En billet til at opleve

En billet til at opleve

Børsen Weekend 2015: 

DANNELSE: Hun er et menneske, der undrer sig, stiller altid spørgsmål og er i tvivl. Sådan er hun, filminstruktøren Pernille Fischer Christensen, som altid har dyrket poesien til at kunne opleve og finde meningen med det hele, uanset om det gælder salmebogen, ”understrømsdigtere” eller modernistisk billedkunst.

Det er tirsdag eftermiddag. Filminstruktøren Pernille Fischer Christensen har spurgt, om vi kan mødes på Statens Museum for Kunst. Vi går gennem Skulpturgaden, den modernistiske fløj, tager elevatoren et par etager op og slår os ned foran Jens Søndergaards ”Hav. Storm” fra 1954. Det syn bliver hun aldrig mæt af, hun er ”hjemme” og tilbage ved et udgangspunkt, som når hendes mor tog hende med på ”Statens”, som de kaldte det.

Museet var et fikspunkt for den i dag 44-årige instruktør. Her gik hun med sin mor, tit, ikke på en fin søndagstur, men på hverdage, sene eftermiddage, hvor de så udvalgte et par billeder, kiggede på dem og gik hjem i lejligheden i Sølvgade. Næste dag cyklede de måske op til Louisiana.

Pernille Fischer Christensen var ikke bevidst om, hvad hun så, men hun tog det til sig. Gennem moren, der var pædagog, og et ekstremt søgende og nysgerrigt menneske, blev hun præsenteret for kunst, film, musik og især litteratur. Hun kunne læse, inden hun kom i skole, litteraturen blev et indre rum for hende, men også poesien, som da hendes mor spillede Sven-Bertil Taubes versioner af torturfangen Mikis Theodorakis sange eller viste Ingmar Bergmans filmatisering af Mozarts ”Tryllefløjten.” Pernille Fischer Christensen blev fodret, bombarderet med stærke indtryk og kulturelle universer, også når hun sammen med sin mor tog på Land & Folk-festival.

Det handlede hele tiden om at tage stilling til tingene, ikke være passiv. Også når det gjaldt hendes far, der var konservativ og præsenterede hende for en anden verden. Hun kom på Krebs’ Skole på Østerbro. Her mødte hun salmebogen, latin og højborgerlighed som en modpol og et værdisammenstød til moren, der var venstreorienteret. Men for Pernille var poesi også lig med B.S. Ingemann. Netop poesien blev senere liv og død, da hun kom på Østre Borgerdyd Gymnasium.

”Der brugte jeg meget tid på at læse oldgræsk og alle tragedierne på originalsprog. På en måde var det totalt ubrugeligt, og alligevel vildt brugbart, også i dag. Det udvider jo ens horisont. Samtidig mødte jeg for første gang andre mennesker, som også havde en længsel og var optaget at kunst og poesi. Jeg blev meget optaget af den symbolistiske bevægelse, Michael Strunge, Sophus Claussen og ”understrømsdigterne” – her var jeg inde at røre ved livet. Inden jeg blev student stødte jeg så på Frida Kahlos billeder, jeg så dem bare og så var der kontakt. Jeg sagde til min mor, at mit største ønske i studentergave var at se Frida Kahlos billeder. Jeg faldt for denne her surrealistiske maler og hendes indre smerte. Efter jeg var blevet student rejste vi rundt i Mellemamerika og så hendes billeder. Da jeg kom hjem, tænkte jeg, at der var noget med kunst og mig. Gad vide, om man kunne læse til kunstner, tænkte jeg.”

Hvor var du på vej hen?

”Jeg anede ikke, hvad jeg lavede. Jeg så filmen ”A Room with A View” og læste alle E. M. Forsters bøger. Så fik jeg planket min far for et studieophold på en kunstskole i Italien, hvor jeg boede i Firenze og i Perugia. Her dyrkede jeg Italien, lærte hele Renæssancekunsten og tilbragte meget af min tid på museer og i kirker. Så startede jeg på kunsthistorie på Københavns Universitet, men hurtigt følte jeg, at jeg var omgivet af mennesker, hvis passion jeg ikke forstod. Jeg måtte give op. Jeg var ikke akademiker.”

