At se det inderste

At se det inderste

Weekendavisen 2014:

I sin nye film skildrer Bille August, hvad der sker mellem mennesker i en familie, når aktiv dødshjælp er eneste udvej. “Jeg oplevede enormt meget smerte og frustration, men jeg tror, at de ting er en forudsætning for at kunne skabe,” lyder det.

Det er fredag morgen, en familie samles på Fyn for at tilbringe weekenden sammen. De fejrer jul, selv om træerne er efterårsnøgne, de drikker rødvin, spiser and og brune kartofler, ryger hash, kigger familiebilleder, danser i stuerne, går langs markerne og klemmer hinanden. Men bag idyllens relationer tikker nedtællingen over Esther, familiens hustru og mor, som har fået konstateret amyotrofisk lateral sklerose. En uhelbredelig sygdom, der vil slå hende ihjel, men for at dø med værdighed har hun besluttet at tage sit eget liv ved hjælp af aktiv dødshjælp, når familien siger farvel søndag aften.

Dramaet udspiller sig i filminstruktør Bille Augusts nye film, Stille hjerte, der har premiere den 13. november og skildrer en familie fra indersiden op til den endelige afsked. Filmen er i tråd med den 66-årige instruktørs genkendelige psykologiske indlevelse, og fik 20 minutters stående ovationer, da den i september havde verdenspremiere på San Sebastián Film Festival. Den handler ikke om at tage stilling til aktiv dødshjælp, debatten interesserer ikke instruktøren, men i stedet hvordan mennesket reagerer, når døden er bestemt.

”Døden er en problemstilling, som er ekskluderet fra vores bevidsthed, vi skubber den væk og har en berøringsangst over for den, heldigvis, ellers ville livet være uudholdeligt. Men jeg synes, det er et spændende familiedrama og et vigtigt tema, selv om jeg på ingen måde har ønsket at lave en debatfilm. For mig har det handlet om at skildre, hvordan forskellige familiemedlemmer tackler det her problem med alle de konflikter og følelser, der kommer op i dem, når nedtællingen er så markant, belyse den situation indefra og give den sjæl og hjerte,” siger Bille August, da Weekendavisen møder ham i København.

I Stille hjerte, der er produceret af Jesper Morthorst for SF Film, medvirker navne som Paprika Steen, Morten Grunwald, Pilou Asbæk, Danica Curcic og Ghita Nørby, der spiller Esther, som sammen med sin mand, Poul (Morten Grunwald), har inviteret deres to døtre, svigersønner, barnebarn og Esthers veninde på besøg. De to døtre har accepteret deres syge mors ønske om at dø, før sygdommen forværres, men som weekenden skrider frem, bliver beslutningen sværere at håndtere.

Filmens optagelser er indspillet under meget enkle omstændigheder på en fynsk landejendom nær Kerteminde. I alt otte skuespillere, der gennem seks uger skulle indspille et forløb på mindre end 48 timer.

”Jeg ønskede at finde nogle vidunderlige skuespillere og være sammen med dem på én location og gå ind i et koncentreret rum. Jeg kan godt lide det tætte univers, man kan skabe sammen med skuespillere, og her tror jeg, at filmens kvaliteter, tæthed og den psykologiske interaktion, har meget at gøre med den stemning, vi byggede op. Så det var en meget lykkelig periode, hvor al fokus gik på at leve os ind i familiens tilstand.”

Hvordan gjorde I så det?

”Risikoen ved denne her historie har været, at den kan blive frygtelig banal og melodramatisk, så det handlede om at finde det rette niveau i forhold til, hvor udtrykket skulle lægge, filmisk og skuespillermæssigt.

Hvad gjorde du for at få skuespillerne med dig?

”Jeg har brugt meget tid på dialogen med dem for at være sikker på, at alle var bevidste om deres karakter og dens bevæggrunde. Det er hamrende vigtigt for mig, fordi jeg orker ikke diskussioner under optagelserne, de skal være taget, inden vi går i gang. Hvis skuespillerne har tillid til instruktøren, kan man gå meget langt med dem. Hvis tilliden er væk, bliver det hele mistænksomt og uforløst, men er relationerne på plads, kan processen være meget lystfuld.”

