En kantet figur

En kantet figur

Weekendavisen 2014:

”Jeg har da hørt i andre sammenhænge, at folk synes, jeg kan fremstå uhyggelig.” Skuespileren Peter Plaugborg aktuel i sin hidtil største filmrolle og om at tage guds ord i sin mund.

Han er blevet kaldt for sin generations største talent. Skuespilleren Peter Plaugborg, der trods sine 34 år har markeret sig som en af fremtidens spillere på film og nationalscenen. Hans indtil nu ganske få år som udøvende har bragt ham vidt med en stribe af roller på film og teater, heriblandt Det Kongelige Teater. Ofte har han spillet den unge outsider, den lidt utilregnelige figur med det graverende og nærmest psykotisk-lignende blik. For eksempel i Kvinden i buret, Broderskab fra 2010 og Thomas Vinterbergs Submarino fra samme år, hvor han spillede en narkoman.

Nu er han aktuel i sin hidtil største rolle i instruktøren Simon Stahos nye film, Miraklet. Her spiller han hovedrollen – den udadtil kontrollerede præst, Erik, gift med den invalide danselærerinde Johanna, som spilles af Sonja Richter. Kort inde i filmen møder hun sin ungdomskærlighed, Jakob, i form af Ulrich Thomsen, og afsættet til et trekantsdrama er sat.   Filmen, der har premiere den 5. juni, blev i efteråret 2013 udtaget til hovedkonkurrencerne på Chicago International Film Festival og Montreal World Film Festival. Sidstnævnte medbragte Peter Plaugborg prisen for Bedste Mandlige Skuespiller.

Miraklet udspiller sig i et mindre puritansk landsbysamfund, hvor Erik er byens samlingspunkt. Fra sin lille kirke i det bakkede landskab, filmet i Wicklow Mountains syd for Dublin, prædiker han dogmatisk om guds mirakler. Privat er han den loyale, pligtopfyldende familiefar, der værner om værdier som kærlighed og tro, så længe intet forandrer sig. Hans forhold til Johanna er uden lidenskab, religionen betyder alt.

For Peter Plaugborg var mødet med kirken og troen nyt, men han spiller overbevisende, uhyggeligt godt frembringer han Eriks nuancer som præst og menneske – med sit karakteristiske røde hår, den to meter høje fysik, de halvtunge bevægelser, iklædt sort præstekjole, det eksplosive, dræbende blik og øjne, der næsten bider. Han læser Bibelens ord, kraftfuldt, der får én til at krybe sammen i afmagt – han ér en præst.

Rollen i Miraklet fik Peter Plaugborg, da Simon Staho i 2011 kaldte ham til en alternativ casting, et privat møde, hvorefter han fik tilbudt rollen som Erik.

”Han udfordrede mig, især fordi jeg ikke selv er kristen eller troende i den forstand. At skulle ”blive” og tænke som en præst, en folkeforfører, der står så meget fast på sine holdninger, at han har et behov for at fortælle andre om, hvordan ting skal være, lå mig meget fjernt. Men det blev ret interessant, fordi personligt skal der ikke meget til, før jeg tvivler og sætter spørgsmålstegn ved ting, stik modsat Erik. Han er urokkelig i sin tro og bevidsthed, og det var en stor udfordring for mig at tænke sådan.”

Hvordan arbejdede du dig så ind i rollen?

”Erik er en meget sammensat figur. Derfor talte jeg med en præst, som jeg kender. Han inviterede mig ud i Frederiksberg Kirke og gav mig muligheden for at tale fra alterstolen. Der stod jeg, læste op af Bibelen og tog guds ord i min mund. Det at stå i en kirke, tale til sit folk og vide, at man bliver lyttet til, at have den selvtillid, var en prøve for mig. Ja, en smule blufærdigt at skulle fremkalde det, som er gud for mig – hvad er det? Det var en voldsom omgang. Men jeg fandt ud af, hvor mange ligheder, der er mellem det at være præst og så skuespiller. Man står foran et publikum og har et budskab, man gerne vil ud med, privat eller i en højere sags tjeneste.”

Når man bliver udfordret i en rolle, er der så et overskud til at lære noget af karakteren i processen, eller skal den bare spilles og så videre?