Hvad var du så?

”Jeg var et meget søgende menneske, det er jeg stadigvæk. Jeg har altid været meget optaget af at følge fascinationer. Finde et eller andet og så dyrke det, vide alt og sidde inde på kunstbiblioteket og nørde igennem. Det hænger måske sammen med, at jeg er en stor tvivler, jeg undrer mig hele tiden, og derigennem kommer fascinationen. Jeg bliver ved med at stille spørgsmål og afkode, hvorfor tingene er, som de er. Jeg tror på, at det gode menneske, er et tænkende menneske og jo flere værktøjer, man har til at undersøge tingene, jo bedre kan man forstå dem. Dét er dannelse for mig, og så handler det ikke så meget om, hvor mange bøger jeg har læst, eller om jeg kan min Shakespeare. For mig er dannelse kreativitet, at man kan blive ved med at åbne tanken.”

 Åbne tanken?

”Ja, det hele tiden at skulle lede. ”Hvad er det der for noget, hvad er det derovre?” Altså, min mand og jeg kan næsten ikke rejse sammen mere i storbyer, han får svip af mig, fordi jeg altid lige skal se, hvad der er rundt om hjørnet. ”Hov, hvad er det, jeg skal lige derop.” ”Nu stopper du, nu sidder vi ned,” siger han. ”Nej, vi skal derhen, gud, det er fantastisk, de har røde skeer, hvem har dog fundet på det.” Så må jeg undersøge alt om røde skeer.”

Pernille Fischer Christensen er kendt for filmene ”En soap,” der gav hende en Sølvbjørn ved filmfestivalen i Berlin i 2006, ”Dansen,” ”En Familie” og senest ”En du elsker” med Mikael Persbrandt i hovedrollen. Vejen ind i filmuniverset var kringlet. Inden hendes afgang fra Den Danske Filmskole i 1999, var hun klipperassistent for Tómas Gislason, som havde arbejdet sammen med Lars von Trier. Han lærte hende at bygge en historie op, hvortil hun kunne trække på sine referencer til malerkunsten, litteraturen, musikken men også hendes interesse for de menneskelige relationer.

Mennesket og dets relationer og mekanismer har altid affødt en dyb interesse hos Pernille Fischer Christensen, der gennem filmarbejdet har undersøgt dette tema. Og dét er i lige så høj grad en værdifuld dannelse for hende, at møde mennesker på deres platform, glemme sit eget ego og dyrke samtalens kunst.

”Hvis jeg står sammen med en mand, der har en pølsevogn, så begynder jeg nok ikke at stå og lire Shakespeare af med det samme, så er jeg ikke dannet. I stedet går jeg en anden vej ind, ind til personens fascination, hvilket kræver, at ens apparat kører og at man kan glemme sig selv. Samtidig er jeg et nysgerrigt menneske og derfor har jeg det perfekte job, fordi jeg kan bruge det hele og få lov til at nørde med det i mine film.”

Er du bevidst om, hvad din dannelse betyder for dig?

”Lad mig give et eksempel. Når jeg laver lyd på en film, kan jeg mærke, at mit øre bliver trænet, jeg hører simpelthen mere end normalt. Når jeg så er færdig med filmen, forsvinder den tilstand, fordi min opmærksomhed rykker et andet sted hen. Men inde i den oplevelse af at være kreativ og nysgerrig omkring lyd, oplever jeg en meget stor lykkefølelse. Selvfølgelig er der også en kæmpe lykke i at være mor og have børn, men når jeg er inde i den nysgerrighed, er jeg lykkelig. Så på en måde giver min dannelse mig en stor tilfredsstillelse og muligheden for at opleve den side af verdenen. Det er en form for oplevelsesform, og så har livet en betydning og vægt. Dannelse er jo en billet til at opleve.”