Det skal koste noget

Det skal koste noget

Børsen Weekend 2014:

Thure Lindhardt har på få år etableret sig som en af sin tids mest anerkendte skuespillere. Det begyndte som en leg og kærlighed til faget. I dag handler det om det stik modsatte, et kunstnerisk ansvar for at ville noget med berømmelsen. Han gider ikke bare at flyde med. I efteråret 2014 går han på scenen i Skuespilhuset, hvor han spiller en af sin hidtil tungeste roller som Erasmus Montanus.

Hans øjne kan flakke rundt som en lysende gymnasiedreng, men bare få sekunder efter er de forvandlet til et gådefuldt, angstprovokerende blik, der æder sig ind i modtageren. Sådan kender vi Thure Lindhardt (f. 1974) fra roller som junkien Steso i ”Nordkraft,” modstandsmand i ”Flammen og Citronen,” uovervindelig IT-sælger i ”Blå Mænd” og Natascha Kampuschs bortfører i ”3096 Dage.” Præstationer, der har gjort ham til en af sin tids og fremtids vigtigste skuespillere.

Nu sidder han på garderobegangen i Skuespilhuset, netop kommet op fra prøverne på ”Erasmus Montanus,” Det Kongelige Teaters store efterårsforestilling, der har premiere den 6. september med Thure Lindhardt i hovedrollen. Han er hoppet i en halvsvedig T-shirt og et par shorts efter at have givet alt og tømt sig selv i rollen som den unge student, der vender tilbage til sin landsby efter en studierejse til København. Men han er forandret, opblæst og taler nødigt til jævne folk, med mindre han kan overbevise dem om, at jorden er rund.

Det tidløse teaterstykke, skrevet af Ludvig Holberg i 1723, er et af den snart 40-årige skuespillers tungeste og mest krævende til dato. Men hvordan får man en næsten 300 år gammel rolle til at leve i 2014.

”Jeg har et behov for at menneskeliggøre min karakter, uanset hvilken tid jeg spiller i. At give den flere dimensioner, så det ikke bare bliver en karakter, men et menneske. Det er noget, jeg skal kæmpe med, fordi det handler om at give stykket noget mening og i virkeligheden tage det alvorligt, ikke lægge afstand til det. Se, hvad der sker, når jeg tager det alvorligt. Hvad er det Erasmus Montanus vil?”

Hvordan får du så mennesket frem?

”Jeg må ikke gå ind og dømme min karakter. Hold kæft, hvor er han en opblæst nar, det må jeg ikke tænke. Jeg ved godt, han er det, men det synes han jo ikke selv, han er. Derfor skal jeg finde ud af, hvorfor jeg er en opblæst nar. Derved opstår dimensionerne og skyggesiderne. Altså, hvorfor er vi arrogante over for hinanden, hvorfor har vi et behov for arrogance – her bliver det interessant og menneskeligt.”

For Thure Lindhardt er arbejdet med en rolle ofte komplekst og uden et facit. Han føler, han starter forfra hver gang, og frem mod en premiere går han gennem en række processer i ønsket om at forså sin karakter og ikke forkaste ham. En konstant udfordring, men som han aldrig ville være foruden. Bliver det først nemt, bliver det ikke godt.

”Du kan sammenligne det med, at man har en valnød, men ikke en nøddeknækker. Man skal nok få den åbnet på en eller anden måde. Så jeg bliver enormt stædig og fortsætter bare, selv om jeg ikke har nogle garantier for, at det lykkes. Det kan være et stort pres, men hellere det end ingen ambitioner.”

Er du bedst i modvind?

”Jeg vil sige, at det først bliver interessant, når jeg er villig til at gøre hvad som helst for at få noget bestemt frem i en karakter. Her opstår en modstand, der tænder noget i mig. Så når jeg sætter barren højt, må jeg også finde ud af, hvordan jeg kommer derop. Derved tvinger jeg mig selv til at stå tidligt op om morgenen, øve mig mere, tænke mere, arbejde hårdere. Det giver en større tilfredsstillelse.”

Har du altid været så viljestærk?

”Ja, men det at beslutte sig til at være kreativ og undgå overspringshandlinger, er noget, jeg er blevet bedre til med årene. Jeg kan jo se, at jeg tidligere har spildt en masse tid, fordi jeg nu mærker en glæde og tilfredshed, når jeg arbejder seriøst med tingene. Omvendt bliver jeg ekstremt skuffet og sur på mig selv, når det ikke lykkes, det er ret destruktivt. Men jeg synes, jeg er blevet bedre til at håndtere det. Det handler om ikke bare at give efter, især når det er svært.”

Thure Lindhardt er uddannet fra Odense Teater i 1998, men drømmen om at blive skuespiller eksisterede en rum tid forinden. Allerede som 12-årig gik han til audition på Bille Augusts ”Pelle Erobreren” og fik rollen som skoledreng. I 2000 brød han igennem i filmen ”Her i nærheden,” hvor han spillede sammen med blandt andre Ghita Nørby, Frits Helmuth og Henning Moritzen. Bagefter blev han nomineret til en Bodil og en Robert for bedste mandlige hovedrolle som den autistiske Brian.

