Eksperimentets scene

Eksperimentets scene

Weekendavisen 2014:

”Hvis vi ikke eksperimenterer og stiller store kunstneriske krav, så dør både vi og teatret.” Teaterchef Morten Kirkskov om at skabe ny teaterkunst på Aalborg Teater.

I 2011 stod Aalborg Teater over for et kunstnerisk og kommercielt løft. Nordjyllands største selvproducerenden kulturinstitution havde haft et par år med økonomisk underskud, man kæmpede med et støvet image og repertoiret rakte ikke meget længere end fra Skagen til Hobro. Den gamle landsdelsscene fra 1878 sukkede efter skuespil, som selv de københavnske teatre ville spejde efter. Manden, der skulle fikse det hele, blev skuespilleren Morten kirkskov.

”Det der med, at Aalborg Teater var et støvet sted, var noget, vi hurtigt måtte gøre op med. Derfor syntes jeg, at stedet trængte til at kommunikere mere med sin omverden, og samtidig ønskede jeg at sende et signal om, at vi satser stort og sætter den kunstneriske barre højt. Hvis ikke jeg ændrede noget, var der ingen, som gjorde det. Ikke fordi, folk var dovne, men det var mit job at gøre det,” fortæller Morten kirkskov.

Vi sidder i hans sommerhus i Rågeleje, da han er rejst fra Aalborg for at holde ferie. Udenfor skyder forårsbladene, mens han fortæller om den forvandling, han har ladet Aalborg Teater undergå de seneste tre år. Da han tiltrådte, havde han ingen ledererfaring, ingen strategi og han var villig til at ofre sig selv, hvis projektet bristede. Han råbte højt i sin faste klumme i Nordjyske Stiftstidende, hvor han ville i dialog med sit publikum og skabe en åbenhed og debat om, hvad teater er og skal være. Han tog ud og fortalte om sine kunstneriske planer i institutioner, ældreklubber, lærerforeninger, sågar Venstres Ungdom, Aalborg Universitet og bed hovedet af sin skam og skrev direkte til de københavnske kulturjournalister, hvor han spurgte, ”hvorfor fanden de ikke kom nord på?”

De kom, og de er her stadig. Projektet lykkedes. Underskud er vendt til overskud, i 2013 vandt teatret to Reumert-priser, nomineret til seks, landsdækkende teaterkritikere roser teatret med vendinger som ”landets mest overlegne teater” og ”det gamle teaterhus pumper løs med liv og initiativ” og senest lykkedes man med den anmelderroste Nathansen-klassiker, Indenfor murene, med Henning Jensen i hovedrollen. I efteråret satte man Goethes Clavigo op, Den spanske flue, Ondt blod gæstespillede, man har startet Borgerscenen, hvor nordjyder fortæller private historier og dette års forårssæson bliver rundet af med Cabaret-musicalen af Christopher Isherwood og et teatereksperiment om fodboldklubben AaB. Den nordjyske teatersucces sker i forbindelse med en generel kulturel opblomstring i Aalborg, der netop har åbnet et ambitiøst musikhus, byen har fået kulturhuset Nordkraft og en voksende litteraturfestival, Ordkraft, blev afholdt for fjerde gang i april.

”Jeg har været og er bevidst om, at nu er det mig, der sidder som teaterchef, og jeg skal ikke kun administrere og sørge for at holde teatret gående. Indtil videre har jeg fire år, så det skal sgu da kunne mærkes, at jeg har været her. Det er det, jeg får mine penge for. Jeg får da ikke mine penge for at konservere teatret og spille noget, alle andre spiller. Jeg bruger statens penge på at udfordre Aalborg Teater og udfordre mit publikum i en kunstnerisk retning. Det er mit mandat.”

Hvad er det så for et kunstnerisk aftryk, Aalborg Teater skal sætte?

