden hjelme, men det kan man ikke sige i dag. Jeg kan ikke se, det gør nogen forskel rent faremæssigt, men det er altså passé. Jeg kan ikke blive ved. Jeg ville blive hønset, hvis jeg sagde min mening om det.”