For sjæl og legeme

For sjæl og legeme

Weekendavisen 2017

Da Sjællandsgade Bad på Nørrebro blev bygget i 1917, stod den nye badeanstalt som et symbol på den tidlige velfærdsopbygning og tidens greb om personlig pleje. I dag bader de stadig i den kliniske tidslomme.

Modstanden var mærkbar, da Københavns Kommune for nogle år siden valgte at lukke byens sidste badeanstalt som et led i en større sparerunde. Egentlig havde kommunen sin begrundelse klar: Antallet af badegæster var de seneste ti år faldet fra 90.000 til 44.000 om året. Kulturskat eller ej, det var ikke længere rentabelt at drive det gamle Sjællandsgade Bad på Indre Nørrebro, og den 1. november 2010 var det slut. Stedet kunne ikke reddes, huset blev rømmet og tilbage stod brusekabiner, afvaskningsbænke og badekar som et forladt dødsbo.

Men nørrebrogenserne gav ikke op. Tre måneder efter lukningen gik en gruppe af tidligere medarbejdere sammen og stiftede foreningen Sjællandsagde Bad, der skulle kæmpe for en genåbning af den historiske badeanstalt, der havde været et fikspunkt, en institution, for lokalbefolkningen i generationer. Med støtte fra Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur rejste foreningen en fredningssag, der skulle sikre, at badeanstalten ikke måtte anvendes til andet formål. Kommunen kæmpede imod, men tabte sagen, da Kulturarvestyrelsen i 2012 fredede bygningen med begrundelsen, at Sjællandsgade Bad ”har de arkitektoniske og kulturhistoriske værdier, der kan begrunde en fredning.”

I dag kan man igen få sig et bad i Sjællandsgade, badeanstalten genåbnede i starten af 2013 og kan i år fejre sit 100 års jubilæum. Det er torsdag formiddag, badet åbner først til aften, men Mette Vang Mikkelsen har lovet at vise mig rundt i de gamle lokaler. Hun er forkvinde, ikke formand, for bestyrelsen af Sjællandsgade Bad og gik forrest, da fredningssagen skulle i hus. Indtil videre har Københavns Kommune givet hende og husets mange frivillige en bevilling frem til 2021.

”Det kan godt være, at man bor på Nørrebro, hvor det hele ser meget multikulturelt ud, men i virkeligheden er det en overvældende kontrast at komme fra mylderet nede på Nørrebrogade og så herind. Ude på gaden er der ret få, der snakker sammen. Det gør de til gengæld, når de kommer her, så sker der noget med dem. De tager tøjet af, og så er de bare til stede i de her rum, uanset om det gælder de ressourcestærke børnefamilier eller de hjemløse,” fortæller Mette Vang Mikkelsen, der startede som menig badedame i 2007, siden genåbningen har hun stået for den daglige ledelse.

Afinstitutionalisering

I kvindernes badeafdeling skinner de gamle fliser, deres flødelignende farve gløder i glasuren, som var de netop sat op. Kalk er der intet af, heller ikke når man går tæt på, trods fliserne har hængt her i en menneskealder og beklædt de mange brusekabiner, der løber nedad gangene i bløde kanter og buer som et modstykke til det hårde terrazzogulv. Her er ro, og sådan skal det være, man råber ikke, taler ikke i mobiltelefon, man drosler ned, forklarer Mette Vang Mikkelsen

Hun fortæller, at det var en tårevældet lukning i 2010, især for de ældre gæster, der havde taget sig et bad her én gang om ugen i 60-70 år. Derfor har hun siden genåbningen lagt energi i at få et hjemligt præg banket ind i den kliniske badeanstalt. I venteværelset er den gamle reception nedlagt, persiske tæpper er strøget hen over den rå beton, her er slidte, polstrede klunkemøbler, blomster og et klaver. Stedet må ikke minde om en institution eller fremstå eksklusivt, derfor går vi også på strømpefødder, mens vi bevæger os rundt.

