Drevet af sine sanser

Drevet af sine sanser

Børsen Weekend 2015:

DANNELSE: Bodil Jørgensen voksede op på landet med en køkkenhave og syltekrukker, langt væk fra scenekunsten. Alligevel var det den litterære verden, der træk i hende. Her kom hun i kontakt med noget større, en åndelighed, der handler om at se det smukke i et vissent blad.

Hun snakker med alle, avisbuddet, den hjemløse foran sin hoveddør på Nørrebro og mennesket på gaden. Det foregår uden et filter, men med et nærvær, en åbenhed og tolerance. Det handler om at skabe en dialog, når som helst, hvor som helst. Sådan har hun altid været, skuespilleren Bodil Jørgensen, der sidste sommer var ved at miste livet under en filmoptagelse. Fra barnsben har hun været nysgerrig. Ikke kun efter egne passioner og drivkræfter, men i lige så høj grad efter mødet med mennesker. Hvad opstår, når en dialog foldes ud? Sådan er det også i dag.

”Ens dannelse starter jo med det, man kommer fra og det, man skal hen til. Man stiler efter noget og går efter det med den bibel eller baggage, man har i baglommen. Men det hele foregår gennem møder med mennesker. Dét er dannelse for mig. Her synes jeg, at begrebet dannelse har lidt et overgreb. Folk skal hele tiden noget andet end at være lige dér, hvor de er. Hvornår hører man nogen sige; ”goddag hr. 7-Eleven-bestyrer.” Engang hilste man på Gud og hvermand, i dag skal folk bare derhen og hjem, og så kan dannelse næsten ikke nå at danne sig. Dannelse er jo noget, der bliver dannet, det tager ret lang tid. Det kan ikke ske i vild hast.”

Hvorfor er denne dialog så vigtig for dig?

”Det handler om en næstekærlighed, at have en åben adfærd. Jeg forestiller mig livet som en rigtig bred vej, hvor jeg møder alle slags mennesker. Man kan jo næsten få en interessant samtale med de fleste, hvis man bare gider. Det er nogle dyder, jeg har med hjemmefra, at favne bredt og invitere indenfor til en kop kaffe. Da de tyske soldater gik hjem i 1945, passede min mor en tysk soldat, en ung dreng, som var såret. Hun fodrede ham og tog sig af ham, inden han skulle tilbage til Tyskland. Hun læste også højt for ordblinde børn. Det behøvede hun jo ikke, men der er så meget, man ikke behøver at gøre,” siger Bodil Jørgensen, mens hun glider sin hånd henover spisebordet i lejligheden.

Bodil Jørgensen (f. 1961) voksede op i Vejen i Vestjylland, hvor hendes forældre arbejdede som lærere på den lokale landsbyskole. Hun kommer ud af en bondeslægt, og derhjemme gik dagene ofte med at sylte, luge køkkenhaven og smøre madpakker. Men når det praktiske arbejde var gjort, handlede det for Bodil meget om de bøger, der stod i reolen. Da hendes forældre ikke kun var bønder, men også lærere, fik hun tidligt et kendskab til især den danske og nordiske litteratur, hvor hun eksempelvis læste Steen Steensen Blichers ”Hosekræmmeren.” Samtidig blev hun opdraget i den kristne tro og højskolesangbogen. For selv om Bodil Jørgensen ”tog fat” i køkkenhaven, var hun mere optaget af det sanselige end det praktiske. Hun faldt i staver, lod fantasien føre hende.

”Jeg havde en stor sanselighed, som altid har betydet meget for mig. Det at kunne se ting, mærke dem og registrere årets gang. Nu kommer skyerne, løvet falder og alt det der. Jeg havde huler i baghaven, som ingen kendte til. Og når jeg besøgte min mormor, kunne vi ikke gå forbi en rose, uden at vi skulle dufte til den.”

Hvad betød denne sanselighed for din dannelse?

