Den frie modernist

Den frie modernist

Weekendavisen 2014:

Møbelarkitekten Hans J. Wegner rykkede sig fri af Kaare Klints dogmatiske møbelfilosofi, og blev et globalt designikon, fuld af leg og eksperimenter. Sjælden Wegner-udstilling på Designmuseum Danmark.

Hans J. Wegner kom i modsætning til mange af sine danske designkolleger ud over de nationale grænser som en verdensomspændende møbelkunstner fra USA til Kina. I mere end 60 år arbejdede han på at lave den perfekte stol, hvilket medførte mere end 250 stoletyper og i alt 500 producerede møbler, der i dag gør ham til den mest produktive møbeldesigner globalt. Han ramte noget i sin tid, et organisk modernistisk snit, som skar sig på kryds og tværs af samfundslag, generationer og kontinenter. Det bløde, dampbøjede og poetiske ryglæn, der brillerer med æstetik på et højt plan og samtidig giver mennesket en frihed til bevægelse.

For Wegner drejede det sig om at ”lege en alvorlig leg,” som han selv udtrykte det. Finde en balance mellem funktionalitet og det ekspressive, og netop denne leg fremvises nu på Designmuseum Danmark, der i forbindelse med Wegners 100 års jubilæum har åbnet udstillingen Wegner – Bare én god stol, der er museets største møbeludstilling til dato. I alt har man indsamlet 230 af hans møbler, heraf flest stole, og mange stammer fra hans private hjem i Gentofte. Hans kone, Inga Wegner, sagde engang, at hun sjældent så sin mand i de opblomstrende 50ere og 60ere, hvilket man forstår, når man bevæger sig rundt blandt de mange ikoner. Der er mange, de tidlige, de sene og alle imellem. Egetræ, teaktræ, fyrretræ, flet, stål og læder.

Det begyndte i 1935, da en 21-årig Hans J. Wegner rejste til København fra Sønderjylland for at aftjene sin værnepligt. Her så han Snedkerlaugets Møbeludstilling, der spirerede hans drøm om at blive snedkermester. Forinden havde han bestået svendeprøven hos snedkermester Stahlberg i Tønder, og allerede i 1931 havde han snedkereret sin første stol – i hak med samtidens kubistiske møbler. Han besad håndværkergenet, når han fra sin tidlige ungdom havde siddet og snittet træfigurer, tegnet huse og set sin far i skomagerværkstedet.

Derfor blev han i 1938 møbelarkitekt fra Kunsthåndværkerskolens Møbellinje, hvor han var blevet lært op i Kaare Klints rationelle møbelfilosofi og havde mødt en ung Børge Mogensen. Samme år tegnede han sin første spisestue for snedkermester Ove Lander og Stangerupstolen, hvor man allerede kunne sanse hans organiske armlæn og gennemskuelige konstruktioner. I 1939 tegnede han interiøret til det nyopførte Nyborg Folkebibliotek med pindestole, inspireret af 1700-tallets windsorstol, og få måneder efter sørgede arkitekten Orla Mølgaard-Nielsen for, at Wegner blev ansat på Arne Jacobsens og Erik Møllers tegnestue i Aarhus. Jacobsen og Møller havde fået til opgave af tegne Aarhus Rådhus, og her valgte de den talentfulde Wegner til at designe inventaret til byrådssalen.

I starten af 1940erne indledte Wegner et mangeårigt samarbejde med snedkermesteren Johannes Hansen, som fremstillede mange af hans designikoner, og da møbelproducenten Fritz Hansen i 1943 bad Wegner om at udvikle en ny stol med et rundt kopstykke, som man kendte det fra Wienerstolen, tog karrieren fart. Resultatet blev fire kinastole, to af dem blev sat i produktion. For første gang var Wegner optaget af at bruge ryglænet og armlænet som en udtryksmulighed, stik imod de kantede klintske linjer. Hans skulpturelle snit fortsatte med et krokodilleskab og det ornamentariske fiskeskab fra 1944, hvor han  kombinerede billedkunst med træhåndværk ved at skære Vidåens bund i Sønderjylland ud med en lommekniv, trods flere snedkere påstod, det ikke kunne lade sig gøre. Samtidig mødte han kritik fra Børge Mogensen og Klintskolen.

