Da ferien var en tur i det fri

Da ferien var en tur i det fri

Kristeligt Dagblad 2017

I disse uger løber skolernes sommerferie af stablen. Hundredtusinder af børn og voksne bevæger sig ud i sommerlandet, hvor det for en tid er tilladt at slække på forpligtelser, krav og orden. Nogle vil søge ud til den yderste klitrække og slå sig ned som landliggere i et af de mere end 220.000 sommerhuse, der er i Danmark. Andre starter bilen og kører til Italien, vandrer i Alperne, flyver til de græske øer eller går op og ned ad shoppinggader i storbyer som New York og Paris.

I dag er sommerferien integreret i vores livsgang, et ritual, vi år efter år vender tilbage til, som havde det altid været sådan. Vi trækker stikket og kræver retten til et par ugers fred, hvor vi kan nulstille os selv. Men som så meget andet i nutidens samfund udgør ferien blot et hjørne af en meget lang udvikling. Gå få generationer tilbage, og idéen om at søge ud i det fri var så godt som ikke-eksisterende for størstedelen af befolkningen.

”Indtil begyndelsen af 1900-tallet var det at holde ferie forbeholdt ganske få. Det var overklassen og aristokratiet, der havde frihed og økonomisk overskud til at rejse ud af byen og slå sig ned på landet,” siger museumsinspektør på Arbejdermuseet Margit Bech Vilstrup, der var kurator på museets kulturhistoriske udstilling ”Ferie, ferie, ferie. Slap nu af, du har fri” i 2013.

Det var især den københavnske elite, der på dette tidspunkt havde fået smag for at holde ferie, især langs den nordsjællandske kyst, hvor flere sommerhusområder skød op omkring århundredeskiftet. For den menige arbejder og landmand var feriedage endnu en sjældenhed. Men i takt med den voksende industrialisering og de teknologiske fremskridt fik såvel den internationale som den danske arbejderbevægelse en større stemme. Den tidlige velfærdsopbygning slog igennem, og i 1891 tog man fra politisk hold de første skridt til en opdeling af arbejde og fritid, da Folketinget vedtog helligdagsloven, der gav den menige industriarbejder søndagsfri. Det skulle være slut med en syvdages arbejdsuge, man skulle have mulighed for at opretholde et familieliv.

”Med retten til søndagsfri fik arbejderne muligheden for at tage på en dagstur. Det kunne eksempelvis være en skovtur til Dyrehaven nord for København eller andre naturskønne områder. Husk på, at mange af tidens arbejdere flyttede fra landet og ind til byerne under industrialiseringen i slutningen af 1800-tallet. Her var forholdene elendige, så det handlede om at komme ud i den fri natur, når muligheden bød sig.”

Der skulle gå flere årtier, før ferien blev for alle. I begyndelsen af 1900-tallet var det endnu kun de borgerlige kredse og deres tjenestefolk, der kunne finde tid og råd til at rejse på landet. For arbejderfamilien var der tale om endagsudflugter, eksempelvis arrangeret af fagforeninger, og typisk ud til skove i udkanten af byen. Mobiliteten var begrænset, de fleste kom frem på gåben eller på cykel.

Sideløbende oprettede menige familier kolonihaveforeninger i og omkring de større byer – i takt med at arbejderne begyndte at organisere sig fagligt og politisk. Foreningernes medlemmer udformede selv deres love og regler, inspireret af tidens socialdemokratiske og fagorganisatoriske idéer. I første omgang fungerede kolonihaverne som nyttehaver, og man skulle nu være selvforsynende. Siden blev haverne et samlingssted for familien om søndagen, hvor arbejderne for en stund kunne isolere sig fra det omkringliggende samfund – et fristed, der kopierede borgerskabets idé om at være herre i eget hus. I 1904 var der omkring 20.000 kolonihaver i Danmark. Et tal, der blev flerdoblet i mellemkrigsårene.

I 1919 lykkedes det arbejderbevægelsen at tilkæmpe sig en ottetimers arbejdsdag, der betød en endnu større opdeling af fritid og arbejde. Otte timers arbejde, otte timers frihed og otte timers hvile, som der i år forinden havde stået på venstrefløjens bannere og faner i forbindelse med 1. maj-arrangementerne. I årene op til den nye ottetimers arbejdsdag havde en række faggrupper, heriblandt murerarbejdsmænd, bagere og jord- og betonarbejdere, nedlagt arbejdet, hvorefter fagbevægelsen fik held med at gennemtvinge den nye overenskomst.

”Den ottetimers arbejdsdag var en af de største sejre for arbejderbevægelsen. Siden 1890 havde arbejderne kæmpet for en opdeling mellem arbejde og fritid, en kamp, der blev kronet 30 år efter. Aftalen gav simpelthen arbejderklassen en større frihed og større mulighed for at disponere over deres eget liv,” siger museumsinspektør Margit Bech Vilstrup.

Op gennem 1920’erne og 1930’erne formåede fagforeningerne at forhandle visse feriedage på plads gennem overenskomsterne. I 1936 havde 215.000 af De samvirkende Fagforbunds medlemmer således ret til ferie – de fleste kun i seks dage eller mindre. Derved opstod muligheden for at tage på små weekendture, typisk på cykel eller med sporvogne i hovedstadsområdet. Turen kunne gå ud til den lokale landmand eller ved havne, hvor man fik lov til at slå sit telt op for et par dage.

