Identitetsløs bevægelse

Identitetsløs bevægelse

Weekendavisen 2014:

I 1960erne forlod vi byerne til fordel for de enorme og rationelle parcelhuskvarterer, der skød op i de nye forstæder. Ny bog om parcelhuset som et stykke kulturhistorie.

De er blevet kaldt for kulturløse, provinsborgere og ligusterfascister. De godt 2,5 millioner danske individer, der bor i et parcelhus og som siden 1960erne har gjort det til den mest udbredte boligform herhjemme. Små og store parcelhuskvarterer, dryppet ned i forstæder og gamle stationsbyer, med afskærmende hække, græsplæner, terrasser og flagstænger. En bevægelse, fordelt i mere end én millioner enheder, og samtidig et symbol på en forøget velfærd og den bygningsepoke, der buldrede af sted i 1960erne og 70erne.

Parcelhustanken har været et af de mest afgørende tiltag i Danmarks kulturhistoriske udvikling efter Anden Verdenskrig, geografisk og arkitektonisk, hvilket en ny bog, Alle tiders parcelhuse, viser og beskriver i et illustrativt og perspektivisk værk, fortalt af arkitekt og forfatter Olaf Lind og cand.mag. i samfundsvidenskab Jonas Møller. Gennem 350 sider foldes parcelhusfilosofien ud fra sin spæde start til dens samfundsmæssige integrering.

Frem til 1950erne boede hovedparten af befolkningen i byerne. Almennyttige boligbyggerier med mindre lejligheder var skudt op som et supplement til de tidligere etagebyggerier, især i København, Aarhus, Odense og Aalborg, hvor familier levede side om side på få kvadratmeter og for manges vedkommende med lokum i gården. Men omkring 1960 havde Danmark gennemlevet de værste efterdønninger af besættelsen, og nye arbejdspladser, økonomisk velstand og en generel vækst blev implementeret i samfundet.

Opblomstringen betød, at mange kommuner gennemførte udstykninger af større jordarealer til opførelse af nye boligområder – ikke de velkendte etageklodser, men etplanshuse, bygget på op mod 1.000 kvadratmeter store grunde i landområder uden for byerne, der blev omdannet til store forstadskvarterer. Køberne var familier og velstillede lønarbejdere i indeklemte bylejligheder, der på grund af den generelle vækst fik råd til at erhverve sig et af de nye typiserede parcelhuse. Mange forlod byernes karrébebyggelser som for eksempel Hornbækhus på Nørrebro og slog sig ned i de nye forstæder.

Fra 1960 og frem til midten af 70erne foregik den hidtil største folkevandring fra by til land på grund af de åbenlyse fordele, der var ved at skifte sin Nørrebro-lejlighed ud med et rummeligt 140 kvadratmeter stort hus. I alt blev mere end 400.000 parcelhuse bygget i denne periode, hvilket var med til at  fordoble Danmarks bebyggede areal. Udviklingen kulminerede i starten af 70erne med et gennemsnit på 27.000 nye huse om året. De største parcelhuskvarterer blev bygget i København og Aarhus, for eksempel Danmarks største parcelhusområde, Skjoldhøjparken vest for Aarhus, som består af godt 1.000 huse. Men også de gamle stationsbyer gennemgik en forandring fra små husmandshjem til skræddersyede familiekvarterer med stier og ligusterhække. Sågar på Als byggede man parcelhusområder til de mange nye tilflyttere i forbindelse med industrivirksomheden Danfoss, der lå og stadig ligger på øen.

Værdier som mere plads, privathed, ret til jord, grønne områder, en afsondring fra naboer vandt frem, og byboernes drøm om en borgerlig tilværelse kunne blive realiseret, blandt andet ved hjælp af retten til at trække renteudgifter af lån fra skatteindtægten. Antallet af de klassiske arbejdere med Carlsberg-flasker under køkkenhåndvasken i toværelseslejligheder blev færre, og de nye parcelhusejeres voksende velstand medførte holdningsændringer og politiske skred.

