Manden bag aben

Manden bag aben

Weekendavisen 2014:

Han var både fræk og raffineret, hvad enten det gjaldt hans sølvtøj eller ikoniske legetøjsfigurer. Ny udstilling om Kay Bojesen på Sophienholm.

Aben, den uskyldige spilopmager, er ubetinget den figur, Kay Bojesen (1886-1958) blev verdenskendt på. Inden havde han brugt det meste af sit liv på at lave solide brugsgenstande som sølvfade, bestik og trælegetøj, men på bare fire timer en aften i sit værksted i Bredgade var ”abekatten” færdig, som han selv udtrykte det. Mere skulle der ikke til for at skabe et af de mest markante souvenirobjekter herhjemme. Egentlig forstod han det ikke, at han nu var mere kendt på ”disse idiotiske dyr” end alt det andet, hans hænder havde formet.

Der var nemlig også alt det andet, hvilket kunstmuseet Sophienholm ved Bagsværd Sø viser med deres nye udstilling, Kay Bojesen – Linjen skal smile. Med hjælp fra private samlere er det lykkedes at indsamle hundredvis af legetøj, sølvtøj, smykker og brugskunst. I alt nåede Kay Bojesen at skabe mere end 2.000 kunsthåndværker, hvilket var med til at placerede ham midt i sin tids epicenter for designere, kunstnere og arkitekter, heriblandt Poul Henningsen, Hans J. Wegner, Børge Mogensen, Arne Jacobsen og Piet Hein.

Men Bojesen var hverken til møbler eller lamper. Faktisk var hans fremtid som barn ganske uvis. Faren, Ernst Bojesen, den velhavende, driftige forelægger på Gyldendal og Det Nordiske Forlag, lod Kay og hans søskende vokse op i en stor Holte-villa med sølvskeer, højt til loftet, practical jokes og rum til disciplineret leg. I skolen var Kay Bojesen både dum og doven, og da hans far efter endt realeksamen i 1903 sendte ham i købmandslære i Store Heddinge på Stevns, var det ikke købmandsskabet, der optog den 17-årige knægt. Det lå i slægten og i blodet. I stedet henvendte han sig til den lokale guldsmed og tilbød at tegne mønstre for ham. Det gjorde han i tre år, hvorefter han fluks vendte tilbage til hovedstaden for at udfolde den kreativitet, han havde opdaget hos sig selv.

I 1907 kom han i lære hos Georg Jensen, der på få år havde etableret sig som et forfriskende kvalitetsstempel i den københavnske sølvhandel. Bojesen, der var fascineret af skønvirke-stilen og de svungne linjer, viste hurtigt sans for faget, og greb Jensens filosofi om, at et produkt skulle afspejle håndværkerens snit og temperament.

Som udlært rejste han til fagskolen for ædelt metal i tyske Schwabisch Gmund og videre til Paris, hvor han arbejdede som sølvsmed. Da han vendte hjem til København, vandt han stor anerkendelse for sit arbejde som sølvsmed, i tråd med Georg Jensens svungne linjer og dekorative greb. For eksempel hans saltkar fra 1918, der udtrykker hans begejstring for skønvirke.

Udstillingen på Sophienholm er delt op i to afdelinger med legetøjet i stuen og sølvtøjet på førstesalen. Denne solrige tirsdag formiddag er hovedparten af de besøgende modne kvinder, der fuld af begejstring fortæller hinanden om, da de legede med flodhesten, gyngehesten, gravhunden, elefanten, kaninen, bjørnen og livgarderne fra 1942, der blev hans store gennembrud. Oprindelig lavede Bojesen dem i 1940 i forbindelse med Christian X’s 70 års fødselsdag, hvor han opstillede to gigantiske gardere udenfor sin butik og værkstedet i Bredgade.

Idéen med at supplere sit virke som sølvsmed med legetøjet, kom i 1922, da han overraskede alle og mødte op på en udstilling hos foreningen Dansk Arbejde med fire stykker legetøj, heriblandt et skib og en damptromle. Herefter fulgte de eksotiske dyr, bondegårdsdyr, ekspreslokomotiver, biler, en tyk betjent, dukker, busser, bondegårde, traktorer, kranbiler, papegøjer, hunde, kuglerammer, klodser og skyskrabere, inspireret af 30ernes voksende Manhattan. Omkring samme tid, 1931, tog han initiativ til at åbne Den Permanente, udstillingsbutikken for Dansk Kunsthåndværk og Kunstindustri på Vesterbrogade i København, hvorfra hans ting blev udbudt til salg, blandt andet legetøjet. I begyndelsen havde det sin oprindelige træfarve, senere blev det farvelagt af teatermaleren Svend Johansen.

For Kay Bojesen handlede det ikke kun om at lave solidt legetøj, men også give det en snert af humoristisk sans og en blanding af en sødme, klodsethed og raffinement. Flodhesten blev ikke farlig, i stedet udstyret med et smil og en blyant i munden. Og naturligvis aben fra 1951, hvor alle hans bestræbelser og genialitet kom ud i en barnlig, fræk, galgenhumoristisk, men æstetisk form. På Sophienholm har aben, som gav Kay Bojesen et globalt gennembrud, fået en sal for sig, hvor den i massevis svinger sig rundt i loftet på kryds og tværs.

Ovenpå kan man se den interessante udvikling, der skete i hans sølvsmedekunst. Fra de jugendlignende kander og fade til de udekorerede og stilrene skåle og bestik. Her bør naturligvis nævnes hans Grand Prix-bestik fra 1951, de glatte, slanke stålskafter, som i dag ligger på de fleste danske ambassader kloden rundt. Opgøret med de svungne linjer kom allerede i 20rne, hvor han blev grebet af den nyankomne funktionalisme, som han siden tog til sig. Han var ikke købmand uden grund, og når han øjnene en god forretning, salg, slog han til, ringede til journalister, når han havde fremstillet en ny figur, så stillede ”flødebollen” op, som han kaldte sig selv – han var en fest, som menneske, som kunstner.

Et sidste hjørne er hans sølvsmykker og de kendte salatskåle og tallerkner af træ, tegnet af Finn Juhl. Spektrummet var altså bredt, og han var god til at hitte på, fik hele tiden nye idéer, drevet af en humoristisk leg og en fornemmelse for det gode håndværk, der var med til at løfte den danske legetøjsbranche med tidløse figurer, der siden blev designikoner. Aben er stadig fræk.

Kay Bojesen – Linjen skal smile, Sophienholm, Kgs. Lyngby, frem til 21. september 2014.