Et proportionelt greb

Et proportionelt greb

Weekendavisen 2014:

Kaare Klint, stamfaderen af Danish Modern, fandt det umulige snit mellem konservatisme og progressivitet. Ny udstilling på Designmuseum Danmark.

Det er svært at forestille sig en Børge Mogensen eller en Hans J. Wegner, hvis det ikke havde været for arkitekten og lærermesteren Kaare Klint. Efterkrigstidens danske møbelepoke havde formet sig radikalt anderledes uden Klintskolen og dens uomgængelige fornemmelse for sin fortids og fremtids design. Nok har Kaare Klint (1888-1954) været udskældt for, at hans formsprog var for gråt og støvet, fantasiløst, men han havde fat i noget, et tidløst greb af rene linjer og æstetisk nøjsomhed, som har medvirket til Wegners og Mogensens storhedstid og renæssance.

Nu kan man opleve mesteren selv på Designmuseum Danmarks nye udstilling om Kaare Klint – Øvelse gør mester, som er åbnet i de lokaler, han arbejdede i og levede det meste af sit liv. Det er den første udstilling om ham siden 1956, da hans tidligere elever, blandt andre Børge Mogensen og Rigmor Andersen, satte en mindeudstilling op til ære for deres inspirator, som var død to år forinden. Med hjælp fra arkitekten Gorm Harkjær, som i 2011 udgav sin enorme monografi om Kaare Klint, fremviser man nu det sammensatte designikon, hans modsætninger, det funktionelle og det æstetiske, traditionelle og moderne, og lægger samtidig op til, at man som besøgende ikke skal forvente et facit og et punktum – Klinttanken er stadig kompliceret.

Ser man på hans aftryk, skulle man tro, at Kaare Klint var sat i verden med et åbenlyst talent, en artistisk lethed, han kunne udtrykke til hver en tid. Sandheden var, at den unge Klint måtte arbejde sig frem i faget, slide ekstra hårdt for at træde ud af sin fars skygge, arkitekt og maler P.V. Jensen Klint (1853-1930). Forinden var han startet i mesterlære som kunstmaler i 1903, men blev siden elev hos sin far og arkitekten Carl Petersen (1874-1923), der spirede Klints interesse for møbelhåndværk og arkitektur. Hans far havde stiftet den indflydelsesrige udbrydergruppe, Den Fri Architektforening, og var foregangsmand i skønvirke-bevægelsen, der gik imod industrialiseringen af det gode håndværk.

Kaare Klint sugede visdommen til sig, og lærte i en tidlig alder at arbejde seriøst og ambitiøst med sit fag. Ligesom faren var han grundig, næsten for grundig, lyttede aldrig til radio, undgik distraheringer, søgte roen, fordybet i materialet og bevidst om sin arv. En dygtiggørelse, som P.V. Jensen Klint og Carl Petersen bemærkede, og i 1914 fik han sin første store opgave, at tegne inventaret til Faaborg Museum sammen med Carl Petersen. Mest kendt er den klassicistiske Faaborgstol, hvor den 26-årig arkitekt udviste et formidabelt tegnetalent og skabte en let og flytbar karmstol uden overflødigheder, der afslørede hans forståelse af håndværket og fornemmelse for et møbels funktion og bæredygtighed.

Samme år rejste Klint og hans gravide hustru, Le Bredsdorff, til Java i Indonesien, efter at han sammen med faren i 1913 havde vundet en møbelkonkurrence på en udstilling i Malmø. Alligevel var han splittet omkring sin fremtid, da han også havde udstillet som maler i 1911. Efter 18 måneder vendte han hjem – arkitektopgaverne ventede på ham.

Her gav Carl Petersen, der var professor på Kunstakademiets Arkitektskole i København, Kaare Klint muligheden for at undervise snedkere i fagtegning. Han blev ”prøvet af”, og da man i 1924 oprettede et lektorat for Rumudstyr og Møbelkunst, tøvede man ikke med at ansætte ham som docent til at forme fremtidens møbelsnedkere. I begyndelsen af 1920rne havde han sammen med blandt andre Ivar Bentsen og Thorkild Henningsen restaureret det daværende Kunstindustrimuseums nye bygninger, Frederiks Hospital i Bredgade. Klint indrettede de enkelte rum, hvortil han, trods ideologiske uenigheder, valgte Poul Henningsens nyudviklede PH-lamper. Omkring samme tid, 1922-1925, tegnede han inventaret til Thorvaldsens Museum, Davids Samling og en række institutioner. Senere indrettede han Thorvald Staunings statsministerkontor, Ny Carlsbergfondet, museer og andre magtcentre, men på en klædelig, underspillet facon.