”Jeg blev jo lidt en mønsterbryder. Jeg voksede op i Sønderjylland, det var ret svært at slippe den gamle hamp og komme hjemmefra. Men da jeg kom i gymnasiet i Kolding, åbnede verden sig for mig. Jeg var vild med oldtidskundskab og blev fascineret af mennesker, der havde levet for længe siden. Matematik og fysik sagde mig ingenting, i stedet læste jeg Shakespeare og de store dramaer. Jeg lavede nogle absurde kabaretter med andre studerende, og efter gymnasiet rejste jeg et år til Cambridge for at læse engelsk. Her lærte jeg forfattere som T.S. Eliot, Robert Browning og Emily Dickinson at kende. Så tog jeg til Aarhus for at læse engelsk litteratur på universitet. Jeg ville være skuespiller, en del af dramatikken, men det var ikke særlig smart, hvis du forstår.”

Hvordan?

”Det var en hel løsrivelse fra min egn og min slægt. Det at læse et stykke dramatik og forestille sig, at man blev en del af det, at skulle pumpe sit hjerteblod ind i den verden, var næsten skaberi for min familie. Men for mig var det jo rigtig alvor og den eneste vej frem.”

Efter engelskstudiet i Aarhus, rejste Bodil Jørgensen til København, hvor hun i 1990 fik afgang fra Statens Teaterskole. Hun følte en stor trang til at fortælle historier og fik siden roller på forskellige teatre, mens det store filmiske gennembrud kom i Lars von Triers ”Idioterne,” 1998, og ”Fruen på Hamre” fra 2000. Siden har hun ofte spillet den lune og blide jydefrue, afbrudt af et satirisk greb, for eksempel i Rytteriet. Indimellem optræder hun på Det Kongelige Teater. Her kommer hun i kontakt med den dramatik og litteratur, der altid har fulgt hende.

”Jeg synes, at man bliver menneskelig af litteraturen, fordi den er et spejl til virkeligheden, døden, lykken og afgrunden. Forstået på den måde, at man kigger efter og holder øje med sig selv, hvilket også er dannelse for mig. Er jeg egentlig til stede i verden, er jeg i min tid, er jeg den, jeg gerne vil være? Jeg ønsker at blive ved med at granske efter, hvad det vil sige at være et menneske,” fortæller Bodil Jørgensen og fortsætter.

”Samtidig kan litteraturen frembringe en fantastisk skrøbelighed i én. Når jeg læser ”Forbrydelse og straf” af Fjodor Dostojevskij og når til vejs ende, da han møder kvinden i Sibirien, han falder på knæ og får tilgivelse. Det er helt vildt, hvad sådan noget kan afstedkomme i mig, når jeg møder mennesket, skrællet af og ind til benet. Det er jo fantastisk at have noget at hænge sine forvildede tanker op på, og her ser jeg bøgerne som referencer, der stråler og lyser for mig, viser en vej.”

Du er et kristent menneske. Hvordan har det formet dig indtil nu?

”Det er ofte i troen, jeg leder efter svarene, hvis jeg selv bliver usikker, utryg eller kommer rigtig tæt på afgrunden. Det er dér, jeg får kontakt til livet igen. Men min tro handler også meget om en åndelighed og sanselighed, hvor jeg gerne vil ryste mig fri af min lille privatsfære og se det hele i et større perspektiv. Altså, en gåtur for mig er ikke bare en gåtur, det kunne jeg aldrig drømme om, så gider jeg ikke at gå. Jeg går en tur, fordi det sætter gang i min ånd, en tankevandring, flugt, fantasi, drømme, mysterier, og gåder, man aldrig får løst. Det er dejligt. Når jeg går på en kirkegård, er det meget de små ting, jeg lægger mærke til. Et blad, der ikke vil give slip, det er jo et fantastisk billede, det handler bare om at digte med verden, og det har jeg nok i mig.”