Et afrundet menneske

Et afrundet menneske

Børsen Weekend 2015:

DANNELSE: Som ung drømte Knud Romer om at blive en tysk poet. Han levede i en verden med Johann Sebastian Bach, tyske forfattere og ekspressionistiske kunstmalere. Siden kom han ind i en kynisk reklamebranche, forlod den igen og indså, at dannelse er spektrummet mellem Bach og fodbold.

Det var i 1960’erne og 70’erne. Forfatteren Knud Romer gik rundt i de litterære kvarterer i Frankfurt, hvor han ofte besøgte sin mormor. Gik på Kettenhofweg langs patriciavillaer og de enorme kastanjetræer. Hver morgen hilste han på den tyske filosof Theodor W. Adorno og forsatte ad sin daglige rute hen til Insel Verlag, Tysklands fineste forlag. Han trykkede sin næse op ad ruden og svor, at hans liv kun handlede om at udkomme som tysk poet på Insel Verlag. Bagefter gik han tilbage til sin mormors villa, stoppet til med malerier, krystal, klassisk musik, bogskabe og førsteudgaver af Rainer Maria Rilke og Hugo von Hofmannsthal, som den unge Knud begravede sig i.

Opvæksten på Falster var en diametral modpol til drømmerejserne ned til mormor. Her var hverken filosoffer eller kunst, bortset fra derhjemme, hvor Knud Romers tyske mor introducerede ham for tysk poesi, fremmedsprog, billedkunstnerne Magnus Zeller og Max Pechstein, tysk ekspressionisme, klassisk dannelse, Bach, litteratur og en bred videnshorisont.

”På Falster var min virkelighed flad med uendelige roemarker og stynede piletræer. Jeg klatrede i æbletræer, bed af dem, samlede på sten og lå i vandkanten. Men når jeg åbnede øjnene på tysk, var der bjerge, slotte, uendelige, dybe skove, hvor man blev spist af brødrene Grimm, hvis man farede vild. Rhin-landskaber, alper, Schwarzwald, grantræer, ikke bøgetræer og Schneeflocken. Sådan var min fantasi. Når jeg gik på roemarkerne citerede jeg Rilke og Günter Grass, og når jeg gik op ad Rosenvænget, var der ingen roser, men jeg kunne dufte dem. Bagefter gik jeg ind på folkebiblioteket for at læse. Det eneste jeg ville være, var digter. Så jeg voksede op i min mors tyske og radikale duft,” siger Knud Romer, der blev mobbet og chikaneret i skolen, hvilket styrkede hans lidenskab for litteraturen.

Vi sidder på Cafe Fremtiden på Sankt Annæ Plads. Han drikker sin fadøl og fortæller om, hvordan de første 35 år af hans liv gik med at læse fransk eksistentialisme, tysk romantik, han skrev poesi, levede af sine forældre og var i 17 år tilknyttet litteraturvidenskab på Københavns Universitet.

Men på et tidspunkt slog det ham, at han måtte blive samtid med sig selv. Han havde mistet sin virkelighedsopfattelse, var simpelthen for dannet.

”Det gik op for mig, hvor blind jeg var, hvor indskrænket jeg var i min virkelighedstilgang og hvor fundamentalistiske mine ideologier og værdier var. Jeg havde ingen praktisk livssammenhæng, jeg producerede ikke noget og samtidig indså jeg, at nogle af de mest fundamentalistiske mennesker på kloden, er akademikere, som jo også mener, at alle skal underkaste sig deres syn på virkeligheden. Sådan var jeg, det var helt galt. Bøgerne tog mig ind i en endeløs labyrint.”

Hvad gjorde du så?

”Først måtte jeg bryde sammen, fordi jeg ikke kunne blive digter. Derefter begyndte jeg at gå en masse i byen, skiftede harddisken ud og dyrkede modernismen, hvilket også er en dannelsesrejse. I nattelivet mødte jeg nogle mennesker, der fik mig ind i reklamebureauet Kunde & Co. Det job redede mit liv, fordi jeg fik et realitetsprincip og lærte at tage et ansvar, se mig selv udefra. Jeg gik fra mine fem fremmedsprog og 2.000 års kulturhistorie til at skrive tilbudsannoncer til Jensens Bøfhus og Din Tøjmand. Jeg følte mig som pianist i et bordel, jeg græd, selv om det var første gang, en dør til virkeligheden havde åbnet sig for mig.”

