En varm lysfilosofi

En varm lysfilosofi

Weekendavisen 2015:

PH-lampen blev født i Paris i 1925 på Verdensudstillingen. Poul Henningsen rejste hjem med seks guldmedaljer og en spirende idé.

Loyalt har den fulgt os gennem vores livscyklus. Den neutrale og samtidig markante PH-lampe, fra skolens gange og kontorer, magtcentre, biblioteker, over spisebordet, i læsehjørnet til plejehjem og hospitaler. Et stykke nationalt klenodie, der altid har prikket til os med en genkendelighed og en kulturhistorie, som går årtier tilbage.

En historie, der begyndte et helt andet sted, nemlig for 90 år siden, hvor Poul Henningsen under verdensudstillingen i Paris i 1925 – Exposition internationale des Arts décoratifs et industriels modernes – fremviste sine første lamper og derved revolutionerede den nationale lampeindustri med den såkaldte pariserlampe. En model, der designmæssigt var et stykke fra de senere velkendte lamper, men begyndelsen til PH-lampens indtog.

At arkitekten og revseren Poul Henningsen (1894-1967) skulle udvikle et lampesystem går endnu længere tilbage. Han var et kreativt væsen med en videnskabelig tilgang til sine idéer. Selv da han som treårig blev sendt i plejefamilie, fordi hans forældre var blevet skilt og hans mor ikke havde råd til at forsørge sønnen Poul og hans fire andre søskende, viste han tegn på, at han var en opfinder. Her gav hans plejefar, der var snedker, ham en høvlebænk, fordi han havde opfanget, at den spæde PH havde et unikt håndelag, han senere skulle få brug for i sit skabende liv. Tidligt byggede han flyvemaskiner, drager og som 16-årig modtog han det Hielmstierne-Rosencroneske legat for at have udviklet en selvpumpende cykel.

Men det var især lampen og lyset, der optog ham. Selv har han sagt, at han begyndte at interessere sig for lys som 13-årig, og omkring 1915 fik han de første tanker om et nyt skærmsystem, da hans mor var utilfreds med tidens elektriske lys og dets grelle skær, bestående af armaturer, som ikke var designet til elektrisk lys. Poul Henningsens mor var meget forfængelige og opfattede sig selv som grim i det nøgne lys, og derved opstod PH’s ønske om at ville afblinde husets lamper – de typiske stofskærme med en nøgen pære i midten.

I 1919 begyndte han at eksperimentere med prismelysekroner, hvor han forsøgte at afskærme og fordele lyset, lave kontraster, så det klædte mennesket. Typisk for PH, at gå op imod vanen og det etablerede. Når han var utilfreds med noget, skred han til handling. Det hele foregik fra hans hjemmebyggede laboratorium, placeret i soveværelset.

Det første reelle resultat blev Slotsholmslygten, et funktionalistisk design med antydninger af de nytænkte lysrefleksioner. Men det var først i 1924, at hans erfaringer tog form. Forud for verdensudstillingen i Paris i 1925 indkaldte det danske kommissariat, med blandt andre arkitekten Thorkild Henningsen i censurudvalget, forslag til belysning. Herefter kontaktede lampeproducenten Louis Poulsen Poul Henningsen og fik ham til at fremstille i alt ti nye lampemodeller, der endte med at blive udtaget til udstillingen i den franske hovedstad.

Forinden var Poul Henningsen af praktiske årsager rejst til Bruxelles og Paris for at udvikle og færdiggøre sine nye lamper. Når han var færdig med en skitse, blev den via tog sendt hjem til Louis Poulsen i Danmark, fremstillet i København, og sendt tilbage til Frankrig. Derved kunne han være med til at hænge lamperne op på udstillingen. Det foregik i den danske pavillon, tegnet af Kay Fisker.

