En kæmpe kliché

En kæmpe kliché

Weekendavisen 2014:

Filminstruktøren Kristian Levring var med i Dogme95, men fik siden en skyggekarriere i dansk filmkunst. Nu har han begået en storstilet western med Mads Mikkelsen i hovedrollen.

LONDON – ”Ja, den er god med dig.” Ordene kom fluks fra filminstruktøren Kristian Levring, da Peter Aalbæk Jensen for tre år siden foreslog ham at lave en ægte westernfilm. De sad i Soho i London, spiste frokost og drak barolo, mens de snakkede om deres yndlingsfilm som børn. Kristian Levring var til John Ford og de klassiske westerns, når han hver lørdag eftermiddag sad klinet til DR’s eftermiddagsvisning. Men tanken om selv at skulle instruere en cowboyfilm var for ham vild fantasi – en drengerøvsdrøm, der aldrig kunne blive indfriet – indtil at Aalbæk garanterede finansieringen og vedholdende sagde: ”Selvfølgelig skal du lave en western, Kristian. Jeg har kun to krav: En dansker i hovedrollen og en bedemand med en sort hat.”

”Det var en sindssyg tanke, en dansker laver en western, come on. Men jeg kunne ikke sige nej,” fortæller Kristian Levring, da Weekendavisens udsendte møder ham i London.

Han gik i gang med at skrive manuskriptet sammen med Anders Thomas Jensen, som har været medforfatter til flere af Levrings film. Resultatet blev The Salvation, der havde premiere den 22. maj. En klassisk western på prærien med Mads Mikkelsen i hovedrollen og blandt andre Jeffrey Dean Morgan, Eva Green, Mikael Persbrandt og den tidligere fodboldspiller Erik Cantona på rollelisten.

Kristian Levring er født i Danmark, men voksede op i Schweiz og senere Frankrig, hvor han studerede kunst i Paris. Herefter blev han uddannet klipper fra Den Danske Filmskole. Han er en af de fire oprindelige dogmebrødre, men nok den mest ukendte, og mange i branchen blev da også forundret, da Lars Von Trier, Thomas Vinterberg og Søren Kragh-Jacobsen i 1995 hev ham med ind i den nye filmbevægelse. Godt nok havde han klippet flere af Jørgen Leths film, heriblandt Det legende menneske og Udenrigskorrespondenten, men han var ikke filmmand. I stedet en succesfuld og prisbelønnet reklamefilmsinstruktør med kunder som Coca-Cola, BMW og Microsoft. Forinden havde han i 1986 lavet debutfilmen Et skud fra hjertet, der ifølge ham selv ikke var nogen god film.

The Salvation er hans femte spillefilm, og trods flere filmpriser, har han fået en slags skyggekarriere i dansk filmkunst. I 2000 skrev og instruerede han dogmefilmen The King Is Alive, et psykologisk, intellektuelt drama om en flok turister, der strander i Namibias ørken og for at overleve beslutter sig for at opføre Shakespeares King Lear. To år efter skabte han dramaet The Intended, der udspiller sig i den malaysiske jungle i 1924. Efter to engelsksprogede film, vendte Kristian Levring tilbage til sine danske rødder i 2007 med Den du frygter, hvor Ulrich Thomsen i hovedrollen undergår en psykisk forvandling. Ingen af filmene blev Blockbusterbaskere og nåede tilsammen godt 17.000 solgte biografbilletter. Nu gælder det The Salvation – et bredere mainstreamprojekt og med et af Zentropas største filmbudgetter nogensinde på 80 millioner kroner bag sig. Men kan man lave en western i 2014?

”Jeg har det nok med at kaste mig ud i nogle lidt underlige projekter, som har en indbygget modstand fra starten. Det er klart, at når man siger, at man som dansker skal lave en stor og dyr western, så vil mange være skeptiske. Selvfølgelig lå der en angst og frygt for projektet, men her handlede det om at holde angsten på afstand, fordi den ville gøre præstationen dårligere. Når den dukkede op, måtte jeg nedkæmpe den, hårdt og brutalt. Alle har jo sagt, at westerngenren er død, hvilket den også er, men så blev det først sjovt. Det her er en hyldest til den klassiske western uden et ønske om at revolutionere genren. Den er netop lavet med en gennemsyret begejstring for genren, ikke fordi jeg har tænkt på et personligt gennembrud. Nogle vil måske ikke tro på det, det er også lige meget. Nu gjorde jeg det.”

Har du i forbindelse med The Salvation registreret en udvikling hos dig selv om instruktør?

”Når man er én, der udtrykker sig, er det enormt farligt hele tiden at gå op i, hvor man selv er i forhold til processen. Der må også være en glæde ved processen, og hvis man hele tiden analyserer sig selv, er der en risiko for at snuble. Men forhåbentlig bliver man dygtigere, man bliver også ældre. Så der er en udvikling, men den er fandme svær at konkretisere, fordi film har deres eget univers.”

Hvad handler din nye film om?

