Hattens cirkler

Hattens cirkler

Weekendaivsen 2014:

Engang var hatten menneskets foretrukne stykke beklædning og en integreret del af vores kulturhistorie. Ny udstilling fremviser hattens univers.

Indtil for 50 år siden var den blandt de mest eklatante og vigtigste beklædningsstykker, mennesket kunne bære. Hatten, den runde, flade, spidse, bløde og kantede hovedbeklædning, som vi har set den i teatret, i militæret, hos togførerne, bagermestrene, ordensmagten, filmheltene, burleske kvinder, grevinder og kongelige. En integreret del af dresset, der afspejlede status og velstand.

I dag er hatten et sjældent syn, i by og på land. Jævnligt  forsøger modehusene at relancere sixpencen og de andre klassikere, og man kan da også få øje på Panamahatten blandt sommerentusiaster på vej til eksotiske farvande. Alligevel er hatten ikke vores foretrukne, når vi klæder os på. I den forbindelse har Danske Modister og Hattemagere sat en udstilling op i Rundetårn, Tusind og en Hat, hvor man kommer på opdagelse i hattens alsidige univers fra de tidlige til nyere designs. I alt 180 hatte, der ganske fint fremviser hovedtøjets mange tekstiler, farver, materialer og kulturhistoriske udvikling.

Hattens oprindelse er uvis, men i Kina har man fundet 3.000 år gamle mumier, som bar hatte i deres grav, og på Nationalmuseet opbevarer man huer fra bronzealderen. Nogle var rundpuldede og bestod af flere lag tekstil med en pelsagtig overflade, mens andre var mere simple og med ét lag. I middelalderen bar de fleste mænd en hat eller en hue, da man mente, at gud kunne læse ens tanker, hvis hovedet var bart, og hos kvinderne gik man med slør eller kyser for ikke at fremstå som værende syndige.

Men hattens reelle gennembrud skete i 1600-tallet, hvor det blev almindeligt for mænd og kvinder at gå med hat, privat og officielt. I København fandtes der mere end ti hattemagere, men også i provinsen kunne man få syet og specialfremstillet en beklædning til hovedet. Bønderne bar en hue, de trak ned over ørene, senere kendt som nissehuen, mens de enevældige statsoverhoveder havde hatte, foldet op i siden med brede skygger og farverige påfuglefjer i toppen, som man kan se det på Henri Testelin-maleriet af Ludvig 14. (Solkongen) i Académie de Sciences, Paris, i 1667. Privat smed de parykken for at gå med en broderet nathue, hvilket blandt andre Ludvig Holberg (1684-1754) anvendte.

I 1700-tallet blev hovedbeklædning mere og mere udbredt, og hatten blev en måde af afspejle, hvilken samfundsklasse man hørte til. Antallet af hattemagere voksede, og i Milano opstod de såkaldte milliners, som specialiserede sig i at lave mere moderne og dekorative designs med kniplinger til kvinder. Kyserne fortsatte, nu mere yndefulde og til at beskytte de voldsomme frisurer, man så hos tidens overklassefruer.

Samtidig begyndte militærhatten at udvikle sig til den Kaptajn Klo-lignende facon med opfoldede sider, der gav plads til dekorationer og silkesløjfer i nationale farver. Senere kom tricornhatten, som vi kender den fra Pirates of the Caribbean. Forinden havde man kæmpet med mindre filthatte, hvilket de svenske og danske tropper gjorde det under Stormen på København i 1659. Herfra fandt man senere flere af disse, nedgravet i de københavnske volde, ved Esplanaden, i Toldbodgade og på Rådhuspladsen. Én centimeter tykke filthatte med indhug fra knive.

Mandens høje hat, også kaldet top hat, slog igennem i begyndelsen af det 19. århundrede. Den var typisk fremstillet af uld eller silke, og blev den foretrukne hovedbeklædning for eliten, men også den jævne arbejder og autoriteterne gik med den. Bedst huskes vel H.C. Andersen, Abraham Lincoln, Prins Albert og det victorianske borgerskab. Omkring samme tid, 1849, blev bowlerhatten, designet af hattemagerne Thomas og William Bowler i London, allemandseje. Tanken var, at den skulle beskytte byens jægeres hoveder fra lavthængende grene i skoven. Få år efter kom den kendte cowboy hat, Boss of the Plains.

Hos kvinderne så man nu den voluminøse møllehjulshat med store runde skygger, pyntet med blomster, frugtkurve, farver og bånd. Den blev fremstillet af fine tekstiler som for eksempel velour og silke, og sendte et klart signal om, at man var en frue med en velhavende mand og tjenestefolk. Hatten var lig med en etikette, som blev promoveret på gader og stræder.

Ved indgangen til det 20. århundrede havde hatten opnået så meget status, at det var utænkeligt at gå uden for sin dør uden at iklæde sig et møllehjul, en fedora eller en top hat. Den var et lige så fast stykke beklædning som en skjorte og et par sko, og så man en herre på gaden uden hat, blev han betragtet som upåklædt. For overklassen blev hatten en måde at vise sin rigdom på og derved cementere underklassens placering i samfundet.

I takt med 20rnes kulturelle epoke og voksende frisind, ændrede kvindens hat facon fra de tunge, overdekorerede modeller til de fikse klokkehatte i det brølende årti. Klokkehatten blev designet af den franske modeskaber Carolina Reboux i 1908, men fik først sit gennembrud, da kvinderne gik fra de lange til de korte frisurer. Den var enkel i sit udtryk og bestod typisk af silke, filt og broderier, og omfavnede håret som en hjelm med en meget smal skygge, der gik langt ned i panden. Satte man skyggen til den ene side, kunne man signalere, at man var enlig, men let på tå eller forelsket. Klokkehatten blev et kvindesymbol på større frihed og et opgør med den gamle, victorianske verden. Den promoverede især i London, Paris, Berlin, New York og Chicago, hvor kvindeidealer a la Louise Brooks ofte lod sig fotografere med den på.

