At leve med sig selv

At leve med sig selv

Børsen Weekend 2015:

DANNELSE: For Henning Jensen har virket som skuespiller været en lang rejse mod at lære at leve med sig selv og samtidig konfrontere en konfliktfyldt opvækst. Men han opdagede Shakespeare, Martin A. Hansen, Henrik Pontoppidan og genkendte et spejlspillede, som har fulgt ham lige siden.

Da skuespilleren Henning Jensen gik i skole, skulle han altid hen til den lange kirkegårdsmur, hvis ene side vendte ind mod skolegården i St. Heddinge. Her gik han, var fascineret af muren og dens overflade. Den gav ham en tryghed som en kontrast til ensomheden, den sagde ham noget og gav ham en sjælden oplevelse af kultur. Et begreb, han aldrig stiftede bekendtskab med derhjemme på det lille husmandssted på Stevns. Her fandtes ingen litteratur, musik, billedkunst eller andre værdier, der kunne hjælpe ham på vej.

”Det var der intet af. Min mor var et vanvittigt ambitiøst, fremadrettet og kompliceret menneske, som holdt mig væk fra min far. ”Du skal ikke komme til at ligne ham, han er et pjok, et skvat og ikke værd at samle på,” sagde hun til mig. Min far var derimod et meget mildt, stille og lunt menneske. Så jeg voksede op mellem de her to på enhver måde uforenlige sind, dette gnistrende spændingsfelt, det var fundamentet til min dannelse eller min mangel på samme. Når jeg ser tilbage, er jeg dannet af noget helt andet, noget udefrakommende,” fortæller Henning Jensen (f. 1943) på sin garderobe i Skuespilhuset.

Moren var aftenskolelærerinde i håndarbejde, faren husmand hjemme på de 13 tønder land. Her herskede ingen Emma Gad-normer, aviser blev brugt som dug og man talte dårligt sammen. I morens øjne var Henning dum, i vejen, hun skammede sig over ham, og når den familiære disharmoni kammede over, løb han ud for enden af marken, kastede sig ned på ryggen og skreg sine lidelser op i himlen.

Han havde et behov for at komme væk. I første omgang skete det ved at tegne, han skar i træ, skrev lidt ord og tog på lørdagsture ind til biografen i St. Heddinge. Det var i den kreative proces, han fandt fred og et tilflugtssted fra den nulkerne, der ulmede i ham.

I gymnasiet blev Henning Jensen sendt på en indremissionsk kostskole i Haslev. Over hovedindgangen stod indprentet i cementen: ”Hverken den noget, der sår, ej heller den, der høster, men gud alene, som giver vækst.” Her blev eleverne overvåget og indoktrineret, bad bordbøn og skulle sige tak til gud. Men en dag midt i 2.g trådte en ung, lyshåret og nyuddannet dansklærer ind i klassen. Han hed K.B. Bentsen.

”Han så udover denne her giftigfarvede cocktail af dobbeltmoral og religiøst vandvid og råbte; ”kender i Klaus Rifbjerg?” Vi anede knap nok, at der var skrevet noget på dansk siden Kingo og Brorson. Så flåede han en bog frem og læste det mest saftige nutidsdigt, vi nogensinde havde hørt. En af linjerne lød: ”Jeg har kastet min sæd på hundrede lygtepæle på Frederiksberg.” Dér sad vi, og selvfølgelig blev han min gud. Han råbte mig i den grad op den formiddag.”

Hvad tændte han i dig?

”Han pegede på det forfatterskab, der gav mig identitet. Af en eller anden besynderlig grund, udkom Martin A. Hansens samlede værker på det tidspunkt. Så købte jeg dem og læste en novelle, der hedder ”Manden fra jorden,” som er ret freudiansk. Jeg forstod den ikke, men den fascinerede mig i den grad, den ville mig et eller andet. Der var ikke et billede, ikke en beskrivelse, jeg ikke genkendte totalt som min egen. Landskaber, træer, menneskene, kampe, håb, drømme, nederlag, jeg selv havde gået igennem, da jeg var barn og troet, det kun var mig, som havde oplevet verden sådan. Så kom der en stor forfatter og beskrev det samme og legitimerede min ret til at være den, jeg var.”