”Overodnet handler den om hævn. Konsekvensen af hævn. Hvad er det for en proces, hævnen sætter i gang, hævn til hævn og når man hævner sig. Hævnens kædereaktion, og hvor tager den én hen i den proces. Filmen foregår i en verden, hvor der ikke er lov og orden. I Frontierland, helt ude på grænsen, hvilket betyder, at når hævnen træder i kraft, så er der ingen myndighed, der kan stoppe den og så får den lov at eskalere. Filmen beskæftiger sig med prisen ved det.”

Det er din første store film. Hvad har været den største udfordring for dig sammenlignet med dine tidligere, lidt smallere film?

”Jeg vil faktisk vende den om og sige, at inden jeg lavede The King Is Alive, arbejdede jeg med reklamefilm. Her var jeg så heldig at arbejde med det store apparat, lave store projekter, som jeg aldrig har haft mulighed for at gøre på film. Det er et særligt håndværk, og derfor har det i forbindelse med The Salvation været en enorm glæde at lave min egen film, foldet ud gennem det store apparat. Mine andre film har været små, lavet på små digitalkameraer til 6.000 kroner og uden lys. Derfor har det været en forløsning at bruge det, jeg lærte som reklamefilmsinstruktør, på en stor spillefilm.”

Vi sidder i Hampstead i det nordlige London på en fuld frokostrestaurant. Her har 57-årige Kristian Levring boet i 17 år. Hans lange og karakteristiske hår hænger nede i øjenkrogene. Han vifter det til siden, og fortæller med et passioneret blik om formiddagens endelige lydredigering af The Salvation, der var blandt de prestigefyldte midnatsgallavisninger på dette års Cannes Filmfestival.

Filmen blev optaget i foråret 2013 i den sydafrikanske ørken, der til forveksling skal forestille Det Vilde Vesten i 1870erne. Den danske immigrant, John, spillet af Mads Mikkelsen, er rejst til Amerika sammen med sin bror, Mikael Persbrandt, for at starte en ny tilværelse. Da hans kone, Nanna Øland Fabricius (Oh Land) og parrets søn, kommer over til ham, bliver de udsat for en forbrydelse. John slår gerningsmanden ihjel, og herefter forvandler byen Black Greek sig til en regulær kampplads med mord, hævn, heste, revolvere og western-nostalgi.

Kristian Levring har brugt lang tid på sin research, mere end han plejer, fordi hver en rekvisit, hver en pistol, beklædningsstykker, dekorationer, togskinner og bygninger skulle være nøjagtige i forhold til den tid, filmen foregår i. Derfor rejste han til den forladte westernby Bodie i Californien, der har fungeret som en direkte reference til filmen. Så tænker man, at klichéerne står i kø?

”Det er selvfølgelig det, der har været westerngenrens problem, at den er så klichéfyldt. Netop derfor siger mange, at genren er død. Og ja, inden jeg gik i gang, tænkte jeg også, det er en kæmpe kliché, men så gør vi det. Alt i filmen er en kliché. I virkeligheden kan man sige, at al kunst er karikatur, for eksempel i teatrets verden. Et dukkehjem, godt nok en klassiker, men også en kliché om et familiesammenbrud. Det hele handler om at lave karikaturer, som folk ikke lægger mærke til, er karikaturer og så gøre dem troværdige. Efter min mening handler al kunst om det. Hvis du maler et maleri, er det jo todimensionelt, men det handler om at give det dybde og livagtighed, selv om det jo reelt er noget olie på et lærred.”

Okay, klichéerne er uundgåelige. Hvordan har du så arbejdet med dem?

”Når man laver en western, er man nødt til at have alle klichéerne med, men de skal være interessante, før publikum køber dem. Det handler om små justeringer, små drejninger for at lykkes med dem. Faktisk skal publikum lægge mærke til klichéerne, for hvis du ikke har manden, der står med pistolen, som man gør i en western, så er det jo ikke en western. Så er spørgsmålet, om man kan ramme klichéen perfekt, og her vil nogle nok mene, der indimellem er for meget af den, mens andre vil have mere, mest de hardcore westernfans. Heldigvis har jeg ikke kunnet gøre andet end at stole på min egen fingerspidsfornemmelse.

I filmen tager du udgangspunkt i et velkendt emne om en dansk immigrant. Hvorfor dette afsæt?

”Jeg synes, det var et sjovt valg. Jeg er jo selv en udvandrer eller en indvandrer, fordi jeg har boet så mange år i udlandet. Samtidig kan man sige, at alle temaer er mere eller mindre brugte. Hvis du kan finde på et nyt, så fortæl mig det, jeg tager det med det samme.

Det lyder som om du har identificeret dig med hovedpersonen John?