Stille hjerte er et psykologiske drama ligesom din seneste danske film Marie Krøyer. Er det et bevidst valg?

”Jeg er blevet mere bevidst om at vælge de historier, der optager mig, hvor jeg kan se, jeg kan gøre en forskel og har et stykke arbejde at gøre. Tidligere har jeg måske valgt projekter, fordi de udefra så imponerende ud, men hvor relationsdramaet manglede, hvor det store format overtog det finpsykologiske spil. Så jeg er nået dertil, at jeg ikke ønsker at lave film, der kun er plotfikseret eller som kun handler om ramasjang og det ydre drama. Jeg er ikke god til det, og det interesserer mig ikke. Jeg er optaget af relationer mellem mennesker, det er gennem relationerne, vi kan afspejle os selv og begynde at reflektere over vores egen tilværelse. Det er dét, film kan, få os til at tænke, og netop dét forsøger jeg at forædle i mine film.”

Du siger de menneskelige nuancer?

”Hvis jeg er god til noget, er det nuancerne. De små fine ting, som måske fortæller det hele, især når det gælder familiehistorier. Det er jo ofte det lille blik, en lille bemærkning eller betoningen i bemærkningen, der kan betyde alt og være med til at forme os som mennesker i en familie. Det er virkelig noget, jeg har prøvet at dyrke i Stille hjerte, at gøre mig umage omkring den ømhed og hele tiden arbejde med dét, der ligger til grund for vores handlinger. Jeg vil se det inderste i mennesket.”

Bille August (f. 1948) har altid dyrket sammensmeltningen mellem den psykologiske interaktion og det visuelle udtryk a la en europæisk Woody Allen eller Ingmar Bergman, som han havde et tæt samarbejde med, professionelt og privat. Gennembruddet kom med Honning måne, 1978, der gav Kirsten Olesen en Bodil for bedste kvindelige hovedrolle i hendes filmdebut.

Herefter fulgte ungdomsfilmene Zappa, Busters verden og Tro, håb og kærlighed efter Bjarne Reuters romaner og med klare referencer til Bille Augusts egen vorden i 60erne. Allerede her fornemmede man hans intuitive greb omkring de menneskelige relationer og evnen til at fastholde en grundstemning, forbundet med et filmisk udtryk. En fortællestil, der kulminerede med en Oscar, Den Gyldne Palme og et globalt gennembrud for Pelle Erobreren i 1987. I 1991 instruerede han Den gode vilje med manuskript af Ingmar Bergman. Filmen er en af Augusts mest roste og blev siden fulgt op af en række internationale mere eller mindre vellykkede projekter, heriblandt Åndernes hus, Jerusalem, Frøken Smillas fornemmelse for sne, En sang for Martin, Farvel Bafana og Marie Krøyer.

Ligesom i Stille hjerte tager hovedparten af hans film udgangspunkt i melankolske toner, hentet fra en konfliktfyldt opvækst med en mor, som døde af kræft, da Bille August var syv år, og en far, der aldrig anerkendte ham. Han flygtede ind i en fantasiverden, fik usynlige venner og rustede sig til ensomheden. Som 17-årig sprang han, imod faderens vilje, fra sin læreplads som bygningsmaler, rejste til Stockholm og kom ind på en fotoskole, en kulturel modpol, der gav ham en fascination af fiktionens verden og en fornemmelse for billedets ærlighed. Livet kunne begynde, han fik afgang fra Den Danske Filmskole i 1973, lavede dokumentarfilm, siden spillefilm, men med dæmonerne på slæb.