Ved siden af undervisningen på akademiet fortsatte han med at tegne møbler, og blev den toneangivende for 30ernes design. Møbler, gennemsyret af en enkelthed, et nøjsomt ydre og ordentlighed med et moderne og fremadskuende greb, der samtidig forpligtede sig til fortidens møbelarv, heriblandt chippendale-stolen og den amerikanske shakerbevægelse. Han bestilte bøger hjem fra Amerika om shakerkulturen for så at oversætte dem og tilegne sig stoffet. For Klint handlede det om at bygge videre på traditionen og ikke lade sig forstyrre af modernismens nyankomne Bauhaus-filosofi – en rendyrkning af tidligere modeller. Omvendt gik han mod jugendstilens klodsede, upraktiske og tunge møblement med ornamenteringer. Han skar kruseduller og gesvejsninger væk, og var derved med til at lægge stenene til den danske designepoke i 50erne og 60erne. For trods respekten for traditionen, var Kaare Klint en af tidens unge provoer, et kraftfelt af kunstnere, der protesterede imod den indarbejdende industrialisering, som man mente var til skade for håndværket og ikke mindst dets udførelse og kvalitet. Dog var han ikke lige så åbenmundet som Poul Henningsen, Kay Bojesen og Mogens Koch.

Det handlede om funktion frem for æstetik. Æstetikken lå i materialet selv. Først funktion, herefter kunne man tale om form, som Klint selv sagde det. Nu skulle en stol ikke være et kunstværk, men et møbel man kunne sidde i, behageligt, og som ikke fyldte og tog unødig plads i hjemmet. Overflødig og svulstig ornamentik var fortid, nu funktion og neutralitet.

Det fremgår tydeligt, når man studerer hans møbler. Kantede hjørner, lodrette linjer og en lethed, ingen tilfældige rundinger, modsat for eksempel Finn Juhl. Det ser man især ved hans ottebenede sofa, tegnet til Rud. Rasmussens Snedkerier, fra 1930, og hans skænk med skydedøre fra samme år. Måske hans mest karakteristiske møbler, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Begge i cubamahogni, et af Klints yndlingsmaterialer. Også hans signaturmøbel fra 1933, målt på antal solgte eksemplarer, safaristolen, som var banebrydende og stadig med klare referencer til fortidens engelske officerstole. Her ønskede han at tegne en hvilestol, der var let at skille ad og transportere. Faktisk lavede han den sådan, at den kunne rulles sammen i én karton og derved let sendes ud i verden, måske til Afrika. Safaristolen blev blandt andet fremstillet i ask, teak, mahogni og nigerskind. Sammen med kirkestolen var safarstolen de eneste Klint-møbler, der siden kom i masseproduktion. Typisk bestod hans møbler af så eksklusive materialer, at de blev for dyre at industrifremstille, hvorfor de naturligt henvendte sig til det bedre borgerskab.

Udover møblerne og de fantastiske farvelagte skitser, har man på Designmuseum Danmark givet fortællingen om Klint en ny og interessant dimension ved at lade samtidskunstnere bidrage med værker og input, som udfordrer ens forståelse af mesteren. Blandt andet har komponisten Mike Sheridan skabt et lydværk, der indfanger arbejdet med Grundtvigskirken. Derudover kan man opleve en kunstfilm om Klints opmålingsmetode, skabt af koreograf Tim Rushton og filmfotograf Steen Møller Rasmussen, og som en hyldest til møbelsnedkeren har forfatterne Amalie Smith og Morten Søndergaard sammensat et fotoværk af hans arbejde. Idéen er at undersøge, hvilke metoder nutidige kunstner anvender.

Et andet interessant element på udstillingen er, at man i de næste måneder vil  forsøge at lave en kobling mellem Klint og Niels Bohr. De var samtidige og åndsbeslægtede, boede begge i perioder af deres liv I Bredgade og dannede begge skole i kraft af deres undervisning.

Klint blev betegnet som en flittig arkitekt. Nok er han ikke i nærheden af de produktionstal, som Hans J. Wegner og Børge Mogensen nåede, men driftig i den forstand, at han var kompromisløs. ”Der hvor kompromiset kommer ind, hører kunsten op,” sagde han. Derfor endte han fattig, fordi han hellere gik ned i honorar for at kunne færdiggøre sine værker. Han var deltaljeorienteret til det vidtgående, stædig og uudholdelig i arbejdet mod den perfekte stol. En historie lyder, at han engang mødte den finske arkitekt Alvar Aalto (1898-1976) i Sverige. Aalto spurgte ham, hvad han arbejdede på for tiden: ”En stol,” svarede Klint. To år senere mødtes de i København. ”Hvad arbejder De nu på,” spurgte Aalto. ”Jeg arbejder stadig på en stol”, vrissede Klint.