De nye lamper tog alle udgangspunkt i PH’s nyudviklede Système PH med en accent grave over e’et til ære for franskmændene. Den mest fremtrædende var pariserlampen, der med sine seks skærme i finsølv for første gang fremviste PH’s nye modulopbyggede flerskærmslampesystem. Som han selv udtrykte det, var hans nye lysfilosofi, at skabe et lys, der gengiver smukke ting på den bedste måde. Han var fantasifuld, men også matematiker, hvilket slog igennem med den nye lampe, baseret på nøje videnskabelige, vinkelgeometriske studier og princippet om den skjulte lyskilde, der handlede om at få det optimale ud af lyskraften og elektriciteten og samtidig få lyset til at reflektere på den mest behagelige måde via. kurver og nyt armaturdesign. I modsætning til tidens olielamper fik Poul Henningsen nu lyset ud i rigelige mængder, uden at det blændede, og samtidig kunne man ikke se pæren. Lyset var indirekte og varmt, ikke koldt.

Verdensudstillingen i Paris, der fra dens åbning i april 1925 til lukningen i oktober blev besøgt af mere end 15 millioner mennesker, havde til formål at vise de nyeste modernistiske retninger, hvad angår industrikunst. Her var PH’s lampe en af de første originaler inden for denne kategori. Men faktisk var den danske lysmager, eller ”belysningsmester”, som han havde skrevet sig ind under i udstillingens protokol, skuffet, da udstillingen åbnede og han begav sig ud mellem pavillonerne og de forskellige landes stande. Nok var udstillingen afsættet for art déco-perioden, hvis navn opstod herefter, men Poul Henningsen var ikke tilfreds. Det han så, pegede ikke frem, men bagud, som han kritisk anmeldte udstillingen i Ekstra Bladet. Han mente ikke, der var ret meget nyt at se, ikke tilstrækkelig modernisme, i stedet gamle glas, keramik og stentøj. ”Forfærdeligt”, som han skrev, respektfuldt og sagligt. I øvrigt var det ved samme lejlighed, at Poul Henningsen og Thorkild Henningsen fik idéen til det kulturradikale tidsskrift Kritisk Revy, som udkom 1926-1928.

Trods sin kritik, havde den danske idémager al grund til at rejse fra Paris med oprejst pande. For sine lamper høstede han flere guldmedaljer, ikke mindst for pariserlampen og den banebrydende konstruktion, som dog aldrig blev et standardprodukt. Efter udstillingen fandt PH og producenten ud af, at den ganske enkelt ville være for dyr at sætte i produktion, stik imod PH’s tanke om, at det gjaldt om at udforme dagliglivets genstande, så de kunne massefremstilles og demokratiseres.

Da han kom tilbage til København, havde pariserlampen alligevel markeret sig som en af de mest nytænkende genstande på udstillingen, og et større gennembrud lurerede i horisonten. Derfor fortsatte han straks sine lampeeksperimenter, det blændfrie lys blev endnu blidere og vigtigst; nu var lampen forenklet til en treskærmsform, der kort tid efter blev til princippet i PH-lampen – en tallerken, en skål, en kop.

Efter intense eksperimenter gik Poul Henningsen i efteråret 1925 til producenten Louis Poulsen med sin nye og forenklede model, og den egentlige PH-lampe var flyveklar.

Det reelle gennembrud kom i begyndelsen af 1926, da det nyopførte Forum i København, husede en international automobiludstilling. Lous Poulsen & Co. havde vundet licitationen om udstillingens belysning, blandt andre foran de kendte tyske lysfirmaer Goertz og Zeiss. Da Forum slog dørene op, i øvrigt for første gang nogensinde, hang der 120 af Poul Henningsens lamper ned fra loftet som ”hvide fugle, der fløj gennem kæmpehallen”, som B.T. formulerede det i sin anmeldelse.

Ved årets udgang var PH-lampen solgt i 12.000 eksemplarer i Danmark, hvorefter den kom i seriefabrikation fra Deutsche PH-Lampengesellschaft i Karlsruhe og spredt til fire kontinenter. Få år efter hang den også på Kölns banegård, men ikke, som planlagt, på Københavns Hovedbanegård, forhindret af en dagbladskampagne, der vendte stemningen mod den moderne og fremsynede lampe. Sjovt nok var man anderledes fremsynet i 1937, da PH’s bordlampe af 1927 fik plads i DSBs nydesignede kongevogn.