I studiet med Jackson

I studiet med Jackson

Weekendavisen 2015:

Michael Jackson var både genial og et nervevrag, når han gik i studiet. Fem år efter hans død taler popikonets producer gennem 16 år ud om sit arbejde med Jackson.

Det er en sen eftermiddag i Elmegade på Nørrebro. Mørket falder, indenfor på The Laundromat Cafe møder jeg amerikaneren Brad Sundberg, Michael Jacksons mangeårige tekniske ingeniør og en del af popikonets producerhold fra midten af 1980erne til 2002. Han er netop landet fra London, og har spurgt, om vi kan mødes på et vaskeri, fordi han ikke har mere rent tøj.

Han rejser rundt i verden med sit seminar, In the Studio with MJ, hvor han i otte timer fortæller om den side af Michael Jackson, vi aldrig hørte om – når han var i studiet og skabte sin musik. Nu er turen kommet til København, bagefter et par stop i Tyskland og videre til Japan.

Vi sidder inde i vaskeriet, da caféen er propfyldt. Han bestiller et par fadøl, gider ikke kaffe, og sætter sin vask over, mens han begynder at fortælle om sit arbejde med Michael Jackson. Han virker umiddelbar, trods han var en del af popikonets A-hold under indspilningerne af studiepladerne Bad, Dangerous, History og Blood on the Dance Flor.

Hans såkaldte seminar finder sted i The Village Recording i Vanløse, hvor han giver et afslørende indblik i musikmennesket Michael Jackson. Glem tabloid-forsiderne, retssagerne, dyrene, børnene, pillerne, Lisa Marie Presley og maskerne, det handler om musikken.

Michael Jackson brød de musikalske grænser og søgte en ny originalitet, hver gang han stod over for en udgivelse. Genrer som soul, disco og R&B fik nye dimensioner, når de kom fra hans hånd, og i de gode år udgav han produktioner, der sendte chokbølger gennem anmelderkorpset. Men selv om han var udstyret med et talent, vokalmæssigt og rytmisk, er sandheden, at han var sin værste fjende, fordi han altid ville overgå sig selv og det forrige album. På sit spejl skrev han ”100 millioner” – så meget skulle en plade sælge.

”Han havde enorme forventninger til sig selv og følte aldrig, han var færdig med sin musik. Han var perfektionist til det yderste og kunne blive ved med at udvikle en sang. Derfor frustrerede det ham, hvis producerne og musikerne omkring ham ikke viste samme entusiasme, eller hvis de ikke øvede sig lige så meget, som han gjorde. For eksempel hvis en af musikerne ikke kunne en akkord, det frustrerede ham virkelig.”

Blev han vred?

”Jeg har aldrig hørt Michael hæve sin stemme, men man kunne tydeligt mærke, hvis han ikke var tilfreds. Det var ikke fordi, han sagde, ”du er fyret, skrid ud herfra,” sådan var han ikke, men måske lod han bare være med at ringe til vedkommende igen. For ham var alt på spil, når det drejede sig om musikken, og havde han brug for et par ekstra uger inden udgivelsen, brugte han det, uanset om det kostede ham millioner. Når deadline nærmede sig, kunne han blive panisk,” siger Brad Sundberg.

Michael Jackson indspillede sin musik i forskellige studier i New York, Las Vegas, Europa og i Westlake Recording Studios i Los Angeles, der var hans base. Her blev blandt andre Thriller- og Bad-pladen indspillet. I modsætning til andre kunstnere, brugte Michael Jackson typisk ét år på at indspille et nyt album. De gik altid i gang klokken 12., forinden var sangeren mødt for at varme sin stemme op. På det tidspunkt var kun Brad Sundberg til stede for at sætte mikrofoner op og gøre studiet klar til hovedproducerne Quincy Jones og Bruce Swedien. Frem til klokken 16. var der studietid, middagspause, og så indspilninger igen frem til midnat. Næste dag gjorde de det hele om.