Hatten havde stadig sin oprindelige funktion, at beskytte mod vind og vejr, men blev nu især kvindens ypperste kropsbeklædning og et bevidst modevalg, der kunne give en kjole eller et habitsæt det ekstra løft, så man skejede ud. Modellerne blev mindre, men fortsatte med at komme i alverdens stilarter med højhælede sko og fremmede fuglefjer på toppen. Designere som Coco Chanel, Elsa Schiaparelli, Edith Head og Christian Dior var med til at give hatten sin storhedstid i 1930rne, hvad enten det gjaldt forretningsmændene i Wall Street-distriktet eller de københavnske fruer. Modisterne havde kronede dage, og selv om Anden Verdenskrig siden gjorde det svært at skaffe de nødvendige tekstiler, fortsatte hattemoden med mindre og mere minimalistiske designs, hvor kvindehatten blev fastbundet med et elestik eller et bånd. Hattemagerne var mange, og i København lå blandt andre den legendariske hattemager Vagn på Gammeltorv, Petitgas i Købmagergade, som stadig eksisterer, og en række hatteforretninger på Nørrebrogade.

Hattens mode har altid været styret af, hvad eliten og siden modeller, musikere og filmskuespillere bar. Fedorahatten huskes især fra Al Capone og det amerikanske gangstermiljø i 20rne og 30rne, og efterfølgende er den set på Humphrey Bogart, James Bond, Frank Sinatra, Michael Jackson og Johnny Depp. Det samme gælder trilbyhatten. Charlie Chaplin optrådte med bowlerhatten, og franske og spanske kunstnere var med til at udbrede baskerhuen.

Referencer til hatten støder man også på i forbindelse med Tusind og en Hat i Rundetårn. Udstillingen er bygget op af seks cirkler for at illustrere hattens hemmeligheder. Hver cirkel præsenterer en historie, heriblandt et værksted med stofprøver og materialer, et prøverum og en fremvisning af designstuderendes bud på fremtidens hattedesign.

Men der, hvor man for alvor kommer ind i hattens verden og ser den i alle dens ekstreme og simple udgaver, er i de resterende cirkler, der skuer tilbage i tiden. Her er de sjove, de sørgelige, de praktiske, uundværlige og de besværlige. En af de mere interessante er cirkel fire, der indeholder ægte hatte fra en række filmkarakterer. Det gælder blandt andre The Unsinkable Molly Browns hat fra James Camerons Titanic, hatte fra Downtown Abbey, Kongens store tale, en nissehue fra Jul på Slottet, fra Gøngehøvdingen og de karakteristiske hatte fra Olsen-banden. En anden cirkel præsenterer teatrets hatte, som man har lånt fra Det Kongelige Teater. Herefter kan man få et indblik i udvalgte modisters bud på 59 modeller, der matcher vores samtid. Nogle skuer frem, andre tilbage, men de fleste er lavet til at vise, hvordan hatten ser ud lige nu med klare referencer til fortiden.

Herefter kan man opleve et udsnit af de kongelige hatte fra det danske kongehus. Alle er originale og har tilhørt Dronning Ingrid, Dronning Magrethe og Kronprinsesse Mary. Tre hattetyper, der viser hattemoden i kongehuset over tre generationer. Nogle er meget blomsterprydede og storladne, især Dronning Magrethes, andre mere enkle og små som Dronning Ingrids, men uanset hvilken mode, kongehuset har valgt til hovedet, har den både skabt debat og været en forløber for hattemoden. Selv dengang ingen gik med hat i 80erne, fik den fine hat et comeback, da Prinsesse Diana iklædte sig sofistikerede hovedbeklædninger i de første år, efter hun havde indgået ægteskab med Prins Charles i 1981.

Et sidste emne på hatteudstillingen er hatten som erhverv. Tidligere var den et middel til at vise, hvilket fag, miljø, man kom fra, og her kan man se udgaver som politikasketten, postkasketten, præstehatten og militærbeklædningen. Netop militæret er det erhverv, der gennem århundreder har brugt hatten til at understrege en bestemt autoritet og et hierarki, hvad enten det gælder kasketten eller krigshjelmen. Hver hat har og har haft sin egen funktion, afhængig af om man er officer eller menig soldat. Her kan nævnes bicornen, der stammer fra slutningen af 1700-tallet, og som Napoleon ofte bar, når han red gennem Paris. De britiske politiofficers Custodian-hjelme, kepien, kendt fra den franske hær og militæret under Den Amerikanske Borgerkrig, og under Første Verdenskrig gik preusserne i krig med de ikoniske stålhjelme, hvor forsiden var belagt med metal eller messing.

Selv om hatten stadig er en integreret del af uniformen hos bestemte erhverv, og at der findes hattemagere og modister i hovedstaden, er hovedbeklædning en kuriositet i nutidens gadebillede. Tilbagegangen begyndte i 60erne i forbindelse med det globale ungdomsoprør og ligestillingsdebatten. Kvinderne smed hatten og skiftede den ud med tørklædet, for eksempel Jacqueline Kennedy Onassis og Helle Virkner. Fra da af og frem til i dag har hovedbeklædning været forbeholdt de få, dog med enkelte udsving som den omvendte hiphopper-kasket, sixpencens renæssance hos de kulturelle modeidealer og den P.S. Krøyer-lignende stråhat.

Tusind og en Hat, Rundetårn frem til 15. juni 2014.