Byboerne, der nu blev provinsborgere, begyndte at dyrke deres individualisme, da de nu ikke skulle tage hensyn til naboer og byens myldrende virvar. Langsomt blev de sat i bås med rindalismens forargelse over statens kunststøtte til Klaus Rifbjerg, Thorkild Hansen og de andre kulturradikale. Selvtilstrækkeligheden levede, og samtidig opstod der klare skel mellem befolkningssammensætningen i by, forstæder og på land.

De mange nye parcelhuse betød, at byernes areal voksede til det dobbelte, eller lige så meget som byerne have udvidet sig de seneste 1.000 år. Infrastrukturen oplevede en af sine største ekspansioner i form af nye indfaldsveje til byerne, en etablering af de mange parcelhusveje, industriområder voksede frem og nye ledninger og forsyninger blev ført ud i de nyetablerede forstæder – en eksplosion. Rent fysisk kunne man se, at landkortet ændrede sig fra mindre landområder til mere bebyggelse, der understregede de glade tresseres opgang.

Parcelhuset blev et symbol på udbygningen af velfærdsstaten og dens guldalder i 60erne. Kvinderne kom ind på arbejdsmarkedet, hvilket førte til bygning af børnehaver, vuggestuer, fritidshjem og samtidig blev der opført nye sygehuse, plejehjem og uddannelsesinstitutioner. Forbruget steg, det samme gjorde lønnen og trods et stigende skattetryk, spirerede en optimisme og tro på økonomisk fremgang. Man talte om menneskelig lykke og en ny, ideel boligform, som udviklede sig i forbindelse med flere industrielle nedslag inden for blandt andet dansk møbelkunst og arkitektur.

Grobunden for parcelhustanken var en direkte konsekvens af den voksende samfundsøkonomi, hvor parcelhusejerne både indtog den offentlige sektor og succesfulde industrivirksomheder som Bang & Olufsen og Lego i takt med, at landbruget stagnerede efter en periode med fuldt blus i efterkrigsårene. Bilsalget voksede markant, da de mange nye husejere nu havde brug for en bil, dels til at fylde indkørslen ud, dels til at kunne køre til og fra arbejde. Derved blev bilen og parcelhuset hinandens afhængigheder, og begge blev et udtryk for øget velstand. Flere af de firmaer, der byggede 60ernes parcelhuskvarterer, lokkede mulige købere ved, at der under fremvisninger stod en Volkswagen i indkørslen. Nu havde man hele pakken – et murstenshus, bil, et fortov, en have, separate børneværelser og et fjernsyn. Netop tv’et blev en integreret del af parcelhuset, hvor familier nu sad ude i forstæderne, uden kontakt til omverdenen. Her blev fjernsynet forbindelsen til den civilisation og storby, man havde forladt. I 1970 havde 93 procent af de danske husstande et farvefjernsyn.

Fundamentet til udvidelsen af enfamiliehuse i Danmark, går tilbage til den samfundsmæssige omvæltning i forbindelse med grundloven i 1849. Samtidig brød Koleraepidemien ud i København i 1853 som en årsag af hovedstadens hygiejneproblemer, og i 1856 faldt voldene, hvilket var med til at øge antallet af borgere væk fra den indre by. Det bedre borgerskab og kunstnere byggede private villaer på landet, og i 1857 blev Danmarks første villakvarter, Rosenvænget, etableret på Østerbro i København. Her boede blandt andre skuespillerinden Johanne Luise Heiberg og landskabsmaleren P.C. Skovgaard.

Fra 1873 til 1889 byggede Arbejdernes Byggeforening de kendte Kartoffelrækkerne, der bestod af 480 huse, bygget til arbejderklassen og arbejderne på skibsværftet Burmeister & Wain. De velstillede arbejdere ønskede i stigende grad at slå sig ned i borgerlig arkitektur, og der blev bygget flere villabyer på for eksempel Amager og i Valby. Også de nye stationsbyer i 1870erne og 80erne fik fritliggende enfamiliehuse til den jævne familie.

