Manden til jobbet

Manden til jobbet

Weekendavisen 2013:

Det bliver ikke et støvet museumsorkester. De næste to måneder er det danske jazzikon Chris Minh Doky kapelmester på ny Sinatra-ballet på Det Kongelige Teater efteråret 2013.

New York 1988: Chris Minh Doky stod med sin bas på 64th Street ved Central Park, 18 år og nyudklækket student fra København. Han spillede lidt Frank Sinatra, Miles Davis og igen Frankie Boy, jammede videre med andre musikalske gadespirer op og ned ad Columbus Avenue. Han kendte ingen. Uden legater, opsparing, et netværk eller en exitstrategi. Men Chris Minh Doky druknede ikkei mængden af jazzturister, der var tilbage i Europa efter ét år. I 1991 kom gennembruddet som medlem af Mike Sterns band. Han blev et navn, og Chris Minh Doky kom op blandt eliten, kom med i Michael Brecker Quartet og fik New York-lyden ind i blodet. I 2008 vendte han hjem til København efter mere end 20 år i New York.

Det er ikke tilfældigt, at den danske bassist er hyret som kapelmester i Broadway-balletten Come Fly Away, der har premiere på Det Kongelige Teater i morgen aften, lørdag den 28. september på Gamle Scene. Come Fly Away er en jazzballet, der hylder Frank Sinatra, og som fører publikum tilbage til en natklub på Manhattan i 1960erne, hvor fire par danser, elsker, forfører og går egne veje til lyden af Sinatras originale fraseringer. Forestillingen, der smelter jazz og ballet sammen, kan blive et scoop for Den Kongelige Ballet i år. Efter tovtrækkerier med skaberen af Come Fly Away, koreograf Twyla Tharp, og Estate of Frank Sinatra, lykkedes det at få det anmelderroste show til København. Et show, der har turneret for fulde sale i byer som New York, Los Angeles, Chicago og Atlanta.

Chris Minh Doky står i spidsen for det 14 mand store orkester, som han selv har sammensat med musikere fra blandt andet USA, Sverige og Danmark. Alle numre skal bygges op fra bunden, næsten 30 styk, hvor Sinatras vokal, sendt fra USA, skal stemme med orkestrets akkompagnementer. Alt handler om tempo.

Det er ikke fastalavn

Chris Minh Doky er påpasselig og mener, det kan tangere nekrofili, hvis man blot kopierer Sinatras originale indspilninger, som mange musikere har gjort. Han vil ikke manipulere, men hylde.

»Mit instinkt som kunstner er altid, at nu går jeg ind og laver mit eget udtryk. Jeg tager noget fra udgangspunktet, og så vender jeg det om, men med Sinatras musik tænkte jeg: ’Nej nej, det er Sinatras stemme, det nytter ikke noget.’ Det er totalt respektløst at lave noget om, som han har udtænkt. Hvis vi ikke havde Sinatras originale stemme, men bare kompositionerne og ikke andet, ville jeg med et oprigtigt hjerte have svært ved at hylde denne periode, for så skulle vi genopfinde Sinatra, og så begynder vi at lave replika af noget, der ikke var. Men vi har de rigtige arrangementer, hans stemme og så er det ikke fastelavn.«

Den danske jazzbassist er overbevist om, at det teknisk vil lykkes, til trods for at han både skal spille bas, styre Sinatras vokal med en fodpedal og dirigere orkestret. Men det bliver cool, siger han.

Vi sidder i et åbent miljø på Det Kongelige Teater. Dansere og musikere går forbi. På den svævende etage over os øver balletdanserne. Langsomme strækninger, piruetter, drilagtige blikke og præcision. Doky fortæller, hvorfor han allerede nu kan sige, at denne forestilling bliver et vigtigt punkt i hans karriere.

Mit jazz-dna

»Hvis du havde fortalt mig det her for to år siden, havde jeg sagt: Godmorgen. Hvordan fanden skulle jeg kunne spille og undersøge mit eget jazz-dna, samtidig med at jeg har med ballet at gøre. Jeg ville ikke kunne sige det. Men Sinatra er mit jazz-dna, og det er en verden, jeg kender så godt. Den her forestilling er the real shit, og jeg skal ind og sidde på forreste række til mit eget jazz-dna.«

Først troede Chris Minh Doky ikke på, han fik jobbet, selv om han var kaldt til kaffemøde hos Twyla Tharpi New York. Et møde arrangeret af Nikolaj Hübbe, Det Kongelige Teaters balletmester og mangeårig ven til Minh, som han kalder ham, fra deres tid i New York i 1990erne og 00erne. Mødet fandt sted i stjernekoreografens lejlighed på Manhattan. Doky blev testet på sine Sinatra-kundskaber, mens Twyla Tharp stod i vinduet med udsigt til Central Park. »Kender du den her sang, Chris?« Yes yes. Og så sang og spillede de med på numrene fra Come Fly Away i fem timer. Bagefter sagde Tharp: »Du er den rette mand til jobbet. Uden tvivl.«