”I mine forgængeres tid foregik der ret så voldsomme og eksperimenterende ting på Lille Scene, hvorimod Store Scene var ramme for de mere harmløse stykker, men teater skal jo ikke være harmløst. Publikum vil gerne skubbes lidt til, og her prøver vi at udfordre eller skubbe lidt til tingene, som man kan opleve det i en god samtale. En snak om vejret eller et støvet teater er jo ligegyldigt, så teatret må ikke blive for nydeligt. Det skal ville noget og for eksempel ikke bare sætte en klassiker op, som vi tror vi kender den. Det er ikke nok bare at sige, nu spiller vi Et dukkehjem, kom og se det, fordi det er Et dukkehjem, fordi det er en klassiker og fordi det er skrevet af Ibsen. Der skal mere til.”

Hvad har du så gjort for at udfordre publikum og gøre det hele mindre nydeligt?

”Vi har arbejdet meget med at ændre formidlingen og gøre for eksempel klassiske stykker mere nutidige ved at undersøge, hvad skandalen i dem er i dag og ikke dengang, de kom frem. Sådan kan man få nye publikummer i teatret. Indenfor murene er et kanoniseret teaterstykke og ekstremt støvet, men til gengæld et rigtig godt stykke. Her vidste jeg, at jeg ville støve det af og få det til at tale med en her og nu-stemme til publikum. Derfor pillede vi alt det der pynt væk og gav stykket et mere moderne udtryk, hvor skuespillerne skulle tale normalt, tale sammen med en varme og vise, at de var medlemmer af en familie, hvilket publikum kunne relatere til. Stykket er ikke en historieundervisning om, hvordan jøderne havde det i København i 1912. Det kan man google sig til. Det interessante var at finde ud af, hvad stykket kunne lige nu, hvordan det passede ind i vores samfund, følelser og samtid. Det er netop dét, jeg mener, teater skal kunne, at flytte rundt på, hvad der sker med mennesker lige nu. Vi skal ikke spille tingene, som man gjorde det i gamle dage. Vi er her lige nu, og det er dét, teatret kan.”

I eksperimenterer altså med formidlingen. Men hvorfor skal vi se de klassiske stykker i nye fortolkninger?

”Nogle mener, vi spiller for alvorlige stykker og stiller spørgsmålet, hvorfor skal vi altid lave klassiske værker om? Der må jeg bare sige, at hvis vi ikke eksperimenterer eller stiller store kunstneriske krav, så dør både vi og teatret. Selvfølgelig er der faldet publikummer fra, men nye er kommet til, så vi skal altid eksperimentere. Jeg ved ikke, hvad det vil sige ikke at gøre det. Jeg kan godt komme med et bud, men jeg har ikke lyst til at se det. Det handler om, at der faktisk ikke skal ret mange ændringer til i formidlingen, før at publikum er med på den værste.”

Det lyder som om, du har skullet opdrage dit publikum?

”Jeg er ikke blind for, at man som teaterchef kan se sig selv som én, der har en opdragende funktion, men det lyder hårdt, og samtidig er det en stor fare at forsøge at regne ud, hvad publikum vil have, da det ofte ender i en nedvurdering af sit publikum. Men vi har formuleret et credo om, at vi ønsker at give dem noget, de ikke vidste, de ønskede sig. Teatret skal være et alternativ til, hvordan tv-stationerne forvalter deres public service-forpligtelse, og her vælger jeg så noget, jeg tror, ville være godt for mit publikum. Forstår du. Man må tage det ansvar på sig.”

I 2013 solgte Aalborg Teater godt 85.000 billetter, men ifølge Morten Kirkskov er potentialet endnu større. Derfor arbejder arkitektur- og designstuderende på Aalborg Universitet lige nu med konkrete idéer til opførelsen af et nyt teater med en mere central beliggenhed i byen og et mere tidssvarende produktionsapparat. I dag er der bestemte forestillinger, den nordjyske landsdelsscene ikke kan sætte op.