”For mig var det interessant at arbejde med en figur, der slet ikke er klar over, hvad der sker med ham, når han bliver præsenteret for ubehag. Her blev det spændende, fordi jeg tror, at mange mennesker lever på en kæmpe løgn gennem deres liv. De har besluttet sig for, at deres liv er korrekt, de får så og så mange børn, deres arbejde betyder meget og de elsker hinanden højt. Ikke, at der er noget galt i det, men hvis den skabelon, man har skabt, er urokkelig, vil der jo være alle mulige valg, man aldrig kommer til at snuse til. Når der så kommer ændringer i ens liv, tror jeg, det er meget sværere at tackle dem og forholde sig til dem, fordi de ikke stemmer overens med det jerngreb, man har taget om sit eget liv. Man bliver nødt til at vide, at der er noget, man siger nej til for at kunne opretholde skabelonen. Alle mennesker indeholder dilemmaer, skyggesider, nogle er bare mere bevidste om dem end andre, og her vil jeg sige, at Erik er meget lidt bevidst om dem. Men han kommer til at opdage dem, og det var her, at jeg begyndte at tænde på rollen. Bagefter blev jeg nødt til at sympatisere med de valg, han tager.”

Er det altid nødvendigt at gå så langt – at skulle sympatisere med sin figur?

”Ja, det oplever jeg. Dermed ikke sagt, at jeg har de samme værdier, men jeg forstår godt, hvor Eriks værdisæt kommer fra. I mit sind er det logik, og det gør mig tryg at vide, at et kontrolmenneske som Erik også kan komme på glatis. At jeg ikke var i gang med at lave et portræt af en, som ikke havde nogle skyggesider. Derved blev det nemmere for mig at forstå den lykkelige side af Erik. Jeg havde lyst til at forsvare ham.”

Peter Plaugborg blev uddannet fra Odense Teater i 2007. Forinden havde han som barn spillet børneteater i Vestjylland, hvor han er født og opvokset. Tanken om at blive skuespiller kom først omkring de 20 år, og selv da han var færdiguddannet eksisterede tvivlen, om der var en plads til ham i faget. Hvis ikke, var han klar til at opgive drømmen om skuespil og scenekunst.

Der var plads, og allerede året efter afgangen fra Odense Teater fik han en rolle i Ole Christian Madsens biografhit, Flammen & Citronen. Siden fulgte som nævnt Submarino, Broderskab, så Erik Clausens Frihed på prøve, Viceværten, Kvinden I Buret, Miraklet, til efteråret spiller han sergent i Ole Bornedals 1864 og i 2015 er han aktuel i flere film. På teaterscenen brød han igennem som Johannes i Ordet af Kaj Munk, sat op på Odense Teater i 2007. Siden 2008 har han været med i stykker som Richard III, De tre musketerer, Det gode menneske fra Sezuan, Sonetter, En skærsommernatsdrøm, Lulu, Metamorfoser på Det Kongelige Teater og Engle i Amerika på Betty Nansen Teatret sidste år. I den kommende sæson 2014/2015 er han med i de tre klassikere, Cabaret, Romeo & Julie og Koks i kulissen, alle på Store Scene.

I mange af sine roller har Peter Plaugborg spillet den sammensatte, komplekse figur, der kan eksplodere på et splitsekund. Ligesom Erik-figuren, da hans livsfundament begynder at vakle så meget, at hans kristne og fredelige ritualer erstattes af vold og afmagt. Men hvad er det med Peter Plaugborg og de kantede roller?

”Jeg har nemt ved at forstå de typer, og for mig er det nogle af de mere vedkommende roller. Jeg tror, jeg må erkende, at man som skuespiller bliver nødt til at være pisse nysgerrig på det at være menneske og på andre mennesker. Simpelthen for at forstå det, man laver. Jo mere man kan acceptere, at der er meget, man ikke kan sætte i boks, desto mere interessant bliver det at skulle forsvare det, mennesket gør, når det bliver presset. Det er her, film, teater og andre fortælletekniske virkemidler bliver interessante for mig – når noget er på spil. Derudover har jeg nok en speciel fysik og måske et udseende, man nemmere kan koble sammen med de typer, jeg har spillet.”

Da jeg så dig spille Erik i Miraklet, blev jeg indimellem halvbange for dig. Hvordan tolker du det?

”Er det rigtigt? Jamen det tager jeg som et komplement. Jeg ved, at jeg som privatmenneske har et ret stort temperament, et ret heftigt et, som jeg kan tænde for ret hurtigt. Det gik op for mig i en tidlig alder, så hurtigt forstod jeg, hvordan jeg kunne bruge det kunstnerisk. Jeg beslutter mig ikke for, om jeg skal være ondskabsfuld eller elskelig, men jeg har da hørt i andre sammenhænge, at folk synes, jeg kan fremstå uhyggelig. Det tager jeg som et udtryk for, at mit arbejde har været virkningsfuldt.”