”I begyndelsen mødte han en stor modstand, især fra Børge Mogensen, som var idealist og mente, at alle dele i konstruktionen skulle opfylde en funktion. Flere kritiserede ham for at være for ekspressiv i sit formsprog, hvilket har været ubehageligt for Wegner, men han turde at gå imod dem og forfølge sin egen form. At han gør det, er bemærkelsesværdigt, når man tænker på, at han kom fra den yderste provins og blev lært op af Kaare Klint, som var den eneste, han i virkeligheden kunne støtte sig til, og alligevel vovede han at kaste sig ud i vilde eksperimenter,” siger Christian Holmsted Olesen, udstillings- og samlingschef og kurator for Wegner-udstillingen på Designmuseum Danmark.

Trods Børge Mogensens jævnlige angreb, forblev de to livslange venner og arbejdskolleger i 1940erne under Børge Mogensens tid som chef for de kendte FDB-møbler. På et tidspunkt tog de i sommerhus sammen, hvor de tegnede en række møbler, heriblandt Tremmesofaen. Derudover designede Wegner sin gyngestol, inspireret af bondemøbler, og Peters bord, oprindelig en dåbsgave til Børge Mogensens søn Peter. Bordet og stolene byggede på en knock down-konstruktion og blev et populært møblement på tidens børneværelser. Begge møbler kom i produktion hos FDB.

Men Wegner var hverken skåret ud af FDB-tanken, møbler til folket, eller Klint-filosofien, som han endeligt gjorde op med, da han rejste fra Aarhus og til København efter Anden Verdenskrig. Om dagen underviste han på Kunsthåndværkerskolen, om aftenen og natten udviklede han sine nytænkende trækonstruktioner, som han efterfølgende afprøvede på Johannes Hansens værksted i Bredgade.

Løsrivelsen cementerede han med Påfuglestolen i 1947. En radikal, poetisk overdådighed, der opfordrede til magelighed, modsat 40ernes sparsommelige pindemøbler. Nu gjaldt det ikke længere de billige, nøjsomme møblementer, men kunstværker med et rigt formsprog, der understregede, at Wegner ikke var videnskabsmand som Børge Mogensen – han var kunstner.

Nu gik det stærkt for den 35-årige møbelmager i en tid, hvor den danske møbelbranche var på vej mod sin guldalder. Det store gennembrud kom i 1949 på årets Snedkerlaugsudstilling, der blev et nedslag i den danske møbelkunst med blandt andre Finn Juhls Høvdingestol, Børge Mogensens Skalstol og så Wegners Den Runde Stol. Sidstnævnte fik stor opmærksomhed, da den amerikanske presse kom til Danmark for ved selvsyn at se, hvad de danske designere havde gang i. Kort tid efter blev Wegner et kendt navn i USA, da de amerikanske daglade og boligmagasiner trykte billedreportager om den harmoniske stol, som de kaldte The Chair. Wegner var mere optaget af sin treskallede stol i krydsfiner, som herhjemme blev anset for værende et nybrud i dansk designhistorie, men på den anden side af Atlanten faldt begejstringen på The Chair, som han havde fremstillet i sidste øjeblik, da han mente, der skulle en traditionel snedkerstol med på udstillingen.

Den Runde Stol blev Wegners gennembrud i USA og på det globale marked. Hurtigt fik de travlt på Johannes Hansens værksted, da et firma fra Chicago bad om at få leveret 400 styk af Den Runde Stol, og samtidig stod den amerikanske kunstelite i kø for at anskaffe sig et eksemplar, modernisterne var vilde med den og de rige og avantgardetænkende forstod Wegners eksplosive design. Siden voksede stolens popularitet i forbindelse med den amerikanske valgkamp i 1960, hvor den blev brugt under en tv-debat mellem John F. Kennedy og Richard M. Nixon.

