Forladt i Berlin

Forladt i Berlin

Weekendavisen 2013:

Melodierne kommer til Agnes Obel, når hun er alene. Den danske musikstjerne om Aventine-albummet, om at gå på sne og hvorfor hun opsøger forladte fabriksbygninger i den tyske hovedstad.

Forår i Berlin 2012. Agnes Obel sad i sit studie i Kreuzberg, vendt hjem fra en 18 måneder lang Europaturné med Philharmonics – debutalbummet, der solgte 450.000 eksemplarer på verdensplan og gav hende et gennembrud af de helt store, men efter udsolgte koncerter i byer som Paris, London, Bruxelles, Hamburg og København sagde hun stop, afbrød turnéen og rejste hjem til Berlin.

”Jeg stoppede turnéen, fordi jeg havde mistet tid og sted. Jeg følte et behov for at finde ud af, hvor jeg befandt mig rent musikalsk og personligt. Det havde været et meget intenst forløb med Philharmonics, og jeg havde brug for at finde ud af, hvor jeg var henne i verden. Jeg blev nødt til at vaske tavlen ren, mærke efter, og her kunne jeg mærke en voldsom ordløshed, og jeg følte ikke, det gav nogen mening at forsøge at sætte ord på det”, siger Agnes Obel, som Weekendavisen møder på hendes hotel i København i forbindelse med udgivelsen af hendes nye album, Aventine.

Det, der i stedet gav mening for Agnes Obel, var det nye studie i Kreuzberg, en træboks i en forladt fabriksbygning, lavet om til et kompleks af musikstudier. Hun var rundtosset efter den uventede succes, men følte samtidig en længsel efter at fordybe sig i et nyt pladeprojekt. Hun ville se, hvad der skete, når hun fjernede al travlheden, rejseriet – hvad var der så tilbage? Det eneste, hun krævede, var ro.

Hun flyttede sit klaver ind i træboksen (Chalk Wood Studios), der blev hendes ”lille ø” de næste seks måneder. Hun tog derind hver dag, også i weekenderne, når bygningen var tom og al støjen var væk. Så turde melodierne komme frem og vise deres ”fjæs”, som Agnes Obel udtrykker det. Gulvet, væggene og loftet var af træ – et bevidst valg for at skabe den bedste akustik. Hun slog sine hænder mod siden af klaveret, stampede i gulvet og sang nogle ord. Hun søgte nye lyde, eksperimenterede, ville have lyden af træ frem, hul og dyb, lavede instrumentaler og kom op med 11 nye sange, der udgør Aventine.

Ny klang

En plade, hvor Agnes Obel har udforsket sit musikalske univers ved at lukke sig inde i sit studie, uden at vide hvad der ville komme ud. Hun vidste kun, hun ville gå dybere, skrabe i overfladen, ikke bare se på ilden, men gå ind i den og skabe lyde, der blev fysisk levende.

”Med Aventine har jeg ønsket at gå skridtet videre og gøre det hele mere koncentreret, så stemningerne i sangene bider sig endnu bedre fast. I modsætning til Philharmonics, har jeg på den nye plade i højere grad tænkt over pladens helhed, så den fungerer som en samlet sekvens, en samlet fortælling med en begyndelse og en slutning, hvor der er kapitler imellem. Det har jeg længtes efter.”

Med Aventine har Agnes Obel skabt en helstøbt komposition og flyttet sine musikalske grænser i forhold til debutpladen. Man fornemmer hendes eksperimenterende kreativitet i træboksen med en drilagtig klang, der både fungerer til en gåtur i de berlinske skove og på Unter den Linden. Skosålen i gulvet og det hule klaver. Enkle sange med højst tre instrumenter per nummer, hvor hun bruger sin stemme som et instrument, der flyder med klaverets og celloens rytmer.

Den store forskel fra Philharmonics-pladen, som bar præg af klaverspil og en nøgenhed, er strengeinstrumenterne, der på Aventine fungerer som et bærende organ med et mere tilbagetrukket klaverspil, hvilket giver albummet en dybde og intensitet.

Hvorfor har du valgt at skrue op for de klassiske toner på den nye plade?

”Jeg er blevet mere og mere interesseret i celloens muligheder for at lave rytmer og bryde en sang op, så sangen bliver mindre yndig. Jeg ville gerne have, at celloen blev en stemme i sig selv. Derfor har jeg optaget dette instrument tæt på mikrofonen ligesom min egen stemme og klaveret. Ofte bliver styrgere brugt som et bagtæppe, og det har jeg ikke været interesseret i. Jeg ville have de klassiske instrumenter helt frem i sangene, hvor celloen skulle udgøre rytmen og bassen, og samtidig ønskede jeg at bryde lidt op med min klaverstruktur. Sangene måtte godt fungere ligesom en spændt bue, der vibrerer, så man sidder og tænker på, hvornår den springer, men den springer ikke.”