Selv om de fleste lejligheder på Nørrebro i dag har et bad (cirka 5.000 husstande er stadig uden bad), kommer her i vinterhalvåret op mod 80 gæster på en hverdagsaften. Så bliver porcelænskarrene fyldt op, det plasker fra brusekabinerne og saunaen bliver tændt. 20 kr. for et brusebad, 60 kr. for karbad. Indimellem er her akustiske og elektroniske koncerter, midnatsbadning, digtere kommer forbi og læser op, plejehjemsbeboere kommer til Fodbad og Fællessang og frivillige zoneterapeuter tilbyder massage.

”Vi forsøger at holde fast i husets historie, men selvfølgelig har det udviklet sig. For mig handler det meget om at afspejle de mennesker, der bor på Nørrebro og den måde, bydelen udvikler sig på. Fint nok, at nogle kommer til saunagus, men vi kommer ikke til at ende som et kursted.”

Sjællandsgade Bad blev bygget i 1917 som et led i den tidlige opbygning af velfærdsstaten omkring århundredeskiftet, hvor socialpolitikken fik et markant løft. I 1899 var det med Septemberforliget lykkedes arbejderklassen at tilkæmpe sig mere lighed og flere rettigheder på arbejdsmarkedet. Året forinden var loven om ulykkesforsikring vedtaget, en ny dagpengelov faldt på plads i 1907, herefter fulgte sociale reformer på bl.a. skole- og ældreområdet.

Samtidig kom den personlige renlighed og pleje mere på dagsordenen. Fra midten af 1800-tallet var man i de vestlige samfund begyndt at tale om hygiejne. Slut skulle det være med livets tre bad – når man blev født, skulle giftes og når man var død. I København fandtes flere private og selvejende badeanstalter med badekar, eksempelvis Rysensteen Badeanstalt ved Langebro, anlagt i 1825, og De Romerske Bade i Tordenskjoldsgade fra 1868, men endnu var badet hverken et dagligt eller ugentligt ritual for den brede befolkning. De få badeanstalter var ikke overrendte, heller ikke billige, og for mange arbejdere var den almindelige kropsvask sparsom.

Harmonisk arkitektur

I Københavns Borgerrepræsentation, hvor den socialdemokratiske gruppe var kommet ind i 1899, gik den senere finansborgmester Jens Jensen i spidsen for etableringen af kommunale varmtvandsbadeanstalter. Nu skulle det være slut med etagevasken ved køkkenvasken og zink-karret foran kakkelovnen, den menige byboer, de fattige arbejdere, skulle have ret og adgang til et brusebad. Ved folkeoptællingen i 1906 havde knap fire procent af byens lejligheder et baderum. Først opførte kommunen badeanstalten i Saxogade på Vesterbro i 1903, efterfulgt af flere kommunale badeanstalter på Christianshavn, i Borgergade-Adelgade kvarteret og på Nørrebro.

Byggeriet af Sjællandsgade Bad havde høj prioritet. Den nye badeanstalt mindede om de gamle, smukke DSB-stationer eller de tidlige kommuneskoler med røde mursten og sprossede vinduer. Placeringen mellem indre og ydre Nørrebro var nøje gennemtænkt i Borgerrepræsentation, derved ville alle bydelens beboere have lige adgangsforhold.

I Sjællandsgade lå i forvejen Simeons Kirke, bygget i 1912-1914, og Sjællandsgade Skole (i dag Guldberg Skole) fra 1887. Her så Københavns stadsarkitekt, Hans Wright, (1854-1925) muligheden i at smelte den nye badeanstalt ind mellem de to eksisterende bygningskomplekser, indkapsle den åbne plads, symbiotisk, og give hele kvarteret et løft med nye arbejderboliger og omkringliggende grønne områder som en del af en større kommunal plan for området i begyndelsen af 1900-tallet. Wrights ønske var ”at skabe en ydre harmoni imellem kirkens og anstaltens arkitektur, således at disse to bygninger ikke, arkitektonisk set, trykker eller skader hinanden,” som han selv udtrykte det. Samtidig kunne man nu få renset såvel sjæl som legeme ved først at købe sig et bad og efterfølgende tage plads i kirken.

Trods den arkitektoniske genistreg blev Sjællandsgade Bad bygget ud fra et kommunalt princip om renlighed og orden, for de badendes og for bydelens hygiejniske trivsel. De symmetriske linjer i murværket afspejlede de stramme, kliniske linjer indvendigt. Stueetagen rummede kvindernes badeafdeling, herreafdelingen blev placeret på første sal. Sådan er det også i dag. På kvisten boede bademesteren, fra kælderen brummede de kuldrevne kedler, der skulle til for at opvarme badevandet.