For de københavnske arbejdere blev det områderne op og ned ad Øresundskysten, der var mest tilgængelige. Især ned langs Køge Bugt, der endnu var meget primitivt udbygget med meget lidt bebyggelse og næsten ingen veje. Så opstod der stimer af feriehungrende cyklister på Køgevejen, mens et trafikkaos udspillede sig på Toftegårds Plads i Valby, der var et knudepunkt for sporvogne og busser.

De, der kom først ud på feriestederne, kunne vælge og vrage, mens de, der kom sidst, måtte på cyklen igen og søge andre muligheder. Søndag aften gik trafikken den modsatte vej, som det i et jubilæumsskrift er beskrevet i Lejrklubben for Danmark, etableret i 1926 og med det formål at organisere og udvikle den danske lejrkultur.

Gradvis blev der etableret mere eller mindre organiserede lejrpladser med en beskeden betaling til grundejerne. Lejrlivet blev forløberen for campinglivet og medførte i 1926 oprettelsen af Danmarks første campingplads, Hundige Camping.

”Cykelferien og lejrlivet blev for mange arbejdere indbegrebet af afslapning og fællesskab. Livet var ukompliceret – frisk luft og nye oplevelser. Det hele handlede om at dyrke friheden og fællesskabet, det sociale samvær.”

Selvom Danmark i begyndelsen af det 20. århundrede var et af de første lande til at give den almindelige borger overenskomstmæssige feriedage, ikke mindst på grund af den tidlige velfærdsopbygning, blev vi omkring 1930 overhalet af vores nordiske nabolande. I Sverige lovfæstede man fire betalte feriedage i 1931, mens arbejderne i Norge opnåede ni feriedage i 1936. Selv i Tyskland gav nationalsocialisterne den menige arbejder flere betalte feriedage som en del af fritidsorganisationen Kraft durch Freude (kraft gennem glæde).

I Danmark fik Socialdemokraterne, der sammen med Det Radikale Venstre havde siddet i regering siden 1929, gennemført flere sociallove op gennem 1930’erne. Især efter 1936, hvor de to partier vandt flertal i både Folketinget og Landstinget.

Retten til ferie blev et internationalt arbejdsspørgsmål, og på den internationale arbejdskonference i Genève i 1936 vedtog en række lande, heriblandt Danmark, et konventionsforslag, der sagde, at efter et års arbejde havde arbejdere inden for industri og handel oparbejdet retten til en årlig ferie med løn på minimum seks dage.

Denne konvention blev brugt som en løftestang, da Danmarks første ferielov skulle gennemføres. Det blev den i 1938 med statsminister Thorvald Stauning i spidsen, der siden 1920’erne aktivt havde kæmpet for den nye ferielov. Trods heftig modstand fra borgerlige partier, der mente, at loven var ”et camoufleret løntillæg”, fik arbejdere og funktionærer ret til to ugers årlig ferie med løn.

For Stauning og den socialdemokratiske bevægelse handlede det ikke kun om at give arbejderne fri. Ferien skulle ikke tilbringes på værtshuse, den skulle ikke sløses væk. Derfor gjorde man en dyd ud af at fortælle arbejderne, hvordan ferien burde afholdes. Eksempelvis skrev man: ”Frisk luft, nye indtryk, nye kammerater, det giver videre horisont, det giver nye impulser, og det giver grundlag for udveksling af den kultur, som er en livsværdi.”

Fridagene havde også elementer af oplysnings- og dannelsesprojekt.

”Det var målet med ferieloven – at give nye horisonter – at skabe stærke, oplyste, selvstændige, udhvilede og lykkelige arbejdere. Samtidig var det et demokratisk projekt, der blandt andet handlede om at give folket lige adgang til at nyde naturen. Så ferieloven blev set som en afgørende sejr. For ferie var tidligere overklassens privilegium, men nu kunne arbejderne også holde ferie ved skov og strand og hente sundhed og kraft i naturen,” siger Margit Bech Vilstrup fra Arbejdermuseet.

Umiddelbart efter ferielovens vedtagelse blev Dansk Folkeferie oprettet. Stauning var bevidst om, at det ikke nyttede at gennemføre en ferielov, hvis arbejderne kom og sagde, ”vi har jo ingen steder at holde ferie.” Derfor byggede man i 1939 og årene frem flere feriebyer ved kysterne og inde i landet, bestående af små feriehuse, hvori familien rykkede ud med den private husholdning. Foruden de populære feriebyer blev der tilbudt cykelferier, busrejser, hotelovernatninger og vandreture.

”Trangen til gode, sunde, velorganiserede og velindrettede feriesteder var stor. Dansk Folkeferies feriebyer blev hurtigt populære, da de var billige, og de gav arbejderne mulighed for selv at styre udgifterne til mad og aktiviteter.”

I takt med velfærdsopsvinget og den nye middelklasse i årtierne efter Anden Verdenskrig, ændrede de danske ferieformer sig markant. Bilerne kom for alvor ud på vejene, flere og flere begyndte at skræddersy deres egen bilferie til sydeuropæiske destinationer. Charterflyene kom på vingerne og sendte tusinder af danskere til især Spanien. Samtidig skete der et sandt sommerhusboom i 1960’erne og 1970’erne, hvor omkring halvdelen af de sommerhuse, vi har i dag, blev bygget. Sommerferien var blevet en tilbagevendende begivenhed for alle samfundsklasser.

”Når man kigger på de danske ferieformer de seneste 100 år, så har de fulgt den generelle samfundsudvikling. Vi er gået fra kollektive lejrferier til mere privatiserede ferieformer som bilferien og sommerhuskulturen. I dag bestemmer man selv sin ferie, den er blevet individorienteret i modsætning til i begyndelsen, hvor vi dyrkede fællesskabet,” siger Margit Bech Vilstrup.