Kysset fra Paris

Kysset fra Paris

Berlingske 2014:

Pariser-fotografen Robert Doisneau var eksponent for den menige pariser i 1950’erne. Kvinder, mænd og børn ved Seinen og på caféhjørner. I dag har hans fotografier fået en renæssance, fordi vi stadig drømmer om det Paris, der var engang.

I 1980’erne skulle man ikke besøge mange pigeværelser eller kiosker, før man fik øje på La Tour Eiffel, La Seine og Le baiser de l’Hôtel de Ville. Fotografiske ikoner, skudt af stjernefotografen Robert Doisneau (1912-1994), der skildrede hverdagen og gadelivet i 40’rnes og 50’ernes Paris. 80’er-pigerne drømte sig tilbage til bistrohjørnerne og de ubekymrede slentreture langs Seinen og anskaffede sig de mange gentrykte ikoner på postkort og plakater som en flugt fra hverdagens trivielle gang.

Robert Doisneau blev en af sin tids mest anerkendte fotografer inden for humanistisk fotografi, og har for længst fået en renæssance, der lader til at fortsætte, selv 20 år efter hans død, som herhjemme bliver markeret med en fotoudstilling om ham på Gl. Holtegaard frem til 6. juli.

Han gik ud i efterkrigstidens Paris med sit mobile kamera og brugte gaden som sin scene, hvori han dokumenterede den puls og det liv, pariserne var ved at genopfinde efter Anden Verdenskrig. Byen og pariserne havde stadig fysiske og mentale efterdønninger fra nazismens indtog, men langsomt lurede en opblomstring, som Robert Doisneau fangede med sit kamera og forevigede som en hyldest til den by, han elskede. Det handlede om drømme og illusioner, som måske endnu ikke var nået til den franske hovedstad, men som levede i Doisneaus fantasi.

Sort-hvid-fotografier, hvor han hverken gik efter promenadefruerne på Champs Elysees, men i stedet den menige arbejderklasse, hvad enten det gjaldt slagteren, gadebørnene, kæresteparret, en mor, håndværkeren, en kvindes ensomhed eller en studerende, siddende på brosten med en skrivemaskine. Mennesker, der var mentalt i knæ, men som han forsøgte af spore en optimisme og livsglæde hos. Han ville ramme en nerve, et øjeblik, der både fortalte en virkelighed og en smuk illusion om det Paris, han elskede. Alligevel forblev han loyal over for de mennesker, han skildrede gennem en lune og et fortællende greb blandet med en humoristisk skævhed, som man for eksempel kan se på fotografiet Paris 1961, hvor han fotograferede Eiffeltårnet med svævende undertrøjer i forgrunden, hængt til tørre ved Seinen eller på Picasso-fotografiet, hvor den kendte malers hænder er illustreret med små brød.

I 1950 tog Robert Doisneau sit mest kendte fotografi. Le baiser de l’Hôtel de Ville, Kysset på dansk, der viser et spontant kys mellem et ungt par foran byens rådhus, omgivet af pulserende parisere. Fotografiet er blevet et symbol på det Paris, vi kender i dag, og i mange år gik verden i en tro om, at kysset var oprigtigt og taget ud af det blå. Men som det kendetegnede flere af de franske humanistiske efterkrigsdokumentarister, heriblandt Doisneau, var iscenesættelsen et element, man brugte, også i forbindelse med Le baiser de l’Hôtel de Ville. I 1980’erne tog et par kontakt til ham for at opkræve royalties, da de mente, de var kæresteparret på billedet. Det var de ikke, men den kendte fotograf blev slæbt i retten, hvor han måtte afsløre, at kvinden og manden på fotografiet var to skuespillere, Françoise Delbart og Jacques Carteaud, som netop havde kysset spontant, men Doisneau nåede ikke at fange øjeblikket, så han spurgte, om de kunne gentage kysset, hvilket de gjorde med stor glæde. De var skuespillere, som de senere fortalte. I 2005 solgte Françoise Delbart en signeret version af fotografiet for 155.000 euro. Afsløringen ødelagde de sidste år af Robert Doisneaus liv, som endte den 1. april 1994. Hans forestilling om, at verden var god og smuk, forliste.

Udover pariser-motiverne, tog Robert Doisneau i 1960 en stribe farvebilleder fra Palm Springs i Californien, hvor han udstillede den fiktive feriebys overflod af sportsvogne, velhavende pensionister og swimmingpools. Billederne var til magasinet Fortune og blev Doisneaus måde at vise en distance til den verden, han ikke sympatiserede med. Han var arbejdspariser til det sidste, og det er da også disse billeder, vi i dag kender bedst og som har haft en renæssance siden genoptrykningen af dem i 80’erne. Her blev drømmen om dét Paris, vi i dag elsker, tændt. Vi kan og vil helst relatere til 50ernes opblomstrende Paris, hvorfor vi igen ser Kysset på pigevægge og bohemelignende caféer. De kysser stadig i Paris.

Baggrund

Robert Doisneau (1912-1994) startede som amatørfotograf på Renault-fabrikken i Boulogne i 1934. Fem år efter blev han fyret, fordi han altid afleverede sine billeder for sent. Herefter begyndte han at tage postkortfotografier, som var meget efterspurgte i Paris på daværende tidspunkt, og i 1948 henvendte Vogue sig til ham, da det globale modemagasin ønskede at frembringe et mere afslappet og nyt modeudtryk. Doisneau fulgte Vogues nye stil, men brød sig ikke om at fotografere smukke kvinder i elegante omgivelser, hvorfor han få år efter forlod det kendte magasin og i stedet begyndte at fotografere dét, der i virkeligheden optog ham – hverdagens menneskeskæbner i Paris’ gader, hvor han selv var født og vokset op med en ubarmhjertig tante, efter hans mor døde, da han var syv år.