”Alt i mig stritter imod”

”Alt i mig stritter imod”

Weekendavisen 2015:

I sin nye film er Susanne Bier optaget af det gode menneske, som gør noget, man ikke burde – som krydser grænsen. Det onde menneske interesserer hende ikke. Bier om at tage ansvar, rastløshed og sin nye film.

Hun har altid kredset om det intense øjeblik. Den forsigtige berøring og de konsekvente blikke, der siden gennembruddet med Den eneste ene i 1999 har været Susanne Biers kunstneriske greb. Det er dét, hun kan, dét, hun ér og dét hun skal, som hun selv formulerer det. Intensiteten har altid været der, også da Weekendavisen møder den filmaktuelle filminstruktør hos sit pr-bureau på Frederiksberg. Hun har smidt skoene og smækker fødderne ind under sig i sofaen, da hun ikke kan sidde på stole, det er for stift og akavet for hende, men i de sorte sofapuder kan hun være den, hun er.

”Nogle gange ville jeg ønske, jeg ikke var så intenst et menneske. Da jeg var lille, kunne jeg se rundt i klasselokalet og ønske, jeg var lidt mere cool som de andre, men det er jeg ikke. Det kan være frygtelig anstrengende.”

Hvordan?

”Ved, at jeg oplever alting meget intenst. Hvis, nogle siger noget, så kan jeg blive meget oprevet. Alt er meget voldsomt, men jeg tror, jeg har lært ikke at lade intensiteten lave for mange numre med mig, og omvendt kan jeg bruge den, når jeg arbejder. Hvis jeg havde haft et job, hvor jeg ikke brugte denne intensitet, havde den været meget destruktiv for mig,” siger Susanne Bier, der igen er aktuel med et sandt familiedrama.

I efteråret fik Bier hug af anmelderne for sin fransk-amerikanske film, Serena, der blev beskyldt for et ”elendigt skuespil” og at være ”uden nerve.” Nu er hun tilbage i Danmark med dramaet En chance til. Med filmen, som er Biers første danske projekt siden Den skaldede frisør fra 2012, vender den Oscar-vindende instruktør tilbage til sit dramaturgiske udgangspunkt, men mere radikal og konsekvent end tidligere.

En chance til handler om to politibetjente, spillet af Nikolaj Coster-Waldau og Ulrich Thomsen, med to vidt forskellige livsbaner. Andreas, Nikolaj Coster-Waldau, er den tro familietype med kone og en nyfødt dreng, mens Simon, Ulrich Thomsen, er til kvinder og alkohol. På en rutineopgave finder Andreas en forsømt baby hos et junkiepar, spillet af Nikolaj Lie Kaas og topmodellen og filmdebutanten Lykke May Andersen. Da Andreas og hans kone, Maria Bonnevie, mister deres barn i en vuggedød, griber Andreas til en desperat handling og havner i stedet i et moralsk dilemma og en brutalitet, Susanne Bier ikke tidligere har dyrket.

”Denne her film var nødt til at være meget brutal, fordi den har en så tilpas hård moralsk diskussion, så hvis den var lavet blødere, ville diskussionen være udvandet. Og jeg synes, at filmens underliggende diskussion er uhyre interessant. Så det stod mig meget klart, at den skulle være brutal. For mig at se er konsekvens, det eneste, der duer. Benhård konsekvens, sådan er det i al form for kunst, og film, der ikke er konsekvente, bliver aldrig rigtig gode.”

Filmens plot rummer en højdramatisk drejning, som har at gøre med den forsømte baby. Kan der ikke være en risiko for at havne i det sensationssøgende?

”Da vi havde lavet første udkast, læste vi hurtigt op på virkelige sager med lignende elementer, og der findes jo de mest ekstreme tilfælde. Man kan ikke tillade sig at lave virkeligheden, fordi virkeligheden er altid meget mere sindssyg, end noget man kunne finde på. Så ja, det er langt ude, men stadigvæk mindre langt ude end virkeligheden. Jeg var især optaget af den engelske sag om baby P fra England, hvor de sociale myndigheder var ude at se babyen 60 gange, og så døde han alligevel. Undskyld, hvordan kunne det ske!”

Din nye film er endnu et familiedrama?

”Jeg synes det er et forholdsvist uudtømmeligt emne. Jeg har det ikke sådan, at nu er der ikke mere at fortælle omkring det. Mange kunstnere har jo en form for noget, de altid vender tilbage til, og det tror jeg er godt. Det er et sundhedstegn, fordi man har jo ting, man er besat af, og så er det godt at være tro over for det og samtidig udfordre det.”

Men så må frygten for gentagelsen vel altid være til stede?

”Den er der hele tiden, ikke kun med familiedramaet, helt ned i materien af alt, hvad jeg laver. Men frygten for gentagelsen er for mig meget frygten for at kede mig selv. At være bekvem og blive doven, fordi så skal jeg holde op. Det er i virkeligheden mindre frygten for at kede publikum end mig selv, fordi jeg keder mig selv længe før publikum. Jeg har en ekstrem rastløshed, som er god og kreativ, men som også kan blive destruktiv. Det er en stor del af min kreative proces.”

Susanne Bier (f. 1960) insisterer på, at hvert et filmprojekt skal bringe hende på gyngende grund, hun må aldrig føle sig sikker på, at hun kan løse opgaven, tematisk og fortællemæssigt. Derfor vælger hun ofte dilemmaer, der krydser den moralske grænse, gerne i form af heltelignende mænd, som altid skal på kant med sig selv og den gængse moral.