”Selvfølgelig. Da jeg flyttede til London for 17 år siden, følte jeg, at nu var jeg her i England, mine børn var her og de var på vej til at blive englændere. Derfor blev jeg nødt til at se meget engelsk tv og ikke dansk tv. Jeg måtte læse engelske aviser og forstå den kultur, jeg var kommet ind i, ellers lurede ensomheden. Efter min mening findes der ikke noget værre, end for eksempel danskere, der flytter til udlandet og så hele tiden sidder og drømmer om Danmark. Jeg elsker Danmark, men jeg elsker også England. Det er her, jeg bor. Jeg synes, det er sjovt at være på udebane, men samtidig er det også et pres, man lægger på sig selv, fordi man tvinger sig selv til at lære nye kulturer. Det beriger ens liv, men det har også en stor pris, nemlig rodløsheden, at man ikke føler sig til nogle steder. Men det er jeg nok fascineret af, ikke at høre til.”

Hvad har det betydet for filmen, at Mads Mikkelsen spiller hovedfiguren?

”Jeg vil sige det sådan, at vi skrev manuskriptet målrettet Mads Mikkelsen. Han var så meget med på den. Han er noget unikt, en fuldstændig fremragende skuespiller, og samtidig har han fået den der sjældne gave, at kameraet kan lide at se på ham. Nogle vil måske spørge, hvorfor jeg ikke har brugt en amatør eller en ukendt skuespiller i den bærende rolle, men det skyldes, at der ikke er mange, som har et ansigt, kameraet elsker at se på. Det lyder hårdt, men det er faktisk rigtigt. For mig er Mads den perfekte westernhelt. Han er en mærkelig blanding af Clint Eastwood og det modsatte. Han har jo det der meget stærke udtryk, som jeg har gjort meget ud af i filmen. Det samme gælder Mikael Persbrandt og Jeffrey Dean Morgan, fordi genren lægger op til granitansigter.”

Du er kendt for at arbejde meget med det visuelle udtryk? Hvad er det, du mener, billeder kan fortælle frem for ord?

”Jeg elsker at lave billeder i et landskab, vente på at lyset omfavner naturen og ansigterne på den helt rigtige måde. Det er klart, allerede der bliver det kompliceret, fordi man skal installere et stort filmhold ude i vildmarken uden en by i nærheden. Det skaber store udfordringer, men udfaldet kan samtidig blive meget værd. Der er altså et eller andet, der skubber mig ud i landskabet, væk fra byerne, hvor mange film i dag foregår. Jeg er tiltrukket af at skabe et nyt univers, fysisk og atmosfærisk. Man skal ikke glemme, hvad billeder kan. For mig er en stor film, en, der både er fortalt i billeder, men som også benytter sig af skuespillets magi. De instruktører, der kan begge dele, er for mig de største.”

I modsætning til Kristian Levrings tidligere film er The Salvation mere tilgængelig for det brede publikum, knap så intellektuel, som han selv udtrykker det og med knap så sammensatte figurer. Et stramt manuskript på 90 sider og ikke 120, som The King Is Alive er på. Han ønskede at arbejde med håndværket, gøre det stramt, færre replikker. Men ligesom i hans tidligere film er menneskets civilisation et tema, han hverken kan eller ønsker at slippe. Hvad der sker, når en kultur bryder sammen og menneskets gemte og ubevidste reaktionsmønstre får frit spil.

”Civilisation er i virkeligheden en meget tynd fernis ethvert sted. Hvis nogle institutioner bryder sammen såsom et westernsamfund eller for eksempel London og København. Forestil dig, at domstolene brød sammen, ordensmagten, ikke fordi jeg specielt elsker politiet, men jeg kan godt se, de er nødt til at være der. Hvis alle de faste institutioner går i opløsning og bliver erstattet af tyranni, så bliver verden et grusomt sted. Så begynder folk at hævne sig. Civilisationen er noget, vi skal værne om, og her har filmen den krølle, at den viser, hvilke piller, civilisationen hviler på, godt nok negativt. Vi beklager os over, at de ikke kan finde ud af det i Afrika, men vi skal ikke selv være så skide højrøvet, fordi så lang tid siden er det ikke, at vi ikke selv kunne finde ud af det. Vi fik civilisationen, og så skal vi passe på den.”

Hvor kommer din inspiration og fascination af menneskets civilisation fra?

”Det har noget at gøre med den generation, jeg kommer fra. Den første generation, som ikke har oplevet krig, men samtidig er min generation meget berørt af Anden Verdenskrig, fordi den fyldte meget i vores forældres verden. Gennem mine forældre hørte jeg om nazismens grusomhed, men den var abstrakt for mig, fordi jeg aldrig har levet i en sådan verden. Jeg er født i 1957, 12 år efter krigens afslutning, hvilket er ingenting, men for mig var den 6.000 kilometer væk. Når jeg så begyndte at interessere mig for den tid, læste om den smukke Weimarrepublik, de mekanismer, der fik den til at bryde sammen og hørte om det gennem mine forældre, kom interessen for menneskets civilisation. Jeg har ikke været i krig, du har ikke været i krig. Engang var krigen, slagmarken dagligdag, men det kender vi jo slet ikke til. Så netop fordi min generation voksede op i en blomstrende tid, kom bevidstheden om menneskets civilisation.”

The Salvation, instruktør Kristian Levring, 1 time og 40 minutter. Premiere 22. maj 2014.