”Man kan sige, jeg har skabt mine film gennem et indre kaos. Mit arbejde har været en måde for mig at få styr på mig selv. Havde jeg ikke haft behovet og evnen til at udtrykke mig, ville der formentlig have været sket nogle alvorlige ting med mig. Derved har mit arbejde haft en stor healende effekt på mig, selv om jeg stadig har et stort behov for at udtrykke mig gennem en skabelsesproces, det er en livsnødvendighed. Altså, jeg er ikke religiøs, men jeg tror, vi finder en mening med livet i de store passioner, og for mig handler det om at skabe nogle åndelige filmiske øjeblikke. Det er dé magiske momenter, jeg lever for.”

Udspringer din inspiration altid af et mørkt univers?

”Ikke nødvendigvis. Jeg prøver altid at få noget humor ind, hvis det har en mening i historien, men den udspringer nok af nogle mørke toner. Jeg er ikke pessimist, slet ikke, måske melankoliker, og jeg synes ikke, at min nye film er en pessimistisk film, men en åben kærlighedshistorie, der viser nogle smukke sider at mennesket, og det synes jeg giver håb.”

Er stor kunst afhængig af stor smerte?

”Bestemt. Allerede som barn var jeg nede at spille på de dybe basstemmer. Jeg oplevede enormt meget smerte og frustration, men jeg tror, at de ting er en forudsætning for at kunne skabe kunst. Jeg siger ikke, at man nødvendigvis skal leve i smerte, men jeg tror, at man skal have levet i den for at kunne skabe kunst, hvis film er kunst, det ved jeg ikke. Omvendt har smerten betydet, at jeg er meget receptiv og har en stor følsomhed over for stemninger. Jeg kan ikke være i et rum, hvor der er store vibrationer mellem mennesker, jeg har allergi over for at træde ind i de familiesammenhænge, den disharmoni, som der jo ofte er i familier.”

Ligesom i Stille hjerte har dine film altid haft en søgende undertone. Hvad har du søgt?

”Jamen jeg søger stadigvæk og prøver at forstå hele tiden, forstå noget om tilværelsen. Hvad handler det dybest set om? Man kan sige, at hver film har været et forskningsprojekt, og i mit næste projekt kunne jeg virkelig godt tænke mig at lave en nutidig film omkring mobning. Jeg har børn, der går i skole, og her oplever jeg nogle tydelige problemer i den måde, vi behandler hinanden på. En mobning og samtidig en større og større selviscenesættelse, som man ser det i X Factor. Det program er i den grad mobning, hvor musikken er en bagatel, mens den officielle latterliggørelse af mennesker er okay. Hvad tænker børn om det? Mine egne børn synes jo, det er okay, fordi når dommerne ydmyger unge mennesker, som ikke kan gennemskue konsekvenserne, er det vel i orden. Det synes jeg virkelig er problematisk, og jeg kunne godt tænke mig at lave en film om det.”

Har du ikke lavet den med dine ungdomsfilm, der netop handlede om mobning?

”Jo, men jeg synes, der er et behov for en fortælling af den virkelighed, vi befinder os i nu, hvor det handler om en iscenesættelse. Her kan man jo så spørge, hvor langt er vi egentlig kommet, er vi ikke kommet en dyt videre, er vi usikre og har vi så lavt et selvværd, at vi hele tiden skal posere på de sociale medier? Jeg kan godt se en udvikling på de ydre omstændigheder, men på de indre synes jeg, de minder om dem, vi havde, da jeg var ung. Relationerne mellem børn og voksne er stort set de samme i dag. De mærkelige forventninger, forventninger til den gensidige kærlighed og voksnes manglende evne til at se deres børn som selvstændige individer. De gør det nok på overfladen, men om de i virkeligheden også er kapable til det, er jeg ikke sikker på, de er. Sådanne emner er jeg meget nysgerrig på, og det er netop nysgerrigheden, der driver mig.”

Stille hjerte, premiere 13. november 2014, filminstruktør Bille August, producer Jesper Morthorst, SF Film A/S. Har blandt andre Ghita Nørby, Morten Grunwald, Paprika Steen og Pilou Asbæk på rollelisten.