Det afspejles især i hendes film de seneste 15 år, hvor hun har slået sit navn fast som Danmarks ukronede filmdronning, dømt på solgte biografbilletter og priser, men også internationalt har hun markeret sig, og i 2015 skal hun instruere otte afsnit af en stort anlagt britisk tv-serie, baseret på John le Carrés roman The Night Manager. I 2011 vandt hun en Oscar for bedste udenlandske film med Hævnen. Forinden lavede hun succeser som Elsker dig for evigt, Brødre, Efter Brylluppet, Things We Lost in the Fire med Halle Berry. I 2014 instruerede hun endnu et internationalt drama, Serena, der havde Jennifer Lawrence i hovedrollen, men den film gik galt.

”Jeg gider næsten ikke at tale om Serena, men det interessante ved den ér, at den er et eksempel på, når en film ikke er konsekvent. Alle mine film, udover Serena, de har en eller anden form for konsekvens, vellykkede eller ej. Problemet her var, at den var konsekvent, da vi optog den, men så begyndte der at være mange forskellige meninger om alting, og så mistede den sin effekt. Den startede som en type film og endte som en anden, det har jeg altså lært noget af, og jeg kommer ikke til at gøre noget igen, hvor jeg ikke har afstemt forventningerne meget mere præcist, inden man går i gang. Samtidig blev den udsat for 75 gennemklipninger, og så kan jeg ikke se, om den er god eller dårlig.”

Hvad har så været anderledes med En chance til?

En chance til er i hvert fald konsekvent, og den har på intet tidspunkt fjernet sig fra dens koncept. Prøv og hør her. Hvis du starter med at lave en indisk curry, og så halvt igennem retten vil du hellere lave noget mildt og godt. Du hælder en masse fløde oveni, men så får du noget, som hverken er fugl eller fisk. Måske havde det været bedre at lave en mega stærk curry, som ikke så mange kunne lide, men som i hvert fald var det, den var. Forstår du?”

Når du vælger at være konsekvent, mister du så ikke noget i processen?

”Jo, der er en risiko for, at jeg tager fejl ved benhårdt at gå efter noget, der er forkert. Det vil jeg så sige, er en ærefuld fejl, hvor jeg må tilgive mig selv. Risikoen er selvfølgelig, at jeg ikke lytter på meninger og indsigelser i forhold til konceptet, og i det findes en risiko for at blive dumstædig og insistere på at køre ned ad en vej, der er helt misforstået.”

Set på afstand kan Susanne Bier fremstå som den internationale karriereinstruktør med altid velstylet frisure og et smil til omverdenen. Men hendes temaer handler tit om at tage et ansvar på sig. Noget, der altid har fulgt hende.

”Det har noget at gøre med min jødiske baggrund. Begge mine forældre har oplevet Anden Verdenskrig, de flygtede fra Danmark til Sverige, så jeg er vokset op med en ekstrem bevidsthed om en potentiel katastrofe, og i det er der så mange ubesvarede spørgsmål, som udløser diskussioner om moralske dilemmaer. Altså, naboen til den jødiske familie i en mindre provinsby – hvad tænkte de, hvor var deres ansvar under krigen? Så denne del ligger i mig, og derfor har jeg kredset om dette tema. Jeg er opvokset med en form for fordømmelse af alle dem, der ikke gjorde det rigtige, af gode grunde, selv om det også er meget mere kompliceret, når man kigger på det enkelte individ. Men jeg har ingen interesse i at vide noget om Hitlers barndom, ingen, for mig ændrer det ikke, at det, han har gjort, er utilgiveligt. Og jeg har heller ingen interesse i dem, der var inde at skyde løs på Charlie Hebdo. Deres baggrund ændrer ikke ved, at det, de gjorde, er uundskyldeligt. Men jeg kunne godt tænke mig at vide, den kvinde, som var gift med ham, der skød løs i Paris, hvad tænkte hun. Hvorfor gjorde hun ikke noget. Så jeg kan godt være meget optaget af det gode menneske, som gør noget, man ikke burde gøre, krydser grænsen. Det onde menneske interesserer mig ikke, det er ikke en verden, jeg har lyst til at være i, og samtidig er jeg måske allermest bange for passivitet. Det er i virkeligheden dét, der er årsagen til, at psykopaterne får plads.”

Kan du selv relatere til det at tage et ansvar, at skulle kæmpe?

”Ja, bestemt. Prøv og hør, dovenskab og sjusk, det er noget, jeg har meget svært ved. Jeg siger til mig selv, at jeg bør have tolerance over for det, men alt i mig stritter imod. Jeg synes, man skal tage et ansvar, og den bevidsthed tror jeg altid, jeg har haft i mig. Ligesom alt andet handler det nok om fordele og bagdele. En af fordelene ved det er, at jeg får gjort en masse, en bagdel er, at jeg sikkert også kommer til at være irriterende, kontrollerende og dominerende. Derfor kan jeg nogle gange sådan helt barnagtigt sige, ”nu synes jeg, at andre skal have lov at bestemme,” hvorefter omverden står tilbage; ”Det siger du først nu, hvordan kan vi vide det?” Så jeg kan også godt lytte, ikke til hvad som helst, men jeg skal have anerkendt, at det, jeg siger, er rigtigt.”

En chance til, premiere 15. januar 2015. 1 time og 45 minutter.