Snedkermæssigt blev den måske hans mest perfekte stol. Raffineret, moderne og organisk luftig i sit udtryk, en fortsættelse af hans arbejde med de kinesiske stole, nu uden et rygbræt, men med referencer til antikkens klismosstole.

”Nu havde han fundet sit design. En unik balance mellem funktion og det kunstneriske. Hans møbler blev legende, skulpturelle og de mest eksperimenterende sammen med Finn Juhls. Med Flaglinestolen opfandt han en ny møbeltype, der hverken var en lænestol eller en spisebordsstol, men en mærkelig hvilestol. Det samme gjaldt Jakkens Hvile. Han var ikke bange for at fejle, fordi nu kunne han tillade sig det hele, og det gjorde han så. Han havde rykket sig fri af Klints dogmatiske skoling.”

Den stigende efterspørgsel herhjemme og i udlandet betød, at Wegner og møbelsælgeren Eivind Kold Christensen i starten af 1950erne etablerede salgsorganisationen Salesco, bestående af fem producenter, heriblandt Carl Hansen & Søn, til at fremstille borde, møbler med løse hynder, polstermøbler, opbevaringsmøbler og stole. Dermed kunne Wegner kontrollere produktionen, så den levede op til hans strenge krav. På et tidspunkt sagde han nej til at starte en produktion op i USA. Han ville kunne besøge fabrikkerne med kort varsel.

Kataloget voksede og nye ikoner så dagens lys som AP19, også kaldet Bamsestolen, hvorved han påpegede, at der ikke fandtes én bestemt måde at sidde på. Så kom hans signaturmøbel, Y-stolen, i 1950, en videreudvikling af Kinastolen og i dag det mest solgte træmøbel i Danmark nogensinde. Idéen opstod, da Carl Hansen & Søn spurgte Wegner, om han kunne tegne en stol, der mindede om Den Runde Stol, men som var billigere at producere. Wegner kom op med Y-stolen, men producenten var skeptisk – den lignede et havemøbel. Succesen kom dog hurtigt. Den havde det hele. Karmen på Den Runde Stol, det kinesiske rygbræt, windsor-inspireret, ben fra gamle bondestole og den klassiske dampbøjning i ryggen, hvilket gjorde den avanceret og detaljerig.

”Det sjove er, at man sidder altid godt i Wegners stole, undtagen i Y-stolen, hvor der ikke er plads til bagdelen. Man sidder langt bedre i Den Runde Stol, men det var Y-stolen, danskerne ville have, selv om der i mange år var op til ét års ventetid på den,” fortæller Christian Holmsted Olesen.

Skønt Wegners design skuede fremad, tog de fleste af hans møbler afsæt i de historiske arketypiske møbler, som han transformerede til et moderne udtryk. Men også gamle landbrugsredskaber inspirerede ham såsom et økseskaft, et leskaft, en åre og en træpropel. Han var modernist, og samtidig bevidst om de traditionelle håndværkstraditioner, Danmark byggede på.

I 1951 modtog han som den første den nordiske formgivningspris Lunningprisen. For de penge, der fulgte med, tog han sammen med sin kone en tremåneders studierejse til USA i 1953. Her kom han i kontakt med flere amerikanske designere, for eksempel Charles Eames og skyskraberarkitekten Philip Johnson, og fik lejlighed til at nærstudere højteknologiske møbelfabrikker. Det blev til flere udstillinger i New York, som han selv finpudsede frem til åbningen. Hans poetiske stole kom ind i magtfulde administrationsbygninger og rigmandsboliger af glas og stål, hvor de fremstod som skulpturer i kontrast til bygningernes rationelle geometri. Det samme gjaldt i Danmark. Her dukkede hans stole op i politiske institutioner og offentlighedens magtfulde rum som Københavns Lufthavn og Christiansborg.