Det er ikke tilfældigt, at Designmuseum Danmark har valgt titlen Øvelse gør mester. I værkstedet var han dybt koncentreret, vidste godt, han skulle arbejde hårdt, intet kom let. Han øvede og øvede sig på sine tegninger, indtil de var perfekte. Besad en sund usikkerhed, der aldrig gjorde ham arrogant eller hovmodig, men respekteret for sit håndværk. Arbejdet betød alt for ham, og han brød sig ikke om offentlighedens rampelys, som når han udstillede, for eksempel på verdensudstillingerne i Barcelona, 1929, Bruxelles, 1935 og Paris i 1937. Amsterdam og New York i 1939, Stockholm i 1942 og på Victoria & Albert Museum i London, 1948. Her optog man et kort filmklip med ham – den eneste, der findes.

Selv om Kaare Klint fremstillede flere vigtige møbelklassikere, var det først og fremmest hans profession som underviser på Kunstakademiet, der siden placerede ham som dansk møbelkunsts grand old man.

Hans udgangspunkt var at holde fast i et gedigent snedkerhåndværk. Uden at kunne dét, havde eleverne ikke en chance. De skulle forstå materialet, hvordan det opførte sig, mærke savsmulden på høvlbænken og derigennem få en forståelse af møbelkunst. Herefter introducerede han dem for nogle metoder og standardiseringsprincipper, han anså for betydningsfulde – stik modsat de sædvanlige, akademiske undervisningssystemer, der var mere stilbetonede og usystematiserede. Metoderne udsprang af en overbevisning om, at møbler skulle være brugsrigtige, modsat trenden i andre europæiske lande, hvorved Danmark udviklede en selvstændig designkultur, der som bekendt endte i en eksportsucces efter Anden Verdenskrig.

Her var Klint optaget af en dimensionering af møblet. En metode, et proportionsstudie, han videregav til sine elever. Det handlede om en teoretisk, analytisk tilgang til en stol, en sofa og et opbevaringsmøbel, hvor man målte menneskets rækkeevne for så at forme et møbel, der passede til en bestemt funktion. Man opmålte simpelthen menneskets højde, bredde, kropsmål og bevægelser til hvert et møbel. Det gav sig navnlig udslag i opbevaringssektionerne, der systematisk blev opmålt, efter hvad de skulle indeholde. Bøger, skåle, kjoler, kufferter, hatte, kaffestel, tallerkner, bestik og glas. Det handlede om at udnytte pladsen. Så tegnede man hylder, skuffer, bakker og skabe, der matchede inventarets størrelse. Så simpel, eller kompliceret, var hans filosofi. Herfra var det op til den enkelte at forme sit møbel, så længe det var funktions- og metodebestemt. ”Alt skal gå op, og der skal ikke være nogen rest,” som arkitekten Sten Eiler Rasmussen udtrykte det om Klints metode..

Metoderne om rumlighed og funktion tog han videre i sit arbejde med Grundtvigs Kirke i København. I 1916 havde Kaare Klints far fået til opgave at bygge kirken, som han påbegyndte i 1921. Da han døde i 1930, stod kun det 49 meter høje tårn færdigt. Inden da havde P.V. Jensen Klint peget på sin søn til at færdiggøre byggeriet, hele skibet, det kunne ikke være andre, og i 1940 stod kirken færdigbygget. I alt brugte man fem millioner hvidgule mursten, alle håndslebne på indvendig side, og op gennem kirkegulvet satte man 1.863 styk af Klints kirkestol fra 1936. Stolen blev oprindelig tegnet til Bethlehemskirken, bygget af Kaare Klint 1935-37, og ses i dag i mange af  landets kirker.

Kirkebyggerierne og en række monumenter gjorde ham til en multikunstner, men uanset hvad han gav sig i kast med, tog han udgangspunk i de analytiske funktionsmetoder. Også da hans bror, Tage Klint, grundlagde lampefirmaet Le Klint i 1943. Som børn havde de i familien siddet og foldet papirskærme, der siden blev så efterspurgte, at de kom i produktion. Kaare Klint bidrog med flere tegninger, blandt andet den velkendte kiplampe, 1945, der både kan bruges som væglampe og bordlampe. Butikken i Store Kirkestræde i København blev indrettet af Kaare Klint.

Sideløbende underviste han på Kunstakademiet, hvor han blev professor i 1944. Han døde i 1954, omkring samme tid, flere af hans tidligere beundrere, Mogensen, Wegner, Wanscher, fik deres gennembrud med klare referencer til Klintskolens rationelle udtryk.

Kaare Klint, Øvelse gør mester, Designmuseum Danmark, København, frem til 27. februar 2015.