I slutningen af 1990’erne var Knud Romer på toppen af den danske reklamebranche. På rød løber i Cannes med 30 centimeter lange Virginia-cerutter fra Østrig og en gigantisk løn. Det var som om, fanden ville give ham alt, undtagen det eneste, der virkelig betød noget, nemlig at skrive sin historie så smukt han kunne, udkomme på Insel Verlag og få et familieliv. De dyre sko kunne aldrig kompensere for den bog, han endnu ikke havde skrevet. Han var ved at gå til i stoffer, coke og After Parties, 41 år og en parodi på sig selv i for spidse sko og lyseblå nylonjakkesæt.

”Det var slut, jeg kunne ikke mere. Pludselig handlede det for mig om at putte noget ind i livet, men det kunne jeg kun, fordi jeg havde lært erhvervslivets realisme, kynisme og handlingskraft. Nu var jeg i stand til at skrive min bog, der var den eneste kilde til betydning i mit liv. Jeg skød den af sted, udkom på Insel og min stjerne stod på himlen over roemarkerne på Falster. Mit dannelsesmål var opnået.”

Romanen ”Den som blinker er bange for døden,” der handler om Knud Romers opvækst på Falster, udkom i 2006 og høstede en række priser. Han fik kone og to børn, følte for første gang, at det hele gav mening, fordi han havde fundet poesiens modstander – erhvervslivet.

”Jeg fik et mere nuanceret billede af, hvad dannelse er. Derfor er jeg nok blevet en underlig mellemting af en højreorienteret erhvervsindividualist og venstreorienteret akademikeridealist. Fordelen er, at jeg kan relativere tingene. Når jeg hører Mahler, går mine ører op, og jeg bliver henrevet, musikken smager, dufter og klinger. Omvendt er jeg blevet så meget videnskabsmand, at jeg ved, at den lune fornemmelse af mystik er farlig, fordi vi ved jo godt, vi er materielle, vi dør og forsvinder for evigt. Big Bang holder, vi er stjernestøv. Jeg har lært at gennemskue virkeligheden. Hvem er jeg, hvor er jeg, hvad er det, der foregår, hvad er sprog, hvad er historie, den refleksion og gennemsigt er for mig dannelse og kan berige ens tilværelse.”

Hvordan ser du så på dannelsesbegrebet i dag?

”Tag nu skolen. Her mener jeg, man har mistet grebet omkring børnenes dannelse. Meningen må jo være, at de kommer ud i den anden ende med evnen til at kunne berige sig selv med oplevelser, men i dag får vi invalider ud af folkeskolen, mennesker, som kan regne på kuglerammer, men som ikke har en indsigt i virkeligheden, litteraturhistorien, musikhistorien, kunsthistorien, der kan give én så meget. Man skal både lære at cykle, svømme, men man skal også kunne læse højt, synge i kor og kende til klassisk musik. Det gode er, at hver gang man møder en ny kultur, åbner der sig en skattekiste, hvor du får virkeligheden og menneskets historie en gang til. Det handler om at skabe mere universelle mennesker, der kan tænke selv, og som ikke bare klapper i takt til Hansi Hinterseer.”

Hvad gør du selv for at viderebringe det til dine børn? 

”Altså mine børn går i DR SpireKoret, synger som engle, men de går også til fodbold i B.93. De skal ikke undvære nogle af delene, fordi begge dele er kulturelle udtryk, der hver især opfylder et formål. Det ved jeg, fordi jeg både er dannet af den klassiske kultur, men jeg har også tilegnet mig erhvervslivets virkelighedsopfattelse, og derved er jeg blevet et mere afrundet menneske, mindre ideologisk. Klassisk dannelse er udmærket, men det handler jo tit om nogle hierarkier, hvor man mener, at Beethoven og Goethe er øverst, mens porno, pop og tv-serier er nederst. Man afviser og hierarkiserer for at skabe sig selv en social position, identitet og føle sig ovenpå. Det er noget pis. Man må acceptere de forskellige kulturer og værdisystemer og så zappe imellem de forskellige rollesystemer. Dannelse er ikke et hierarki, men en harmonika af sideordnede verdener med naturvidenskab, markedsøkonomi, popkultur og klassisk dannelseskultur.”

Er du selv i mål på din dannelsesrejse?

”Ja, min roman udkom på Insel Verlag. Jeg kan dø.”