Den klassiske inspiration

Alle sangene på Aventine er skrevet og produceret af Agnes Obel, cellist Anne Müller spiller cello og Mika Posen fra den canadiske gruppe Timber Timbre spiller violin. De klassiske temaer kan især høres på førstesinglen The Curse, Run Cried The Crawling og titelnummeret.

Klassisk musik er ikke en ukendt genre for Agnes Obel. Hun kommer fra en musikalsk familie i København med en mor, der altid har spillet klaver og en far, der har levet af at spille musik. Som barn købte Agnes Obels far et klaver til hende, og i en tidlig alder lærte hun at spille jazz og klassisk musik. Siden blev hun inspireret af valsetemaerne, og hun tog celloen og violinen med ind i sin musik. Efter forgæves at have forsøgt sig i flere bands, gik hun solo. I 2008 lagde hun nummeret Just So på sin Myspace profil. T-Mobile opdagede sangen og brugte den i en landsdækkende reklame i Tyskland, hvilket var med til at øge pladesalget, da Philharmonics kom ud i 2010. I Danmark scorede hun fem Danish Music Awards og solgte 100.000 eksemplarer.

Siden 2006 har Berlin været Agnes Obels base. I 2005 kom hun til byen på studierejse, og ét år efter flyttede hun dertil sammen med sin kæreste. Hun skabte sit eget univers og fandt ud af, at hun arbejdede bedst, når hun var helt alene.

”Under arbejdet med den nye plade, følte jeg nogle gange, jeg var forladt i Berlin. Det var meget specielt at sidde en hel lørdag i mit træstudie og så komme ud på gaden sent om aftenen og skulle hjem, og så var der fyldt med mennesker og festturister, fordi det var sommer. Det var en underlig kontrast at komme fra mit musikalske univers og så direkte ud på gaden til elektronisk musik. Det var en fed modsætning.”

Agnes Obel vil ikke sige, hun bor i Berlin, fordi byen inspirerer hende musikalsk, men hun oplever at bestemte områder i byen trækker i hende for derefter ubevidst at banke på til hendes værksted. For eksempel blev hitsinglen Riverside optaget i et studie ved siden af floden Spree, og et gennemgående tema på begge plader er naturen, hvorfra Agnes Obel henter mange af de stemninger, der er i hendes sange.

Et forladt tivoli

Når hun ikke er i studiet eller på turné, cykler hun ofte ud til Plänterwald, der ligger sydøst for Kreuzberg. En skov med et forladt tivoli, gamle rutchebaner og karruseller. Så går hun en tur.

”Jeg henter nogle scener og billeder fra skoven og naturen. Når jeg går på sne, kan jeg godt tænke musik ind i det, fordi alt bliver dæmpet som et lydtæppe. Her får jeg lyst til at lave musik, fordi sneens knirkende lyd skaber et musikalsk rum i byen. Men nogle gange er naturoplevelser så stærke, at der ikke er plads i mit hoved til at tænke på musik eller komme på melodier. For mig er naturoplevelser vidunderlige, fordi jeg ikke tænker på noget. Jeg bliver renset, når jeg får vind i hovedet, og når jeg kan høre træerne ruske eller høre mit aftryk i sneen.”

Hvilke andre områder kan inspirere dig i Berlin?

Jeg elsker de bydele, hvor det hele ikke er fastsat endnu. De steder, hvor tingene stadig forandrer sig. Nu bor jeg i Neukölln, hvor der lige nu sker store forandringer, men jeg tager også til bydelen Wedding, hvor der er mange gamle fabrikker, man kan gå rundt i. Områder, der er forladte, fordi der hersker en voldsom nostalgi, og samtidig er man totalt fri på en kæmpe legeplads.”

Hun opsøger de gamle fabrikshaller og den fugtige skovbund, fordi hun her kan bruge sine sanser og registrere ting, uden at skulle tænke mere over dem. Pludselig er de blevet til musik.

”Jeg kan godt lide, at musik ikke har en morale, hvor der bliver bundet en knude på til sidst. Hvis jeg gør det, lægger jeg op til, at jeg selv har fundet ud af noget, og det har jeg jo ikke. Jeg har ikke fat i den lange ende. Jeg registrerer nogle stemninger og får dem ud gennem mine melodier.”