Du virker ofte meget kompleks i dine roller. Handler det om at komplicere en rolle, før den bliver interessant?

”Det er et meget spændende spørgsmål. Jeg tror ikke, jeg er enig med dig. I virkeligheden handler det om det modsatte, nemlig ikke at komplicere rollen. Det nemmeste i verden er at forvirre et publikum, ikke at få et budskab frem. Det svære er at gøre det så klart som overhovedet muligt uden at tingene skal tykkes for publikum. De skal ikke fodres med noget, der altid er let tilgængeligt, men i forbindelse med Miraklet er rejsen og filmens følelser i forvejen så komplicerede, at jeg ikke skulle forvirre mere end højst nødvendigt. Her var det min opgave at prøve at normalisere tingene. Det kræver blot, at kurven fra manuskriptet er så god, at det er den, der gør, at figuren bliver sammensat. Man skal passe på ikke at komplicere tingene for komplikationens skyld.”

Som skuespiller er der sjældent et facit til en rolle. Hvordan finder du balancen mellem at være sikker og tvivle?

”Der er altid tvivl, og den kan blive værre og værre med tiden. Men jeg er blevet bedre til sige pyt, hvis ting ikke lykkes. Alligevel kan jeg ikke huske, jeg har sat mig ned og tænkt, fuck, det var fedt, der var den 100 procent. Det tror jeg ikke man skal kunne. Alle forestillinger kan heller ikke være gode. Nogle gange tænker man jo, hvorfor laver vi det her, og hvorfor skal offentligheden komme at se det. Det er mindre sjovt. Men hvis jeg ved, jeg har gjort mit bedste inden for de mulige rammer, så er jeg blevet bedre til at kunne tilgive mig selv, hvis det ikke lykkes. Men tvivlen kommer jeg aldrig af med, og det er benhårdt. De valg, man som skuespiller træffer, binder jo, og så må man stå ved dem.”

For Peter Plaugborg handler det om at sætte ting på spidsen og spille til grænsen. Skabe et kraftfuldt univers, som godt må provokere eller udfordre publikums fantasier om, hvad skuespil også kan være. Der skal være et budskab.

”På teatrets vegne har jeg ambitioner om, at skuespillet bliver mere vedkommende. Ikke fordi, jeg ikke synes, der er udfordringer på film, men her er det mere ude af mine hænder. På teatret vil jeg gerne slå et slag for, at publikum genoplever, hvad det er, teatret kan modsat andre former for kunst. Her er det ikke nok bare at underholde i et par timer og så sige farvel. Der skal være et budskab og en ulighed mellem publikums opfattelse af teater. Nogle skal mene, at stykket er fantastisk, andre skal blive forarget. Ellers har det ingen betydning. Publikum skal udfordres, fordi de ligesom skuespillerne også er sammensatte personer. Teater må ikke bare blive en tynd suppe, der ikke rigtig smager godt, men som godt kan spises. Man skal have noget på hjertet, et budskab, du gerne vil ud med, og ikke bare blæse røg op.”

Synes du da, at dansk teater blæser for meget røg op i disse år?

”Efter min mening har teatret haft svært ved at lade sig udvikle i en årrække, og netop den del af skuespillet, kunne godt trænge til at lære sit nye publikum bedre at kende. Man hører jo indimellem, at teater og scenekunst er noget gammelt vrøvl, men i virkeligheden er det noget af det mest autentiske, der er, når vi taler kunst. Scenekunst kræver bare, at man tager ansvaret på sig, og det synes jeg ikke, teatret har gjort i lang tid. Teaterlivet er lidt forsigtigt med at eksperimentere, fordi det handler meget om økonomi og om at få solgt nogle pladser, hvor man nemt kommer til at tage nogle typiske valg, men få chancer. Her tror jeg, man skal eksperimentere endnu mere og være meget mere modig, ligesom dansk film var, da man opfandt dogmekonceptet. Jeg vil i hvert fald eksperimentere. Det er mit arbejde.”

Miraklet, Zentropa, instrueret af Simon Staho, 1 time og 32 minutter. Peter Plaugborg, Ulrich Thomsen, Sonja Richter, Allan Hyde. Premiere 5. juni.