Op gennem 1950erne og 60erne høstede Wegner stor anerkendelse fra de internationale modernister, og blev en af de førende designere i den vestlige verden. Men han stillede sig aldrig tilfreds, fortsatte med at videreudvikle sine ikoner, især Den Runde Stol, som han endte med at give et lavere ryglæn, da han nåede frem til, at det sad for højt på modellen fra 49. Netop Den Runde Stol gav ham i 1955 inspiration til at lave hans kontorstol, JH502, der tog udgangspunkt i en professor fra Rigshospitalet, som under polioepidemien havde forsket i menneskets ryg og var kommet frem til, at det var godt at have et svaj i ryggen, hvorefter han kritiserede alle de danske stole, undtagen Wegners runde stol. Sammen udviklede de den ekstravagante kontorstol og gav den et lavere lænestøtte, fastgjort på et stålstel, som viste, at Wegner ikke var bange for at arbejde med nye materialer. Herefter fortsatte han med at tegne ligge- og foldestole, som han var begyndt på i slutningen af 40erne. Stolen var møblet.

”Stolen har altid været det største møbel, man kan arbejde med, fordi det er den genstand, mennesket er mest i berøring med. Gennem stolen, kan en kunstner bedst udtrykke sig, og det vidste Wegner. Men i modsætning til mange andre designere, mente hans ikke, man kunne skabe den perfekte stol, hvorfor han gjorde op med neoplatonismens forestilling om, at det ideelle fandtes. Derved blev han en mere moden modernist end Ludwig Mies van der Rohe og Børge Mogensen, som troede, de kunne lave idealet.”

Wegners egen favorit var Ox-chair fra 1960. En voluminøs polstret lænestol, der indbyder til at svinge benene op. Stolen understregede, at der ingen grænser var i Wegners univers, når det gjaldt kunstnerisk udfoldelse. Det samme gjorde sig gældende med New Papabear, Oculus og ikke mindst Cirkelstolen.

I takt med at den danske møbelepoke aftog i 1970erne, skiftede Wegner designspor. Fra udtryksfulde og eksklusive møbler, blev han mere geometrisk og stram i sin form og lavede beskedne plejehjemsmøbler og møbelprogrammer til kollegier. Tiden var ikke til dyrt design, oliekrisen buldrede og økonomien ændrede sig, så hans stole nu bestod af billigere træsorter, og i 1970 begyndte han at lave stålmøbler med udspændt læder. Han skiftede over til PP Møbler, produktionen blev mere rationel og designet mere skandinavisk. De oversøiske træsorter som teak og mahogni gik tilbage og frem vandt de lyse sorter.

Wegner tegnede sin sidste stol i 1993 og overlod ansvaret for sine møbler til datteren Marianne Wegner. Da han døde i 2007 efterlod han sig flere end 3.500 arbejdstegninger, hvoraf hovedparten var af stole, men også af borde, lamper, opbevaringsmøbler og sofaer, som han ligeledes tegnede. Siden årtusindeskiftet har hans stole oplevet en renæssance, og især i Japan og Kina er hans møbler i høj kurs.

”I dag er vi tilbage ved modernismen, men også det poetiske formsprog, og her ramte han plet. Hans gamle designikoner vil fortsætte med at være antikviteter, handlet til skyhøje priser, for selv om han var modernist, kan man ikke kritisere ham for at være for kedelig og saglig, som andre modernister har fået på puklen. Han formåede at give sine møbler en menneskelig dimension, fuld af poesi og historier, samtidig med at de levede op til modernismens krav om saglighed og seriøsitet, og det efterspørger vi i dag.”

Wegner – Bare én god stol, Designmuseum Danmark, frem til 2. november 2014.