Ved siden af skoletiden skrev Henning Jensen lyrik, en 90 sider lang roman og mandsopdækkede det daværende Tv-teatret hver søndag aften. Her så han Beckett og slugte tidens absurde dramatik. Han så de nyeste, mest eksperimenterende film, for eksempel ”I fjord i Marienbad,” ”Hiroshima, min elskede” og ”Lørdag aften, søndag morgen.”

Efter endt studentereksamen satte Henning Jensen sig på et tog til København. Her blev han, indskrev sig på danskstudiet på Københavns Universitet, men mødte næsten aldrig op. I stedet gik han i teatret, han havde hørt om et stykke, der hed ”Teenagerlove,” og som gik på Det Kongelige Teater med Henning Moritzen og Bodil Kjer i hovedrollerne.

”Jeg blev fuldstændig væltet. Jeg forstod nøjagtigt, hvad det var, de gjorde for at skabe disse fantastiske illusioner på scenen. Det føltes som om, jeg genkendte en eller anden arketype i mig selv, noget faldt i hak. Det var som at komme hjem for første gang, hjem til en verden, der var min. Men det fik mig ikke til at sige, jeg ville være skuespiller. Det kom først en dag måneder senere, hvor jeg gik på Falkoner Allé. Pludselig begyndte mine ben at ryste, jeg standsede op på fortovet og så kom en stemme nedefra, min underbevidsthed og sagde; ”du skal være skuespiller.” Fra dét sekund forstod jeg, at jeg skulle tro på mine egne følelser.”

Derfor søgte han ind på landets teaterskoler, men blev først optaget fem år senere på Statens Teaterskole. Efter to år forlod han skolen på grund af uoverensstemmelser omkring undervisningen og blev ansat på Det Danske Teater. Han havde talent, fik den ene hovedrolle efter den anden, eksempelvis som Edmond Tyrone i ”Lang dags rejse mod nat.” Videre til Det Kongelige Teater, filmroller, hvor han slog gnister med en kunstnerisk nerve, der tog afsæt i en liv og død-tilstand, som også kendetegner en stor del af hans senere roller. Han var dus med Shakespeare, Strindberg, Ibsen, spejlede sig i Henrik Pontoppidans ”Lykke Per” og havde for alvor flyttet sig fra barndommens fortræd og kulturelle fattighed. Der var bare ét problem.

”Afstanden mellem den sorte pløjemark på Stevns og så mit skuespillervirke var blevet for stor, som en slugt, jeg ikke havde fået lagt bro over. Jeg stoppede ikke op, men det gjorde min krop, det var den, der sagde stop. Så da jeg var 35 år, gled jeg ind i en dyb depression, som kostede mig 3,5 måneds indlæggelse på Rigshospitalet og tre efterfølgende år, der var som at gå på en knivsæg for at finde balancen igen. Det hele var gået alt for hurtigt, jeg manglede et overjeg til at køre mig frelst igennem forskellige situationer. Så det var min anden dannelsesrunde, kan du sige.”

Hvor langt er du i dag på denne rejse?

”Det har været en lang rejse, og den er bestemt ikke slut, men fortsat dannende. Et menneske er jo uudtømmeligt, dets nuancer er utallige. Jeg er blevet dannet, bestemt, men jeg er ikke dannet på et ståsted, tværtimod. Jeg beklager mig ikke over det dannelsessted, jeg er kommet til, men jeg kunne godt have tænkt mig lidt mere fast grund under fødderne. Selv i dag er angsten en af mine følgesvende, og som jeg har lært mig selv at leve med. Det er ikke noget, der giver mig ro og fred, at være i den tilstand, men jo mere man accepterer angsten, jo bedre kan man leve med den.”

Er det netop i angsten, at teatret og litteraturen kan hjælpe dig?

”Jeg har lært meget på teatret. Om mig selv og om mennesker, ved at gå ned i teksterne. Jeg kan ikke læse en dramatisk tekst, en Shakespeare-tekst, uden at jeg bliver bevæget og berørt af den. Så gennem kunsten kan man både finde sig selv, men også en sammenhæng med andre mennesker. Sådan er det også med bøgerne. Hvis jeg virkelig skal have fred indvendigt, skal jeg læse en stor roman. Så det værktøj fik jeg da med mig, ikke for at drømme mig et andet sted hen, tværtimod, men for at blive konfronteret med mig selv og vide, at jeg ikke er alene.”