Det folkelige gennembrud kom som narkoman i ”Rejseholdet,” siden i ”Nordkraft” og ikke mindst ”Flammen og Citronen” fra 2008, hvilket efterfølgende gav ham en international karriere. Her har han medvirket i en række filmsællerter som ”Engle og Dæmoner,” baseret på Dan Browns roman, ”3096 Dage,” ”Fast & Furious 6,” ”Keep the Lights On” og den aktuelle ”Bald,” amerikansk kortfilm.

De internationale tilbud har givet Thure Lindhardt muligheden for at spille mange forskellige roller, og ifølge ham selv spiller han ikke længere af nød, men af lyst og kan vælge og vrage mellem tilbuddene. Præmissen om, at han ofte har spillet outsideren, køber han ikke. I stedet handler det om at give en stemme til mennesker, der ikke bliver hørt, hvad enten det gælder en narkoman, bortfører, modstandsmand, automekaniker eller autist.

”Jeg har en lidenskab for at give en stemme til det usagte. Mennesker, som også jeg har en indbygget modstand mod. Ofte bruger jeg lang tid på at kæmpe med at skulle forsvare mine karakterer, fordi jeg grundlæggende ikke bryder mig om dem, eller fordi jeg synes, de er nogle svagpissere, patetiske, ubehagelige, psykotiske junkier. Det samme gælder Erasmus Montanus, som jeg synes, er en decideret pralrøv og vanvittigt irriterende. Her bruger jeg lang tid på at skændes med karakteren.”

Hvorfor er det så vigtigt for dig?

”Derved kan jeg være med til at skabe en forståelse af dem og nuancere billedet af mennesker. Når jeg spiller de her karakterer, skal jeg jo forsvare dem, og det kunne ikke lade sig gøre at spille autisten Christopher i ”Den mystiske sag om hunden i natten,” hvis jeg ikke gik ind og forsvarede ham. På samme måde med Wolfgang Přiklopil i ”3096 Dage.” Det betyder ikke, at jeg synes om det, han gjorde, men jeg bliver nødt til at give ham en stemme og lade være med at dømme ham, det er op til publikum.”

De senere år har han oplevet en større sikkerhed i sin tilgang til skuespillet, hvad enten det gælder film eller teater, og samtidig er han bevidst om ikke at falde i egofælden med premierefester og stjerneglimmer. I stedet er han optaget af at fokusere på dygtiggørelsen, finde styrken i erkendelsen, konfrontere fobier og blokeringer, fordi han vil bruge sit talent rigtigt, finde ud af, hvorfor han er skuespiller.

”Jeg synes, det er interessant at stille sig selv spørgsmålet; hvad så, når jeg har nået mit mål, hvad vil jeg så med det? Dét er jeg blevet mere bevidst om, fordi det skal betyde noget for mig, når jeg spiller, ellers betyder det ikke noget for dem, der sidder og kigger. Jeg gider ikke at lave det, hvis det ikke koster noget.”

Det skal koste noget – hvordan?

”Når vi nu er her, hvad skal vi her så? Skal vi bare flyde med, måske, men vi har også et ansvar.

Vi har jo alle et valg, hvorvidt vi vil være med eller ikke være med, ligge på sofaen eller gøre noget. Hvis vi vælger at gøre noget, kan vi jo så vælge mellem, hvad vi gør, og hvem vil vi gøre det for. Derved kan vi hele tiden rykke grænserne og gøre det vigtige og give det flere dimensioner. Altså, som lille startede jeg med at være skuespiller, fordi det var sjovt, så skulle folk se mig, elske mig, og først herefter kan jeg begynde at bruge det til noget.”

Hvad er det for et ansvar, du taler om?

”Hvis jeg vil være berømt, jamen hvad vil jeg så med berømmelsen. Dét er et ansvar, man må være bevidst om. Jeg hader, når folk kun bruger det ansvar til at tale om, hvor selvfede de er. Jeg mener, hvis du er én, som folk gider at høre på, så følger der et ansvar med – værsgo’, nu gælder det. Hvis du får nogle muligheder, så skal du bruge dem, så simpelt er det.”

Hvad er dit ansvar?

”Jeg har fået lov til at spille skuespil, nok har jeg arbejdet røven ud af bukserne for det, men så skal jeg også bruge det. Jeg skal røre mennesker, rive dem med og få dem til at grine. Hvad nytter det at arbejde mod at blive direktør i et stort firma, blive millionær eller skuespiller, hvis du ikke bruger det til noget. Hvad skal direktøren bruge sin milliard på, hvad vil han med den? Det er jo interessant, at vi alle arbejder os op, men for hvad og hvis skyld. Den personlige vinding kan ikke være nok.”