Michael Jackson ønskede et lille og sammentømret produktionshold, som han kunne stole på. Hverken hans brødre, familiemedlemmer eller Hollywood-venner kom forbi, der blev ikke drukket alkohol eller festet, studiet var et lukket land, og der sev aldrig fotografier eller demoer ud til offentligheden. Ikke engang sangeren selv fik demoer med hjem til gennemlytning, fordi han, ifølge Brad Sundberg, enten fik dem væk eller glemte dem et sted.

Under en pladeindspilning arbejdede Jackson typisk på 60-70 sange ad gangen for så til sidst at vælge de 10-15 bedste, et udskilningsløb, der kunne tage uger. Sangene skrev han dels selv, dels fik han stjerneproducere som Rod Temperton, Steve Porcaro, Bill Bottrell, Teddy Riley og selvfølgelig Quincy Jones til at producere for sig. Han kunne spille lidt klaver, men det var ikke bag instrumenterne, Michael Jackson skabte sin musik. Melodierne kom til ham, når han gik rundt på sin bopæl Neverland eller kørte i bil på vej til studiet. Jo, han kørte selv, selv om hans kørekundskaber tilsyneladende ikke fulgte hans sans for at støbe et radiohit sammen, lyder det fra Brad Sundberg, mens hans vasketøj centrifugerer.

Når Jackson fik en idé til en sang, nynnede han den på en optager, han altid gik rundt med. Næste dag præsenterede han den nye melodi for sine producere ved hjælp af beatboxing. Herefter var det deres opgave at få den gemt og indspillet på et instrument.

Hans musiske sans havde rødder tilbage til de unge Jackson Five-år, hvor han i 1970erne studerede Stevie Wonder, Marvin Gaye og alle Motown-solisterne, han var formet af det univers og sideløbende interesseret i, hvordan fremtidens musik kunne lyde. Han studerede klassisk musik, studerede lyde og ønskede at blive klogere på musikkens muligheder og vokse som kunstner. Her var han især optaget af trommeslag, han ikke havde hørt før. Lyt eksempelvis til They Don’t Care About Us og Smooth Criminal. Han eksperimenterede, bankede trommestikker på siden af et klaver for at frembringe en særlig lyd, knipsede og stampede i gulvet, hvilket man kan høre på flere af sangene. Samtidig lærte Quincy Jones ham, at det handlede om ikke at give publikum for meget af en guitarsolo eller klaversats. De skulle altid ønske sig lidt mere, det var hemmeligheden.

I forbindelse med Dangerous-indspilningerne i 1990, hørte samarbejdet op mellem Michael Jackson og Quincy Jones, der havde produceret Off The Wall, Thriller og Bad. Jackson var på udkig efter en ny lyd og hev New jack swing-produceren Teddy Riley ind, som oprettede tre vidt forskellige producerhold frem for ét som hidtil. Nu kunne Jackson eksperimentere med tre genrer.

”Selv om vi havde en plan for, hvilke sange vi skulle indspille de forskellige dage, fejede vi alting til side, når han mødte op med en ny idé. Vi var hele tiden klar over, at når han først blev kreativ og improviserede, når idéerne flød, så skulle vi ikke stå i vejen, men følge ham og så opstod de vildeste ting. Det gjaldt for eksempel Give in to Me, Human Nature og Dirty Diana. Det handlede hele tiden om at holde ham fast i denne kreativitet.”

Hvordan var han at være sammen med i studiet?

”Han var ydmyg og havde en stor respekt for dem, han arbejdede sammen med. Men han var også et flyvsk menneske. Nogle gange mødte han ikke op i studiet, så tændte vi for nyhederne, og så var han pludselig i Japan eller Europa, forsvundet. Men man skal forstå, at han ikke var som dig og mig. Når du tager herfra, går du hjem til din kæreste, I spiser aftensmad og har en dejlig aften sammen. Jeg går hjem på mit hotelværelse og ringer til min familie. I Michaels verden eksisterede sådanne hverdagsritualer ikke. Det handlede altid om musik, nye idéer, melodier, han var enormt søgende og ustoppelig i den proces. Grænserne skulle altid skubbes. Han tænkte anderledes, og derfor blev det så nemt for ham at lave så kompliceret musik, som han gjorde.”