Teatret råder over tre scener, Store Scene, Lille Scene og Borgerscenen, den gamle Transformator, der er inspireret af den tyske Bügerbühne og et vigtigt led i den eksperimenterende dagsorden, Morten Kirkskov har sat. Her har man dyrket Aalborgs undergrund, og i foråret sætter man stykket 9220: Portræt af en bydel, op, hvor udgangspunktet er ghettoen i Aalborg Øst med politifolk og mange hudfarver. Forestillingen bliver spillet af fem aalborggensere, hvis personlige historier foldes ud, råt og usløret.

Til efteråret kommer stykket Beton. En forestilling med et regionalt afsæt, hvor lokale skæbner fortæller, hvad den aalborgensiske cementindustri har betydet for dem – fra den nyankomne polske håndværker, der var med til at støbe beton til Musikkens Hus og til direktøren for Aalborg Portlands milliardforretning. Et andet bemærkelsesværdigt tiltag er Altid for AaB på Lille Scene, hvor man har researchet i og omkring Nordjyllands fodboldskib for at nærme sig et portræt af klubben gennem en spiller, en direktør og en fan. Men er fodbold interessant, når det bliver spillet i et teater?

”Der er mange gode grunde til at beskæftige sig med fodbold på teatret. Professionel fodbold indeholder nogle af de samme elementer, som teater gør. Stor lidenskab, noget på spil, had, kærlighed, druk, hor og menneskets primitive egenskaber. Det er for eksempel tilladt at råbe, at nogle skal dø, så der er flere bramfrie kræfter omkring fodbold, og et teastykke er ikke godt, hvis ikke de samme primitive kræfter er i spil. Måske er de gemt væk, pakket ind, men de er der, og her opstår dramaet.”

Flere af jeres forestillinger har et lokalt omdrejningspunkt. Gør du dig nogle tanker om, at du laver teater til et nordjysk og ikke et københavnsk publikum?

”Nej, det gør jeg ikke. Jeg har prøvet af lure, hvad forskellen er, og her er det nok humoren, som er mere hardcore blandt det nordjyske publikum. Jeg vil påstå, at nordjyder griner af nogle grusommere ting end københavnere.”

Morten Kirkskov har ikke en formel på, hvordan et regionalt teater opnår national hæder, men udover at satse på klassiske stykker i en ny indpakning og sætte kunsten i højsædet, har han været bevidst om, at han måtte gå forrest for at skabe en ny arbejdskultur og derigennem ny kunst på scenen.

”Jeg ønskede at gå ærligt til opgaven og fandt hurtigt ud af, at jeg blev nødt til at risikere den balancegang, at være meget den samme person som leder og som menneske. Andre ville måske have taget alverdens lederkurser og besluttet sig for, at nu ville de følge en bestemt metode og forandre sig for at passe ind, men det går ikke, hvis du spørger mig. Det handler om, at folk skal kunne stole på dig, så du ikke er en person som chef og en anden som privat. Så jeg har været bevidst om at skabe et nærvær og slippe af med ris og ros-kulturen og i stedet give de ansatte en frihed til at blive de bedste inden for deres område. Alle skal mobiliseres til at arbejde i samme retning og lave teaterkunst – rengøringsassistenten og skuespilleren. Det er derfor, vi er her.”

Skal I dermed gå forrest og vise, hvad teaterkunst kan være anno 2014?

”Ja, det tror jeg, alle teatre ønsker at gøre, men når man siger forrest, begynder man at definere sig selv i forhold til andre, og det skal man ikke kun. Jeg kan godt lide, at man har et projekt, der er ens eget, så vi kan konkurrere med os selv. Den nationale eller internationale konkurrence må man så lade andre om at afholde. Det der med Reumert-priser er jo i og for sig skide lige meget. Det er da fedt at blive udnævnt til årets teater, som flere aviser har gjort, og eksperter og komitéerne spiller selvfølgelig også en rolle, men det er ikke dét, der i sig selv er formålet for mig som teaterchef. Mit formål er at lave det bedste teater, og hvem skal så vurdere det? Dem vi spiller det for først og fremmest, altså publikum.”