Under Første Verdenskrig opstod foreningen Bedre Byggeskik, oprettet af arkitekter, heriblandt Thorkild Henningsen og Carl Brummer, der var toneangivende i byggeriet af villaer i starten af 1900-tallet. Idéen var at bygge bedre, flottere og mere solide huse på landet, og den kendte murmestervilla (1915-1930), der var det første eksempel på et typehus, så man overalt.

I 1930erne blev den danske arkitektur funktionalistisk, praktisk og rationel – en videreudvikling af murmestervillaen, nu kaldet en bungalow med sit karakteristiske pyramideformede tag og høje kælder. Fra 1938 til 1958 blev det som husejer muligt at få statsstøtte i et statsligt mål om bedre boliger til alle. Her begyndte den reelle udbygning af villakvarterer, videreført med parcelhusboomet i 60erne og 70erne.

Det typiske parcelhus var en etplansbolig med den kendte pistolgang. Rumfordelingen afspejlede, at det var en bolig til familien med mor, far og to børn. Indretningen var rationel med flydende overgange mellem for eksempel stue og spiseplads og mellem spiseplads og køkken, hvilket var en nytænkt rumfordeling. Husene havde en dagafdeling og natafdeling, og i modsætning til den gamle lejlighed, fik man nye rum med hver deres funktion. En entre med vindfang, der skulle præsentere familien, mens stuen var husets mest repræsentative rum. Man fik et bryggers, en terrasse og et badeværelse med håndvask og badekar.

I Jylland byggede den fremsynede typehusleverandør Jens P. Koch, en af de største leverandører af typehuse til parcelhusmarkedet, en række kvarterer op, og i Københavnsområdet var det især arkitekten Johannes Paludan, der formede forstæderne. Boligerne var standardiserede med letbeton, en skalmur, røde eller gule mursten, gavltrekant, tagudhæng, bølgeeternit og industrielle bygningselementer. Firmaernes massefremstilling kunne afspejles i arkitekturens simple og lidt ensformige udtryk – en konventionel funktionalisme med et stænk af romantik.

Sideløbende tegnede især Arne Jacobsen flere modernistiske, stramme og arkitektegnede huse, men også Jørn Utzon var med til at inspirere udviklingen af parcelhusområderne. Bedst kan måske nævnes hans eget hus i Hellebæk, bygget i 1951 og typedannende med virkning i flere årtier. Derudover var det klassiske parcelhus inspireret af flere udenlandske arkitekter, heriblandt amerikanske Frank Lloyd Wright.

I begyndelsen af 1970erne fortsatte udbygningen af parcelhusområderne og en videreførelse af 60ernes typehuse, nu større og med et gennemsnitligt boligareal på 143 kvadratmeter. Områderne voksede, men blev også mere identitetsløse, og samtidig havde de nye kvarterer skabt et behov for en revurdering af byplanlægningerne.

Derfor opfandt man tæt-lav-bevægelsen i begyndelsen af 70erne. Enfamiliehuse, bygget sammen i nye, fantasifulde boligformer, der var overskuelige og grupperet omkring et byrum. Idéen var at skabe bedre trivsel, et socialt fællesskab på små grunde, ned til få hundrede kvadratmeter, men med nem adgang til åbne terræner. Tæt-lav-husene blev en sidegren af parcelbyggeriet, de var modernistiske i deres udtryk og med ligheder til sydeuropæiske middelalderbyer og engelske havebyer.

Udviklingen betød, at den danske parcelhusepoke ebbede ud fra midten af 1970erne. Flytningen fra by til land havde nået sit højdepunkt, og antallet af nybyggede huse faldt i forbindelse med dekadens oliekriser. En bevægelse var fuldendt.

Alle tiders parcelhuse, Olof Lind og Jonas Møller, 350 sider, Gyldendals Forlag.