Et af Michael Jacksons kendetegn var hans vokal i det høje stemmeregister. Ofte slog han et nummer an med en C-tone og indspillede sin hovedvokal fra start til slut, hvorefter backing-vokalerne blev optaget 16 gange, lagt oven på hinanden og mikset sammen. Han brugte sin stemme som et supplerende og rytmisk instrument, talte meget lavt og dybt for at spare sin stemme til indspilningerne.

Men indimellem gik det galt for ham. En eftermiddag i starten af 1990 skulle han indspille sangen Keep the Faith fra Dangerous-albummet. Ved mikserpulten sad Bruce Swedien, Bill Bottrell og Brad Sundberg. Michael Jackson gik ind i studiet og slukkede lyset, han sang altid i mørke. Da han nåede til omkvædet, knækkede hans stemme. De tog det om, den knækkede igen, også en tredje gang. Producerne var lamslået, sagde ingenting. Bag glasset brød Jackson sammen i gråd og flygtede ind i sin private lounge, ramt af et nederlag. Efter en halv time gik en af producerne ind til ham, han var opløst, men nægtede at gå hjem. Brad Sundberg fik indkaldt en af Jacksons nærmeste venner som mental opbakning, og blandt producerne besluttede man at gå en tone ned. Omkring midnat var han på benene igen, i vanlig stil drak han sit varme vand med honning, gik ind i studiet og gav sig fuldt ud. Han sang nummeret i én sekvens, kom til at puste lidt i mikrofonen, når han skulle trække luft ind, men det kunne ikke være anderledes. Det lød kraftfuldt, og optagelsen røg på pladen.

Studerer man sangteksterne, skriger de af originalitet og lange nætter med skrivepennen. Men ifølge Brad Sundberg var det ikke sammensætningen af ord, der interesserede Jackson mest.

”Ofte ændrede han teksterne midt under en indspilning. Mange tror, at sangskrivningen kom let til ham, men sandheden er, at denne del udfordrede ham. Det tændte ham ikke, og selv om han skrev mange af teksterne, havde han svært ved den endelige finpudsning.”

Brad Sundberg mødte Michael Jackson i 1986 under indspilningerne til science fiction-filmen Captain EO. Siden blev han en del af popkongens faste hold i studiet frem til 2002, som var sidste gang de så hinanden under en middag på Neverland. Brad Sundberg oplevede Michael Jackson fra hans storhedstid i midten af 80erne og til den musikalske nedtur omkring årtusindeskiftet. Ifølge produceren blev popikonet en mere interessant musiker i 90erne, selv om hans popularitet var på retur.

”Han knoklede for hver en sang, og arbejdede hårdt for at indfri sine egne forventninger. I 90erne kunne man se resultatet, især på History, hvor 70ernes og 80ernes mange øvelser og timer i studiet resulterede i en mere moden og sammenstøbt lyd. Du kan simpelthen høre det. Mange vil nok mene, han var bedst i 80erne, men set med producerøjne blev han en klogere og mere fuldendt musiker i slutningen af karrieren. Han formåede at flytte sig musikalsk, selv om hans privatliv lå i ruiner.”

Tror du derved han var mest tryg i studiet?

”Absolut. Her kunne han være sig selv, spise McDonald’s og bare hænge ud. Mange gange sad han bare og lyttede til os andre, hvad vi havde lavet i weekenden, om vores ture til Disneyland med vores familier og hvad vi fik at spise i går aftes. Han var interesseret i sådanne banaliteter, fordi de var hans link til følelsen af det familieliv, han aldrig kunne få. Derfor sagde vi også altid, at vi var en familie, når vi var i studiet.”