I modsætning til kvinderne foretrak de fleste mænd et friskt styrtebad, kvinderne fandt dette for nødtørftigt. Derfor blev herreafsnittet indrettet med 16 brusekabiner og fire badekar, mens damerne fik seks badekar og kun seks brusekabiner, der til gengæld havde omklædningsrum på begge sider for hurtigt at kunne få gæsterne igennem på de tavle badedage. Derudover valgte kommunen at indrette et finsk inspireret dampbad med fælles baderum – til stor uvilje hos kvinderne. Debatten nåede ind i Borgerrepræsentationen, hvor landstingsmanden Carl Frederik Sørensen kunne forelægge medlemmerne, at han havde været i dialog med mange københavnske kvinder, der havde ”ytret betænkelighed” og ”mangel på forståelse” over for den nye, fælles badekultur. Men det finske dampbad blev bevaret.

Badet i Sjællandsgade blev hurtigt et fast ritual for de mange arbejderfamilier på Nørrebro. I begyndelsen af 1920rne rundede op mod 500 gæster badeanstalten på en almindelig hverdag, overgået af lørdagen, der blev den store badedag med omkring 1.200 besøgende. Så voksede køen, langt hen forbi kirken, hvor især kvinderne måtte vente i op til to timer for at få et karbad. I den forbindelse blev det i en artikel i B.T. i 1923 påpeget, at de københavnske mænd var mere renlige end byens kvinder, da badeanstalterne, heriblandt Sjællandsgade Bad, blev flittigere brugt af det mandelige køn. Herefter skred en kvindelig læser til sin skrivemaskine og skrev: ”Mænd er mere renlige end kvinder, men det tror da pokker, der er nemlig mange flere baderum for mænd, efter hvad min mand og bror siger, og de må da heller ikke vente mere end højst en halv time.”

Træuld og stringente badedamer

Nok fremprovokerede badeanstalten kønsdebatter og hygiejniske diskussioner, men når man havde købt sin badebillet (15 øre) og hilst på bademesteren, handlede det om at komme af med tøjet og blive vasket – de fleste helt nøgne, som det har været og stadig er kulturen. Da størstedelen typisk købte sig et bad én gang om ugen, var der ikke tale om en hurtig afvaskning, men et større skrubbearbejde. I mange år foregik selve indsæbningen med træuld, lange træspåner, der gnubbede og borede sig ind i den nøgne hud.

”Træulden var ret effektiv, men det er ikke altid, jeg hører de bedste historier fra de gamle damer, der kom her som små. For mange af dem, var det ikke en behagelig oplevelse. De fortæller indimellem nogle ret hårde historier, om hvordan de kom ind, fik beordret tøjet af, de var helt nøgne, blev stillet op på lige rækker, hvorefter de hvidklædte, stringente badedamer skrubbede dem brutalt med træuld, pillede i deres ører og var ret hårdhændede,” siger Mette Vang Mikkelsen og peger op på et gammelt fotografi fra 1920rne, der hænger i dameafdelingen og viser et par badedamer i hvide kitler og med stramme frisurer.

I takt med at flere af byens lejligheder fik indlagt bad, især i forbindelse med saneringen af Indre Nørrebro i 1970erne, blev byens offentlige bade mere og mere anvendt som sociale mødesteder. I Sjællandsgade Bad indførte man mottoet ”For Gud og bademesteren er alle lige”, og fra omkring 1970erne udviklede badeanstalten sig til et hus, der slog sig op på ro og velvære. Karbadet blev blandet med æteriske olier, mælk og salt fra Det Døde Hav, man indførte saunagus, massage og drak en øl på afvaskningsbænken. Sådan fortsatte det frem til lukningen i 2010, og sådan nyder man det stadig i Sjællandsgade, hvor tidslommen lever videre – nu på tværs af sociale skel.

”Da huset i dag bygger på frivillighed og fundraising, er vi et andet hus i modsætning til tidligere. Men vi holder fast i, at man primært kommer her for at få et bad, en lille pause fra virkeligheden, uanset om man kommer i pels eller med poser under armen.”