At gøre sig tilgængelig for øjeblikket

En kold februardag i 2012 gik jeg en tur i Latinerkvarteret i Paris. Gik ned ad ujævne brostensgader mod Notre Dame. Inden jeg krydsede Seinen fik jeg øje på en boghandler. Det var Shakespeare and Co., hvor Hemingway har afholdt læseaftener i 20’erne. Jeg krøb langs reolerne, gulv til loft, gned mig langs frakkerne og endte i en trafikprop af kvinder og mænd, der ikke rokkede sig. Næsen dybt begravet i bøger og lyden af papirsider, der kradsede mod hinanden, mens menneskenes blikke fortalte mig, at Shakespeare and Co. ikke blot var en boghandler, der solgte bøger, men parisernes poetiske åndehul denne lørdag eftermiddag. Jeg måtte fortælle om det. Skrive om de mange bøger, om de mange mennesker, om stedet. Hvem sad og læste højt i tidernes morgen? Hvorfor havde stedet været en magnet for det 20. århundredets stjerneforfattere? Jeg havde en historie.

Luk computeren – ud i gaden

Der findes ikke en formular, et facit, til en god historie. Som fortællende journalist er der kun én regel – sanserne må være åbne. Man kan ikke bestemme en god historie eller presse på. En erfaring, jeg har gjort mig i mit arbejde med den fortællende journalistik. I stedet forsøger jeg at gøre mig tilgængelig for øjeblikket og bruger mit hverdagsrum som inspirationskilde til historier. De gode tekster kommer ikke bag computeren, men når jeg går i gaden, iagttager mennesker, taler med mennesker, rejser og holder øjne og ører åbne på min vej. Pludselig står jeg i en boghandel og historien er der. Jeg skal ikke presse på. Historien er lige der, og så skal den fortælles.

Som at snitte en stol

Jeg har altid sammenlignet en historie med en træstol, der bliver snittet, slebet og lakeret. På samme måde med en historie, der bygges op, ord bliver skrevet til, ord slettes og så den endelige finpudsning. En god historie er på mange måder banal – et stykke håndværk. Her er det afgørende, at ordvalget er velkomponeret. Her benytter jeg mig meget af scener og billeder for at give læseren en fornemmelse af atmosfæren – hvad sker der, hvem er til stede, hvordan ser her ud.