Fra sine mange år i New York er Chris Minh Doky opdraget i Frank Sinatras lyd. Han har dyrket den amerikanske jazz fra 1950erne og 1960erne, og det er netop denne periode, han ønsker at genskabe, når det går løs på Gamle Scene på Kongens Nytorv. Doky har valgt en blanding af unge og erfarne kræfter til orkestret. Lyden skal være sprød og frisk, som stod Frank Sinatra på scenen og sang lige nu. Det skal lyde lige så energisk som en plade fra Alicia Keys eller Beyoncé. For Doky er Frank Sinatra pop anno 1960, uanset om det gælder en jazzballet. Det afgørende er klangen i salen.

»Musikken skal lyde som det øjeblik, hvor en blomst springer ud. Jeg håber, vi kan få folk til at se og høre, at det her er superfedt og ikke museumsmusik. Bliver det spillet rigtigt, kan det stå mål med Alicia Keys, og det er den samme friskhed, vi skal have frem. Lyden skal sprudle, så den taler til publikum. De skal ikke føle, jeg er ved at genfortælle noget i tredje person. Det bliver ikke et støvet museumsorkester, så jeg vil sige det sådan: Jeg går ikke en tur gennem museet og kigger gennem glasset. Jeg står bag glasset og er levende.«

Den tekniske udfordring består i at koble jazz og ballet sammen. En øvelse, man ikke er vant til på Det Kongelige Teater, hvorfor man kalder forestillingen for »satset« og »sjælden«, men i ordenes mest positive betydning. Balletmester Nikolaj Hübbe vil gå så langt at kalde showet for en »absurd sammensætning«. En kunstnerisk blanding, der stiller nye krav til balletdanserne, repræsenteret af navne som Alban Lendorf, amerikanske Amy Watson og Camilla Ruelykke Holst. Hæmninger skal smides, og ben og arme skal svæve mere for at kunne klinge med jazzorkestrets spontanitet.

Til én organisme

Chris Minh Doky har tidligere arbejdet sammen med balletdansere. Alligevel betegner han sig selv som ny i denne genre, selvom balletten har fulgt ham, siden han som ung knægt blev sendt til Paris hos en plejefamilie. Hans franske familie drev en restaurant, hvor byens balletstjerner og operastjerner var kommet siden 1950erne, og når han var i Paris med sine forældre, kom han med til et utal af balletforestillinger. Han elskede det.

»Når jeg ser ballet, er jeg ikke så optaget af de fysiske bevægelser, men mere det totale udtryk. For mig er det ikke vigtigt, om fingeren er der eller der. Man sidder jo heller ikke i en Ferrari og tænker over, hvordan stemplerne virker inde i motoren. Man sidder i bilen for at mærke bilen, og på samme måde vil jeg prøve at smelte ind i dansernes hjerterytme.Jeg vil frembringe en fælles puls, så vi alle kan trække vejret på samme tid, og hvis jeg kigger på danserne, skal jeg altid kunne fornemme deres hjerteslag. Så bliver vi til én organisme, én fælles oplevelse.«

Med 16 balletdansere og 14 jazzmusikere er det Dokys mål, at Det Kongelige Teater omdannes til en ægte Broadway-scene med gnister og entertainment, hvor publikum, selv om salen ikke tillader det, får lyst til at flytte fødderne, tænde en cigaret, drikke Martini, blive beruset og dumpe ned i jazzens epicenter på 52nd Street.

»Hvem har ikke i sin barndom drømt om at gå ind i en tidsmaskine, hvor man går et sted hen for at se, hvordandet så ud? Og sådan har jeg det med Sinatra og New York i 1950erne og 1960erne. Med Come Fly Away føler jeg, at jeg sætter mig ind i en tidsmaskine, og så står jeg på 52nd Street på Manhattan.«

Hvordan ser der ud?

»Det er aften, det har lige regnet, og gaderne er våde, men det regner ikke mere. Der er neonlys, folk ser superskarpe ud, og der er musik alle steder. Det billede er skabt gennem film, men også af mange musikere fra den tid, som jeg har spillet sammen med. Jeg har sådan en festagtig fornemmelse af New York dengang. Der var Frank Sinatra, Marilyn Monroe, Louis Armstrong, Miles Davis, Ella Fitzgerald, The rat Pack og alt det der. Hvor havde den vestlige kultur været i dag, hvis det ikke havde været for den æra i New York på det tidspunkt?«